Ups!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2015
  • Opdateret: 27 okt. 2015
  • Status: Igang

3Likes
1Kommentarer
332Visninger
AA

3. Hvad?

Jeg åbner øjnene. Fuck!  

”Valentin?” Spørger jeg blidt. Jeg håber virkelig han ikke er her, hvis jeg skal være ærlig, så er jeg blevet ret bange efter ja..

Valentin kommer gående ud fra køkkenet. ”Godmorgen smukke!” han smiler bare som om der ikke er sket noget som helst.

”Hvad er der sket?” min stemme brister og jeg holder tårende tilbage.

”Hvad mener du? Der er da ikke sket noget. Ikke andet end du har drejet og vendt dig hele natten!” han ser spørgende ud. Han skjuler noget! Jeg kan se det på ham!

”Hvordan er jeg kommet hjem? Vi har lige været ude ved skovhuset?” Jeg fjerner dynen fra kroppen. Min hud sidder løst og er helt rød. Jeg kigger op på Valentin, men han er væk. Jeg finder hurtigt et par shorts og en T-shirt. Jeg snupper min mobil og bilnøglerne. Jeg løber ud til bilen og starter den. Jeg kører ud af indkørslen og videre ud på motorvejen. Hvor skal jeg tage hen? Mine øjne begynder at blive våde. Jeg har lige afsluttet det forhold jeg troede der skulle holde resten af livet. Jeg har brug for kokain! Nu! Jeg kører ud til min normale dealer. Shit! Jeg tørre øjnene. Jeg tager en hættetrøje som ligger på bagsædet. Jeg tager hætten over hovedet og åbner bildøren. Jeg går ind i en dreng.

”Undskyld!” Siger jeg og kigger op. Hvad laver han her? Jeg vender om og går straks over mod bilen igen. Shit! Jeg vender mig om for at se om han følger efter mig. Det gør han, men ikke alene. Jeg skynder mig ind i bilen og låser dørene lige så snart jeg kommer ind. Hvorfor er han efter mig? Jeg ved jo godt hvorfor, men jeg vil ikke indrømme det over for mig selv.

”Daisy!” råber han i det jeg begynder at køre væk. Jeg ignorere ham bare og kører videre. Jeg holder ind på en resteplads for at skrive til min veninde Frederikke. Jeg skriver at jeg er gået fra Valentin og godt kunne bruge et sted at sove et par dage. Hun svare at jeg altid er velkommen hos hende, så længe jeg ikke tager stoffer med. Fint. Jeg skal alligevel på afvænning. Jeg trækker benene op til ansigtet. Våde dråber begynder at strømme ned af kinderne på mig. Daisy, du skal ikke gå tilbage til ham! Jeg bliver ved med at sige det til mig, men han er jo mit livskærlighed! De små hulk bliver til at jeg brøler. Jeg kan ikke holde tanken ud. Jeg skal aldrig se ham igen! Jeg får taget mig sammen og kører videre. Jeg får en sms fra Frederikke. Der står at jeg ikke skal komme hjem til hende lige nu fordi Valentin er der. Han kender mig alligevel ret godt.  Jeg kører lidt rundt i stedet. Jeg venter bare på at der bliver klar bane. Jeg holder ind igen. Jeg tager hættetrøjen af. Jeg trækker den der solskærm ned for at se mig selv i spejlet. Jeg ligner slet ikke mig selv mere. Min hun er helt bleg og jeg har store sorte rander under øjnene eller jeg er faktisk lidt i tvivl på det ene øje. Jeg tror han har slået mig! Mit ene øje er bare helt blåt. Jeg har suge mærker over hele halsen. Mine håndled er blevet blå efter det reb der havde strammet om det. De mærker jeg har efter cutting er ved at hele, der er sår skorpe på der er halvt ved at falde af. Jeg har blå mærker over det hele og det yderste hud skaller af på mine ben. Jeg får en sms mere. Jeg begynder at kører hen mod Frederikke. Jeg har ikke lyst til at leve det her liv mere. Der ligger en bil helt op i røven på bilen. Hele tiden. Jeg kører ind på en parkerings plads for at få ham væk, men han følger bare efter. Selvfølgelig er det ham. Jeg åbner vinduet lidt da han begynder at gå over mod bilen. Men kun lige nok til at man kan snakke igennem det.

”Valentin hvorfor følger du efter mig?” Spørger jeg stille med tårer i øjnene, ærligt så vil jeg slet ikke snakke med ham.

”Kom tilbage..” tigger han. Jeg laver himmelvendte øjne. Tror han selv på jeg kommer tilbage efter han voldtog mig?

”Hvorfor skulle jeg?” Jeg prøver at holde tårende tilbage. Det er svært men det lykkes.

”Fordi vi har været sammen i en evighed. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skulle komme videre.”  Hans øjne er triste at se på.

”Det er ikke min skyld du valgte at voldtage mig!” Jeg er så sur på ham. Tænk han kunne finde på det!

