Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25562Visninger
AA

18. Chapter 17

"Daphne?" hørte jeg en stemme sige, meget fjernt.

"Daphne?" stemmen kom tættere og tættere på mig, og til sidst slog jeg øjnene op.

Jeg vågnede på den kolde jord, med Louis foran mig. Derudover stod der en helt masse mennesker som publikum, i en ellers meget mørk skov. Dog blev den lyst op med nogle små lys, fra menneskernes lys.

Jeg var først forvirret over hvorhenne jeg vågnede, men så gik det op for mig; jeg havde lagt mig ned på jorden, og var så faldet i søvn. Det var ret bizart, men som jeg husker det, kunne min krop bare ikke mere. Den måtte have ro og fred et øjeblik. Og så var jeg vidst faldet helt hen.

"Daphne?" sagde Louis, og det fik mig til at spærre øjnene op, for hvad der foregik.

Jeg farede op, og kiggede mig omkring. Der stod fans rundt om os, og kaldte Louis' navn. Derudover stod Louis og kiggede på mig med hans bekymrende blik, som jeg efterhånden kendte rigtig godt.

"Daphne hvad laver du?" spurgte han og lage sin hånd på min skulder. Hvad lavede han her? Og hvordan havde han fundet mig?

"Hvordan fandt du mig?" spurgte jeg, hvorefter han vendte blikket mod hans skrigende, og larmende fans. Ja selvfølgelig havde de da fundet mig. Hvor pinligt, - hvordan ville overskrifterne på aviserne ikke lyde imorgen? 'Daphne Evans sovende på jorden i skoven' eller noget, ihvertfald ville det ikke lyde godt. Og jeg ville sagtens kunne forstå, hvis Louis var, eller ville blive flov.

"Hvad har du dog lavet?" spurgte han og pegede på mit ærme hvor der var noget blod, der var gået igennem. Jeg vendte hurtigt min arm om, så såret vendte ind mod mig selv, og så han ikke kunne se det. Det var slet ikke meningen Louis skulle se det. I det heltaget var det ikke meningen at nogen som helst skulle se det.

"Lad os bare komme væk," sagde Louis og tog fat i min hånd, hvorefter han trak mig med. 

Jeg var så træt, at jeg egentlig bare lukkede alt ude. Jeg lukkede larmen, kulden og mørket ude. Det eneste der gik igennem mit hoved, var flashbacksene fra da jeg havde glaskåret i hånden, og lod den stryge hen over min hud. Den følelse jeg havde haft, havde været så rar, og havde lindret den fysiske smerte så godt.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle gøre sådan noget ved mig selv. Jeg plejede jo godt at kunne lide mig selv som den jeg nu var, men sådan var det ikke mere, og det hele havde ændret sig så hurtigt. Og det skræmte mig fra vid og sans.

Vi nåede ud af skoven, og lidt længere henne var der en vej, hvor der holdte en taxa. Louis trak mig ind på bagsædet, og han satte sig ved siden af. Jeg følte mig slet ikke til stede; jeg følte ikke for at bevæge min krop, eller sige noget. Selvom Louis nok fortjente en forklaring, eftersom jeg bare var løbet min vej fra ham, og eftersom han havde set hvad jeg havde gjort ved mig selv. For chancen for, at han ikke havde regnet den ud, var meget lille.

Vi kørte ikke ret langt, før bilen stoppede, og Louis gav chaufføren nogle penge. Han steg ud, og trak mig med. Derefter gik vi ind af hoveddøren til hotellet, tog elevatoren op til salen hvor vores hotelværelse lå på, hvorefter vi fik låst os ind i rum nummer 100.

Louis lukkede døren efter os, og det første jeg gjorde var, at ligge mig ned i sengen, og tage dynen over mig.

"Glem det," sagde Louis, men jeg valgte bare at ignorere det. Jeg magtede ærligtalt ikke at diskutere med ham, det gjorde mig bare endnu mere ked af det, og så var jeg i øvrigt helt udmattet.

"Daphne, tror du helt seriøst bare du kan lave det der nummer, og så bare ligge dig til at sove uden at forklare?" Louis stemme var hård, hvilket fik tårene til at presse sig på. Det havde nok også noget at gøre med, at min psyke var så langt nede, og at jeg var så træt.

"Drop det Louis," sagde jeg stille, hvorefter jeg vendte mig om, så jeg nu lå med hovedet væk fra ham.

"Forhelvede Daphne, du skræmte livet af mig," sagde han igen, med en smule vrede i stemmen. Det var utrolig sjælendt at han snakkede sådan til mig, men jeg forstod ham godt. Men han forstod ikke mig, og dét gjorde ondt.

