Captured {One Direction Fan Fiction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 sep. 2015
  • Opdateret: 7 okt. 2015
  • Status: Igang
Fable er den eneste arving til kongeriget Crendaajar, et lille fredfyldt konerige. Men det bliver hurtigt ødelagt, da det lille land bliver erobret af det store naboland Daulith. Fable er den eneste der overlever, men bliver taget som gidsel og givet til de fem prinser Niall, Harry, Zayn, Louis og Liam som et æressymbol. Vil hun nogensinde flygte fra rollen som prinsernes legetøj?
Og vil hun nogensinde genoprette Crendaajar?

OBS EJER IKKE DENNE BOG HAR BARE FÅET LOV AT UDGIVE DEN HER PÅ MOVELLAS!

[Foregår i middelalderen, så derfor er 1D drengene ikke kendte]
[Indeholder stødeligt sprog og scener!]

35Likes
37Kommentarer
4083Visninger
AA

1. Kapitel 1

Fabels POV

 

Jeg nåede knap nok at åbne øjnene, inden jeg blev hevet ud af min varme bløde silke seng.

"Prinsesse!" En mandestemme fyldte mit hoved og det gik op for mig, at det var min trofaste kammertjener Rolf.

"Hva sker der?" Mumlede jeg, mens jeg lod mig hive mig ud af værelset og ud på den lange sal. Der var kaos. Folk lå på jorden og alt var slået itu. Blod løb ned langs væggene. Jeg vågnede hurtigt op.

"Hvad sker der?" Denne gang var min stemme ikke søvnig, men fyldt med angst.

Jeg fik ikke svar, men i stedet tyssede han på mig, inden han trak mig med ned mod bagtrappen. Vi nåede dog ikke så langt, for et stort brag blev hørt og gulvet og væggene forsvandt. Det måtte næsten have været en kanonkugle.

Jeg mistede bevidstheden er par sekunder, for da jeg igen åbnede øjnene, var Rolf væk og jeg lå nede i kælderen. Mit hovede dunkede og jeg blødte fra benet. Jeg løftede mig selv op på tredje forsøg. Larmen var forsvundet og den eneste lyden kunne høre var mit besværede åndedræt og rester af træ der brændte. Og.. Var det fodtrin? Lys fra en fakkel kom i mod mig og den lyste mig lige op i ansigtet, inden jeg kunne nå at komme væk. Jeg kunne se det var to mænd, vagter, men ikke fra mit kongerige.

"Hvad er dog det?" Spurgte han der holdt faklen og stak ansigtet op til mit, mens hans frie hånd tog fat i min hage og drejede mit ansigt.

"Hvad er dit navn, pige?" Spurgte ham uden faklen. Jeg valgte ikke at svare.

"Svar!" Råbte han og skubbede mig hårdt ind i væggen.

"Fable! Jeg hedder Fable" Min råben blev til en hvisken og jeg gled ned på gulvet med ryggen mod væggen.

"Ved du hvad vi gør ved løgnere tøs?" Sagde manden uden faklen med et grin. Han løsnede lædersnoren, der holdt hans bukser oppe op. Han var hurtig nede ved mig, hvor han tog fat i mine håndled, der var tynde som siv, sammenlignet med hans.

Han bandt lædersnoren rundt om mine håndled, så nemt som ingenting selvom jeg sprællede.

Han lod hans hænder glide ned fra mine hænder og ned på mine lår. Jeg havde stadig nattøj på. Min hvide silke natkjole var beskidt og dækkede ikke meget af mine ben.

Han lod hans hænder glide op af mine nøgne lår.

"Nej! Stop!" Råbte jeg.

"Var din mund pigebarn!" Vrissede manden med faklen. Han havde hånden nede i bukserne.

Jeg prøvede at komme fri, men manden var tre gange så stor som mig.

Jeg lukkede øjnene og prøvede at tænke på noget andet, mens tårer trillede ned af mine kinder.

Pludselig forsvandt vægten fra ham. Jeg åbnede øjnene og så en tredje mand. Han havde gråt hår, det kunne jeg se i skæret fra ilden. Han havde højere status end dem, for hans tøj var mere fornemt.

"Er i klar over hvem det er?" Råbte han. De to uhyggelige mænd rystede på hovedet.

"Lad mig glædeligt præsentere jeg for Prinsesse Fable!" Vrissede han.

"I har raget på Kongens ejendom. Og det straffes med døden!"

Jeg kunne ikke andet end, at stå og glo på den. Kongens ejendom. Var jeg reddet?

"Nej. Jeg beder dig! Det vidste vi ikke!" De to mænd råbte i munden på hinanden, men den gråhårede mand var ligeglad. Han trak sit sværd og ramte den første og så den anden.

Jeg kastede hovedet til siden og gemte mit ansigt i mine hænder.

