jagten på håb

historien handler om den 17 årige Skygge, hun lever blandt dem der har alt hvad de vil ha og må at hvad de vi. Der er kun så ulemper ved dette fantastiske liv, og der er at de hverken kan drømme, håbe eller bestemme. Deres forældre vil have magten over dem så længe de lever. Det er normal ikke et problem for hverken Skygge eller nogen af de andre. Men det skal snart ændre sig, og Skygge vil komme ud på sit livs eventyr for at slippe væk fra sin hævngerrige far og ikke mindst for at få sit håb igen....

0Likes
0Kommentarer
130Visninger
AA

2. kapitel 2

”Skygge?”

”Hallo” Stemmerne blandede sig sammen i mit hoved og den svage lyd af vand der rammer gulv blev højere, pludselig føles det også som at vandet ramte min pande i små smæld og gled ned i mit øre.

Jeg prøvede at få mine øjne op, men de gad ikke lystre. Tvang ville blive svært for der var ikke en muskel i min krop der ville virke, så jeg lå der og tog imod vandet.

Efter, hvad jeg gætter på må ha været et par spande med vand og omkring en times forsøg på at åbne mine øjne lykkedes det endelig.  Det var sært, selvom jeg nærmest ikke kunne se noget var jeg ret sikker på at jeg ikke var der hjemme, og hvis jeg ikke var så havde det heller ikke været en drøm.

Med et forsvinder stemmerne igen og alt bliver mørkt. 

Jeg er alene igen, men denne gang kommer angsten langsomt snigende. Den æder mig op, jeg har lyst til at løbe, hurtigt, skrige og komme væk. Det eneste problem er at jeg heller ikke er her. Jeg er væk… Jeg eksisterer ikke her, selvom jeg løfter armene kan jeg ikke se dem, alting forbliver mørkt.

Men som tiden går kommer mit syn lige så stille tilbage og min krop får endelig lov til at slappe af.

“Du er vågen” Stemmen er overrasket og næsten ukendelig, men jeg ved at jeg kender den.

Jeg drejer mit hovede sig og kigger mod pigen på stolen ved siden af den seng jeg må være blevet placeret i imens jeg har været væk. Men der sad hun, med sit lange brune hår, der faldt ned over de lyse blå øjne. Det var lille Karla.

Hun så bleg ud i det svage lys fra sparepæren i loftet.

I hendes hånd er en skål med en klar flydende væske der ikke ligefrem vækker nogen appetit i mig.

“Hvad… Hvad skete der ?” Min stemme var usikker og svag, nærmest ikke til at høre. Der gik lidt tid før hun svarede, hun trak på det som om det var et svært regnestykke ens matematiklærer havde bedt en om at løse. Men sådan havde det altid været med hende, som om angsten for at svare forkert var større end angsten for den pinlige tavshed.

“Altså…” hun trak lidt på det

“ Efter du og Tom kom, faldte du om ved døren, vi har ingen ide om hvorfor, men det gjorde du altså” Hun kigger på mig med det der blik; for guds skyld sig at du kan huske det her.

“Det kan jeg godt huske” Jeg sige det stille for jeg har stadig ikke særligt meget stemme.

“Men alt efter det husker jeg kun i små glimt” Jeg begynder så småt at indse at jeg har været væk i noget tid.

“Efter du faldte, hjalp Tom dig op” Hun stoppede og bed sig nervøst i læben.

“Du virkede som dig selv på det tidspunkt. Men så faldte du igen han nåede ikke at få fat i dig, og dit slag mod gulvet var meget hårdt, du var væk i lang tid og så begynde du at snakke men intet af det gav mening” Hendes stemme var blevet mørk og strømmende.

“øhhh er det rigtigt at jeg øhhh jeg mener du snakkede til mig… og øhh var der du ved vand?” Det lød meget mindre tosset inde i mit hovede. Hun stivnede og kiggede ned i gulvet før hun tøvende svarede mig.

“Ja… øhh jeg snakkede meget”

“Men jeg troede ikke at du kunne høre mig” Det sidste kom så hurtigt ud af hendes mund at jeg er i tvivl om jeg hørte rigtigt. Det virkede som om hun virkelig ikke ville have at jeg skulle høre hende.

“Jeg kunne høre stemmer, men jeg opfangede ikke nogle ord”

“Godt” Hun svarede meget hurtigt og meget ivrigt Og med et ville jeg meget gerne vide hvad hun havde sagt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...