Obsession

Denne historie er inspireret af G-Dragons sang Obsession enjoy it! :)

0Likes
1Kommentarer
184Visninger

1. Obsession

Jeg havde altid fået at vide, at jeg var for jaloux. For besat af at andre ikke rørte ved mine ting, og det skulle også vise sig at være sandt den skæbnesvangre september aften. Jeg slentrede hen af gaden for at trække noget frisk luft. Jeg havde siddet hele dagen og studeret, så jeg havde brug for lidt ilt til hjernen for ikke at gå helt død. Det var dejligt udenfor. Der var en let kølig brise, og stjernerne glimtede som små julelys på den mørke himmel. Men al denne skønhed skulle vise sig, at blive overset af mig, da jeg først så hende sammen med ham. De slentrede ned mod parken uvidende om, at jeg holdt øje med dem. Han havde armen om hendes skuldre, og hun grinte. Sikkert over en eller anden tåbelig joke han havde fyret af. Jeg kunne mærke blodet inden i mig koge. Vreden overvældede mig. Hvad fanden troede han at han havde gang i?! Han rørte ved min pige. Min uskyldige engel. Jeg havde aldrig kunnet li’, når nogen rørte ved mine ting, men det her var ikke bare en hvilken som helst ting, det her var min kæreste, som han stod og gramsede på. Jeg ville egentlig helst bare være gået hjem, og så udspurgt hende om det hele den næste dag. Spurgt om hvem han var. Om hvad fanden de havde lavet. Spurgt hende om hun var mig utro. Men det gik ikke sådan som, jeg ville ønske at det havde, for vreden havde taget kontrol over hele min person. Så med et sind sløret af vreden gik jeg over mod dem. Hun virkede noget forskrækket over at se mig, og det forstod jeg egentlig godt. Hun havde jo regnet med, at jeg sad derhjemme og studerede. Fyren til gengæld så bare noget forvirret ud, eftersom han tydeligvis kunne se bare ved at kigge på hendes ansigt, at hun kendte mig. Jeg skubbede fyren væk fra hende, og grab fat i hendes arm. ”Hvad fanden har du gang i? Og hvem fanden i helvede er han!?” råbte jeg med mine lungers fulde kraft. Hendes ansigt var fortrukket i skræk, men langsomt skyllede vreden dog over det. ”Hvad fanden rager det dig hvad jeg laver!? Har jeg ikke ret til at ses med folk?!” det var dråben. Selvfølgelig ragede det mig sgu da hvad hun lavede, og selvfølgelig havde hun da ret til at ses med folk, men ham der virkede ikke bare som en af hendes typiske venner, og jeg følte mig ekstremt truet. Hvad nu hvis han stjal hende fra mig? Hvordan skulle jeg leve videre vel vidende at en eller skiderik havde stjålet min pige fra mig? Jeg kendte allerede svaret. Der var ikke noget med hvordan jeg skulle leve videre, for jeg ville slet ikke kunne leve videre, hvis jeg mistede hende til en anden. På grund af alle disse tanker der suste gennem mit hoved, lagde jeg slet ikke mærke til, at fyren var gået op foran mig, og før jeg vidste af det, lå jeg på jorden. Skiderikken havde fandme givet mig en knytnæve lige i fjæset. Det skulle han få betalt skulle han. Jeg sprang op, med mine næver knyttede. Fyren var tydeligvis overrasket over det, han havde vel forventet, at jeg ville ligge og ømme mig på jorden over det slag, han havde givet mig, men han tog gruligt fejl. Jeg følte mig frisk som en havørn, og adrenalinen pumpede rundt i min krop. Jeg slog ud efter ham, og fik givet ham et ordenligt slag på næsen, så man tydeligt kunne høre knoglerne brække. Han tog sig ømmende til sin brækkede næse, hvor der nu fossede blod ud af. Mens han stadig var distraheret, løb jeg om bag ham og skulle til at sparke ham i knæhasen for at få ham til at synke sammen, da hun greb fat i min arm. ”Stop nu det her vanvid Jiyong! Det er gået for vidt!” jeg stirrede bare med tomme øjne på hende. Gået for vidt? Var det virkelig gået for vidt? Nej det var det ikke, den fyr fortjente det fandme. Jeg rystede tankerne af mig, og rev min arm til mig, hvorefter jeg skubbede hende så hun faldt. Jeg burde vel havde det dårligt over at have skubbet hende men hun skulle helst ikke stå i vejen for mig lige nu, og den fyr fortjente at få hans straf. Med hende ude af billedet sparkede jeg