Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25600Visninger
AA

10. Chapter 9

Jeg lå i sengen på hotellet, og havde ligget her det meste af dagen. Jeg vidste ikke hvad klokken var, og jeg var egentlig også lidt ligeglad. Jeg var slået helt ud, efter vi havde været henne ved min mors hus igår.

Der var så mange spørgsmål der kørte rundt i hovedet på mig, - jeg anede ikke hvem eller hvad jeg var. Men hvordan skulle jeg også vide det, når jeg ikke kendte mine forældre? Jeg havde selvfølgelig Tai og Rachel, og de havde jo været mine forældre hele min barndom. Men de var ikke biologiske, - de kunne umuligt have samme følelser for mig, som rigtige forældre som regel havde til deres biologiske børn.

Jeg havde ikke haft kontakt til hverken dem, eller Stella og Hazel imens vi havde været her. Overskuddet havde simpelhent ikke været der, men hvis jeg kendte dem ret var de bekymret. For sådan kendte de mig jo ikke. De kendte mig som hende den fjollede, energirige og sjove Daphne. Ikke som hende der bare lå opgivende i hendes seng og var deprimeret og frustreret. Det lignede mig slet ikke. Og Louis havde også fortalt, at han var bekymret for mig. 

Lige nu var han nede og hente noget mad, men ærligtalt havde jeg ingen appetit.

Faktisk havde han brugt en del tid på mig siden igår, - på at snakke med mig osv. Men jeg havde været ret afvisende, og det var bestemt ikke med vilje. Jeg var bare så nedtrykt.

Døren til værelset gik op, og jeg kunne høre på skridtene at det var Louis.

"Så er der frokooost," sagde han og lukkede døren efter sig, hvorefter han rakkede posen med Mc donalds mad oppe.

"Ellers tak," sagde jeg og og trak dynen lidt længere op, så den nu lå under min hage.

"Selvfølgelig skal du have noget. Du har slet ikke fået noget idag," sagde han, men jeg svarede ikke.

"Jeg er bare ikke sulten," sagde jeg lavmælt, hvilket fik Louis til at sukke.

"Daphne, hold nu op," sagde han og rejste sig fra sengen, hvorefter han tog sine sko af.

"Hvor er hende den glade, smilende, skøre Daphne der altid er fyldt med energi?" sagde han, og det fik mig tårerene til at presse sig på.

"Hende jeg blev forelsket i?" sagde han igen, hvilket fik mig til at spærre øjnene op.

Jeg rejste mig fra sengen, selvom jeg egentlig ikke magtede det. 'Hende jeg blev forelsket i'? Hvad betød det? At jeg ikke måtte blive ked af det?

"Jamen undskyld mig at jeg er pisse ked af det," vrissede jeg, og undgik hans øjenkontakt.

"Stop nu. Det var jo ikke sådan ment," sagde han, men jeg var ligeglad. Jeg forstod en hentydning, og lige nu skulle der intet til at gøre mig ked af det og sur.

Uden et eneste ord, tog jeg noget tøj og gik ud på toilettet for at skifte. Jeg måtte væk fra det hele lige nu. Jeg kunne slet ikke rumme noget i mit hoved.

Jeg tog en sort kjole på, med nogle forskellige udskæringer på. Men lige nu gik jeg ikke så meget op i hvad jeg havde på. Jeg tog bare det der lå først for.

Jeg gik ud fra toilettet igen, tog mine sko på og gik ud af værelset. Jeg kunne høre Louis sige mit navn, men jeg var ligeglad. Jeg var ulykkelig, og havde det mildest talt forfærdeligt. Jeg kunne slet ikke styre mit temperament og min tristhed, og det skræmte mig for det var to helt ukendte følelser. Som Louis sagde havde jeg altid været glad og smilende og fyldt med sjove idéer.

Jeg gik igennem strøget i Paris centrum, men lage slet ikke mærke til butikker, udstillinger og mennesker. Jeg gik bare og tænkte. Det var faktisk ret synd at jeg bare var skredet fra Louis på den måde, og jeg vidste jo også godt han ikke mente det sådan. Men der skulle bare ingenting til, at jeg kom til føle mig uønsket og uværdig, især ikke efter jeg fandt ud af jeg var adoptivsbarn. Mine forældre havde jo givet mig væk. Der kunne selvfølgelig være flere forskellige årsager; at de selv valgte det, eller at andre valgte det. Men der var jo en grund til at det var blevet gjort, og det var den jeg var bange for. Den kunne umuligt være positiv.

Og Louis var noget af det mest dyrebare jeg havde, og jeg var bare så bange for at miste ham også. Og jeg valgte bare at misforstå den sætning, som han med garanti ikke mente som jeg forstod den.

Jeg stoppede op og sukkede tungt. Derefter tog jeg min mobil frem, og så at Louis havde haft ringet et par gange.

Jeg kunne mærke tårene presse sig på. 

Hvad skete der med mig? Hvorfor var jeg sådan her? Det var jo ikke mig. Hvad var jeg? Jeg anede det snart ikke. Jeg ville bare ønske, at mit liv var som alle andres. Som Louis', Hazel's, Stella's, eller mange andres - bare ikke være adoptivsbarn. Det var smertefuldt at vide man var blevet adopteret væk. Ihverfald for mig. Siden jeg fandt ud af det havde jeg nærmest ikke tænkt på andet.

