Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25723Visninger
AA

14. Chapter 13

Jeg vågnede op med en voldsom kvalme, hvilket fik mig til at fare ud på toilettet, hvorefter det væltede ud af mig. Det gav enorme mavesmerter, nok også mest fordi, jeg ikke rigtigt havde noget i maven. Men hvorfor kastede jeg op? Var jeg ved at blive syg?

Jeg skyllede ud, hvorefter jeg gik hen og vaskede mit ansigt med noget koldt vand. 

Der blev lagt en hånd på min ryg, og jeg kiggede bagud, hvor Louis stod. Jeg havde slet ikke bemærket, at han var kommet herind.

"Er du okay skat?" sagde han og jeg vendede mit hoved mod hans.

"Ja, jeg ved ikke lige hvad der skete," mumlede jeg, før jeg tog min tandbørste, for at få den grimme smag i munden væk.

"Hvad er klokken?" spurgte jeg, men kiggede alligevel selv ned på mit armbåndsur.

"11? Hvorfor har du ikke vækket mig? Nu kan vi ikke nå at få morgenmad," sagde jeg, og Louis smilede.

"Jeg ville have du skulle sove længe, efter igår. Jeg har desuden købt os noget morgenmad nede i bageren. Rundstykker, nutella og juice. Det synes jeg vi fortjente at hygge os med," sagde han, og jeg smilede kort, før jeg krammede ham.

"Hvor er du sød," sagde jeg stille, før jeg rensede min tandbørste, og lage den ved siden af vasken, da jeg var færdig med at børste tænder.

"Jeg vil rigtig gerne rejse hjem hurtigst muligt," sagde jeg, da jeg satte mig ned på stolen, overfor Louis.

"Skat, er du sikker på du ikke vil prøve igen?" sagde han, og jeg nikkede ivrigt. Jeg ville ikke have flere nederlag. Det havde jeg simpelthen ikke kræfter til. Jeg var i forvejen skræmt over mig selv, og mine tanker. Tanker om at det ville være bedre hvis jeg ikke var her, - hvad nu hvis de blev mere massive? Eller hvis jeg stak af igen, og pressede min krop til mere end hvad den kunne holde til? 

"Jeg kan ikke, Louis," sagde jeg og kiggede op på ham. Han nikkede, hvilket kort fik mig til at smile.

"Okay, det acceptere jeg. Men lad mig i det mindste invitere dig ud, en sidste gang," sagde Louis, og jeg sukkede kort, før jeg nikkede.

"Hvor skal vi hen?" spurgte jeg, og rakkede ud efter et rundstykke, og nutellaen.

"På 'Rock star sushi bar'," sagde Louis, og jeg smilede stort.

"Jeg elsker jo sushi!" råbte jeg, og Louis smilede.

"Det ved jeg," sagde han, før hældte noget juice op i hans glas.

***

"Jeg skal have noget pepsi," sagde jeg og trak Louis med hen til afdelingen, hvor de solgte sodavand. Han stod og kiggede på nogle computerspil og det havde han gjort de sidste ti minutter.

På vej derhen, stoppede Louis, hvilket fik mig til at vende mig om.

"Louis ko-" "Hey Daphne?" sagde han på en lidt underlig måde, hvilket fik mig til at sende ham en grimasse, da han pegede på hylderne med bind og tamponer.

"Louis, du pinlig," sagde jeg før jeg skulle til at hive ham med videre, men han blev bare stående.

"Er det bare mig, eller har du ikke haft det i rigtig lang tid?" spurgte han, hvilket fik mig til at sende en grimasse igen. Hvor var han bare pinlig, - men han var trods alt en dreng, han vidste nok ikke hvor pinligt det var.

"Louis lad os snakke om det senere, kom nu," sagde jeg, og den her gang fik jeg ham revet med. Til mit held, var der ikke så mange mennesker omkring os, lige der.

"Louis du er så pinlig," hviskede jeg da han kom op ved siden af mig.

"Undskyld skat, jeg er bare bekymret," sagde han, og jeg stoppede kort op og kiggede på ham.

