Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25723Visninger
AA

16. Chapter 15

Jeg vågnede med ryggen til Louis, som tegnede små cirkler med hans fingre, på min hofte. Om det var det jeg vågnede af, vidste jeg ikke. Men jeg lod stadig som om jeg sov, fordi jeg nød hans berørelser.

Jeg rømmede mig kort, før jeg vendte mig mod ham, og han smilede blidt.

"Godmorgen skat," sagde han og lænede sig hen imod mig, for at plante et kys midt på min mund.

"Godmorgen," sagde jeg, og skulle til at smile tilbage, men en pludselig kvalme afbrød det, og fik mig til at fare op af sengen, og ud på toilettet.

Maden fra igår kom op, og jeg kunne mærke Louis der samlede mit hår bagved, og nussede mig på ryggen.

Jeg lavede nogle 'bræk' bevægelser, men heldigvis kom der ikke mere op. Jeg kunne slet ikke beskrive, hvor meget jeg hadede at kaste op. Det var den værst tænkelige sygdom.

Udover kræft selvfølgelig. 

Og sikkert også mange andre livstruende sygdomme.

Men udover dem, så var omgangssyge helt klart min hade sygdom. For jeg holdte på, at det her var omgangssyge, - det skulle og måtte ikke være andet. Det måtte ikke være et tegn eller et symptom på dét. Det kunne jeg slet ikke overskue lige nu, så derfor sagde jeg bare til mig selv, at det var omgangssyge.

"Jeg går ind og finder en læge, og så bestiller jeg en tid idag," sagde Louis, hvilket fik mig til at rejste mig, og gå hen til vasken.

"Nej Louis, det er bare en omgang omgangssyge. Det skal nok gå over," sagde jeg, men jeg kunne sagtens se på Louis, at han ikke mente det samme.

"Louis hold nu op," sagde jeg, og kunne mærke tårerene presse sig på. Nok mest af alt fordi jeg var så rad for at han havde ret. 

Jeg trådte et par skridt tilbage, så min ryg nu støttede op af den kolde mur. Jeg sank langsomt ned, så jeg nu sad sammenkrøbet på gulvet. Jeg kunne mærke kulden fra muren, der trængte ind igennem min stoffet af mit tøj, hvilket fik mig til at gyse. Men det var ligemeget. Alt var ligemeget lige nu, - jeg kunne slet ikke tænke positivt.

"Daphne," sagde Louis og satte sig ned ved siden af mig, og lage to fingre under min hage, for at dreje mit ansigt mod hans, så vi fik øjenkontakt.

"Slap af," sagde han, og dét var dråben. Jeg farede op, og gik med faste skridt ind i det lille værelse, hvor jeg rev min trøje og sko frem, og tog på.

"Daphne, hold nu op," sagde Louis da jeg gik mod døren, og det fik mig til at stoppe op, og vende mig om.

"Stoppe? Synes du JEG skal stoppe? Hvordan ville du ikke have det Louis? Have ledt efter sin mor, endelig fundet hende, hvorefter du finder ud af at ens far har været fucking voldig overfor en. Derudover finder du ud af, at din mor slet ikke har ledt efter dig, eller fortalt om dig, - som om du bare er en ren bunke lort. Og nu er jeg måske gravid i en alder af tyve år, og du siger jeg skal slappe af?" råbte jeg ud i værelset, og jeg kunne se Louis blev helt skræmt. Han var slet ikke van til de her sider af mig.

"Daph-" "Nej Louis, stop! Jeg mener det fandme, jeg gider ikke mere!" råbte jeg hidsigt, men til sidst knækkede min stemme over, og tårerene begyndte at rende ned af mine kinder, samtidigt med at flere hulk slap ud af min mund. Det var helt fremmede for mig at føle som jeg gjorde, og det skræmte mig, både det jeg gjorde og sagde. Og det var jeg sikker på, det også gjorde for Louis.

Jeg sank langsomt til jords, og tørrede ivrigt mine tårer væk fra mit ansigt. 

Jeg trak vejret dybt, og kiggede derefter hen på Louis, som kiggede bekymrende på mig.

"Undskyld," mumlede jeg, og han nikkede, før han kom hen til mig, trak mig op, og lage sine arme omkring mig.

"Det er okay," sagde han trøstende, og vuggede mig ligeså stille frem og tilbage.

"Undskyld Louis, det var virkelig ikke min mening at blive sur på dig," sagde jeg igen, - jeg syntes han fortjente et undskyld, det var på ingen måder okay at jeg havde flippet ud på ham. Han prøvede jo bare at være der for mig, så godt som han nu kunne. Det var bare mig der var følsom og sårbar lige pt, så selv de mindste kommentarer, kunne ramme mig dybt.