"Svar mig nu for pokker," sagde han igen efter lidt stilhed, og gik hen på den anden side af sengen, så han nu kunne se mit ansigt igen.

Jeg sukkede kort, hvorefter jeg satte mig op i sengen. Jeg skulle til at åbne munden og skælde ud, men istedet væltede tårene bare ned af mine kinder, efterfulgt af en masse hulk og snøft. Hvor ynkeligt.

"Daphne?" Louis stemme blev blidere, og han satte sig i sengen, og begyndte at ae mig i håret. En rar, tryg og rolig følelse kom frem i mig, og mærkeligt nok, fik jeg det automatisk en smule bedre, og lysten til at være kærlig og undskyldene kom pludselig frem. Jeg kunne jo for pokker ikke leve uden ham.

"Skat," sagde han igen, og løftede mig op, så jeg nu sad i sengen, istedet for at ligge. Han lage hans arme om mig, og vuggede mig lige så stille frem og tilbage.

"Det okay," sagde han, men jeg sagde intet. Jeg sad bare og græd, og lignede sikkert en der havde helt vildt ondt af mig selv.

"Hvad skete der Daphne?" sagde han igen, og jeg tog en dyb indånding, og prøvede at få styr på mine vejrtrækninger. Men der kom stadig ingen ord ud.

"Var det fordi jeg snakkede med den fan?" sagde Louis igen, og det fik mig til at rynke i panden. Fan? Var jeg gået så amok, og havde lavet det vildeste nummer på grund af en fan? Hvorfor havde jeg ikke selv tænkt så langt? For pokker da.

"Var det en fan?" hørte jeg mig selv sige, med en meget stille, svag og skrøbelig stemme. Louis kiggede mærkeligt på mig.

"Ja, hvad skulle det ellers være?" sagde han igen, og et lille svagt smil gled hen over mine læber. Jeg kunne virkelig dunke mig selv i hovedet lige nu. Der skulle bare ingenting til at vælte mig omkuld de her dage, og idag var det da gået helt slemt til. 

"For pokker Daphne, du troede vel ikke?" sagde han, før han begyndte at grine. Og det fik mig til at gøre det samme. Jeg tror det var gået op for ham, hvad jeg troede. Jeg havde været så bange for, at han ville skifte mig ud. Hvilket jeg godt kunne se var helt vildt latterligt nu. 

"Daphne, du er den eneste for mig," sagde han og tog fat i min hånd, hvorefter han begyndte at flette vores fingre sammen. Det gav mig en rar følelse indeni, og jeg smilede kort, før jeg lænede mig hen imod ham, og placerede et kys på hans læber.

"Det er du også," sagde jeg og han holdte mig tæt ind til sig.

"Forresten," sagde Louis og trak sig ud, hvorefter han tog fat i min arm, og vendte den om, så det størknede blod der havde suget sig igennem mit ærme, kom til syne. 

"Hvad har du lavet?" spurgte han, og en ubehagelig følelse gik igennem mig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Men en ting var sikkert, og det var, at han med garanti allerede vidste det. Louis var ikke dum, og han ville sikkert havde en forklaring, - men den kunne jeg ikke give.

"Jeg.." sagde jeg, men stoppede hurtigt igen, og det fik Louis til at sukke, før han hev en smule op i ærmet.

"Daphne.." sagde han, hvilket gjorde at en kæmpe skyldefølelse strømmede ind over mig.

"Undskyld," mumlede jeg, og kiggede væk fra ham. Jeg kunne slet ikke se ham i øjnene lige nu.

"Vi snakker om det imorgen. Du må bare love mig at du aldrig gør sådan noget ved dig selv igen," sagde han og trak mig ind til sig, og placerede et kys i mit hår. Jeg tror han kunne mærke på mig, at jeg syntes det var ubehageligt at snakke om. 

"Lad os sove nu," sagde han, og jeg nikkede.

***

Jeg vågnede ved, at Louis nussede mig i håret, hvilket fik mig til at slå øjnene op. Jeg kiggede direkte ind i Louis' smukke, blå øjne. Han begyndte at smile, hvilket fik mig til at gøre det samme. Jeg elskede de morgener, hvor jeg vågnede som jeg gjorde idag. Det var så rart.

"Godmorgen skat," sagde Louis, og begyndte at nusse min arm, hvilket gav en kildende fornemmelse nede i maven.

"Godmorgen," smilede jeg, og nød egentlig bare, den gode og kærlige stemning der var imellem os lige nu.

"Daphne?" spurgte Louis efter lidt stilhed, og det fik mig til at kigge ham i øjnene.

