Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25578Visninger
AA

3. Chapter 2

Vækkeuret ringede, hvilket fik mig til at slå irriteret ud efter det, men uden held.

Jeg stønnede irriteret, før jeg prøvede igen, men igen uden held.

Jeg sukkede før jeg slog øjnene op, og rakte ud efter vækkeuret, for at slukke det.

Jeg kiggede på Louis der lå ved min side, som også først lige var begyndt at få øjne.

"Godmorgen skat," sagde han og smilede, hvilket jeg ikke kunne lade vær med at smile af. Også selvom jeg lige var midt i en god søvn, og det irriterende vækkeur havde vækket mig.

"Godmorgen," sagde jeg før jeg tog dynen til side, og rejste mig op fra sengen.

"Hvad klok skulle du være der?" spurgte Louis og hentydede til, at jeg skulle til læge og have taget mine månedlige blodprøver. Jeg havde en sygdom med min lever, så derfor var det vigtigt og nødvendigt at de holdte øje med det hver måned. Og nogengange oftere, hvis jeg havde det skidt.

"Klokken ti," svarede jeg og gik hen til min klædeskab. Lige nu gik jeg nemlig bare i undertøj, og jeg tror folk ville kigge lidt hvis jeg gik ud for min dør sådan her.

Jeg rodede lidt rundt i mit skab, indtil jeg fandt en nederdel med en masse blomster, og en sort crop top til.

Jeg begyndte at klæde om, - fuldstændig ligeglad med at Louis kunne se det. Jeg var ikke blufærdig, i hverfald ikke overfor Louis. Men det var nok heller ikke så mærkeligt.

"Du ser godt ud," komplimenterede Louis, og jeg lavede en grimasse, hvilket fik ham til at grine.

"Hvad?" spurgte han, men uden svar.

Jeg var måske meget selvsikker, men jeg var utrolig dårlig til at tage imod komplimenter. Selv fra Louis. Og det vidste han også godt.

Louis rejste sig fra sengen, og var kun iført et par underbukser, hvilket jeg slet ikke havde noget imod. Jeg var ikke typen der gik efter udseende, men det var da klart et ekstra plus, at Louis var så fandens lækker. Jeg havde bare lyst til at gå hen og voldtage ham. Ej okay, ikke ligefrem.

Jeg gik ud af soveværelset, hvorefter jeg fortsatte ud på toilettet, for at lægge makeup. 

Jeg startede med lidt foundation, så concealer, pudder, øjenskygge og til sidst mascara og blush. Jeg var meget afhængig af min makeup, forstået på den måde at jeg ikke kunne gå ud foran min dør uden at jeg havde det på. Louis syntes det var noget pjat, men det var sådan jeg havde det.

Jeg smilede tilfreds ind i spejlet, hvorefter jeg satte mit hår med et par hårnåle, og derefter lidt hårlak.

"Du ved godt klokken er kvart i ti, ikke?" sagde Louis og kom ud på toilettet, hvilket gjorde jeg fik store øjne. Kvart i ti?!

"Kvart i ti?!" udbrød jeg, og Louis nikkede.

"Vi skal afsted nu!" udbrød jeg igen, hvorefter jeg smed hvad jeg havde i hænderne, og skyndte mig ud og tage mine sko og jakke på.

Louis gjorde det samme, og lidt efter var vi ude af døren.

 

***

 

Der gik ikke særlig mange minutter, før vi nåede London hospital, - cirka fem minutter i ti.

Louis stoppede bilen, hvorefter jeg nærmest hoppede ud af den.

"Rolig babe," sagde Louis og steg ud i en langsom bevægelse hvilket fik mig til at daske til ham, så han brød ud i grin.

"Kom nu Louis!" udbrød jeg, og lidt efter tog han sig sammen, låste bilen og fulgte efter mig hen til hoved indgangen.

"Hvorfor så travlt?" spurgte han igen, og jeg kiggede opgivende på ham. "Louis vi har tre minutter," sagde jeg, og gik op af de rulletrapper der var lige inden for indgangen, som førte op til første sal.

"Du skal nok få taget de blodprøver," sagde han igen, men jeg valgte bare at ignorere det, - også selvom han bare sagde det for sjov.

Når jeg var stresset var intet sjovt, det kunne i ligeså godt vide. Sådan var jeg. Og det vidste Louis også godt, han kunne bare godt lide at drille mig. 

Ligesom jeg nogengange drillede ham.

Og det var sjovere end selv at blive drillet.

Vi nåede op på første sal, og fulgte skiltene der stod "laboratorie" på.

Louis tog fat i min hånd, og jeg nød at vi gik hånd i hånd. Også selvom det måske virkede ret mærkeligt, når vi var på et sygehus. Men det gjorde mig egentlig ikke så meget.

Vi drejede ind i venteværelset til laboratoriet, og gik op til disken hvor man skulle have et nummer.

