Oreo

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 sep. 2015
  • Opdateret: 1 nov. 2015
  • Status: Igang
Man siger kaos har det med at gemme sig bag hvert enkelt hjørne. Det menes i hvert fald af den unge pige Estelle Maris, der fortæller historien om, hvordan en fredelig verden med harmoni og orden, forvandles til et dystopisk mareridt, med forfaldne liv, og et princip der lyder, "Alle mod alle".

Alt sammen på grund af noget så tandløst som en Oreo kiks.

6Likes
2Kommentarer
428Visninger

2. Dagbog

”Du er stædig”, sagde min mor, og sendte mig et smil, idet jeg for femte gang insisterede på, at vi skulle lade fjernsynet stå tændt. Jeg trak svagt på skuldrene.

”Man ved aldrig hvor og hvornår en historisk begivenhed kan finde sted. Hvem ved? Nyhedsværten kunne pludselig blive angrebet af en 5 meter stor larve, med 12 stikkende øjne, og syligt spidse tænder.”, forklarede jeg, og pegede på den dukkefine sminke damen bag skærmen havde på. Min mor lo, og rodede mig drilagtigt i håret.

”Du er sød”, klukkede hun, og viste sine perfektformede tænder frem. Jeg elskede hendes glæde. Hendes latter smeltede alle dårlige tanker, og lod folk omkring hende svæve i en boble af lykke. Jeg lo med, selvom jeg ikke rigtig prøvede på at være sjov.

”Der er mad om fem minutter. Du kan se TV indtil da”, insisterede hun, og jeg sukkede en smule skuffet. Jeg elskede at følge med i alting alle steder, og jeg ville være del af så mange historiske begivenheder som muligt. Jeg ville være pigen der snakkede om alle de begivenheder der forekom mig, bag alle dokumentarer der blev produceret i dette århundrede. Selv glædede jeg mig til en zombie-apokalypse, som ingen mente ville finde sted, da det da var umuligt at vække de døde op. Alligevel var jeg forberedt. Jeg havde fundet mig et ordentlig træ ude skoven, så langt væk fra storby larmen som muligt. Min bedste ven Cole og jeg byggede en hytte så langt oppe i træet, som vores små børnearme overhovedet kunne, for godt 3 år siden. Det var det år jeg mistede min far, men alligevel så jeg tilbage på det, som det bedste år i mit liv. Jeg kunne ikke huske hvorfor. 

Jeg lod øjnene falde på den firkantede skærm, og i tankernes bølger, slørede mine øjne alt omkring mig. Det var først da min mor for tredje gang kaldte på mig uden for køkkenet. Spisetid. Jeg rejste mig op, og slukkede, imod alt hvad jeg stod for, fjernsynet.

”Det var godt”, smilede mor, og kiggede mig i øjnene. Jeg gav et halvt smil tilbage, og lod gaflen køre lidt rundt i den stivnede kartoffelmos. Jeg elskede min mor, men god til at lave mad, det var hun ikke.

”Har du hørt, at Cole endnu en gang har fået sig en lillesøster? Carolines fjerde datter. Stakkels Cole, helt alene med en flok vilde tøser.”, fortalte mor, og jeg smilte lidt. Jeg vidste ikke, at han endnu en gang var blevet storebror. Han plejede ellers at være den første til at fortælle det.

