Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25601Visninger
AA

5. Chapter 4

Det var mandag idag, hvilket vil sige det var den sidste uge inden sommerferien sluttede.

Louis og jeg var nu på vej til kirkekontoret med min dåbsattest, så jeg kunne få navnene på mine forældre. Jeg var mega nervøs, men samtidigt også spændt.

Vi havde ligget og snakket langt ud på natten igår/idag, og var blevet enige om, at det skulle gøres hurtigst muligt. Derfor havde vi valgt at tage hen på kirkekontoret allerede idag.

Vi kørte ind på en parkeringsplads og parkerede bilen, hvorefter vi steg ud.

"Det er den her vej," sagde jeg til Louis, da han var gået til venstre, og vi skulle til højre. Han grinte kort, før han lage hans arm rundt om min hofte.

Det var en smule underligt at jeg vidste det når jeg ikke var troende, men jeg kan bare huske jeg ofte kom her da jeg var konfirmant. 

"Så er det herinde," sagde jeg og pegede ind af en dør hvor der stod 'kirkekontor' på.

Louis gik, men stoppede da han så jeg ikke gik med.

"Daphne?" sagde han og gik tilbage til mig og prøvede at få min øjenkontakt, men uden held. Jeg var jo også lidt bange for det her.

"Undskyld, jeg er bare nervøs," mumlede jeg, og Louis tog fat i mine hænder.

"Hør skat, du er ikke alene om det her. Jeg er med dig hele vejen, okay?" sagde han og sendte mig et smil, som jeg gengældte.

"Tak," sagde jeg, før jeg bevarede grebet om Louis hånd i den ene hånd, og slap den anden, så vi gik hånd i hånd ind på kirkekontoret.

"Hej," sagde en dame og tog imod os.

"Kan vi hjælpe jer?" spurgte hun igen og stor smilede, - men det så godt nok falskt ud.

Der var stilhed i lidt tid, og både hende og Louis kiggede på mig. Men der kom ingen ord ud af min mund.

"Min kæreste er adoptivsbarn, og vil meget gerne finde ud af hvad hendes forældre hedder," sagde Louis, og jeg takkede ham virkelig mentalt der. Jeg anede ikke hvorfor det var så svært at få det sagt. Det gjorde bare ondt at sige 'adoptivsbarn'.

"Ja," sagde hun, og gjorde tegn til vi skulle følge med.

Vi gik hen på en lille gang, og drejede derefter ind på et kontor.

"Godt, har i din dåbsattest?" spurgte hun om, og tog sine briller på, da jeg rakkede hende den.

Hun tastede noget ind på computeren der stod foran hende, og kiggede af og til ned på dåbsattesten.

"Ja, de er lige her," sagde hun, og en knude blev dannet i min mave. 

"Tasha Young hedder din mor," sagde hun, og jeg åndede lettet ud, hvorefter hun fortsatte: "Og Gayle Scott," sagde hun, og en nervøsitet gik igennem min krop. Jeg kendte ikke navnene, og anede ikke om jeg havde set dem før. Eller det havde jeg jo, men siden da bortadopterede mig.

"Tusind tak," sagde jeg og rejste mig og tog imod min dåbsattest, hvorefter jeg gik ud fra lokalet, ud af kirkekontoret, og kom ud på parkeringspladsen igen.

"Er du okay?" Louis kom løbende op ved siden af mig, og jeg nikkede.

"Ja, det er bare svært at høre deres navne på en eller anden måde. Hvad nu hvis vi finder dem, og jeg bare bliver såret?" spurgte jeg og kunne mærke tårerene var på vej.

"Det er jo ikke sikkert. Men vil du ikke kende sandheden?" spurgte han og lage to fingre under min hage, og drejede mit hoved mod hans.

"Jo," mumlede jeg, og blottede mine øjne for ham.

"Kom, så kører vi ned til folkeregistret," sagde Louis og tog fat i min hånd, men slap den igen da vi nåede bilen. Jeg var glad for at Louis var så opsat på at hjælpe mig.

 

***

 

"De er begge flyttet til Frankrig," sagde damen, og kiggede på mig. I det øjeblik havde jeg lyst til at bryde sammen på gulvet, rive i mit hår og skrige. I Frankrig? Det var så langt væk, og samtidigt havde jeg ikke penge til det.

"I Frankrig?" gentog jeg, men undlod at kigge på hende. Louis gav min hånd et klem, inden jeg rejste mig opgivende op, og skulle til at gå.

"Har du nogen adresser?" spurgte Louis, hvilket irriterede mig. Han vidste godt jeg ikke havde råd, og jeg var i forvejen ked af det.

"Ja, hendes mor skulle gerne bo på den her gade i Paris, og hendes far lidt uden for Paris," sagde damen, og rakkede Louis, papiret.

Jeg vendte mig om, og gik ud af døren, selvom Louis kaldte på mig.

Lidt efter kom han løbende og lage en hånd på min skulder.

"Hvad sker der?" spurgte han, og der kunne jeg ikke holde vreden og smerten inde mere.

"Det er irrelevant; Louis. Jeg har ikke penge til at tage til Frankrig," sagde jeg vredt, og Louis skar en grimasse.

"Jamen Daphne, jeg skal nok betale," sagde han, og jeg slog pludselig øjnene op.

"Nej det skal du ikke Louis. Jeg er tyve år, du skal ikke betale for mig for at opfylde mine behov," sagde jeg og kunne mærke tårerene presse på endnu engang.

Jeg hadede når Louis ville betale for mig. Altså det var sødt, ja, - men han skulle ikke bruge alle sine penge på mig.

"Selvfølgelig-" "Nej Louis! Forstå det nu, du skal ikke betale for mig!" Råbte jeg, og alt min vrede og sorg kom til at gå ud over Louis. Og det var på ingen måder fair, for han prøvede virkelig bare at hjælpe mig.

Tårerene samlede sig i mine øjne, og begyndte at trille ned af mine kinder, hvorefter et par hulk slap ud også.

Louis tog omkring mig, og kyssede mig blidt i håret. Det var en smule akavet at jeg efterhånden var blevet så let til tårer, siden igår. Jeg var ikke typen der græd foran andre.

"Daphne.." sagde Louis og kiggede mig i øjnene. "Lad mig nu hjælpe dig," sagde han, og jeg kunne se på hans øjne at han virkelig mente det, og havde interesse i det.

Jeg sukkede tungt, og tørrede ivrigt mine tårer væk.

"Okay," sagde jeg, og et smil bredte sig om Louis mund.

"Så skal vi jo til Frankrig," sagde Louis, og jeg begyndte også at smile. Tænk at jeg havde været så heldig at finde en som Louis. 

Jeg lage min hånd bag hans nakke, hvorefter jeg lænede mig hen til ham, og pressede mine læber mod hans.

"Jeg elsker dig," hviskede jeg imellem kyssene, og Louis kyssede med.

"Jeg elsker også dig," sagde han, og vi trak os kort fra hinanden, før vi gik hen til vores bil, og kørte hjem af igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...