Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25563Visninger
AA

17. Chapter 16

Daphne's synsvinkel:

 

Vi sad stadig på en bænk ude foran lægen, og Louis sad stadig og holdte om mig, og vuggede mig frem og tilbage. Hvad måtte folk der gik forbi, ikke tænke?

"Skat," sagde Louis og vi fik hurtigt øjenkontakt.

"Kan du ikke se det fantastiske i det?" spurgte han forsigtigt, og jeg kunne mærke, at han var nervøs for, hvad jeg ville svare. Om jeg ville flippe ud, eller hvad jeg ville, - jeg tror han havde fundet ud af, at jeg havde et rigtig stort temperament, især når jeg var så sårbar som jeg var lige nu. Jeg kunne faktisk godt forstå, at han var bange for at spørge mig om noget.

"Nej Louis det kan jeg virkelig ikke. Jeg kan slet ikke finde ud af at være mor," sagde jeg og kiggede opgivende på ham. Hvad jeg ikke forstod var, at Louis slet ikke havde haft en reaktion på det. Han havde hverken givet udtryk for om han syntes det var godt eller skidt.

"Hvad synes du egentlig Louis? Hvordan har du det med det?" spurgte jeg, og jeg kunne se han trak vejret dybt.

"Ærligt Daphne, så synes jeg det er helt igennem fantastisk," sagde han, og der gik et stykke tid, før ordene trængte igennem. Syntes han det var godt? Fantastisk, ligefrem? Ikke misforstå mig, selvfølgelig ville jeg gerne have et barn, og selvfølgelig var det fantastisk, - men jeg var overhovedet ikke forberedt på det, og jeg var heller ikke klar til at blive mor lige nu. Jeg havde ikke evnerne.

"Daphne, det sidste år har vi så ofte snakket om aftenerne inden vi skulle sove, hvor fedt det kunne være at skabe en familie sammen. Hvor fedt det kunne være at blive forældre. Hvor er det blevet af? Tænk hvor fedt-" "Louis stop," sagde jeg og holdt en hånd oppe, som tegn på at han skulle stoppe. Det var ikke for at være en idiot, selvom jeg sikkert fremstod som en, men fordi han havde ret. Han havde jo ret i det han sagde. Jeg havde ønsket mig at blive mor, i så lang tid. Både Louis og jeg havde drømt om at blive forældre sammen. Men jeg var slet ikke forberedt på det, - det var det værste tidspunkt, jeg kunne få den nyhed på. Der var så meget kaos i mit liv lige nu, - det var så kompliceret.

"Louis du har ret," sagde jeg og trak vejret dybt.

"Men mit liv er alt for kompliceret lige nu. Der er så meget kaos," sagde jeg opgivende og kiggede ned i jorden. Jeg var en smule flov over, at jeg faktisk talte en smule for en abort.

"Hvad nu hvis jeg kommer til at give barnet en dårlig opvækst, fordi jeg oplever kaos? Eller bare blive en dårlig mor? Og du så ikke gider mig mere?" sagde jeg sukkende, og kunne mærke tårene trænge sig på, - hvis der overhovedet var flere tilbage.. Louis lage hans arm omkring mig, og trak mig ind til sig. Han kyssede mig blidt i håret, men det hjalp ikke lige nu: jeg havde det elendigt. Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med det her. Det var et stort problem i min verden.

"Men tænk over det, Daphne. Du er ved at få styr på alt kaosset, og du er kun 3 måneder henne," sagde Louis, og igen sukkede jeg tungt. Jeg vidste jo han havde ret, jeg havde bare så svært ved at tage stilling til det lige nu.

"Skat, jeg er her igennem det hele. Husk vi skal være sammen til vi bliver gamle, jeg går ikke fra dig," sagde han og tog fat i mine hænder, hvilket gav en beroligende effekt på mig.

Jeg var selv imod abort, + Louis ville gerne have barnet. Og selvom jeg havde det skidt, ville jeg ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg fik fjernet det. Både overfor mig selv, men også overfor Louis. Og desuden var en abort også snart for sent.

