Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25678Visninger
AA

15. Chapter 14

Tasha, - eller min mor, holdte mig tæt ind til sig, og selvom det føltes en smule akavet, føltes det samtidigt, også godt. Jeg følte en oprigtig kærlighed, - en kærlighed jeg havde længdes efter, og som kun ens rigtige mor kunne give en.

"Men.. Hvad skete der? Hvorfor bor jeg ikke hos dig?" spurgte jeg pludseligt og trak mig ud af krammet, så jeg kunne se hende i ansigtet. Det passede måske ikke lige ind i øjeblikket, men jeg havde brændt inde med de spørgsmål i så lang tid nu. Jeg måtte have et svar.

"Daphne, jeg er virkelig ked af det," sagde hun, og jeg kunne se hun var tæt på tårer igen. Hendes øjne var blanke, og hendes krop rystede.

"Din far var voldig," sagde hun, og ordene ramte mig hårdt. Var min far voldig?

"Han slog os begge to. Og jeg var for bange for, at kontakte kommunen. Jeg gav dig væk af kærlighed; for at beskytte dig," sagde hun, og jeg nikkede svagt. 

Var jeg blevet slået? Jeg kunne ingenting huske, men jeg blev jo også givet væk, da jeg var spæd. Men jeg kunne slet ikke få ordene til at hænge sammen, - eller også ville jeg bare ikke have dem til det.

"Hvor er han nu? Og hvad med dig? Hvad gjorde du?" spurgte jeg, og hun trak vejret dybt. Jeg kunne mærke at det her virkelig havde været hårdt for hende.

"Jeg ved det ikke. Heldigvis hører jeg ikke fra ham mere. Han stoppede med at kontakte mig, sidste år," sagde hun, og jeg nikkede lige så stille. Det var svært at holde tanken ud om, at min far havde været voldig imod min mor og jeg.

"Men Daphne, jeg er så glad for at du har fundet mig," sagde hun igen, og jeg sendte hende et smil.

"Hej," sagde en høj mand, med brunt hår, skægstubbe og briller. 

"Hej Michael," sagde min mor, hvilket fik mig til at kigge mærkeligt på Louis. Hvem mon det var?

"Michael, det her er min datter, Daphne," sagde hun og lage en hånd på min skulder, hvilket fik mig til at smile svagt til ham.

"Din datter? Det har du aldrig fortalt," sagde han og grinte svagt, hvilket fik mig til at bide mig selv i læben. Det måtte jeg indrømme, gjorde en smule ondt. Men jeg ville ikke lade det ødelægge mit humør, - jeg havde fundet min mor, og det var jeg glad for. Desuden virkede hun utrolig rar.

"Hun blev bortadopteret da hun var seks måneder," sagde hun og kiggede ned i bordet, da jeg kunne se det rørte hende. 

Der kom en meget ubehagelig, og akavet stilhed. Jeg kiggede hen på Louis, som sendte mig en grimasse. Hverken Louis eller jeg var gode til sådanne akavede stilheder. Men vi var jo også van til, at når der var stille, var det behageligt. Ihverfald når vi var sammen.

"Her har du mit nummer," sagde hun og fandt en lap nede i hendes taske, og en kuglepen hvorefter hun skrev et otte cifret tal ned.

Hun gav mig sedlen, som jeg tog imod med et smil.

"Tusind tak," sagde jeg og sendte hende et oprigtigt smil, som hun hurtigt gengældte. 

"Selv tak Daphne. Vi skrives ved," sagde hun, og jeg nikkede, før Louis og jeg gik ud af restauranten.

Jeg tror vidste vi var blevet enige om, tankemæssigt, at vi bare skulle hjem. Louis og jeg havde en masse vi skulle snakke om.

"Skal vi bestille en pizza?" spurgte jeg, og Louis nikkede.

"Du ser glad ud," sagde han, og jeg nikkede ivrigt.

"Jeg er glad!" sagde jeg smilende, før jeg tog fat i Louis' hånd.

"Der er bare et par ting der går mig på," sagde jeg, og smilede falmede en smule. Det gik mig på at jeg var blevet slået, at min far var voldig, og at min mor ikke havde fortalt om mig. Men det gik mig ikke så meget på, som det måske burde. Jeg var bare glad for, at jeg havde fundet min mor, og oplevede en lille smule, hvordan hun var. Så jeg gad ikke tænke på alt det negative lige nu, - det måtte jeg vente med til, på et andet tidspunkt. Lige nu ville jeg bare nyde at jeg for en gangs skyld var glad.

"Men det taler vi bare om senere," sagde jeg, og Louis nikkede forstående.

"Skal vi stadig tage hjem imorgen?" spurgte Louis, og vi gik ind af døren til vores hotel.

