Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25562Visninger
AA

9. Chapter 8

"Daphne?" kunne jeg svagt høre en stemme sige, - men meget langt væk.

"Daphne?" igen kaldte  på mig, og ruskede blidt i mig, hvilket fik mig til at åbne øjnene.

"Hvad?" spurgte jeg og gned mig selv i øjnene, imens Louis hånd stadig lå på min skulder.

"Hvad?" spurgte jeg igen, og kunne mærke i hele min krop, hvor træt jeg var.

"Klokken er ni. Vi har en halv time før de sætter morgenmaden væk," sagde han, og jeg satte mig op i sengen, så min ryg støttede mod væggen.

"Mhm," mumlede jeg bare, og var stadig helt kvæstet. Vi havde ligget og snakket og grinet igår aftes - eller nærmere i nat -, hvilket virkelig havde været rart. Jeg havde ikke tænkt så meget over hele situationen, jeg havde bare ligget og nydt Louis' selskab.

"Kom nu," sagde han og ruskede igen kort i mig, da jeg havde lukket øjnene igen.

"Jaja, jeg kommer nu," vrissede jeg irriteret, hvorefter jeg skubbede dynen til side, og rejste mig op.

Jeg plejede ellers at springe hurtigt ud af sengen, når jeg vidste der ventede mig en god morgenmad. For som sagt, var jeg en rigtig stor fan af mad. Men idag var jeg bare utrolig træt.

Jeg havde kun undertøj på, men det rørte mig ikke, så længe det kun var Louis der var her. Hvis det havde været en hver anden, - selv hvis det bare var Stella eller Hazel, - var jeg meget blufærdig. 

Louis fløjtede, hvilket bare fik mig til at vende øjne af ham. Jeg plejede bestemt ikke at være morgensur, men idag skulle der ingenting til at gøre mig irriteret. Måske fordi jeg var så forbandet nervøs for idag, hvor vi skulle køre ud på den adresse, vi havde fået tildelt.

"Hvem har tisset på din sukkermad?" spurgte Louis i det jeg trak en blomstret kjole over hovedet, hvorefter jeg lynede den på ryggen. Jeg valgte bare at ignorere hvad han sagde. Jeg var slet ikke i humør til at pjatte.

"Daphne?" sagde Louis og var hurtigt henne ved mig og lage hans hånd på min skulder.

"Er du okay?" spurgte han, og jeg nikkede bare svagt, hvorefter jeg gik forbi ham uden et eneste ord.

"Skulle vi ned og have noget morgenmad?" spurgte jeg med ryggen mod Louis, og jeg gættede bare på, at han nikkede. Jeg tog ihvertfald mine sorte sandaler på, og gik ud af hotelværelset.

Louis fik låst efter os, og uden så meget som et ord, gik vi ned i spisesalen, hvor der allerede var en helt masse andre.

Vi fandt os et bord, og gik derefter op til buffeten, og fyldte på vores tallerkener.

Der var meget lækkert. Jeg valgte både en skål og en flad tallerken. I skålen puttede jeg frugtsalat i, med en klat yoghurt oveni, og på tallerkenen valgte jeg noget æg, bacon og brød.

Da jeg havde fundet hvad jeg skulle have, satte jeg mig over til bordet igen, hvor jeg et øjeblik faldt i staver.

Jeg sad bare og kiggede stift ud i luften, uden egentlig at fokusere på noget.

Jeg faldt ud af min lille trance da Louis satte sig overfor mig. 

"Kuk kuk," sagde han og holdte en hånd op foran mit hoved, som jeg hurtigt fjernede.

"Sorry, jeg er bare helt udmattet allerede," sagde jeg og åbnede op, for første gang idag.

"Det helt okay. Vi tager det stille og roligt," sagde Louis, og jeg sendte ham et kort smil. Jeg var glad for hans ord, helt bestemt, og misforstå mig ikke. Jeg var bare så vanvittigt nervøs for det hele.

"Hey," sagde han da jeg rettede mit blik ned i bordet. Han var hurtigt henne ved mig, lage to fingre under min hage, og drejede mit hoved hen foran hans ansigt.

"Jeg er lige her," sagde han og trak mig ind i et kram.

Trangen til at græde blev pludselig enorm, men hvad måtte Louis ikke snart tro om mig? Jeg græd da nærmest konstant for tiden.

"Jeg elsker dig," sagde jeg og holdte ham tæt ind til mig og kneb øjnene sammen. Det her var så umenneskelidt hårdt. Men jeg var heldig at have Louis ved min side.

Louis trak sig ud af krammet, og svarede på det jeg lige havde sagt, ved at presse hans læber mod mine.

Det var som om, at i det øjeblik blev alt helet indeni. Alt blev fyldt med varme, omsorg og kærlighed. Gid det kunne vare ved.

"Nå, skal vi have os noget at spise?" sagde han som et spørgsmål, selvom han bare satte sig hen på sin plads og begyndte alligevel.

Jeg fniste kort, før jeg tog fat i mit bestik.

Jeg blandede frugten med yoghurten som var helt lyserød. Jeg gættede på, at det måtte være en jordbær eller hindbær yoghurt. Det plejede det ihvertfald at være, når det havde den farve.

Jeg tog en skefuld og førte den op til munden, og en nydelse gik derefter igennem min krop. Det var klart en af de bedste ting ved at være på hotel; morgenmads buffeten.

"Smager det godt?" spurgte Louis og jeg nikkede, da jeg havde munden fyldt med mad.

Han grinte kort, før han selv begyndte at spise. Han havde valgt nogenlunde det samme som mig.

"Er du klar til idag?" spurgte han, og jeg rystede på hovedet.

