Teleratoren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2015
  • Opdateret: 7 nov. 2015
  • Status: Igang
Maren vågner en dag-5 år efter den hverdag hun kan huske. Da hun 5 år tidligere blev indlagt på et moderne sygehus, hun var så svag at lægerne ikke havde andet valg ind at ligge hende ind i teleratoren. TELERATOREN sugede alle hendes kræfter ud af hende, hvilket tog 5 år, derefter GAV den hende et STØD af liv. Maren kunne Intet huske.

0Likes
0Kommentarer
209Visninger
AA

2. all acidic

 

Anne

 

2 dl. skyldfølelse og 1 l. smerte= glæde 

Kunne i mærke ironien?

Hvis.. godt spottet!

Lægernes lamper skar i øjnene, og jeg overvejede om det var muligt at græde blod...

Anne som damen hed er faktisk ikke en dame men en rigtig sød 16'årig pige. Hun ringede efter en ambulance så snart hun var kommet ind til mig, hun lå og holdt mig i hånden indtil ambulancen kom og hjalp mig med min vertrækning ved at sige- og nu ciktere jeg- 1, 2 indånding 1, 2 udåning 1, 2 ind ånding 1, 2 udåning- og så videre.

Og selv nu da jeg ligger på hospitalet sidder hun ved siden af mig på en taburet og holder mig i hånden.

"Hvad tænker du på?" spørger hun og bryder dermed tavsheden.

"spørg hellere hvad jeg føler" svarer jeg.

"hvad føler du" spørger  hun nu med en endu sødere stemme end før.

"2 dl. skyldfølelse og 1 l. smerte, spørg nu hvad det giver"

"hvad giver det?" spørger hun og holder et grin inde.

"glæde" siger jeg.. det kommer ikke ud med ironi selvom det skulle, det er også svært at have ironi i en så hæs og spinkel stemme som min. Et lille suk undslipper mine læber.

Det er okay siger hun og ligger sig op i sengen ved siden af mig, blidt og kærligt, som en storesøster ville gøre krammer hun mig. 

"Hvorfor føler du skyldfølelse?" spørger hun.

Hendes arm ligger rundt om min skulder og vi stirrer begge op på det hvide hospitals loft.

"Jeg ødelagde din gode gåtur med hunden" Svarer jeg lidt efter, stadigvæk med blikket rettet mod det hvide loft.

"Den var ikke god.." mumler hun.

Jeg ligger mig om på siden og kigger på hende, hun gør det samme.

"jeg havde lige fundet ud af at min kæreste havde været mig utro, var skide sur og lod det gå udover hunden. De værste, frækkeste og mest modbydelige bandeord kom svovlende ud af min mund, og jeg vil lyve hvis jeg siger at det ikke var dyrplageri, måske kunne hunden ikke forstå hvad jeg sagde, måske kunne den, ligemeget hvad havede den ikke fortjent de ord jeg sagde til den."

"Det havde den sikkert" et drillende smil spiller sig på mine læber og jeg kigger forventningsfuldt op på hende.

Hun ryster bare lige så stille på hovedet.

lidt skuffende skal jeg sige dig.

~~~~~

"Hmmm, Hmmm" mumler jeg udtilfredst da nogen åbenbart syntes at det er vildt sjovt at vække mig, midt i en lur, som jeg forresten har brug for! 

"Det er mig" siger.. Mor! så de har altså aflyst resten af deres 'ihh' og 'åhh' så romantiske tur, som de selv siger det. 

Straks føler jeg mig VILDT frisk og åbner med det samme øjnene. OMG det velkendte hospitals loft kommer til syne og nu husker jeg det hele klart.

Smerten er forfærdelig, så jeg beder mor skrue op for morfinen hvilket hun ikke vil.

Den ene smerte overdøver den anden siger hun med sin tåbelige lyse stemme.

Jeg når ikke en gang at overveje hvad den'anden smerte' er for den kommer væltende ud af min mund.

Eller det var egentlig ikke smerten der kom væltende ud af min mund, smerten var kvalmen, og det der kom væltende ud af min mund var.. brækken.

Selv da min mave er helt tom for mad, ruller den sig sammen, som når man brækker sig. 

Koldsveden løber ned af min ryg, selv da jeg har tre tæpper over mig. 

Kort sagt, det er værre end jeg huskede det.

~~~~~

Dagene er ikke ligefrem løbet afsted, men fremad har det gået, og jeg har nu været indlagt to måneder på hospitallet uden forbedringer.

"Er du sulten? Jeg kan hente nogle æbleskiver til dig i kantinen" Mor ser bekymret på mig.

"Ja" siger jeg og smiler til hende, hun har været så bekymret, så bekymret lige siden at jeg blev indlagt, det må ikke være sundt.

I dag er det lillejuleaften, det bliver min første jul på et hospital og min første jul med Anne, hvis hun altså kommer!  jeg har inviteret hende, men hun har ikke svaret endnu. 

Hun siger at hun kender mine forældre, og at hun ikke vil være i samme rum med hende.

Mine forældre kender derimod ikke hende, ikke fordi at de ikke vil kende hende.

tværtimod.

"Ya?" mor står i døren med sit worried face.

"Det er mit navn, vil du købe det?" svare jeg spydigt i et forsøg på at få hende til at grine.

Men det gør hun ikke, hun går bare tavst over til min seng og sætter bakken hvorpå æbleskiverne ligger.

Der sidder vi så, lillejuleaften, helt tavse og spiser æbleskiver.

"glæder du dig til juleaften?" spørger jeg da vi har spist alle æbleskiverne.

Hun ser på mig med et ansigt som jeg ikke helt kan tyde, og bryder så ud i gråd.

Tårrene løber fra hende i stride strømme.

"det er okay" siger jeg og ager hende på ryggen, "det er okay".

Og sådan gik det til at jeg, den kræftsyge patient som for resten har skide ondt alle steder, sidder på sin seng og trøster sin mor, selvom at det burde være omvendt.

Og sådan falder vi i søvn, mor og jeg, på det hvide lagen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...