jagten på håb

historien handler om den 17 årige Skygge, hun lever blandt dem der har alt hvad de vil ha og må at hvad de vi. Der er kun så ulemper ved dette fantastiske liv, og der er at de hverken kan drømme, håbe eller bestemme. Deres forældre vil have magten over dem så længe de lever. Det er normal ikke et problem for hverken Skygge eller nogen af de andre. Men det skal snart ændre sig, og Skygge vil komme ud på sit livs eventyr for at slippe væk fra sin hævngerrige far og ikke mindst for at få sit håb igen....

0Likes
0Kommentarer
131Visninger
AA

1. kapitel 1.

Lyset falder ind gennem skyggerne og lander på min hud som bløde fjer. Jeg træder lydløst et skridt tilbage, og så et til, jeg bliver ved med at bakke indtil jeg er sikker på at ingen ville kunne se mig. Hvis jeg ville kunne jeg stille mig i midten af gyden som jeg er i uden nogen ville kunne se mig, for her kommer folk ikke uden nogen meget god grund. Langt de fleste kommer fordi de tror at det her liv er guddommeligt, men nogle kommer også fordi at de skal bruge os, men det er dog kun vores forældre og de kommer her kun hvis det er højst nødvendigt, og selv hvis det er vil de helst slippe, for vi er de uønskede eller vi er blevet til dem. De fleste af os var faktisk elsket og sikkert også savnet. Men det er lige meget nu, for nu vil de ikke kendes ved os. Hvis de skal bruge og koster det dem, ikke penge men minder, minder som de aldrig får igen. For det er noget af det vi har mistet, de stjal vores håb og vores drømme. Det var selvfølgelig ikke rigtigt men det var presset fra dem dem der fik os til at gøre som vi har gjort, deres mål for os var alt for høje og nu er vi her. Der er ingen regler her, men heller ingen varme, drømme, minder eller håb. Her er faktisk meget ensomt, for det der med reglerne er endelig ikke helt rigtigt for der er en regel, vi må kun snakke med folk fra samme rang. Det bør jeg nok lige uddybe, ser i når man bliver født, så får man et mærke under venstre øje. Pigerne får en cirkel og drengene en firkant, og når vi så er “voksne” får vi et kryds, pigerne får det endelig bare når de er fødedygtige og drengene når de fylder 18 år. For det meste er vi lidt ligeglade med den regel men især de nye har ikke fundet ud af at strisserne ikke kommer efter os, også selvom vi det er det sjældent at folk snakker sammen, vi klarer os bedst på egen hånd for så skal man ikke forklare. Det tager meget på en at være her. Jeg har 2 små brødre som jeg ikke har set de sidste 10, det er i virkeligheden nok små mere men det er sådan jeg husker dem. Og hvis jeg kunne så havde jeg nok siddet sammen med dem lige nu, men mine håb og drømme, men aldrig se dem igen og jeg drømme mere. “Stop med surmule Skygge, det gør dit ansigt så kedeligt” stemme var bag ved mig den dyb, og ikke en af de stemmer man sådan lige glemmer. Jeg vende mig og der stod han, han var høj, lidt over et hovede højere end mig, og han lyse hår røg ned over hans øjne da han kiggede på mig, og glæden i han øjne var ikke til at tage fejl af “Jeg har en god nyhed, men man kan hvis kun få den af vide hvis man smiler”  han grinede og det fik mig til at smile, han var den eneste der kunne få mig til at smile så let “okay hvad er det så” svare jeg så surt man nu kan når hele ens hovede er et stort smil “du kan få det hele tilbage”

“hvad mener du?” Jeg vidste det endelig godt men det virkede bare for godt til at være sandt “lad nu vær med det der sky, du ved ved jo udmærket hvad jeg mener” han var ikke i det bedste humør i dag “ja jeg ved godt hvad du mener, men hvordan kan du være så sikker?” hvad var det jeg fablede om, han var altid sikke, det var bare sådan han, men sådan var jeg ikke, jeg troede ikke på det. Hvad hvis han bare havde hørt nogen sige det? Her herskede løgne, og alt var meget langt væk fra det virkelige og sande “Du ved godt at lille Karla er kommet tilbage, ik?” det vidste jeg godt, hun havde været væk i 3 måneder og alle har været meget bange. Hun kom tilbage for et par dage siden og alle mener at hun er begyndt at drømme igen, men det er vel bare en af de skrøner der køre rundt. Lille Karla var ældre end mig, men hun kom her som 6 årig og bare heddet lille Karla lige siden. Der hvis ikke rigtigt nogen der ved hvorfor. Hun kan ikke huske sit rigtige navn, altså hvis Karla da ikke er det rigtig, og jeg kan godt forstå det, det ville jeg heller ikke kunne. Her er mit navn skygge og så er alle andre navne vel lidt ligemeget. Hvad skal jeg overhovedet bruge et navn til ? Det er alligevel kun folk her der bruger det alle andre, de “normal” som de fleste af os kalder dem, kalder os alligevel bare “anomider”