"Overhovedet ikke, jeg er så¨skide nervøs," sagde jeg ærligt, og Louis kiggede forstående på mig.

"Det skal nok gå," sagde Louis og rakte ud efter min hånd. Jeg sendte ham et smil, før han trak hans hånd hen til ham igen. Det var da godt, at han var optimistisk.

***

"Fraise ailes nombre 20," sagde Louis til chaufføren, i det vi satte os om på bagsædet i taxa'en. Vi havde spist morgenmad, og var nu på vej ud til den adresse vi havde fået tildelt i London.

Jeg var - undskyld mit sprog - SKIDE nervøs. Nervøs for at de var hjemme, men samtidigt også nervøs for de ikke var. Jeg anede ikke om jeg var klar til det her, men på den anden side, - ville jeg nogensinde blive klar?

"Louis, jeg er nervøs," sagde jeg og kiggede ham i øjnene.

Han tog fat i min hånd og kyssede mig blidt på kinden, hvilket gav en varme i hele min krop.

"Det okay," sagde han og aede blidt min kind.

Blodet pumpede stadig hurtigt rundt i min krop, så meget at jeg blev helt varm og begyndte at svede.

Bilen stoppede, og jeg kunne høre chaufføren sige noget på fransk, som jeg slet ikke forstod. Ligeledes svarede Louis på fransk og gav ham nogle penge, hvorefter vi steg ud af bilen. Jeg var ikke engang nysgerrig omkring hvad de snakkede om, - hvilket jeg normalt ville være, - fordi jeg var så pokkers nervøs.

Jeg kiggede mig omkring, og det var en meget lille og hyggelig gade vi var kommet ind på. Det var et lille 'vinge', hvor der lå et par huse; nummer 20, 22, 24 og 26.

Jeg kiggede hen på huset som vi stod ved siden af, og da jeg så der stod nummer 20, begyndte nervøsiteten at stige igen. Jeg var så bange. Hvad nu hvis de blev sure over, at jeg var kommet? Hvis de var sindssyge? Havde glemt mig?

"Kom skat," sagde Louis og lage hans hånd på min ryg, og jeg kiggede bare skræmt på ham.

"Daphne, slap af," sagde Louis og strøg mig op og ned af ryggen.

"Kom," sagde han igen, og jeg gik et par skridt hvorefter jeg stoppede igen.

"Jeg kan ikke," sagde jeg bestemt og kneb øjnene sammen. Jeg kunne ikke det her. Jeg var så bange for sandheden.

"Jo du kan Daphne. Husk på alt det vi har snakket om. Hvad nu hvis de bliver glade for at se dig?" sagde han igen, og jeg vidste han havde fat i noget rigtigt. Desuden var vi kommet så langt nu, - vi skulle da ikke stoppe.. Ligemeget hvor forbandet svært det var, og selvom jeg var utrolig nervøs.

Jeg gik små museskridt, og Louis trak mig nærmest med hen til hoveddøren.

Jeg kiggede på dør skiltet hvor der stod 'Tasha Young', hvilket gav et sus i maven. Det var hende.

"Skal jeg banke på, eller kan du selv?" spurgte Louis, og jeg tog en dyb vejrtrækning, hvorefter jeg løftede mig hånd op foran døren, og bankede på et par gange.

Der var fuldstændigt stille derinde fra, oveni at der var helt mørkt.

Vi stod og ventede et par minutter, men til sidst måtte jeg vel bare erkende at der ingen var.

Jeg vendte mig om, og gik ud fra grunden igen, og begyndte at gå op af vejen. Det var et kæmpe nederlag for mig, at hun ikke var der. Også selvom det nok bare var tilfældigt. Jeg havde lige forberedt mig, men så var hun der ikke.

"Daphne vent," råbte Louis efter mig og lidt efter var han oppe ved mig.

"Stop, stop, stop," sagde han og stillede sig foran mig og lage hans hænder på mine skuldre.

"Hey, hvad sker der?" spurgte han igen, og jeg kunne mærke tårerene pressede sig på.

"Er du oka-" "Nej, jeg er fucking ikke okay! Jeg finder aldrig mine forældre, jeg finder aldrig dem der gjorde at jeg kom til verden. De valgte at få mig, for derefter at give mig væk. Jeg er så fucking uønsket, og jeg gider ikke mere. Vi tager hjem," sagde jeg hårdt og rystede hans hænder af mine skuldre, for at gå videre.

"Stop nu. Det kan være hun bare er ude og købe ind eller noget," sagde Louis igen, men det irriterede mig grænseløst. Forstod han det ikke?

"Jeg er ligeglad, princippet er bare, at jeg ikke har fundet hende, og det er et stort nederlag," vrissede jeg koldt, og kunne høre ham sukke bag mig.'

Jeg var ked af at min vrede og frustrationer skulle gå ud over ham, han prøvede jo bare at hjælpe. Jeg var bare så ked af det lige nu.

Sådan gik vi i lidt tid. Jeg gik foran i et raskt tempo, og Louis gik et par meter bag mig. Jeg anede ikke hvor jeg var på vej hen, men jeg var egentlig også lidt ligeglad.  Lige nu skulle jeg bare have ro og fred.

"Daphne, vent," sagde Louis lidt efter, og jeg stoppede brat op.

"Vi giver ikke op. Vi tager herhen igen. Skal vi ikke tage tilbage til hotellet og finde på noget?" sagde han, og jeg tog en dyb vejrtrækning.

Jeg nikkede kort, hvilket fik ham til at smile.

"Jeg ringer efter en taxa," sagde han, og jeg nikkede igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...