Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25567Visninger
AA

8. Chapter 7

"Kom nu, vi skal afsted!" råbte jeg og javede med Louis, - hvad han fik tiden til at gå med anede jeg ikke. Det plejede jo at være omvendt.

"Vi har 30 minutter til at du får lettet din røv herud, og til at køre hen på Londons lufthavn," sagde jeg igen, men fik intet svar. Jeg kunne bare høre han fumlede med nogle ting.

"Jeg kommer nu; jeg kommer nu;" sagde Louis og kom slæbende med en kuffert.

"Endelig," sagde jeg, hvorefter jeg åbnede døren og gjorde tegn til at han skulle gå ud. Det var nemlig mig der havde nøglerne til at låse døren med.

Jeg hev min kuffert og min håndtaske ud foran døren, hvorefter jeg lukkede døren i, og låste den.

"Hvad er klokken?" spurgte Louis, og jeg trak mit ærme op, for at se på mit armbåndsur.

"Den er halv otte, og vi skal være i lufthavnen klokken otte, så vi skal skynde os," sagde jeg og tog min kuffert og håndtaske, og gik hen og trykkede på knappen, så elevator dørene åbnede.

Vi gik ind, og trykkede på 'stue' knappen, og lidt efter var vi på vej ned.

"Hvad fik du tiden til at gå med?" spurgte jeg, og kunne mærke hvordan blodet pumpede rundt i kroppen på mig, - jeg var så stresset. Det var jeg altid når jeg skulle nå noget, - især et fly, tog eller bus.

"Rolig skat, vi når det," sagde Louis, men jeg valgte bare at ignorere det. Det kunne han jo ikke vide.

Dørene åbnede, og vi gik ud af elevatoren, og videre ud på parkeringspladsen, hvor vores fine, lille, hvide Fiat 500 holdte 

Louis trykkede på knappen der gjorde, at bilen blev låst op. Jeg åbnede bagagerummet, og nærmest smed min kuffer deri.

Louis lage hans arm rundt om mig, og trak mig hen til sig, men i en hurtig bevægelse trak jeg mig væk.

"Louis vi har ikke tid til det der. Læg din kuffert og lad os komme afsted," sagde jeg, og skyndte mig at åbne døren til passagersædet, hvor jeg satte mig ind.

Louis gjorde som jeg sagde, og lidt efter åbnede han døren, og satte sig ind bag rettet.

Han startede bilen, og lidt efter var vi på vej hen til lufthavnen, som lå små femten minutter herfra.

Og selvom det egentlig ikke lå ret langt herfra, var jeg stadig stresset. Jeg var bange for ikke at nå det, og bange for at skulle vente i endnu længere tid med en masse ubesvarende spørgsmål.

Jeg ville gerne bare have svar og klarhed. På hvad der skete dengang, og hvorfor de gjorde som de havde gjort. Det var det eneste jeg ville vide. Og så ville jeg også gerne vide hvem mine ægte forældre var, - og hvordan de var. For hvordan skulle jeg ellers kende mig selv, hvis jeg ikke kendte mine forældre? Ens forældre var jo en stor del af en selv.

Der var stilhed hele vejen hen mod lufthavnen, og når Louis prøvede at starte en samtale, svarede jeg med korte, kolde ord. Ikke fordi jeg var sur, - men fordi jeg var stresset og bange.

Vi nåede lufthavnen efter de præcis femten minutter, jeg havde tænkt det ville tage.

Vi steg ud af bilen, og jeg svingede min taske hen over min skulder.

Jeg lukkede døren efter mig, og gik hen til bagagerummet, hvor Louis allerede stod og var igang med at løfte hans kuffert ud.

I det han havde gjort det, skulle han til at række ud efter min kuffert på samme tid som mig.

"Lad mi-" "Jeg gør det selv," afbrød jeg, og tog min kuffert, og brugte alle mine kræfter på at løfte den op, og ud på asfalten.

Louis smækkede bagagerumemt i, låste bilen, og derefter gik vi ind 

Vi blev mødt af en masse forskellige bippe-lyde, stemmer der p0røvede at overdøve andre stemmer, og en masse mennesker og stress.

Jeg hadede lufthavne. I hverfald det første lange stykke tid, hvor man skulle aflevere sin bagage, og igennem en metaldetekter. Men når man kom ind på selve lufthavnen var det rart.

Vi stillede os i den lange kø, ved skranken F12-20. Køen var som sagt lang, men jeg havde heldigvis set værre. Så vi skulle nok komme igennem inden for overskuelig tid.