"Bekymret?" spurgte jeg, og han nikkede.

"Bekymret for hvad?" spurgte jeg igen, og det var som om han ikke kunne få ordene ud.

"Jeg mener.. Daphne, man kan tydeligt mærke på dig, når du har.. Dét," sagde han, og jeg stod afventende.

"Og da jeg så hylderne, kom jeg til at tænke over, hvor lang tid siden det egentlig er, du sidst har haft det," sagde han, og jeg skulle til at sige ham imod, men stoppede hurtigt, da det gik op for mig, hvad han sagde.

"Tror du..?" spurgte jeg stille, og blev pludselig helt nervøs. Mit hjerte begyndte at hamre hårdere, og mine hænder kogte nærmest.

"Vi har jo ikke.." sagde han, og jeg stoppede ham hurtigt. Jeg vidste godt hvad han mente. Vi havde ikke brugt beskyttelse, - og ja, det var dumt. Men gjort er gjort, og det kan ikke laves om på nu.

"Chancen er der," sagde han igen og holdte en arm om mig, og jeg trak vejret dybt.

"Men jeg har jo ingen symptomer," sagde jeg, og prøvede at udelukke chancerne for at jeg var gravid, - det kunne ikke være rigtigt. Det måtte det ikke, især ikke nu.

Og hvorfor havde jeg ikke tænkt på det med menstruationen noget før? Måske fordi, jeg havde haft så meget andet at tænke på.

"Skat.. Ingen menstruation, og i morges kastede du op. Det er ihverfald to," sagde han, og jeg sukkede dybt.

"Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige," sagde jeg opgivende, og Louis aede mig blidt på ryggen.

"Kom Daphne, vi tager over på sushi restauranten, så snakker vi videre, okay?" sagde han og kyssede mig blidt på næsen, hvorefter han tog mig i sin hånd.

Vi gik ud af butikken, og længere ned af gaden, hvor der var en helt masse liv. Men det oplevede jeg nærmest ikke, det eneste jeg kunne tænke på var det Louis lige havde sagt. Kunne det passe? Var det mon rigtigt? Jeg håbede det ikke. Ikke misforstå mig, men der skete så utrolig meget i mit liv lige nu, jeg kunne slet ikke overskue tanken om, at skulle være mor.

"Rolig skat, det er jo slet ikke sikkert," sagde Louis og strøg mig op og ned af ryggen, hvilket gav en beroligende effekt.

Vi drejede ind på restauranten, åbnede døren, og stillede os bag en brunette, der stod og snakkede med en tjener. Sikkert fordi hun skulle have et bord.

Hun så faktisk utrolig smuk ud. Hun havde langt, brunt hår, og en flot mørkeblå kjole på, der gik til knæene. Og så havde hun en rigtig flot form; hverken for stor eller for lille.

"Hvad navn har du reserveret bordet, under?" spurgte tjeneren, og jeg lænede min vægt over på det andet ben. Jeg hadede at stå op. Derimod var jeg stor fan af, at slappe af.

"Tasha Young," sagde brunetten, hvilket gav et stort sæt i hele min krop. Jeg kunne mærke det helt ude i fingerspidserne, og kunne mærke min puls stige igen.

Louis og jeg fik øjenkontakt, men vågnede dog lidt op, da Tasha (eller muligvis min mor?) gik ind i restauranten og det blev vores tur.

"Ja?" sagde tjeneren foran os, men jeg observerede ikke rigtigt hvordan han så ud. Det var fuldkommen irrelevant lige nu; det eneste jeg kunne tænke på var, at hende damen der havde stået foran mig lige før, sikkert var min mor.

"Et bord til to," sagde Louis, og tjeneren nikkede, hvorefter han gik gjorde tegn til, at vi skulle gå med.

Vi gik, og Louis og jeg fik kort øjenkontakt. Jeg kunne se, at han også var helt chokeret.

"Her," sagde han, - sjovt nok var det bordet til venstre fra der, Tasha sad. 

"Tak," sagde jeg og smilede, hvorefter han gik igen.