"Jeg har faktisk tænkt på nogle navne," sagde han, og det var først efter lidt tid, det gik op for mig, hvad han hentydede til; vores kommende barn.

Hans øjne strålede, og så kort sagt rigtig lykkelige ud.

"Må jeg høre?" min stemme var hæs, men for første gang siden vi fik avide jeg var gravid, var jeg faktisk interesseret; jeg var i hvert fald ikke afvisende, og blev heller ikke gal, da han nævnte det. Så det var vel fremskridt.

Det skulle jo heller ikke forståes som, at jeg syntes det var forfærdeligt at vi skulle have et barn. Jeg var bare så bange for, at jeg måske ikke kunne give barnet en god opvækst, når jeg selv var ustabil. Men på den anden side, kunne jeg jo sagtens nå at få styr på det, og så havde jeg jo også Louis ved min side.

"Vanessa hvis det er en pige, og Carl hvis det er en dreng," sagde han, og nussede stadigvæk min arm, blidt.

Et smil bredte sig på mine læber, og en trang til at græde skød frem. Det var som om, at det hele gik op for mig nu. Jeg var gravid. Det var jeg virkelig. Og det var med Louis, - vi var godt på vej til at få vores egen lille familie, som vi længe havde ønsket os.

"Daphne," sagde Louis og trak mig ind til sig, da han opdagede de tårer, der trillede ned af kinderne på mig.

Jeg følte mig glad i det øjeblik. Ingen triste, eller forvirrende tanker. Jeg lukkede dem ude. For første gang i lang tid holdte jeg det rent faktisk ude, - jeg kunne koncentrere mig om det der skete LIGE NU, uden at tænke på alt det kaos der havde forgået i mit liv. Og det nød jeg. Jeg følte for en gangs skyld en smule glæde, og det kom ud med tårer. Men det gjorde ikke noget, det var jo kun Louis som så det.

"Hvad så?" spurgte Louis, og kyssede mig i håret, hvorefter han trak sig lidt ud igen, så han kunne se mig i øjnene.

"Jeg er glad, Louis," sagde jeg, stadig med tårer rendende ned af kinderne på mig. Normalt plejede jeg aldrig at græde, men efter alt det her, var jeg pludselig blevet så let til tårer, ligemeget hvilket humør jeg var i.

"Åh, skat," sagde Louis og smilede stort til mig, før han lage sine læber mod mine, og kyssede dem blidt.

"Jeg elsker dig," sagde Louis, imens hans pande lå mod min. Jeg nød øjeblikket, det absolut bedste jeg kunne, så længe det nu varede.

***

Jeg gik ind af garagen, og hen mod den velkendte hoveddør, som jeg efterhånden havde været meget ved. Louis gik ved min side, og holdte min hånd, hvilket gav en tryghed.

Vi var ved min mors hus, og jeg skulle se hende igen, for første gang efter det første møde vi havde haft. Jeg var utrolig spændt, men også nervøs. Men det hjalp meget, at have Louis ved siden af mig. Han gav mig jo som sagt en tryghed, som ingen andre kunne give mig.

Jeg kiggede kort på Louis, da vi nåede døren, og han nikkede med et smil. Sikkert som tegn på, at jeg bare skulle banke på døren. Jeg løftede kort min hånd, og lidt efter bankede jeg på døren. Mine bank var meget svage, men alligevel havde jeg formodet at gøre det hårdt nok til, at nogen i huset reagerede på det. Eller det ville sige min mor, for hun var vidst den eneste der boede der. I hvert fald åbnede døren sig, og min mor kom til syne.

"Hej Daphne," sagde min mor, med en glad stemme. Jeg smilede til hende, og hun trak mig ind i et ret akavet kram. Og det værste jeg vidste var, når ting var akavet.

"Og hej Louis," sagde hun, og rakte hendes hånd frem mod ham, og han tog imod den.

"Hej," sagde han, og derefter gjorde min mor tegn til at vi skulle gå ind.

Jeg fandt det selv en smule mærkeligt, at jeg omtalte min biologiske mor, som mor, - når jeg ikke var vokset op med hende, og ikke har set hende i seksten et halvt år.

Jeg tror ærligtalt bare, jeg havde brug for at kalde min mor for mor. Jeg havde brug for at have en mor ligesom alle andre, og det var Rachel ikke. Jeg ville også have en at kalde mor, min BIOLOGISKE mor. Jeg længdes efter det, - jeg længdes efter hendes moder kærlighed, - for hun var den biologiske, og hun var den eneste der kunne give mig PRÆCIS den kærlighed. Men jeg fandt det også selv ret mærkeligt, at jeg omtalte hende som, 'min mor', når jeg ikke engang kendte hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...