Teleratoren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2015
  • Opdateret: 7 nov. 2015
  • Status: Igang
Maren vågner en dag-5 år efter den hverdag hun kan huske. Da hun 5 år tidligere blev indlagt på et moderne sygehus, hun var så svag at lægerne ikke havde andet valg ind at ligge hende ind i teleratoren. TELERATOREN sugede alle hendes kræfter ud af hende, hvilket tog 5 år, derefter GAV den hende et STØD af liv. Maren kunne Intet huske.

0Likes
0Kommentarer
207Visninger
AA

1. S.O.S

 

S.O.S

 

 Mine lunger skriger efter luft og mine øjne skriger efter mere vand, som kan strømme ud ad tårekirtlerne.

Jeg er en sej pige tænker jeg igen og igen og forestiller mig sygeplejerskens læber da hun for første gang sagde det til mig.

Jeg havde netop vågnet efter min første lungeopartion og første omgang narkose, og tvivlede på at det overhovedet havde været nødvendigt da jeg i den grad havde lunger nok til at der var fare for at taget og alle hospitalets etager over mig lettede, af min hæsblæsende gråd.

Dengang græd jeg af mange grunde. 1: for blot to måneder siden havde jeg troet at det bare havde været kraftig influenza. 2: jeg savnede min krammebamse Buller forfærdelig meget og følte virkelig at den også savnede mig. 3: jeg var kun 7 år, og til sidst men ikke mindst 4: jeg havde en klam kvalme som bare kørte derudaf, desuden hadede jeg lugten af hospital, især i det øjeblik.

Jeg kunne ikke lade være med også at tænke på nu! og på at jeg kun grad af en grund: Min ekrefjende, SMERTEN!

Jeg kiggede op på vinduet, der var helt mørkt udenfor.

Der kom en dame gående forbi med sin hund, hunden havde en cykellygte om halsen.

Lys.

Mine lunger havde ikke luft nok til at råbe efter hjælp, men mine arme var lige akoret lange nok til at jeg kunne nå stikkontakten.

Jeg lukkede øjnene så lyset ikke blændede mig tre korte tre lange og så tre korte.

Nu gjorde jeg det, nu lavede jeg S.O.S tegnet så damen med hunden kunne komme ned og rede mig og evt. ringe efter en ambulance.

Så snart jeg tænte lyset kiggede damen ind af vinduet, jeg åbnede svagt øjnene og prøvede at få øjenkontakt med hende, og se så svag ud som muligt så hun kunne se at der var noget galt.

Så snart at hun opdagede at det var S.O.S tegnet jeg lavede, styrtede hun hen til hoved døren, og prøvede desparret at flå den op, men forgæves.

Hun kiggede ind gennem vinduet og vi fik igen øjenkontakt.

Hun stillede sig helt tæt op ad ruden så hun fik en blandig af duck og pigface, og råbte "er du syg" jeg nikkede så godt jeg nu kunne, jeg var mere end syg.

"Alvorligt?" spurgte hun.

Endu en gang nikkede jeg og en varm, tung tåre bannede sig vej ned over sin kind.

"Må jeg smadre ruden?" spurgte hun ivrigt og midt i det hele bannede et smil sig over mine læber, kort, men et smil.

 

~

Langsomt åbnede hun hånden så hundesnoren faldt ned på den sorte asfalt.

Hendes blik flakkede i et forgæves forsøg på at finde en sten, og da hun ikke havde heldet med sig endte det med at hun tog sin ene stillet af og kylede den mod vinduet.

Ruden splintrers i milioner af stykker glas som regnede ned over mig, hver gang et stykke ramte min hud føltes det som at blive stukket, og over alt på min hud kunne jeg skimte små blodprikker.

Jeg prøvede at skrige, men det eneste der kom ud var et langvarigt, gispende pust.

Damen tog sin jakke af og og lod den glide afsted langs kantes så alt glas forsvandt. Hun lænede sig ind over hullet og lod sig dunke ned på trægulvet.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var så det første kapitel..

Undskyld at det blev lidt kort, syntes bare at det var  oplagt at slutte kapitlet dér. Hope you enjoyed it.

Læs også gerne næste kapitel og smid et like.

XOXOXOXOXOXOXO Maren <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...