"Okay," sagde jeg stille, og sukkede. Jeg kunne ikke beskrive, hvor hårdt jeg syntes det her var. Det var hårdt at være alt det her igennem, og så få at vide midt i det hele, at man er gravid.

"Godt skat," sagde Louis og kyssede mig blidt på munden, hvorefter han holdte mig tæt ind til sig.

"Vi skal nok klare det, okay? Og jeg ved du bliver verdens bedste mor," hviskede han i mit øre, hvilket fik mig til at smile. Måske havde han ret. Jeg måtte vel bare tro på det.

 

***

 

Klokken var ved at være fem, og vi gik lige nu i en af Paris' hyggelige gågader, med en masse forskellige butikker. Humøret var helt klart blevet bedre. Siden vi havde været ved læge havde vi været ude og spise på en rigtig god restaurant, her nede i byen. Det havde været utrolig hyggeligt, og vi havde spist en hel pizza hver, - total ædegilde.

"Må jeg lige gå ind og kigge derinde?" spurgte jeg og pegede på Zara, som klart var en af mine yndlings butikker.

"Ja," sagde Louis, og jeg gav ham kort et kys, før jeg slap hans hånd, gav ham min taske, og gik ind i butikken.

En kulde omfavnede kort min krop og gav mig kuldegysninger. Der var jo ret varmt her i Frankrig, så de fleste butikker havde aircondition, - og de havde skruet alt for meget ned, så det var hunde koldt. Ihvertfald efter min mening, men jeg var også meget kuldeskær.

Jeg kiggede lidt rundt i butikken, og af og til, så jeg nærmere på en bluse eller en nederdel. Men dog var der ikke lige noget, jeg slet ikke kunne leve uden idag. Derfor gik jeg hen mod udgangen, og i det jeg skulle til at gå hen til Louis, så jeg ham stå med en fremmede pige, og snakke. Pigen var lidt højere end mig, gik i stiletter og havde en utrolig pæn kjole på. Hun havde langt, lyst hår, og de stod og grinede.

En jalousi rasede op i mig, - faktisk i sådan en grad, at jeg var bange for, om jeg kunne styre den. Kunne han mon bedre lide hende? Syntes han hun var sjovere og sødere end mig? Pænere end mig?

Jeg tog mig frustrerende til hovedet, og gik hen til ham for at tage min taske, hvorefter jeg vendte ryggen til, og gik min vej. Jeg kunne høre Louis kalde på mig, men jeg stoppede ikke. Jeg var ked af det, og det viste jeg nu med vrede. Og jeg var helt klar over, at det var en latterlig ting at blive såret over, men som sagt var jeg utrolig sårbar, og alle de her følelser kom og gik bare, og var svære at styre. Og lige nu var jeg bare utrolig angst for, at Louis bedre kunne lide hende; jeg ville og skulle være den bedste for Louis. Det var ærligtalt sådan jeg havde det. Jeg ville være hans, og han skulle være min, - min alene. 

Angsten for at miste Louis voksede sig større. Jeg vidste godt min tankegang slet ikke var rationel lige nu, men det stoppede ikke de tårer, der pludselig begyndte at trille ned af mine kinder.

Hvorfor kiggede og snakkede Louis med en anden pige? Var jeg ikke nok? Var det fordi hun var pænere? Ville han hellere have hende? Jeg mener, Louis var jo Louis. Louis Tomlinson. Han kunne få hvem som helst, så hvorfor mig? Jeg kunne da godt forstå, hvis han hellere ville have en anden.

"Daphne," sagde en stemme bag mig, og en hånd blev lagt på min skulder. Jeg vendte mig om, og Louis kom til syne. Han så bekymret ud, men også en smule irriteret, hvilket gjorde, at jeg blev det samme.

"Hvad?" hvæsede jeg af ham, - måske lidt hårdere, end hvad der egentlig var meningen.

"Hvad laver du? Hvorfor går du bare på den måde?" hans stemme var mere kontrolleret, - og der var både irritation og bekymring indblandt.