"Dit cpr nummer?" spurgte sygeplejersken, sekretæren, eller hvad pokker hun nu var. Det var egentlig også irrelevant for mig.

"2810920914," sagde jeg, og Louis grinte kort, før damen gav os et nummer.

"Du har seriøst en god hukommelse," sagde Louis lavt, og gav min hånd et klem.

"Ja, man lær det efterhånden når man er så ofte på sygehuset," sagde jeg og grinte kort, før vi fandt os et par stole at sidde på.

"Er du nervøs?" spurgte han, og jeg vidste han hentydede til min skræk for nåle. Jeg var utrolig bange for dem, og det havde jeg været lige så længe jeg kan huske, da jeg skulle have taget en masse prøver da jeg var lille, fordi de havde mistanke om en lever sygdom. Jeg skreg og græd, imens min mor prøvede at få mig til at lade vær med at spjætte, så sygeplejersken kunne stikke.

Nårh jo, og nu når vi taler om min mor. Jeg havde verdens dejligste forældre, og faktisk skulle Louis og jeg hjem og spise hos dem i aften. Det så vi begge meget frem til. Vi skulle jeg nyde den sidste del af sommeren.

"Daphne Evans," blev der sagt, og jeg rettede min opmærksomhed mod ham manden, der lige havde sagt mit navn.

Jeg havde underligt nok ikke set ham før. Jeg kendte ellers efterhånden de sygeplejersker her, så han måtte være ny.

"Du skal gå med," sagde jeg lavt til Louis, som hurtigt rejste sig, og vi fulgte efter manden.

Vi gik ned i det bagerste rum, og da vi kom ind, så vi en EKG maskine, og en masse forskellige nåle til at tage blodprøver med, og glas til at putte det i.

"Bare tag plads," sagde han og virkede faktisk utrolig venlig. Jeg satte mig ned på briksen, og Louis sad ved siden af, og holdte mig i hånden.

"Er det første gang du får taget blodprøver?" spurgte han, og jeg rystede på hovedet. "Det kan man vidst ikke sige," sagde jeg, imens lægen var igang med at finde de rigtige glas.

"Nå, det måske noget du tit får?" spurgte han igen, og jeg nikkede. 

"Hvordan har du det med, at få dem taget?" spurgte han, og vendte sig mod mig, da han havde fundet glassene.

"Ikke helt vildt fantastisk," svarede jeg, og kiggede hen på Louis, får ikke at se på den store nål, sygeplejersken stod med.

"Okay. Det er kun to glas idag, så det er hurtigt overstået," sagde han, og jeg nikkede. Han havde jo ret, - det var hurtigt overstået. Men det var alligevel så smertefuldt i det stykke tid, det stod på. Ihvertfald når man ikke kunne lade vær med at tænke på, der sad en lang nål inde i sin arm.

"Jeg stikker nu," sagde han, og jeg klemte hårdt i Louis hånd. Jeg følte det faktisk lidt akavet, at jeg var tyve år og havde brug for at holde en i hånden når jeg skulle have taget blodprøver. Men jeg var virkelig angst for nåle.

Han stak, og et lille spjæt gik ingennem min krop.

"Er du okay?" spurgte han, imens jeg spændte i hele min krop, og nikkede.

"Det var det første glas," sagde han, og jeg prøvede at aflede mig selv. Jeg skulle tænke på noget godt, såsom at jeg skulle hjem og hygge med Louis og mine forældre i aften. Mine yndlings personer i hele verden. Selvfølgelig sammen med Stella, Hazel og de andre One direction drenge.

"Så er vi færdige," sagde manden, og satte et plaster hen over det lille hul der var blevet lavet i min arm, hvorefter han trak nålen ud.

En dejlig og behagelig følelse gik igennem min krop, - jeg elskede bare når det blev overstået. Jeg gik og frygtede det lille stik en-to uger inden jeg skulle have det taget. 

"Kan i sende blodprøve svarene til mig, når de kommer? Jeg er igang med at læse medicin, så det kunne være ret spændende," sagde jeg, og sygeplejersken nikkede.

Jeg tror det var en ting jeg ikke havde fået jer fortalt. Jeg læser medicin, og har gjort det i et års tid. 

"Det siger jeg videre til lægen. Kan du lide skrive din email adresse her?" spurgte han og rakkede ud efter en kuglepen og en lille papirslap, som han gav til mig. 

#daphneevans@hotmail.com# skrev jeg, og rakte ham tingene igen, før Louis og jeg var på vej ud. "Farvel," sagde han bag os, og jeg sagde det samme tilbage.

"Var det slemt?" spurgte Louis, og jeg nikkede ivrigt. "Det var så smertefuldt," sagde jeg, og lidt efter brød Louis ud i grin. Jeg daskede blidt til ham og skar en grimasse, men det fik ham ikke til at stoppe.

"Fuck dig Louis," grinede jeg, hvilket fik Louis til at lave et sad face.

"Du er så oooond," sagde han, og jeg blinkede til ham.

