Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25584Visninger
AA

4. Chapter 3

Det hele gik op for mig. Det var ikke muligt, at jeg var deres rigtige datter, hvilket ville sige de ikke var mine rigtige forældre. Hvem var jeg? Hvem var de? Hvem var mine forældre?

En masse tanker stod i kø i mit hoved for at komme ud. Jeg var så forvirret.

Jeg låste døren til toilettet, og gik et par skridt bagud, så min ryg støttede mod de kolde fliser, der var på væggen. Jeg lod mig synke ned af væggen, og krøb sammen nede på gulvet. 

Det her kunne ikke være rigtigt. Jeg ville bare gerne vide hvem de var, og hvem JEG var.

"Daphne?" jeg kunne høre Louis' bekymrende stemme ude foran døren, og jeg snøftede kort.

"Ja?" min stemme var lille og skrøbelig, og tårene strømmede ud af mine øjne.

"Luk mig lige ind," sagde han igen, og jeg hulkede kort før jeg rejste mig, og låste toiletdøren op.

Louis kom ind, og mine triste øjne, blev blottet for ham. Hans øjne lyste op af bekymrelse, og lidt efter trak han mig ind til sig.

"Det er okay," sagde han imens der af og til kom nogle hulk ud igennem min mund. Han vuggede mig stille fra side til side, og kyssede mig i håret en gang imellem.

"Louis hvem er jeg?" min stemme var fyldt med gråd, og det hele føltes uvirkeligt. Jeg plejede ikke at have det skidt, jeg var typen der plejede at tænke positivt og gøre andre i godt humør.

"Du er dig, Daphne. Du er præcis som du skal være; sød, dejlig, smuk, betænksom og lige så fjollet som mig," sagde han, og trak sig kort væk fra mig, for at kigge mig i øjnene.

"Daphne, må vi lige snakke med dig?" spurgte min 'mor', som jo ikke var min mor alligevel. Så det var nok bedst at kalde hende, hendes rigtige navn nu; Rachel.

Jeg kiggede kort på Louis, som nikkede til mig. Jeg nikkede til Rachel, hvorefter jeg fulgte med hende ud til bordet, hvor min 'far', Tai, kiggede tomt ud i luften.

Jeg satte mig ned, og prøvede at få styr på mine vejrtrækninger. Overfor mig sad Tai, og ved hans højre side sad Rachel.

"Daphne.." sagde hun, men jeg kiggede ikke på hende. Jeg sad bare og kiggede ned på mine hænder, som lå foldet i mit skød.

"Vi ville have fortalt dig det," sagde hun igen, hvilket fik vreden til at stige indeni mig.

"Fortælle mig det?! Hvornår? Jeg er fucking tyve år, hvornår havde i tænkt jer at fortælle det til mig?!" råbte jeg med sådan en kraft, at jeg selv helt blev bange. Jeg var normalt ikke typen der råbte sådan.

"Daphne, vi var bange," sagde Tai, og jeg kiggede over på ham.

"Bange for hvad?" spurgte jeg koldt om, og jeg kunne se det ramte ham. Men jeg kunne ikke styre vreden og sorgen i mig lige nu.

"Bange for du ville reagere sådan der. Bange for du ville få det skidt, og cutte kontakten til os. Vi elsker dig jo," sagde han, hvilket fik mig til at sukke dybt. Jeg rejste mig op, vendte mig om, og susede ud mod døren, hvor jeg tog mine sko og jakke på, og lidt efter var jeg på vej ud af døren med Louis efter mig.

"Daphne," råbte han bag mig, men jeg stoppede ikke. Jeg gik bare med faste skridt hen mod bilen.

Jeg tog fat i håndtaget, men bilen var selvfølgelig låst, hvilket irriterede mig grænseløst lige nu.

"Åben," sagde jeg koldt, og Louis gjorde som jeg sagde.

Det var sjælendt Louis så mig sådan her, men lige nu var jeg ligeglad. Jeg var ligeglad med alt. Jeg var blevet bortadopteret, - de havde ikke sagt det direkte, men jeg var ikke dum. Jeg kunne sagtens regne det ud.

"Louis låste bilen op, og jeg satte mig ind på passager sædet, hvorefter Louis satte sig ind bag rettet.

"Kør nu," sagde jeg efter lidt tid, men Louis så bare ud til at tænke. Jeg ville ikke være her lige nu, jeg ville væk, - hjem i min seng og bare sove.  Jeg kunne slet ikke håndtere den smerte der var indeni mig lige nu. Jeg havde altid troet de var mine forældre, men åbenbart ikke. Men bare tanken om, at mine rigtige forældre ikke havde mig gjorde mig trist. Det måtte jo betyde at de ikke kunne passe på mig, eller måske slet ikke ville have mig. Og det var ikke lige just det fedeste at finde ud af.

"Daphne, træk vejret," sagde Louis og lage en hånd på min skulder, men jeg rystede den hurtigt af.