"Om forladelse prinsesse" Sagde han og løftede mig op på hans skulder.

"Hey. Sæt mig ned!" Sagde jeg i en bestemt tone.

"Her er ikke sikkert. Du skal med til nabolandet for at komme i sikkerhed"

"Men mine foræl.."

"De er allerede derovre" Afbrød han.

Han bar mig i lidt tid. Da vi kom op var alt kaos. Slottet var ødelagt. Soldater fra nabolandet var i gang med at gennemsøge det hele. Solen var allerede på vej ned. Var jeg slået ud i længere tid?

Alles øjne hvilede på os, da vi kom op fra kælderindgangen. Så langt jeg kunne se var der kun græs og nedbrændte bygninger.

Manden med det grå hår satte mig op på en hest. Den var bunden mellem to andre større hest.

Mine hænder var stadig bundet sammen.

"Hvor skal vi hen?" Jeg drejede hovedet og fulgte ham med øjnene.

Han satte sig om på hesten bag mig.

"Nabolandet" Svarede han.

"Vil du ikke være sød at binde mine hænder op?" Spurgte jeg.

Han rystede bare på hovedet.

"Klar til afgang!" Råbte han.

Det gav et ryk i mig, da min pony begyndte at gå. Der sad en mand på hesten foran mig. Alle de andre soldater gik ved siden af min hest og rundt om os.

"Som prinsesse i dette land, befaler jeg dig, at binde mine hænder op!" Råbte jeg.

Manden der red foran mig drejede sig om mod mig.

"Det er ikke dit land længere" Grinede han og rettede sig om igen.

"Hvad?!" Gispede jeg forvirret.

Nu gav det hele mening. Min hest var bundet til den foran og bagved. Jeg blev ikke eskorteret, jeg blev bortført!

Jeg prøvede at svinge mig selv af hesten, men tre vagter var hurtige til at skubbe mig på plads igen.

Jeg prøvede et par gange til, men gav op efter noget tid.

Da mørket faldt på, satte en vagt sig bag mig, så jeg kunne sove uden at falde af.

 

Vi red vel en dags tid for ved solnedgangs tid dagen efter kunne man se et stort slot. Jo tættere vi kom på det, jo mere bange blev jeg. Slottet var gråt og lyste orange i solens sidste lys. Det var større end det vi havde derhjemme. Klimaet var også anderledes. Der var bjerge og dale. Der var frodigt og der voksede underlige blomster og frugter over det hele.

Der stod mennesker ude foran paladset, ventede de på os?

Det var en gigantisk indgang og der løb en flod ned gennem trappen og ned til en sø forenden af det sidste trin. Søen dannede et sværd.

Jeg kendte ikke dette kongerige, men det måtte være stort. For jeg havde hørt et fremmed sprog på vejen herhen og kun store kongeriger har deres eget sprog.

Jeg kom i tanke om sværdet. Jeg havde læst om det i en bog engang. Det betød et eller andet.

Men jeg nåede ikk at tænke færdigt for min pony stoppede med et ryk.

Hvis jeg ikke vidste bedre stod hele hoffet ude på toppen af den grå stentrappe.

En vagt løftede mig af hesten og fulgte mig op af trappen. Den gråhårede mand gik foran mig.

"Prinsessen som du blev lovet Herre" Sagde han og knælede foran manden med kronen på hovedet. Manden kiggede fra den gråhårede mand og hen på mig.

Hans øjne lyste af synet af mig, som var jeg guld.

"Prinsesse Fable" Sagde han og trådte nærmere.

"Den uskyldige" Fortsatte han.

Jeg rettede forvirret blikket mod den gråhårede mand og det må han have lagt mærke til, for han trådte nærmere.

"Du er da den uskyldige ikke?" Spurgte han og tog fat i min hage og drejede mig fra side til side.

"Har du din uskyld pigebarn?" Spurgte han, da jeg ikke svarede af forvirring.

"Der har hun min Herre. Jeg tog et par soldater i at.. "

"Men det skete ikke vel?" Afbrød han og gik nærmere den gråhårede mand.

Den gråhårede mand rystede på hovedet, som om en bi var efter ham.

"Godt. Giv hende et bad og klæd hende på inden mad i balkonen" Sagde han og forsvandt ind i paladset.

7 tjenestepiger tog mig med indenfor. De sagde ikke noget, de stirrede bare på mig.

De stoppede og førte mig ind i et værelse med marmor gulve. Der var allerede varmt vand med sæbe i. De tog min natkjole af, inden jeg nåede at røre på mig. De bandt mine hænder op og førte mig hen til badekaret. Badekaret var af porcelæn.

Jeg steg ned, hvorefter nogle begyndte at skrubbe mig, mens andre vaskede mit hår, mens resten fandt tøj og andre ting. Mit hår var brunt af snavs og ma kunne ikke se dets rigtige farve. Nu begyndte de at tale, men kun til dem selv og på deres sprog.