"Sådan er jeg bare," svarede jeg koldt og flabet, før vi gik ud af hovedindgangen, og fandt vores bil.

 

***

 

Klokken var seks, og vi var netop lige ankommet i min mor og fars villa, der lå lidt ude for London.

"Så er der mad," sagde min mor og kom gående med et fad, der lå forårsruller på. Hun stillede den på en bordskåner, og susede ud i køkkenet igen.

"Hey mor, har du brug for hjælp?" råbte jeg efter hende, - hun slappede aldrig af den kvinde.

"Nej, det er okay skat. Sæt i jer bare ned," sagde hun da hun kom gående med en gryde med ris i, og stillede på en bordskåner ved siden af fadet.

"Det var vidst det," sagde hun og satte sig, efterfulgt af os andre.

"Nej, vi mangler også sovsen," sagde hun og rejste sig igen, og gik med hurtige skridt ud i køkkenet.

"Sådan," sagde hun og stillede den på den sidste bordskåner.

"Bretagnesovs," sagde jeg og kiggede forelsket ned i gryden med sovs. Jeg ELSKEDE bretagnesovs, jeg kunne nærmest drikke det uden noget.

Ej okay, - det var en overdrivelse. Men jeg elskede det.

"I tager bare for jer," sagde min mor og satte sig ned, hvorefter jeg tog et par forårsruller hen på min tallerken, og derefter lidt ris og noget sovs. Hvis det ikke var gået op for jer, så var jeg en ret stor fan af mad. Jeg elskede mad, og var altid sulten. Men underligt nok, var jeg faktisk undervægtig.

Og der lignede Louis og jeg også meget hinanden. Han elskede også at spise.

Så selvfølgelig havde min mor lavet mad til ti, fordi vi kom, haha.

"Hvad har i lavet idag?" spurgte min mor, da vi allesammen havde øst op på vores tallerkener, og var gået igang med at spise.

"Jeg har været på hospitalet for at få taget blodprøver," sagde jeg, før jeg førte min gaffel op til min mund.

"Nårh jo, hvordan gik det?" spurgte hun, og Louis begyndte at grine.

Jeg kiggede skulende på ham, men han fortsatte bare med at grine.

"Hvad?" sagde min mor og halv grinte, fordi Louis ikke kunne stoppe.

"Ej, det synd for dig skat," sagde han og trak sig kort ind til mig, men jeg skubbede ham væk.

"Gå din vej," grinede jeg, men han viste selvfølgelig godt det bare var for sjov.

"Daphne er bare så angst for nåle, og skulle holde mig i hånden da det blev gjort, som et lille barn," sagde Louis, og min mor og far slog en høj latter op, og det samme gjorde Louis.

"Hvor er i onde," sagde jeg og kunne heller ikke selv lade vær med at grine.

Min mobil afbrød grinet, og jeg tog den hurtigt frem.

"Hey, ingen mobiler ved bordet," sagde min far og blinkede til mig for sjov, men jeg sendte ham bare en grimasse.

"Det kan være mine blodprøvesvar der er kommet," sagde jeg og skyndte mig ind på min mail. Og rigtigt nok, så var det mine blodprøve svar.

Der var stilhed i lidt tid, og det eneste man kunne høre var min mor, far og Louis der spiste.

"Er de okay?" spurgte Louis, og jeg nikkede.

"Jeg kan ikke helt aflæse dem, men efter det jeg har studeret indtil nu er de okay," sagde jeg og rullede længere ned, så jeg kunne se de sidste svar også.

"Tænk at vores fans har fundet ud af hvilken blodtype vi har," sagde Louis, og jeg kiggede måbende på ham. 

"Seriøst?!" udbrød jeg, og han nikkede.

"Jeg har blodtype A," sagde jeg smilende, men lidt efter sank det lidt igen, og jeg tænkte et øjeblik.

Jeg kan huske jeg havde fået deres blodtyper i en opgave jeg engang skulle lave i skolen. Og der kan jeg huske de havde blodtype B, og det forvirrede mig. Jeg havde aldrig selv kendt min blodtype før nu.

Og jeg burde da have samme blodtype som dem? Gjorde jeg ikke?

"Men.. Er jeres blodtyper ikke B?" spurgte jeg og kiggede mærkeligt på mine forældre, som sad og kiggede stift på hinanden.

"Hallo?" sagde jeg, men ingen svarede.

Men det var også okay. Jeg kunne sagtens regne det hele ud. Jeg vidste jo godt, at jeg burde have samme blodtype som dem, hvis jeg var deres barn. Så det måtte vel bare betyde en ting; at jeg ikke var deres datter.

Jeg regnede det pludelig ud, og en masse tårer samlede sig i mine øjne, før jeg rejste mig med et sæt, og løb ud på toilettet.

 

-----------------------------------------------------

Tusind tak til jer der læser med <3 Det ville være SÅ fedt hvis i gad at smide en kommentar om, hvad i synes om movella'en indtil videre x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...