"Det skal du ikke tænke på skat. Mig skræmmer du ikke væk," sagde han, hvilket fik mig til at smile. Hvor var jeg heldig, at have ham ved min side.

 

***

 

"Du er gravid," sagde lægen, og ordene trængte ligeså stille ind i mit hoved, men jeg kunne stadig ikke forstå dem.

"Er jeg gravid?" spurgte jeg stille om, og lægen nikkede lige så stille.

"Er du sikker?" spurgte jeg igen, og hun nikkede atter.

Jeg kiggede hen på Louis som sad og holdte mig i hånden. Han kiggede ned i jorden imens han aede mig blidt på overfladen af min hånd. Han kunne sikkert heller ikke forstå det.

"Louis," sagde jeg, og prøvede at søge hjælp hos ham, selvom han ikke kunne ændre det. Jeg kunne bare ikke få det til at give mening inde i mit hoved. Var jeg gravid? Jeg var tyve år, og havde lige fundet ud af at jeg var blevet adopteret væk, fordi min far var voldig. Hvordan kunne jeg give et godt liv til et lille barn, hvis jeg slet ikke havde orden i mit eget?

Jeg tog mig frustreret til hovedet, og rejste mig op. Men Louis gav ikke slip for min hånd, - jeg tror han vidste, at jeg havde i sinde at gå. Det var blevet en alt for nem strategi for mig, når tingene blev svære: at rejse mig op, og gå min vej. Løbe fra problemerne. Men det vidste jeg jo godt inderst inde, ikke var en særlig god løsning.

"Men.." sagde jeg, men stoppede kort, da jeg var bange for at min stemme ville knække over.

"Hvor langt er hun henne?" spurgte Louis, som for første gang i noget tid, endelig sagde noget. Jeg tror han var ligeså 'forskrækket' som jeg var. 

"3 måneder, præcist," sagde hun igen, og jeg nikkede svagt, før jeg rev Louis med op og stå.

"Tak for hjælpen," sagde jeg og tvang et smil frem, som hun gengældte. Jeg skulle ud herfra nu, og det kunne slet ikke gå hurtigt nok.

"Vi skal ud nu Louis," sagde jeg og trak ham med, og gik ud af rummet, hvorefter vi gik forbi venteværelset, og derefter gik vi ud af den store hoveddør.

"Hvordan kan det være muligt?" sagde jeg og lavede nogle frustrerende armbevægelser, og så egentlig bare opgivende og trist ud.

"Det er muligt," mumlede Louis, og jeg kæmpede en kamp, for at holde tårerene inde. Jeg satte mig ned på en bænk, da jeg kunne mærke min krop der rystede.

"Daphne.. "sagde Louis og satte sig ved siden af, og selvom jeg havde lyst til at flippe ud, så gjorde jeg alt for at holde det inde. Det var slet ikke fair at gøre overfor ham.

"Kan du ikke se at det måske også er en positiv ting?" spurgte han, og jeg rystede hurtigt og ivrigt på hovedet.

"Jeg er slet ikke klar Louis," sagde jeg frustrerende, og tog min hånd til hovedet, og prøvede at trække vejret dybt. Jeg anede slet ikke, hvad jeg skulle stille op. Hvordan kunne så mange ting i mit liv, have ændret sig på så kort tid? Bare på grund af de skide blodprøver, ellers havde jeg aldrig opdaget det. Selvom jeg nu synes, at det er værre at leve i en løgn. Jeg tror bare alt i alt, at det hele havde været bedre, hvis jeg havde fået alt det her fortalt, for lang tid siden.

Jeg savnede den gamle Daphne, - den festglade, fjollede, og glade Daphne. Jeg savnede at have overskud til venner, uddannelse og mit forhold til Louis. Jeg var bare heldig, at han holdte ved.

 

 

Louis' synsvinkel:

 

Daphne begyndte at græde, hvilket fik mig til at lægge mine arme omkring hende. Det gjorde ondt at se hende sådan, men det der gjorde aller mest ondt var, at jeg var glad for at hun var gravid, - men at hun ikke selv var. Jeg var lykkelig over, at skulle være far, og starte en familie med den pige, jeg elskede aller mest; Daphne.

Jeg vuggede hende stille frem og tilbage, og af og til, placerede jeg et kys på hendes næse. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at trøste hende til ro, og det lykkedes heldigvis til sidst.

Jeg vidste ikke, om det overhovedet var en idé at fortælle hende, at jeg faktisk var glad for nyheden. Især når jeg kunne se, at hun blev ked af det, over det. Men det var jo sådan jeg havde det, og hvor ville jeg dog bare ønske, at hun havde det på samme måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...