”Han har da Arthur”, forklarede jeg, og rodede lidt videre i min mad. Mor trak på skuldrene, ”Tjoh, men han er jo næsten aldrig hjemme”, sagde mor, og jeg nikkede. Arthur var den ældste i søskendeflokken på 6. Han havde en anden far end de andre, og følte sig også tit uden for. Arthur tog altid hjem til sin far, som boede i den anden ende af landet. Han kom kun hjem, når hans far havde sin ”drikkeperiode”, som Arthur kaldte det. Cole fandt det yderst hårdt at være alene sammen med sin mor og søstre. Især fordi hans far altid drog til andre lande for at kæmpe nytteløse krige. Han følte sig tit alene, og havde brug for en at kunne snakke med. Den person var oftest mig, indtil en skæbnesvanger dag, hvor en ganske ny pige trådte ind i hans verden. Myra hed hun. Smuk som solen, og klog som uglen. Det var i hvert fald det Cole sagde. Jeg havde det fint med, at han elskede hende, som et barn elsker sin sut, men at hun fulgte med, hvor end Cole og jeg gik hen, og at det automatisk gjorde mig til det tredje hjul, gik mig på. Cole havde reddet mig i gennem de sværeste perioder i mit liv, og så skulle en pige ved navn Myra træde ind, og langsomt hive ham ud af mit hjerte. Jeg kunne ikke bære den tanke. Men for at være ærlig, havde Cole ikke ligefrem været den bedste ven. Rent faktisk var han begyndt at opføre sig underligt, og en smule afskyelig her på det seneste. Jeg undgik at tale med ham til han blev mere sig selv. Hvis det nogensinde skulle ske. Jeg var lidt sårbar omkring emner der indebar Cole, men jeg prøvede at lade som ingenting. Min mor vidste intet om Myra, eller at Cole og jeg ikke havde snakket sammen i snart to uger. Jeg følte ikke, at hun havde behov for at vide det, for et sted bagest i mit hoved, havde jeg denne bizarre tanke om, at det hele snart ville løse sig. At det ville gå op for Cole, at Myra slet ikke var noget for ham, og at han ville kaste sig tilbage i mine venskabelige åbne arme. Jeg vidste ikke hvorfor jeg tænkte sådan, men det var vel bare det menneskelige overlevelsesinstinkt vi alle var født til at leve med.

Jeg fik stoppet et par mundfulde kartoffelmos ned i mig, og gik direkte i seng. Mor spurgte ikke hvorfor, lod mig bare gøre det. Hun tænkte vel, at skolen var hård mod mig, at jeg havde brug for hvile. Hvor ville jeg dog bare ønske, at det var sådan det stod til.

”At miste sin kæreste må være hårdt”, tænkte jeg og gabte, ”Men at miste sin bedste ven, må være noget af det sværeste en gennemsnitlig person med hjerte og sind overhovedet kan opleve.”. Mit hjerte føltes som underligt tungt, og jeg kastede tilfældigt mit blik over på bogreolen. Blandt historiske og astronomiske bøger, lå min flere år gamle dagbog. Jeg havde lyst til at kigge i den, men var bange for at det jeg havde skrevet, var en værre gang lort. Jeg trodsede min frygt, og tog fat om omslaget på den. Den kulsorte farve var falmet til en lettere grå kulør. Jeg tændte sengelampen, og satte mig til at læse. Jeg lo lidt, af den første side, hvorpå der stod:

”Må under ingen omstændigheder åbnes. Et enkelt smugkig kan ikke tilgives. Hvis du trodser dig mine ord, må du vide, at læsning er på ejet ansvar. Hvis du undlader at tale til mig, over de ting jeg måske kan finde på at skrive om dig, skal du ikke forvente en undskyldning. Det var du selv udenom.” Jeg slog op på den næste side, hvor der i hjørnet stod med tynd usikker skrift:

”27/6, 2078”. Det var næsten 2 år siden. Jeg havde ikke skrevet meget på den side. Omkring 5 linjer.

”Kære Dagbog.

I dag tog jeg hjem til Cole. Han ville vise mig sin nye kniv han havde fået af sin far da han var i Frankrig og kæmpe. Der var stadig blod på. Jeg glædede mig til at se den, men da vi kom hjem til ham var det som om jeg ikke længere interesserede mig for alle de våben han havde. Under hele besøget var det eneste jeg kunne tænke og se på ham. Kære Dagbog, du må ikke sige det her til nogen, men… jeg tror jeg er forelsket”. Øjeblikkeligt smed jeg bogen fra mig. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Jeg havde da aldrig været forelsket i Cole. Mon min mor havde fundet bogen, og skrevet den om, for at drille? Ja, dette måtte være omstændighederne. Jeg tvang mine øjne i, og håbede at det blot var et mareridt. Alligevel endte drømmene i Cole. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...