Jeg vendte om, og satte kurs mod hotellet igen. Jeg var bare gået ligeud, så hvis jeg gjorde det igen, kunne jeg sikkert genkende hotellet.

Men hvad nu hvis jeg ikke havde opdaget min blodtype? Det var jo sådan en tilfældig ting jeg havde opdaget det på. Havde Tai og Rachel så aldrig fortalt det? Havde jeg så bare levet videre i en stor løgn?

Jeg måtte indrømme at jeg var en smule sur på dem. Jeg var tyve, og de havde ikke fortalt mig noget. De sagde det var for at beskytte mig, men jeg var uenig. Jeg havde ret til at vide det.

Da jeg var gået i lidt tid, fik jeg øje på hotellet. Jeg gik derind, og den velkendte reception kom til syne.

Jeg gik hen til elevatoren, og da den åbnede og jeg skulle til at gå ind, kom Louis til syne.

"Daphne," sagde han og gik ud, og trak mig ind til sig.

"Undskyld," sagde jeg og knurrede ham ind til mig, som var jeg bange for at miste ham. Også selvom jeg vidste at vores kærlighed til hinanden var ubetinget.

Jeg kunne mærke tårene begyndte at falde, og et par hulk slap ud af min mund.

"Sch," sagde han og strøg mig op langs ryggen, samtidigt med at han vuggede mig frem og tilbage.

"Jeg er lige her," hviskede han ind i mit øre, og det fik mig til at falde til ro.

Han trak sig kort ud, og selvom jeg garanteret ligenede lort uden makeup og med ansigtet fyldt med tårer, mødte mine læber hans.

"Jeg elsker dig," sagde han, og jeg smilede.

"Jeg elsker dig," hviskede jeg, da jeg var bange for at min stemme knækkede.

"Og lad os kom op og æde noget mc donalds," sagde han smilende, hvilket smittede af.

Vi gik ind i elevatoren, og trykkede på 2. sal.

"Og du giver ikke op Daphne. Nu er vi kommet så langt," sagde han, og jeg nikkede.

"Jeg er bare så bange, Louis," sagde jeg, og lidt efter åbnede dørene, og vi gik ud.

Han lage sin hånd om på min ryg og aede den blidt.

"Jeg passer på dig. Husk på alle de mennesker der holder af dig. Måske møder vi noget positivt, måske noget negativt. Der er kun en måde at finde ud af det på. Og du er ikke alene," hviskede han i mit øre, hvilket gav mig kuldegysninger. Det var utroligt at han stadig havde den effekt på mig, selvom vi havde været sammen et år. Vi var stadig nærmest helt nyforelsket.

Louis låste døren op til vores værelse, og jeg blev mødt af en dejlig duft af Mc donalds, hvilket faktisk gjorde mig lidt små sulten.

"Hvad har du bestilt til mig?" spurgte jeg og var hurtigt henne ved posen med maden i.

Louis grinte kort. "Hamburger og pommes fritter," sagde han, og jeg jublede nærmest. "Og så en sukker donut," sagde han igen, og det fik mig til at klappe i hænderne. Jeg ELSKEDE deres sukker donuts, de var seriøst de bedste.

Jeg satte mig ned ved det lille tomands bord, hvor at Louis sad overfor mig.

"Jordbær milkshake?" spurgte jeg og pegede på en af de milkshakes der stod i sådan en holder.

"Jep," sagde han igen, og jeg smilede taknemmeligt til ham.

"Du kender mig så godt," sagde jeg, hvorefter jeg pakkede mine ting ud, og stillede det foran mig.

Imens vi spiste var der næsten ikke ro på noget som helst tidspunkt. Jeg glemte et øjeblik lidt alt det der foregik for tiden. Jeg fokuserede bare på Louis, og måltidet. Måske havde det også noget at gøre med, at jeg fik lidt at spise. De sidste par døgn har jeg ikke været så god til at spise, da jeg ingen appetit havde haft, grundet alle tankerne.

"Men hvad gør vi?" spurgte jeg efter der havde været et par sekunders ro. Det var et spørgsmål jeg havde stilt mig selv mange gange nu.

"Hvad vi gør?" spurgte Louis med munden fyldt med mad.

"Ja? Med hensyn til mine forældre.." spurgte jeg igen, og Louis rakte en finger op i luften, som tegn på at jeg lige skulle vente et minut. Eller det plejede det ihvertfald at være, og han tyggede lige af munden.

"Vi tager derud igen," sagde han, og jeg bed mig nervøst i læben, og lod mit blik falde til jords igen.

"Men måske vi bare skulle have en afslapnings dag imorgen, så du kan komme ovenpå igen?" sagde Louis og rakte ud efter min hånd, over bordet.

Jeg nikkede svagt. Jeg måtte finde styrken. Jeg skulle finde ud af det her, ligemeget hvor svært det så måtte være.

 

-------------------------------------------------------------------

Næsten kapitel <3 Håber i kan lide det, i må meget gerne kommentere hvis i har noget feedback eller noget andet :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...