Ups!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2015
  • Opdateret: 27 okt. 2015
  • Status: Igang

3Likes
1Kommentarer
334Visninger
AA

2. Hvor?

Jeg åbner øjnene. Hvor er jeg? Det første jeg tænker er hospitalet, men nej. Det er heller ikke derhjemme. Jeg rejser mig op og ”Brrrd,” siger det bare. Der er bræk over det hele. Valentin kommer løbende ind.

”Daisy, du er vågen,” han smiler til mig. Jeg nikker lidt og falder bare sammen på gulvet. Valentin griber med det samme fat i min arm. Jeg begynder at trække vejret gennem næsen, tungt. Mine lunger kan snart ikke klare det mere.

”DAISY FOKUSER!” Han råber. Jeg bryder ud i gråd, men det er ikke nemt at skulle græde og kæmpe med at få vejret samtidig. Jeg bruger mit sidste luft. Rummet bliver sløret. Noget tungt og varmt trykker hårdt på mit bryst. Jeg tager en dyb indånding. Jeg puster luften langsomt ud og samler noget nyt. Mine lunger virker, som de skal igen. Min hud begynder at blive kold. Mine øjne er blanke og huden er helt hvid. Jeg har brug for noget kokain. Nu!

”Valentin, ” jeg fjerner den sidste tåre fra min kind ”hvor er min kokain?” jeg siger det roligt.

”Det siger jeg ikke,” hans store brune øjne vender ned af, i modsætning til når han er glad. Han har ikke været glad her på det sidste. Han er ellers altid glad. Er det min skyld?

”Kom med det!” skriger jeg bare af ham. Jeg har virkelig brug for det! Jeg har aldrig haft så meget lyst til det, som nu. Han ryster bare på hovedet.

”Hvorfor er det du vil have det?” vrisser han lidt. Jeg ryster på hovedet.

”Fordi jeg er fucking afhængig!” skriger jeg bare af ham ”Kom med det” Jeg får tåre i øjnene. Jeg hader virkelig at være så afhængig, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg har ikke nok vilje styrke til at stoppe.

”Daisy du får det ikke! Du skal lære at lave uden det!” råber han og smadre sin hånd ned i natbordet. Røgen står nærmest ud af ørene på ham så sur er han. Han tror jeg ikke kan se det, men det kan jeg.

”Hvorfor har du ikke sagt det?” hvisker jeg til ham og rejser mig stille op. Han kigger ned af, han vil ikke have jeg ser ham i øjnene. Han ryster på hovedet.

”Så du siger altså det er mig der er på stoffer? Du er jo håbløs oppe i dit forstyrrede hoved!” råber han endnu højere end før. Jeg laver store øjne. Han råber normalt ikke så højt når han er sur på mig.

”Forstyrret hoved? Jeg er squ da ikke forstyrret!” vrisser jeg bare. Han ignorere mig bare og går ud efter noget papir for at tørre brækket op. ”hallo?” vrisser jeg igen.

”Hold nu kæft!” Snerre han og forsvinder ud på toilettet igen. Han er så irriterende! Han kan ikke bare ignorere mig. Jeg går hen til toilet døren og trykker ned i håndtaget. Døren er låst, selvfølgelig. Jeg går videre ud i køkkenet. Hvor plejer han og gemme mine stoffer henne? Jeg trækker køkkenskuffen ud, og roder rundt mellem de ting der er nede i den. Lyden af metal der skær mod hinanden rammer mine øre. En kanyle med en hvid/gul væske i sætter sig fast i mit håndled. Jeg tager hånden hurtigt op og trækker forsigtigt kanylen ud af armen. Der slår det mig, hvor er jeg? Jeg vil virkelig gerne vide hvor jeg er lige nu! Jeg løber ind i soveværelset og finder Valentins bilnøgler og en af hans t-shirts. Jeg tager den over hovedet og løber hen til hoveddøren. Den er låst og jeg kan ikke åbne den indefra. Jeg løber hen til det nærmeste vindue. Det er selvfølelig også låst, det er som om..nej det er ikke muligt.. Jeg vender mig langsomt om.

”Valentin..ikke igen!” hvisker jeg. Jeg ved hvor jeg er! Jeg var her da han tog..

”Kom nu skat! Jeg ved du har lyst!” han træder et skridt hen mod mig. Jeg træder et skridt tilbage. Jeg vil ikke gå med til det her igen.

”Nej! Jeg har det stadig dårligt efter sidst!” jeg bryder ud i gråd. Han står bare og kigger. Han tager min hånd og trækker mig ind i soveværelset.

”Nej! Valentin! Slip mig!” Jeg skriger bare og vrider mig alt hvad jeg kan.

”Hold nu din kæft din fede kælling!” råber han. Jeg taber kæben. Hvad skete der lige der? Kaldte han mig lige en fed kælling? Han giver ikke slip på mig. Han sætter mig foran sengen og tager hårdt fadt om min arm. Den arm jeg har cuttet på. Jeg skriger. Tårende begynder at strømme ned af kinderne på mig. Jeg kigger mig ned af armen og blodet begynder at gå igennem min hvide trøje. Valentin ryster på hovedet.

”Hvis du ikke havde skåret i dig selv var det her aldrig sket!” hans stemme er faldet lidt ned men han råber stadig, men han er ikke sur. Han er skuffet. Jeg tager fat i hans ærme og ruller det op. Der er mærker efter nålen.

”Du er så dobbeltmoralsk! Hvorfor må jeg ikke være på stoffer når du må? Det er pinligt for dig det her Valentin! Du har været clean fra det i flere år!” Tårende ville bare ikke stoppe med at løbe ned af min kinder. Normalt vil jeg ikke have noget imod han er på stoffer, men han bliver så voldelig når han har taget noget! ”Kom med min kokain! NU!” min krop er blevet helt slap. Jeg falder sammen i sengen. Hans blik falder med mig ned i sengen. Han ryster på hovedet. Han læner sig ind over mig, tager hans bælte af og tager fat i mine hænder. Jeg tager mine hænder til mig i en hurtig bevægelse.

”Valentin lad mig være!” skriger jeg, ”det er slut!”

”Det er først slut når jeg siger det er slut!” han er irriteret. Han er så irriteret at jeg tror han slår mig lige om lidt. Jeg er ret bange. Jeg bliver i det mindste voldelig når jeg jeg har taget stoffer, men der er jo forskel på hvordan folk reagere. Han har ikke sniffet min kokain igen, så ville han reagere anderledes. Hvad er det for nogle stoffer han har taget? Eller også er det fordi han ikke har taget nogle? Han er jo ikke normal. Han tager hårdt fat om mine hænder og binder mine hænder. Jeg bevæger mig så meget som jeg kan for at få det af, men det sidder for stramt.

”Lad mig nu være!” Jeg skriger bare for voldtægt er ikke lige mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...