"Tror du det er hende?" spurgte jeg alvorligt, og kiggede kort fra Tasha, og så hen på Louis.

"Chancen for det, er rigtig, rigtig stor," sagde Louis, og jeg kneb kort øjnene sammen, og sank den klump jeg havde  i halsen.

"Hvad nu?" sagde jeg, og sad uroligt og pillede i en neglerod, på min tommeltot. Kender i ikke det? Det gør mega nas, men når jeg er nervøs og rastløs, så gør jeg det.

"Vi går derhen," sagde Louis, og jeg spærrede hurtigt øjnene op, for hvad han sagde.

"Går derhen?" sagde jeg lavmælt, så Tasha ikke kunne høre det. Det ville være lidt akavet.

"Ja, kom nu Daphne. Det er det her, du gerne ville," sagde han, og jeg nikkede kort. Han havde jo ret. Jeg skulle bare gå derhen, - men hvad skulle jeg sige?

"Men hvad skal jeg sige, Louis? Kan du ikke nok gå med?" spurgte jeg og bed mig selv i læben, hvorefter Louis nikkede.

"Kom," sagde han og greb ud efter min hånd. Vi kom begge hurtigt op og stå, og lidt efter gik vi hen til bordet, hvor hun sad.

"Hej," sagde Louis, og Tasha kiggede på os med et stort smil. Hun var faktisk utrolig utrolig køn. Hun havde de flotteste, grønne øjne, der bare strålede.

"Hej," sagde hun og lage kort menu kortet fra sig, og smilede.

"Kan jeg hjælpe jer?" sagde hun efter lidt stilhed. Jeg vidste jeg burde sige noget, men når jeg prøvede at åbne min mund, kom der intet ud.

"Det her er Daphne," sagde Louis, og jeg kunne mærke der opstod en smerte i min mave. Det kunne ikke beskrives med ord, hvor angst provokerende det her var. Og hvad nu hvis det slet ikke var hende?

"Hun leder efter sin mor," sagde Louis lidt efter, og jeg begyndte at klemme hårdt i Louis' hånd, for ikke at græde. For pokker, hvor blev alt den styrke af? Sådan her plejede jeg jo slet ikke at være.

"Vi kommer fra London, og fik avide, at hendes mor boede her i Paris, og hedder Tasha Young," sagde Louis, og jeg kneb kort øjnene sammen, men åbnede dem kort igen, da jeg kunne føle Tasha's blik på mig.

Jeg kunne se hendes øjne var fyldt med vand, og hun tog kort hendes hånd til hovedet.

Hun rejste sig op, og trak mig ind til sig, hvilket var en smule akavet, men alligevel rigtig rart. Var det virkelig hende? Og hvorfor begyndte hun at græde?

"Er det dig?" spurgte jeg og trak mig lidt ud, og Tasha nikkede svagt, og tog en serviet fra bordet, for at tørre hendes øjne.

"Hvornår er du født?" spurgte hun, og så stadig rigtig ked af det ud.

"16. Oktober 1995," sagde jeg, og igen nikkede hun og trak mig ind i et kram.

"Jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen," sagde hun ulykkeligt, og ind imellem, kom der et lille hulk. Hun holdte mig tæt ind til sig, og trangen til at græde blev enorm. Jeg havde fundet hende. Jeg havde virkelig fundet min mor. Min BIOLOGISKE mor. Og hendes ord, - de gjorde mig så rørt. Måske gav hun mig ikke væk med vilje? Måske var der en forklaring?

Jeg kunne mærke hvor glad jeg blev, - faktisk næsten så glad, at tårerene og hulkene pressede sig på. Men det ville være akavet, - sådan ville jeg ikke vise mig foran min mor.

"Åh, Daphne, jeg er så ked af det," sagde hun og trak sig ud, og jeg smilede, - men sagde intet. Jeg var bare helt mundlam, men stadig fyldt med følelser. 

 

--------------------------------------------------------------------------

SÅ FANDT HUN SIN MOR!!! Hvad synes i om kapitlet? :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...