"Hvilket sprog taler i?" Røg det ud af mig. Jeg var nysgerrig og prøvede at distrahere mig fra alt det væmmelige, der skete omkring mig.

"Det oprindelige sprog" Svarede en pige med brunt hår og brune øjne. Hun så ikke så gammel ud. Jeg nikkede og sendte hende et lille smil. Hun stoppede med at skrubbe min arm af bar forbløffelse.

"Gjorde jeg noget forkert?" Spurgte jeg forvirret.

"Folk er bare normalt ikke så... Venlige her" Svarede en lidt ældre pige med lyst hår. Jeg skulle til at nikke, men døren gik op og en fyr kom ind.

Der gik et sæt gennem alle pigerne.

Han havde en ristning på med et sværd som logo.

Han havde et sværd på sin højre side.

Han lukkede døren efter sig og gik mod mig. Selvom man ikke kunne se min nøgne krop gled jeg lidt længere ned i vandet.

En af de ældre tjenestepiger sagde noget til ham på deres sprog. Han tyssede bare på hende. 

Han stoppede foran badekarret, hvorefter han bøjede sig ned, så vi var i øjenhøjde.

Han havde sort hår og brune øjne. Han var gylden i huden og hans perfekt formede læber dannede en seriøs mine på hans velskabte ansigt.

Han stirrede bare på mig i lidt tid.

"Jeg skulle bare se hende" Sagde han inden han rejse sig og gik ud af døren igen.

Pigerne var lidt urolige, da de igen fortsatte med deres arbejde.

"Det var prins Zayn" Sagde pigen med det brune hår. "En af de fem prinser. Du møder dem i aften"

 

Jeg havde været i bad, sprøjtet alverdens dufte over det hele og fået smykker på. Jeg havde nægtet at få lagt sminke og fået gjort noget ved mit hår.

Jeg kiggede mig i spejlet en sidste gang.

Jeg havde en mørk himmelblå kjole på der matchede mine øjne. Mit sølvfarvede hår bølgede og lå over mine skuldre og sluttede nede ved mine hofter. Man kunne tydeligt se det lille lag fregner jeg havde over næsen.

Der var en diamant krans i mit hår som havde samme farve, som min kjole og mine øjne. Den største diamant på kransen hang ned og hvilede på min pande.

Jeg blev ført ned af trappen og ud mod slotshaven, der lå bag paladset. Månen hang på himlen og der var kun få solstråler tilbage. Der var lanterner til at lyse haven op. Man kunne hører snakken helt inde i den store sal. Jeg kunne hører at snakken stoppede, da jeg stod oppe på trappeafsatsen.

Jeg tog en dyb indånding og gik med tjenestefolkene ned. Månens stråler fulgte mig ned mod bordet, der stod i den frodige have. Kongen sad for bordenden og så sad prinserne på hans venstre side og nogle fine folk på hans højre. Og så var der plads til mig for bordenden.

Jeg stoppede op foran bordet. Folk rejste sig og kongen efterfulgt af prinserne kom hen og stod foran mig.

"Jeg er Kong Andrew. Og dette er mine fem sønner" Sagde han.

"Den første er prins Liam" Sagde han og pegede mod en mørkhåret fyr der stod tættest på ham.

"Min ældste søn. Og efter ham har vi Prins Louis" Sagde han og sendte et nik mod Louis. Han havde også brunt hår, men han havde blå øjne i stedet for brune. Han stirrede intenst på mig og det gjorde mig egentlig rent nervøs, for han kiggede bare.

"Så har vi Prins Zayn" Sagde kongen og kiggede mod Zayn. Mit blik flyttede sig fra Louis og over mod Zayn. Jeg fik øjenkontakt med Zayn. Han sendte mig et drilsk smil.

"Og så har vi Prins Niall" Sagde han.

Niall var den eneste lyshårede. Han havde lyseblå øjne, som blidt studerede mig, da jeg kiggede på ham.

"My Lady" Sagde han i en lav tone og bøjede kort hovedet. Han var høflig. Prins Zayn fnyste og himlede med øjnene over hans ord.

"Og sidst men ikke mindst. Prins Harry" Sagde han.

Jeg kiggede mod den sidste fyr. Han havde krøller og smilede da jeg kiggede mod ham.

"Sæt jer til bords. Efter maden kan du gå en tur med hver af dem og lære dem at kende" Sagde kongen og satte sig.

Jeg satte mig for bordenden, hvor jeg sad ved siden af Zayn.

Turde jeg være alene med dem?

 

// Håber i ka li første kapitel! Skriv gerne en kommentar med jeres tanker eller lignende. Lover at der sker mere i næste kapitel :P <33//

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...