Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25578Visninger
AA

7. Chapter 6

Drengene var helt stille, og fulgte med i episoden, - mærkeligt nok. De plejede ellers altid at opføre sig som et par børnehaveklasses drenge, og råbe og skrige. Men de måtte vel finde det spændende.

Jeg fulgte ikke rigtigt selv med. Mine tanker lå et helt andet sted.

Jeg tænkte på mine rigtige forældre. Hvorfor gav de mig væk? Og var det overhovedet deres egen beslutning? Hvorfor? Hvorfor var det nødvendigt at jeg skulle i plejefamilie? Hvor var mine forældre? Havde jeg søskende? Spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig, og det fik tårerne til at presse sig på. 

Jeg kunne mærke at de blev sværere og sværere at holde inde, og derfor rejste jeg mig, og gik ind på Louis' og jegs værelse.

Jeg lukkede døren efter mig, og lage mig ned i sengen. Jeg lod tårerne falde, - en efter en trillede de ned af mine kinder, og af og til slap der hulk ud af min mund.

Hvorfor mig? Hvorfor var det mig der skulle adopteres væk? Havde det noget med mig at gøre? Kunne de ikke lide mig? Fortrød de mig?

Jeg tog mig kort til hovedet hvorefter jeg tog en pude frem og lage mit ansigt på. Jeg begyndte at græde endnu mere, og lige nu havde jeg det bare så skidt. Og det lignede slet ikke mig. Jeg var altid så livsglad, positiv og smilende. Jeg følte mig direkte barnlig, jeg kendte jo slet ikke grunden.

Men stadig, hvad nu hvis mine forældre slet ikke ønskede at jeg fandt dem? Og har de mon ledt efter mig?

Flere og flere hulk slap ud af min mund, og lidt efter kunne jeg høre det banke på døren.

"Ikke kom ind," sagde jeg med gråd i stemmen, hvilket jeg kunne slå mig selv i hovedet for. Jeg hadede som sagt, at andre skulle se mig sådan her.

Døren åbnede sig, og jeg sukkede tungt.

Dog var det Louis der kom, så det var okay. Han var den jeg 'helst' ville have skulle se mig græde.

"Skat, hvad sker der?" sagde han og lukkede døren efter sig, hvorefter han hurtigt var henne ved mig, for at give mig et kram.

"Louis jeg er så bange. Jeg har så mange spørgsmål," hulkede jeg, og Louis tørrede mine tårer væk fra mine kinder.

Han kiggede forstående på mig, og det betød virkelig så meget lige nu. Forståelse var det bedste han kunne gøre for mig.

"Hvad nu hvis de adopterede mig væk, fordi de ikke kunne lide mig? Eller fordi de fortrød mig? Og hvad hvis de slet ikke vil have jeg skal finde dem? Eller har glemt de fik mig?" spurgte jeg, og blottede mine triste øjne for Louis'.

"Daphne, der er kun en måde at finde ud af det på. Og hvad nu hvis der faktisk er en reel grund til, at du blev adopteret væk? Hvad nu hvis det var for at beskytte dig? Eller hvis det var noget nogen andre havde besluttet? Det er dine forældre, jeg er sikker på de gerne vil møde deres datter. Og de kan ikke andet end at elske dig, når de ser dig," sagde han, hvilket fik et lille smil frem på mine læber. Jeg var ikke sikker på om jeg troede på det, men jeg måtte vel bare prøve.

"Tak Louis," sagde jeg med en rystende stemme, imens han strøg mig op og ned af ryggen.

"Altid babe," mumlede han og trak mig ind til sig, og kyssede mig i håret. 

"Hvad har du brug for?" hviskede han lige ud for mit øre, hvilket gav mig kuldegysninger.

Jeg havde brug for kærlighed. Omsorg. Støtte. Jeg havde brug for Louis. Jeg havde brug for at føle mig elsket.

Derfor pressede jeg hårdt mine læber mod hans. Han kyssede med, og vi fik det udviklet.

Jeg trak ned i hans bukser, og han forstod hentydningen. 

I samarbejde fik vi hans bukser af, og derefter fik vi også mine af. Alt imens vi bevarede kysset så godt som vi nu kunne.

En følelse af varme og kærlighed skyllede ind over mig, og jeg nød hver et enkelt øjeblik, og ville ønske det kunne vare ved.

Der gik ikke lang tid, før vi lå under dynen og ikke have noget tøj på. Louis lå over mig, imens han støttede hans arme på sengen, så alt vægten ikke lå ovenpå mig.

Han kyssede mig kort på munden, før han trængte ind i mig. Et støn slap ud af min mund, selvom jeg ihærdigt prøvede at holde det inde. Hele huset behøvede ikke at vide det.

Det var som om jeg glemte alt for en stund, og kun fokuserede på den kærlighed jeg havde til Louis, og omvendt. 

Jeg følte mig elsket. Elsket af ham, og det var jo lige netop det jeg havde brug for.

Endnu et støn undslap mine læber, og lidt efter blev døren åbnet.

Jeg skyndte mig at trække mig væk, og gemme mig under dynen.

Ind kom Niall, og jeg hadede ham virkelig i det øjeblik.

"Hvad laver i?" spurgte Niall, og lidt efter så det ud som om det gik op for ham.

"Arh, undskyld," sagde han og kneb tænderne sammen, men endte dog ud i grin lidt tid efter.

Han gik ud igen, og lukkede døren efter sig.

Jeg greb ud efter mit tøj der lå nede i fodenden, og begyndte at tage det på igen.

"Er du okay?" spurgte Louis og lage en hånd på min skulder. Jeg drejede mit hoved for at kigge på ham, hvorefter jeg nikkede.

"Ja," sagde jeg og smilede.

Jeg fortsatte med at tage mit tøj på, og det samme gjorde Louis. Vi lage os på sengen igen, - ved siden af hinanden hånd i hånd.

"Det skal nok gå Daphne," sagde han, og jeg nikkede.

"Ja," sagde jeg, - men en smule opgivende. Hvad nu hvis det ikke ville gå godt? 

"Husk at jeg er med dig hele vejen," sagde han igen, og jeg kiggede hen imod ham, og så ind i hans smukke, blå øjne.

"Jeg elsker dig," sagde jeg, og mente hvert et ord. Jeg kunne slet ikke beskrive min kærlighed for Louis. Han var perfekt for mig, og jeg ønskede ingen andre end ham.

"Jeg elsker dig," sagde han også, og tog min hånd, og kyssede den blidt.

Der blev banket på døren igen, hvilket fik mig til at grine.

"Jeg tror nogen savner os," sagde jeg, og lidt efter kom Harry ind.

"Nej Niall, du lyver!" råbte Harry og grinede, hvorefter Louis og jeg rejste os, for at gå ind til dem i stuen.

Han havde sikker fortalt om det Louis og jeg havde lavet. Men det havde de nu gjort ret ofte, - i starten var det akavet, men jeg var begyndt at vende mig til det eller hvad man siger, haha.

Jeg gik ind i stuen med Louis og Harry bag mig.

"Nej, jeg sværger," sagde Niall, hvilket fik mig til at grine.

Det lød så sjovt når han sagde 'sværger'. Det liggede bare overhovedet ikke til ham, at sige sådan.

"Skal vi starte eller hvad?" spurgte jeg og grinede over den måde jeg skiftede emne på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...