"Kan det helt ærligt ikke være ligegyldigt? Ved du hvad, kan du ikke lige så godt bare slå op? Og så gå tilbage til hende der pigen, hun er sikkert meget bedre end mig," sagde jeg, og vendte mig derefter om, og gik min vej. Jeg kunne høre Louis kalde på mig, men jeg reagerede ikke. Jeg blev bare ved med at gå, - hvorhen jeg var på vej, anede jeg ikke. Jeg skulle bare væk.

Et hulk slap ud af min mund, og lidt efter begyndte tårerene at trille. 

Hvorfor var jeg mig? Hvorfor var jeg så uduelig? Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af noget? 

En enorm følelse af ulykkelighed skyllede ind over mig, som en kæmpe tsunami. Jeg havde altid tænkt om mennesker der var deprimeret, at de 'bare' skulle tage sig sammen. Men jeg havde aldrig troet, at det kunne være så svært. Så svært at holde tårerene og følelserne tilbage. 

Jeg tog min mobil frem, og tastede Stellas nummer ind. Hun var den bedste at snakke med, - måske hun kunne hjælpe-

"Hej, det er Stella?" lød det fra den anden ende af røret, hvilket fik mig til at ånde lettet ud. Hun var min redningskvinde lige nu.

"Stella, hvor er jeg glad for du tager telefonen," sagde jeg med min skrøbelige stemme, der konstant var ved at knække over.

"Daphne? Hvad sker der?" spurgte hun bekymret, og det betød alt lige nu; at der var en, som bekymrede sig.

"Der er så meget kaos Stella.." sagde jeg og snøftede kort. Jeg anede slet ikke hvad jeg ellers skulle sige, - hvis jeg skulle fortælle alt, ville det sikkert være en for stor mundfuld for både hende og mig. Men på den anden side, havde jeg simpelhen bare brug for, at komme ud med mine frustrationer. Og jeg vidste, at Stella ville lytte.

"Hvad så?" spurgte hun igen, og jeg tog en dyb indånding, før jeg begyndte at snakke.

"Jeg har endelig fundet min mor. Men hun fortalte også sandheden, - eller det tror jeg det er. Min far har været voldelig imod os, og det var derfor hun bortadopterede mig væk. Derudover har hun ikke fortalt om mig, til nogen. Louis og jeg har haft nogle kontroverser, og jeg er gravid," sagde jeg, og der var stille i telefonen i lidt tid. Hvilket jeg egentlig også godt kunne forstå, - det var jo som sagt, en stor mundfuld.

"Hvad? Er du gravid?" spurgte hun forskrækket, og jeg sukkede kort.

"Ja, og Louis vil gerne beholde barnet," sagde jeg igen, men rettede hurtigt mig selv: "det vil jeg selvfølgelig også, men jeg har minus overskud lige nu Stella. Hvad fanden skal jeg gøre?" spurgte jeg frustreret om, imens jeg kæmpede en kamp om, ikke at lade tårene falde. Det måtte de ikke, - ikke igen.

"Er du sikker? Har du været til læge med det?" spurgte hun igen, og jeg sukkede tungt. Det var fuldstændig irrelevant lige nu, jeg var pisse ked af det.

"Ja, Stella. Jeg er gået min vej fordi jeg fangede Louis i at stå med en anden pige, og så blev vi en smule uvenner," sagde jeg, og jeg kunne selv høre hvor dumt det lød, da det kom ud af min mund.

"Daphne-" "Nej stop nu bare. Jeg ved godt jeg er latterlig, det hele ville bare være så meget nemmere, hvis ikke jeg var her," sagde jeg og lagde på, og tog mig til hovedet. Jeg kunne slet ikke kende mig selv. Jeg plejede aldrig at blive uvenner med hverken Louis eller Stella, og nu var jeg uvenner med dem begge. Jeg følte bare virkelig at de syntes jeg var irriterende, og jeg kunne ikke klare at miste dem. Og det var jeg alt for angst for at jeg gjorde. Derfor reagerede jeg (igen) med vrede. Og det kunne jeg virkelig slå mig selv i hovedet for.

De kunne jo næsten ikke sige noget, uden jeg blev sur. Så jeg kunne godt forstå, hvis de syntes det var svært at være i nærheden af mig. Jeg havde også svært ved at være i nærheden af mig selv, hvilket jo teknisk set, var et ret stort problem.

