Kanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 sep. 2015
  • Opdateret: 3 sep. 2015
  • Status: Færdig
Oneshot til Science Fiktion konkurrencen. //Valgmulighed 2.

0Likes
0Kommentarer
171Visninger

1. Kanten

Kanten

Kanten er lige foran mig. Det eneste jeg skal gøre er, at tage det sidste endegyldige skridt fremad, også vil jeg drage mod afgrunden. Fem dage. Mere er der ikke tilbage af vores verden, de har allerede dræbt det meste. Verden er fortabt, apokalypsen er over os – Alligevel er det mit hjerte som er det største savn i dette øjeblik. Mit hjertebanken er højlydt, og svimmelheden indtager svagt mit sind.

”Selvmord er ingen løsning. Det er enden på din eneste chance for at leve, og den får du aldrig igen.” Hans stemme er lige bag mig, men jeg kan ikke leve med dette univers, det de har gjort ved vores verden.  Det jeg har gjort. ”Slut dig til mig, ligesom vi altid har talt om.”

Utilpasheden begynder at indtræde kraftigere og kraftigere. Jeg skæver mod afgrunden. Lige nu står jeg på faldrebet. I mange dage har hans navn været over alles læber. Talen om hans bedrifter, og egoistiske ståhejer, der har fejet den ene fjende efter den anden bort. Det har hele tiden kun været meningen, at det skulle være mig og ham. Mig og ham mod hele verden.

”Tror du virkelig, at dødstrusler er en god måde, at starte en samtale på?” Min stemme er skrøbelig, og måske han i virkeligheden kan høre, at jeg er bange for, at tage det endegyldige skridt fremad.

”jeg vil ikke lade dig gå i afgrunden, min kære.” Engang elskede jeg ham, men nu er han forandret. Efter at epidemien tog over, og naturen skabte kaos – jeg må indrømme, at jeg følte mig tiltrukket af ham før, men nu – jeg ved snart ikke. ”Du får ikke lov at bestemme over dit liv. Hvis der er nogen, som skal lege dødsgud, så er det mig. Så nu har du to muligheder. Slut dig til mig eller bliv udslettet.”

Jeg tager en dyb indånding, men ved ud pustningen af luften mærker jeg vibrationerne i hele min krop. Tårerne presser på. Jeg er bange for, at have ham tæt på, men jeg hader at være alene. Jeg længes efter følelsen af intethed. Mine hænder er blodige efter, det vi har gjort – det de har gjort. Men jeg var en del af det.

”Du har allerede udslettet alt i vores verden, hvilken forskel vil det gøre, at jeg forlader den?” Stemmen ryster og truer med at eskalere hvert øjeblik.

”Vi kan skabe noget nyt, noget majestætisk. Sammen er vi stærke.” Han træder et skridt tættere på mig. Mit sind er splittet. Jeg længes efter hans muskuløse arme der giver mig tryghed, og samtidig ønsker jeg at komme væk fra hans løgnespind, som jeg har været fanget i i alt for mange år.

”Jorden går under om 5 dage, og du taler om at skabe. Vi er allerede røget på den forkerte liste, og det har steget dig til vanvid. Enten er det den sidste tid med mig eller også må du gå alene.” Det kræver meget at få ordene over mine læber. Det er første gang, at jeg giver ham valget mellem mig og magten. Magten som han sætter over alt, men jeg håber at hans hjerte er større – stærkere end som så.

Et fnys forlyder hans læber. ”So be it.”

Hans hænder skubber mig over afgrunden og mit skrig fylder luften, som jeg falder ned i det uendelige tusmørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...