"Nej, det synes jeg ikke. Jeg vil gerne lære hende bedre at kende," sagde jeg og trykkede på knappen til elevatoren. Dog gik jeg ikke ind i den, da den åbnede sig. En masse støj fangede min opmærksomhed, inde fra morgenmadsbuffeten.

"Kom lige," sagde jeg og tog fat i Louis' hånd, og fulgte lyden.

Jeg gik ind i salen, hvor der sad en helt masse mennesker, og en masse borde, men en masse mad. Der var både kylling, bøf, steaks, ris, ovnbagte kartofler, grøntsager, og jeg kunne blive ved. Faktisk anede jeg slet ikke, at de også havde en buffet om aftenen.

"Skal vi ikke bare spise her?" spurgte jeg og kiggede på Louis. "Jo, her dufter mega godt," sagde han, og jeg erklærede mig enig. Jeg elskede duften af mad, - eller faktisk elskede jeg egentlig bare i det heltaget mad.

"Men tror du vi skal betale?" spurgte jeg, men uden af vente på et svar fra ham, gik jeg hen til en tjener.

"Undskyld, hvad koster det at spise her?" spurgte jeg, og han rettede sin opmærksomhed mod mig.

"Hvis i bor her, skal i bare vise jeres nøgle. Det hører med i pakken, når man bor her," sagde han, og jeg smilede taknemmeligt. Sikke en god service.

"Mange tak," sagde jeg og vendte mig om, hvor Louis stod og holdte nøglen oppe.

"Værsgo," sagde tjeneren og blinkede til os, hvilket hurtigt fik os til at finde et bord. Louis og jeg var jo nærmest som små børn lige nu.

"Starter du med at gå op og tage?" spurgte jeg Louis, da det nok var bedst, at der var en der blev siddende, så vores plads ikke blev taget.

"Nej, du starter," sagde han, og jeg nikkede, før jeg gik hen til buffeten.

Jeg tog en tallerken, og gik hen til fadene med laks og grøntsager. Jeg tog et stykke laks og lage på min tallerken, efterfulgt af en masse grønt. Jeg skulle selvfølgelig også have et stykke kylling, og nogle ovnkartofler med ketchup.

Da jeg var færdig, gik jeg ned til bordet igen, og satte min tallerken.

Jeg skulle til at sætte mig ned, men nåede det ikke, da jeg pludselig fik en meget slem kvalme.

"Hvad sker der skat?" spurgte Louis og rejste sig hurtigt op, for at gå hen og holde om mig.

"Jeg har virkelig kvalme," sagde jeg, og det var det sidste jeg sagde, før jeg styrtede ud fra salen, og ind på toilettet der lå ved siden af, og så væltede det bare ud af mig.

Jeg kunne mærke Louis der holdte mit hår, og det var jeg ham rimlig taknemmelig over. Også selvom jeg ikke kunne lide han skulle se mig kaste op, - det er trods alt meget intimt.

Da jeg var færdig skyllede jeg ud, og skyndte mig hen til vasken for at skylle min mund.

"Er du okay?" spurgte han og aede mig på ryggen.

"Jeg ved virkelig ikke hvad der sker," sagde jeg, og Louis trak mig ind til sig.

"Vi bliver nød til at tage til læge imorgen," sagde han, og jeg sukkede tungt, selvom jeg godt vidste, at jeg blev nød til det.

Noget andet jeg elskede ved Louis var, at han sagde 'vi'. Han var der altid for mig, og det satte jeg utrolig meget pris på.

Tanken og nervøsiteten om, at jeg måske var gravid, strejfede mig igen. Jeg havde haft en del kvalme, oveni at jeg ikke havde haft menstruation i månedsvis. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke havde lagt mærke til det, før Louis havde sagt det tidligere. Men jeg kunne godt se det nu. 

Men det var jo overhovedet ikke sikkert, hvilket jeg håbede på, det ikke var. Jeg følte mig slet ikke klar, - mit liv var alt for kompliceret, og det kunne jeg ikke byde barnet. Når jeg havde det dårligt med mig selv, - hvordan kunne jeg så forvente at mit barn kunne elske sig selv? Men samtidigt var jeg meget modstander af abort, så det var heller ikke en mulighed. Lige nu måtte jeg bare fokusere på, at det kun var måske, og så måtte jeg tage kampen når vi fandt ud af, hvad det var.

"Jeg er her skat," sagde Louis og holdte sig tæt ind mod mig, da en tårer løb ned langs min kind. Jeg tror også bare, jeg blev en smule overvældet. Der var sket mange ting idag, - både gode og og knap så gode. Og for at være ærlig, var jeg bange for det ville ramle sammen, og at det knap så gode ville gå ind og trykke min psyke endnu mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...