“hør nu her Skygge, jeg ved godt at det lyder skeptisk men jeg vil også gerne have mine drømme tilbage, men uden dig vil jeg umuligt kunne klare det” har var kommet tættere på mig nu og han duft flyder mine næsebor, det er en duft jeg ikke kan beskrive men jeg elsker den stadig “tror du seriøst at vi kan gøre det?” min stemmen fyldt med tvivl “Vi kan i hvert fald ikke, hvis vi prøver” jeg sukkede irriteret da han sagde det. Det der poet-agtige noget lå til ham, det var altid noget sufistikeret der kom ud af han mund, det var noget jeg hadede ham for. Jeg var da også sufistikeret, i mit hovede men lige så snart min mund åbnede, var det ikke det samme der kom ud. “Ved du så hvad det er vi skal gøre?” mit blik var truende, for vidste udmærket godt at han ikke skulle ha nævnt det hvis han ikke allerede vidste hvad vi skulle gøre

“altså..” han stoppede sig selv og trak en nervøs hånd gennem sit hår da han så mit ansigtsudtryk. Han er ved at sige noget mere, men i stedet taget han et fast greb i min arm, og trak mig stille længere ind i mørket og hvisker i mit øre: “men jeg ved hvem der gør”

Vi gik gennem de små gyder, der sammen formede vores verden. Han gik hurtigt og jeg var flere gange ved at falde over mine egne fødder, endelig stoppede han. Foran et af de halvstore betonhuse som vi alle boede i, han åbnede døren med sin frie hånd og skubbede mig ind, jeg registrerede det ikke før jeg hørte det lille bum og mærkede det kolde betongulv under mig, jeg kom besværligt op og stå og kiggede mig stille omkring. Rummet var, jeg der er endelig ikke så meget at sige om det, for det hele var gråt.

Gårt hårdt beton fra gulv til loft, den slags beton jeg kende så forbandet godt. Der var kun et lidt lys i rummet og det kom fra en svag guli lampe der hang i midten af rummet, den kastede et kedeligt skær, men gav lys nok til at jeg kunne se en lille skikkelse i det ene hjørne der ikke bevægede sig det mindste.

det gav et sæt i mig, for jeg havde ikke opdaget at han var gået væk fra døren, og lige pludselig stod han foran mig “Er du okay?” spurgte han forsigtigt “ja, det tror jeg da” svarede jeg og kigge over han skulder for at få et glimt af skyggen igen, men skyggen var der ikke. Der havde faktisk ikke været andre end mig og så ham… Han var også væk. Men hvordan kunne han været væk? få sekunder før havde stået lige foran mig, der havde vi været 3 i dette rum og så var jeg alene og tanken skræmte mig, altså jeg var vant til at være alene, og jeg var vant til mørke men jeg var ikke vant til stedet, det kan godt være at det lignede mit hus det men følges bare anderledes. Måske lignede mit hus alle de andres, men på en eller anden måde føles det bare bedre, smukkere, mere unikt. for det var jo det hus jeg voksede op i, og det var der jeg havde knyttet mine bond.

Stemmen i mit hovede begynde panisk og skrige at jeg skulle skynde mig væk, flygte så hurtigt jeg kunne. Jeg vidste nok godt inderst inde at jeg få minutter efter ville vågne op. Det håbede jeg, for det er en ting at miste sine drømme er en ting, men noget andet er at miste sine drømme og så stadig have dem. Det er farligt at være som mig, jeg høre ikke til hos de ‘håbløse’ og heller ikke hos de ‘normale’. Jeg hader det ord ‘normal’ det sætter en i bås, selve båsen har jeg endelig ikke noget problem med, den ville jeg faktisk ønske at man så mere til. Det er mere indholdet, det er uopnåeligt. Jeg ved at alle kender det, folk forventer alt for meget af os og det skader mere end det gavner os.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...