"Daphne-" "Nej Louis! Kan du ikke se jeg er pisse ked af det? Hele mit liv har været en løgn. De har løjet om at de var mine forældre, men det er ikke engang det værste, for ved du hvad det værste er?" råbte jeg, men når ikke at sige mere da min stemme knækkede over.

"At mine rigtige forældre ikke kunne eller ville have mig," sagde jeg, og tårerne begyndte at løbe ned af kinderne på mig.

Louis tørrerede dem blidt væk, og tog fat i mine hænder.

"Daphne, jeg forstår dig godt. Hvis det var mig, ville jeg have reageret på præcis samme måde. Men du må ikke være sure på Tai og Rachel, - det var trods alt dem der valgte præcis dig, og havde været der for dig lige siden du fik dem. Måske sagde de det ikke, fordi de ville beskytte dig? Lad os gå ind og snakke med dem," sagde han og kiggede omsorgsfuldt på mig. Jeg hadede sådan når han havde ret.

Jeg sukkede tungt, før jeg åbnede døren, og gik hen mod huset, efterfulgt af Louis.

Han løb kort hen til mig, og stoppede mig.

"Hey. Det er okay," sagde han og smilede til mig, hvilket fik mig til at smile tilbage. Jeg lignede garanteret noget der var løgn lige nu, - med makeup udover hele ansigtet.

Jeg gik ud i køkkenet, hvor Tai og Rachel sad. Rachel havde tårer i øjnene, og Tai prøvede at trøste hende. Samvittigheden steg pludselig i mig. Hvorfor skulle jeg også reagere så voldsomt? Men jeg kunne ligeså godt fortælle jer det; Jeg havde et stort temperament.

"Undskyld," sagde jeg, og deres opmærksomhed lå pludselig på mig, og Louis som stod bag mig.

"Det er okay," sagde min mor og rejste sig hurtigt for at komme hen til mig.

"Undskyld Daphne.. Det har aldrig været vores mening at såre dig. Og det var det vi var så bange for at gøre, hvis vi fortalte det. Men jeg kan godt se, at det var forkert gjort af os. Du skulle have fået det avide for lang tid siden," sagde hun, og et lille smil kom frem på mine læber.

"Tak," sagde jeg og trak hende ind i et kram, og lidt efter trak jeg mig ud igen.

"Tak for hvad?" spurgte hun og kiggede forvirret på mig.

"Fordi i tog jer af mig," sagde jeg, og hun nikkede.

"Hvornår fik i mig egentlig?" spurgte jeg, og gik hen og satte mig ved bordet, hvor Tai stadig sad.

"Vi fik dig da du var et halvt år," sagde Rachel, og gik hen og satte sig på sin plads igen.

"Hvor boede jeg inden da?" spurgte jeg, og Louis satte sig ned, på stolen ved siden af mig.

"På et børnehjem her i London," svarede Tai, som for første gang blandede sig i samtalen.

"Men hvorfor boede jeg der? Hvor var mine rigtige forældre?" spurgte jeg, og kunne mærke tårerene presse sig på igen. Jeg nev mig selv i armen under bordet, for at holde det tilbage. Jeg hadede at græde, - især overfor andre. Også selv for mine forældre, selvom de ikke var mine forældre. Men foran Louis, var det ikke så slemt.

"Vi fik ikke så meget avide," sagde min mor, og jeg nikkede svagt.

"Gid jeg kunne finde ud af, hvorfor det er sket," sagde jeg lavt, og tænkte videre.

Hvad nu hvis jeg kunne finde min mor? Det kunne både være farligt, men også godt. Farligt fordi det kunne være hun var sindssyg, men godt fordi hun måske havde en reel forklaring.

Og derefter kunne hun hjælpe mig med at finde min far.

"Kan jeg ikke finde hende?" spurgte jeg efter lidt stilhed, og mine forældre kiggede kort på hinanden, hvorefter de rettede deres blik mod mig.

"Er det ikke lidt farligt, Daphne?" spurgte Tai, og jeg kunne se han så bekymret ud.

"Jeg vil bare gerne have forklaringen. Jeg kan ikke leve resten af mit liv, uvidende om hvorfor jeg er endt som plejebarn," sagde jeg, og Rachel nikkede.

"Det kan jeg godt forstå," sagde hun, og jeg kiggede hen på Louis som også nikkede.

"Jeg skal nok hjælpe dig, babe," sagde han og lage en arm rundt om mig, hvilket gav en tryghed. Jeg vidste da ihverfald at han var min.

"Er der noget vi kan hjælpe med?" spurgte Rachel efter lidt stilhed.

"Hvem skal vi have fat i?" spurgte jeg, og Rachel og Tai vekslede hurtigt blikke, hvorefter de kiggede på mig igen.

"Du skal vidst have fat i kirkekontoret for at finde navnet, og derefter skal i have fat i folkeregistret," sagde Rachel, og jeg nikkede. Det lød godt nok besværligt, - men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var det jeg skulle gøre.

"Er du sikker på du vil det her, Daphne?" spurgte Rachel og kiggede alvorligt på mig.

"Jeg er slet ikke i tvivl, mo.. Rachel," sagde jeg, men det sidste blev en smule akavet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...