Louis lage sin arm omkring mig, og holdte rundt om min hofte. En varme bredte sig i min krop, og jeg kiggede op på mig, samtidigt med at han kiggede på mig. Et smil kom hurtigt frem på mine læber, og et øjeblik nød jeg bare øjeblikket. Nød Louis, og nød at det kun var os. Og at han skulle hjælpe mig. Men samtidigt var jeg også utrolig bange. Bange for den rejse der stod os i møde, og bange for at kende sandheden. Bange for, at mine forældre slet ikke ville kendes ved mig. Eller måske bange for slet ikke at finde dem? Og aldrig få svar? 

Jeg prøvede at ignorere tankerne, men det så ud til at Louis havde gennemskuet hvad jeg tænkte på. Det kunne jeg se, på hans blik.

"Det skal nok gå, babe," sagde han og gav min hånd et blidt kys. Jeg nikkede bare, - jeg anede ikke hvad jeg skulle tro eller tænke på. Men jeg måtte vel bare prøve at stole på Louis.

Køen blev kortere og kortere, og til sidst var det vores tur til at gå hen til en skrank, og det blev skrank nummer 15.

Jeg åbnede min taske, og rakte damen vores pas og booking nummer.

"Ja;" Sagde hun, og det så ud som om hun lavede et eller andet på computeren.

"Så skal det vejes," sagde hun, og jeg rakte hende min kuffert med hjælp fra Louis, og derefter Louis' kuffert. De var ret tunge, og så stærk var jeg altså heller ikke.

"20 kg," sagde hun da hun havde vejet min, og lage den hen på båndet. Derefter tog hun Louis' og lage den på vægten.

"18 kg," sagde hun hvorefter hun atter også lage hans kuffert på båndet. 

Selvfølgelig var min kuffer tungest. Jeg var trods alt en pige, og skulle da have en masse tøj med!

"Her er jeres boarding pass," sagde hun, og jeg tog imod det, hvorefter vi gik videre.

Vi kommer igen til en kø, og den her gang var det køen til at komme igennem security. Heldigvis var køen ikke ligeså lang, som den til skrankene.

Det blev hurtigt vores tur, og jeg gav ham manden min taske, som var det eneste håndbagage vi havde med.

Han scannede det, og samtidigt skulle vi gå igennem en metaldetekter. 

Metaldetekteren bippede da jeg gik igennem, - for hvorfor ikke? Hvorfor skulle det være nemt? Hvorfor ikke hellere besværligt?

***

Vi sad i flyet, og havde siddet der i efterhånden en lille time. Så der var stadig halvanden tilbage. Louis og jeg sad ved siden af hinanden, og holdte i hånd, imens jeg hvilede mit hoved på hans skulder, og han kærtegnede af og til min kind blidt.

"Hvad er klokken?" mumlede jeg, men alligevel tog jeg selv min mobil frem, selvom jeg lige havde spurgt Louis.

Jeg låste min telefon op, og klokken viste 21:00. Så vi skulle gerne være i Paris klokken 22:30.

"Har du adressen på vores hotel skat?" spurgte Louis, og jeg nikkede svagt. Jeg havde den nede i min taske, og det var vidst noget med "rue d'Apple". Jeg var ikke specielt god til fransk, men jeg vidste da det betød noget med æble.

Jeg kunne mærke tristheden skylle ind over mig, i sådan en grad, at tårerne pludselig løb ned af kinderne på mig, og mine vejrtrækninger blev hurtigere.

"Daphne?" Louis løftede mit hoved, så jeg kiggede op på ham.

Jeg blottede endnu engang mine triste, frustrerende øjne for hans. Det var pinligt at han skulle se mig sådan. Som sagt var det jo overhovedet ikke sådan jeg var. Jeg var hende den glade og fjollede, - hende der altid var klar på fester og ballade. Men det var før jeg kendte sandheden.

"Daphne, det skal nok gå, okay?" hviskede han og holdte mit ansigt oppe.

"Louis, hvad nu hvis sandheden er for grov? For smertefuld?" spurgte jeg og prøvede så hvidt muligt, at få styr på mine vejrtrækninger. Hele flyet behøvede ikke at vide jeg sad og tudede.

"Og hvad nu hvis den ikke er? Du kan jo ikke vide det Daphne. Og vi klarer det her sammen, - med eller uden en grov sandhed," sagde han, og jeg vidste han havde ret. Det var jo slet ikke sikkert jeg ville blive såret. Det var slet ikke sikkert mine forældre ville af med mig. Selvfølgelig var der en grund til jeg var blevet bortadopteret, men måske var der en anden grund?

"Vi bliver nød til at prøve," hviskede han igen, og holdte mig tæt ind til ham.

"Ja," svarede jeg svagt, men fik sendt ham et smil, som tegn på, jeg var enig.

***

Vi var ankommet til gaden rue d'Apple, hvor der lå det smukkeste hotel, vi skulle bo på.

Jeg blev helt overvældet over, hvor fint det var.