Jeg trådte et par skridt bagud, og lænede mig op af det træ, der stod bag mig. Langsomt faldt jeg mod jorden, og jeg begravede mit ansigt i mine hænder. 

Hvad lavede jeg? Hvordan kunne mit liv have ændret sig så meget? Hvordan kunne jeg have ændret mig så meget? Det hele snurrede rundt i hovedet på mig, næsten så meget, at jeg blev helt svimmel.

Jeg tørrede ivrigt tårene væk, hvorefter jeg rejste mig, og satte i løb. Jeg anede ikke hvor jeg løb hen, eller hvad jeg havde i sinde at stille op, jeg løb bare, - væk fra det hele. Væk fra problemerne.

Jeg stoppede da jeg nåede en skov, og uden tøven, satte jeg mine fødder derind. Mørket var ligeså stille begyndt at falde på, men jeg var ligeglad. Normalt var jeg utrolig bange for mørke, men lige nu rørte det mig ikke det mindste.

Hulkene kom ud igennem min mund, - en efter en, og til næsten hver hulk, fulgte der et par tårer med. 

Jeg følte mig ikke bare ked af det, - nej, jeg følte mig direkte ulykkelig. Jeg følte mig ikke velkommen i den her verden, jeg måtte ikke høre til. Det kunne jeg umuligt gøre, det føltes slet ikke menneskeligt, den smerte jeg pludselig følte.

Jeg stoppede kort op, da jeg spottede en flaske, der lå og flød midt på stien. Jeg tog flasken op, og tankerne kom hurtigt susende. Jeg var et dårligt menneske, der fortjente at blive straffet. Og lige nu var det så slemt, at jeg havde brug for en strategi til at fjerne smerten. Og så var jeg egentlig ligeglad med om den var hensigtsmæssig eller ikke. Jeg måtte bare få smerten væk.

Jeg tog flasken, og før jeg vidste af det, kastede jeg den hårdt ned i jorden, så den røg i flere tusinde stykker: nogen var skarpe og store, og andre var små og svage.

Jeg satte mig på hug, og prøvede lige så stille at lede efter det rette stykke. For det skulle ske nu. Jeg måtte skade mig selv. 

Jeg havde læst flere tusinde artikler om piger og drenge, der skader sig selv. De havde altid fortalt hvor meget det kunne hjælpe, men selvfølgelig også hvor uhensigtsmæssigt det var. Men det betød ingenting lige nu, jeg følte slet ikke jeg havde noget at miste. Jeg var sikker på, at jeg havde ødelagt alt mellem Louis og jeg. Jeg havde virkelig været en bitch overfor ham det seneste stykke tid, og jeg kunne slet ikke kende mig selv, efter den samtale jeg havde haft med Stella idag. Og jeg kunne ikke klare, hvis jeg skulle miste dem. Og mødet med min mor.. Det havde virkelig været hårdt. Det havde selvfølgelig også været godt, men det gik mig så meget på; hvorfor havde hun ikke fortalt om mig? Hvis vi blev slået, hvorfor flygtede hun så ikke til et krisecenter, istedet for at bortadoptere mig? Hvorfor havde hun ikke selv ledt efter mig?

Jeg fandt et stykke, og trak derefter lidt op i min trøje, og før jeg nåede at tænke yderligere, kørte jeg spidsen af glaskåret hen over min hud. Et fint lille snit kom til syne, samt noget blod. Blodet var ikke specielt voldsomt, men smerten føltes godt. Jeg nød at føle den fysiske smerte, frem for den psykiske. Jeg nød at såre mig selv. Jeg nød at få en lille pause fra mine tanker, og bare fokusere på en ting; at ridse og skære.

Et par tåre trillede igen ned af mine kinder, - selvom man skulle tro, at der ikke var flere tilbage.

Jeg rev ærmet ned over min arm igen, og lage mig ned på den kolde jord. Jeg var ligeglad med, hvordan jeg så ud fra andres synsvinkel, lige nu ville jeg bare væk, - væk fra det hele. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...