”Jeg ved det, men du er det..” Jeg hører ikke mere, fordi jeg bare træder på speederen og kører videre. Jeg kører af på en afkørsel tidligere for at jage dem væk. Det hjalp. Heldigvis. Jeg kører hjem til Frederikke og i det vi krammer bryder jeg bare ud i gråd. Jeg tror aldrig i mit liv jeg har grædt så meget. Jeg hader ellers at græde. Det er første gang i nok 3 år jeg er single. Jeg har aldrig følt mig så tom inden i. Han har jo altid været der for mig, men nu er han væk.

”Så han voldtog dig?” Spørger Frederikke om. Jeg nikker lidt som svar. Jeg har ikke rigtig lyst til at snakke om det. ”Meld ham dog til politiet!”

”Nej! Jeg vil ikke have han skal i fængsel! Han er noget af det bedste der er sket for mig! Jeg har aldrig været så glad for en som jeg er for ham!”

”Men han voldtog dig Daisy!” Hendes stemme er høj og meget irriteret, men det er ikke mit problem. Jeg vil selv bestemme om jeg melder ham eller ej. Jeg er træt af at alle folk prøver at bestemme over mig!

”Jeg skal nok tænke over det..” Jeg orker virkelig ikke diskutere det her. Det er mit valg.

”Du skal ikke kun tænke over det! Du skal gøre det!” Hendes stemme er ikke bare høj mere. Hun råber. Jeg har brug for noget kokain, og Frederikke har været afhængig lige så lang tid som jeg har! Hun må have noget!

”Hvor er din kokain? Valentin har taget mit!” Jeg er irriteret.

” Jeg er på afvænning så jeg har ikke noget..” Hun lyver. Jeg har kendt hende siden jeg var lille, så jeg kan se det.

”Kom med det!” min stemme er høj og lys og skriger ind i ørene på folk.

”Ud! Du skal ikke være i mit hus!” hendes stemme lyder afslappet igen, men hvor skal jeg så være?

”Smider du mig ud? Du var på optaget på jeg gik til politiet? Og nu må jeg ikke være hos dig? Det giver ingen mening! Jeg har ikke fået noget kokain i fucking 4 dage!” de kolde dråber vand begynder at strømme ned af kinderne på mig. Hun er ligesom min mor. Forskellen er bare at Frederikke har holdt på mig, min mor skubbede mig væk.

”Ja, det bliver jeg nød til. Daisy, jeg er gravid, jeg skal ikke ind i de gamle vaner igen! Det var sjovt nok da vi var unge, men Christian og jeg er blevet ret seriøse. Han ved ikke hvad der er sket.” hun tager hænderne op til mit ansigt og tørre tårende væk med tommelfingrende.

”Synes du ikke han skal have at vide at vi har drukket os så stang stive at vi kun husker en smugle af hvad der er sket? Og vi skulle til udpumpning. Eller vi kom ud i et stofmisbrug sammen? Eller at vi brød ind til fester hos folk vi ikke kendte? Søde det er en stor del af din fortid, du kan ikke bare ignorere den!” jeg sender et lille skævt smil. Hele vores fortid hører sammen, hun kan da ikke bare smide den væk? ”Nød du måske ikke at være sammen med mig? Eller er jeg bare det samme problembarn som i 1. Klasse?”

”Daisy nej! Jeg elskede det! Men du skal også tænke på andre end dig selv! Du har allerede skabt nok fare ved at komme her! Tænk hvis Valentin kommer tilbage og vil skade mit barn! Hvad gør du så? Forsvinder ligesom den gang? Problemet er at du altid flygter fra de ting som kommer til at ændre dit liv!” hun sukker og ryster på hovedet. Hvorfor skal hun altid spille min mor? Hoveddøren går op.

”Skat jeg er hjemme!” Lyder en stemme.

”Opfør dig pænt Daisy! Du skal ikke ødelægge det her!” Hun lyder igen som min mor!

”Jeg skal nok.” Jeg sender hende et smil, bare for at være venlig. Manden kommer ind i køkkenet.

”Daisy?” Han laver store øjne. Fuck! Frederikke kommer til at slå mig ihjel efter det her.

”Christian!” Jeg griner lidt og giver ham en krammer.

”I kender hinanden?” Frederikke ser ikke så glad ud. Det er jo ikke min skyld han har et andet job ud over det han har sagt til hende.

”Vi mødtes på en bar for nogle år siden!” Han griner. Hvorfor lyver han for hende? Han har jo været min psykolog i flere år! Eller han lyver ikke, det var sådan vi begyndte at snakke sammen.

”Ja, vi drak os meget fulde sammen!” Jeg griner lidt, Han bliver sikkert sur nu.

”ja! Ej hvor var det sjovt!” Vi griner begge. Frederikke går. ”Skat?” han går efter hende. De bliver råbt ude i køkkenet. Jeg vil ikke blande mig. Det er deres snak. Måske skal jeg bare smutte? Jeg gør det bare uden at sige farvel, så opdager de sikkert ikke jeg er væk. Jeg trækker ned i håndtaget lige så stille og skubber til døren for at åbne den.

”Hvor skal du hen?” Det er Christian. Hans stemme ryster, som om han skal til at sige noget vigtigt. Jeg ignorere ham og fortsætter ud af døren. Jeg kan høre han tager et billede, men jeg ved ikke af hvad. Jeg sætter mig ind i bilen. Jeg drejer nøglen og starter motoren. Jeg kører ellers bare der ud af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...