"Her," sagde Louis og rakkede taxa chaufføren nogle sedler, fordi han havde kørt os herud. Jeg fik helt dårlig samvittighed over at han igen skulle betale.

"Jeg lover jeg nok skal skylde dig, Louis," mumlede jeg, da vi tog vores kufferter ud af bagagerummet.

"Daphne slap af, jeg har pengene, og det skader ikke," sagde Louis, men jeg sukkede bare. Jeg vidste godt han var verdensberømt og havde flere millioner kroner, men han skulle stadig ikke betale så meget for mig. Det kunne jeg bare ikke lide.

Vi satte vores kufferter på fortorvet, hvorefter vi tog fat i håndtaget, og bar dem ind i receptionen.

"Jeg skal nok checke ind for os skat. Bare gå hen og sit dig lidt ned," sagde han kort og strøg mig på ryggen, før jeg gjorde som han sagde. Jeg var elendig til fransk, hvorimod Louis var utrolig god til det. Så det var nok bedst han gjorde det.

Jeg satte mig ned på en stol, der stod cirka 5 meter væk fra disken hvor man skulle checke ind. Selvom klokken efterhånden var ved at være elleve, var jeg slet ikke det mindste træt. Jeg var lysvågen.

Eller, måske var min krop træt. Men ikke mit hoved, - der var alt for mange tanker og følelser der fyldte.

"Kom," sagde Louis, og jeg var helt overrasket over, hvor hurtigt han havde gjort det.

Jeg rejste mig op, tog min kuffert og gjorde så den rullede bag mig, imens jeg holdte fast i håndtaget.

"Det var hurtigt," sagde jeg, og Louis nikkede. "Sådan går det når man hører efter i fransk timerne," sagde Louis og smilede flabet til mig.

"Hold din mund," fniste jeg og daskede til ham, hvilket fik ham til at grine også.

"Vi har værelse nummer 100, præcist," sagde Louis og trykkede på knappen, som skulle åbne døren til elevatoren.

"Og den ligger på sal nummer 2," sagde han igen, og jeg nikkede.

Dørene åbnede, og vi gik ind i den faktisk ret store elevator. Det ville nok gætte på, at der var plads til omkring otte mennesker. 

Der var et stort spejl i elevatoren, hvilket fik mig til at betragte mig selv. Min makeup sad dårligt, - nok fordi jeg havde sovet en smule i flyet og af og til havde fældet en tåre.

Jeg kiggede på Louis som prøvede at efterligne mig flabet, hvilket fik mig til at daske blidt til ham.

"Fuck dig," grinede jeg, hvilket fik ham til at grine også.

Louis kunne garanteret mærke, at jeg havde det svært. Og hver gang han kunne mærke det, prøvede han altid at lette stemningen, og det hjalp som regel lidt.

Dørene til elevatoren åbnede igen, og vi gik hurtigt ud, hvorefter dørene lukkede.

Vi gik på en lang, flot gang. Der var trægulv, og så lå der et par hvide skind tæpper rundt omkring. Væggene var hvide, og var fyldt med billeder og spejle med guldrammer.

"Værelse nummer 99," mumlede Louis for sig selv, hvorefter han gik hen til den næste dør.

"Det er her," sagde han, og puttede nøglen i nøglehullet, hvorefter han låste døren op, og åbnede den.

"Hvor er her fint," sagde jeg da jeg trådte ind på værelset. Der var stadig trægulv, men et jordfarvede tæppe fyldte det meste af det lille værelse.

Der var en dobbeltseng der matchede tæppet, og var redt op med sengetæpper og en masse pudder. Derudover var der et stort vindue foran sengen, som viste en rigtig flot udsigt ud over Paris' midtby.

"Det er alt for meget, Louis," mumlede jeg, og den dårlige samvittighed steg i mig igen. Og det ville den blive ved med, - også selvom han også blev ved med at sige han havde mange penge og sådan noget. Men jeg var bare opvokset med, at man betalte for sig selv.

Jeg stod foran vinduet, og lidt efter kunne jeg mærke Louis bag mig. Han lage sine arme om mit liv, og hvilede sit ansigt på min skulder, hvilket gav mig kuldegysninger.

"Det er okay, Daphne," hviskede han i mit øre, og jeg vendte mig om, så mine læber ramte hans, i et blidt kys.

Jeg vendede min krop mod hans, og tager fat i hans hænder, og flettede vores fingre sammen.

"Jeg elsker dig," hviskede jeg imens vores pander lå mod hinanden.

"Jeg elsker dig," sagde han igen, og jeg kunne mærke det kildede helt nede i maven. Hvad skulle jeg dog gøre uden ham?

 

--------------------------------------------------

Ville blive super, super. super glad hvis i likede/favoritter/kommentere! x Håber i kunne lide det lange kapitel :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...