den stadig distraherede fyr, som tydeligvis heller ikke havde lagt mærke til vores lille skænderi eller hvad du nu vil kalde det, i knæhasen. Han faldt sammen, og det var lige det jeg satsede på ville ske. Da han først var sunket sammen sparkede jeg ham i maven, så han væltede bagover og krympede sig sammen i smerte, hvorefter jeg begyndte at sparke ham så hårdt som overhovedet muligt i ribbenene. Han skreg af smerte, og tiggede og bedte mig om at stoppe, men jeg kunne ikke få mig selv til at stoppe nu, for jeg nød hans skrig af smerte alt for meget. Nød den måde hans øjne kiggede op på mig og tiggede om nåde. Han var ynkelig at se på og jeg nød det. Jeg blev ved og ved i hvad føltes som en evighed, men alting måtte jo også stoppe på et tidspunkt, så jeg gav ham et sidste spark i ansigtet og med det mistede han bevidstheden. Jeg stod bare, og stirrede ned på ham i et stykke tid. Men pludselig kom jeg i tanke om, at hun jo nok stadigvæk var der, så jeg vendte mig om og som jeg forventede lå hun stadig på jorden. Hun stirrede op på mig med tårerne trillende ned af kinderne. ”Hvad er det dog du har gjort Jiyong?..”Kom det hulkende fra hende. ”Hvad jeg har gjort? Givet den fyr hvad han fortjente. Ingen rører ved mine ting uden at komme til at bøde for det”. ”Jeg er ikke din ting, og den fyr du lige har slået halvt fordærvet var min fremtidelige kæreste, for Jiyong du kan ligeså godt som mig se at det her forhold bare ikke fungerer” kom det lavmælt fra hende. Hvad, hun ville slå op med mig? Det måtte være en drøm, ikke? Hvad mener hun dog med, at jeg også kan se at det ikke fungerer? Vores forhold var da perfekt! Jeg kunne ikke fatte alt det hun havde fortalt mig, eller rettere sagt jeg ville ikke fatte det. Jeg åbnede munden for at spørge hende om hvorfor, hvorfor hun ikke så nogen fremtid sammen med mig, men hun kom mig i forkøbet. ”Jeg ved godt hvad du ville spørge om Jiyong, og det er bare det at du er alt for besat, besat af som du selv siger at folk ikke rører ved dine ting, og jeg kan ikke klare det længere, så Jiyong det er forbi”. ”Men… men jeg elsker dig jo! Vi var, nej vi er perfekte sammen! Du kan ikke bare forlade mig! ” råbte jeg desperat. Nej, nej, nej, nej hun måtte ikke forlade mig! Fint nok hvis det skal være på den måde, så må jeg vel bare dræbe hende. Så kan hun jo aldrig forlade mig. Ja det var den eneste løsning. Jeg var fast besluttet på at det var hvad der måtte gøres så med et udtryksløst ansigt, gik jeg hen imod hende. Hun forsøgte at rejse sig og løbe væk, men jeg var noget hurtigere end hende. Jeg skubbede hende i brystkassen, så hun faldt ned på jorden igen, og greb fat om halsen på hende. Jeg pressede på hendes hals, så hendes luftveje blev blokret. Hun forsøgte at skubbe mig væk, men det var nyttesløst, for jeg var langt stærkere end hende, og hun blev kun svagere og svagere indtil hun til sidst var fuldstændig livløs, og først der gav jeg slip på hendes hals. Hendes livløse krop faldt fuldstændig sammen på jorden. Jeg sad bare der ved siden af hende, og beundrede hende, som hun lå der med hendes øjne vidtåbne i rædsel. Jeg kunne ikke fatte det, jeg havde lige dræbt mit livs kærlighed men af en eller anden grund, følte jeg ingen skyld, men den ville sikkert komme senere. Jeg bøjede mig ind over hende, og gav hende et blidt kys på hendes endnu varme pande. ”Farvel min elskede vi ses i himlen” hviskede jeg, og rejste mig derefter, og gik hjemad. Jeg skulle hjem og få fuldført den sidste del af min plan. Nemlig at dræbe mig selv så vi kunne være sammen i himlen. Sammen i himlen i al evighed, ja det lød fantastisk i mine ører. Da jeg endelig var kommet hjem, spildte jeg ingen tid med at finde en kniv i køkkenet og gå ud på badeværelset. Jeg kiggede mig i spejlet, mens jeg holdt kniven oppe ved min hals, og før jeg fuldførte den endelig del af min plan, og skar halsen over på mig selv, hviskede jeg ti små ord: ”Det her var alt sammen på grund af min besættelse” og da blev alt sort

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...