Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25567Visninger
AA

13. Chapter 12

Vi trak os lidt fra hinanden, da der pludselig kom en pige forbi, der begyndte at skrige.

"Det er Louis Tomlinson!" udbrød pigen, som gik sammen med en mand, - det var sikkert hendes far, eller onkel.

"Far, tag et billede!" udbrød hun igen og holdte sig for munden. Så fik jeg det bekræftet, - det var hendes far.

"Selvfølgelig skat," sagde han, og pigen rakte hendes far sin telefon.

"Kom her," sagde Louis, og pigen satte sig imellem Louis og jeg.

"Smil," sagde faren, og jeg gjorde som han sagde, selvom jeg mest af alt bare havde lyst til at bryde sammen. Man kunne virkelig mærke, at hendes far gerne ville gøre hende glad. Det var præcis hvad jeg også gerne ville have haft igennem min barndom. Eller, ikke misforstå mig, - jeg havde Tai, og vi havde lavet så mange sjove ting sammen. Men det var bare ikke det samme, når jeg havde fundet ud af, at han ikke var min biologiske far. Man arver en helt masse fra sine forældre, - både ved udseende og personlighed, - og hvordan kunne jeg vide, hvem jeg var, når jeg ikke kendte mine rigtige forældre?

Jeg kiggede til den anden side, selvom jeg kunne høre dem snakke. Jeg var bange for, at hvis jeg åbnede munden, ville der komme hulk ud i stedet for ord. Og så svag skulle jeg ikke udstå. Det var nok at jeg var det overfor Louis, - men da ihvertfald ikke overfor hans fans. Pigen ville garanteret også skrive det overalt, også ville jeg blive stemplet som svag. Og den rolle ville jeg ikke have. Det tror jeg i havde fundet ud af, at det betød meget for mig, ikke at være. Selvom jeg nok ikke kunne løbe fra, at jeg ikke var så stærk lige pt..

Jeg blev revet ud af mine tanker, da Louis lage hans hånd på min lår, hvilket fik mig til at kigge. Jeg tvang et smil frem, men jeg kunne se på Louis' blik, at han kunne se lige igennem.

"Vi skal desværre videre. Men det var rigtig dejligt, at møde dig," sagde Louis, før han tog fat i min hånd og rejste sig. Jeg rejste mig efter, og vi fik sagt farvel til pigen og hendes far.

"Hvor var hun sød," mumlede jeg, da vi gik til højre, hvor de gik til venstre, så de ikke længere kunne høre os. Selvom jeg egentlig var ligeglad, for jeg sagde jo ikke noget negativt.

"Daphne hvad sker der?" spurgte Louis og ignorerede det, jeg lige havde sagt. Det var som om at nærmest hele vores forhold, var blevet til de her alvorlige snakke, og ekstrem støtte fra Louis' side. Og det var jeg ked af, for det var jo min skyld, og det måtte være utrolig irriterende for Louis. Men sådan var forhold jo engang imellem, ikke?

"Louis, det ligemeget," svarede jeg koldt og afvisende, og kiggede den anden vej. Jeg kunne høre han sukkede tungt, men jeg valgte bare at ignorere det. Lige nu var jeg ligeglad. Jeg var ligeglad med alt og alle, - jeg havde slet ikke lyst til at være til stede. Måske det bare ville være bedre for allesammen, hvis ikke jeg var her? Det var vel også sådan mine forældre havde tænkt? Og det var det, der gjorde aller mest ondt.

***

Vi var kommet tilbage på hotellet for snart fem timer siden, og jeg havde ligget i sengen lige siden. Af og til havde Louis prøvet at muntre mig op, men jeg afviste hver gang. Louis havde også sagt flere gange, at han aldrig havde set mig sådan her før. Og det tog jeg negativt. Jeg havde også tænkt meget over, at han garanteret ikke ville være min kæreste længere. Så jeg skulle nok sætte mig for i hovedet, at jeg snart blev slået op med. Lige meget hvor ondt det gjorde. For tanken gjorde virkelig ondt. Jeg elskede ham jo, for pokker. Også selvom jeg afviste ham. Men det gør man jo ofte ved dem, man er tættest med, når man er ked af det.

"Daphne, vi skal have aftensmad," sagde Louis, og hans kolde stemme, sivede lige så stille ind, og lidt efter kunne jeg mærke tårerene. Var han virkelig sur på mig? Og ville han virkelig gøre det, jeg havde tænkt han ville gøre? For det virkede sådan. Alle følelserne overvældede mig bare lige nu. Stemningen mellem Louis og jeg havde været utrolig dårlig, lige siden vi var kommet tilbage. Derfor frygtede jeg det.

"Stop med at snakke sådan til mig," vrissede jeg, hvilket fik Louis til at sukke. Som altid reagerede jeg med vrede, istedet for sorg.

"Hvordan? Forhelvede Daphne, du kan ikke ligge sådan der forevigt. Og du har kun fået morgenmad idag," sagde han, - han hverken vrissede eller snerrede, men hans stemme var kold, og det tog jeg til mig, og vendte indad.

"Ja, jeg ved godt jeg er en forfærdelig kæreste. Måske du bare skulle slå op med mig, så slipper du for mig," sagde jeg hårdt, og jeg kunne virkelig slå mig selv i hovedet, for den sætning. Opfordrede jeg ham til det? Hvad gik der af mig? Det var jo slet ikke sådan, jeg var. Jeg havde aldrig været sådan, og jeg kunne slet ikke være det bekendt overfor Louis. Selvom det sårede mig utrolig meget, at han snakkede så køligt til mig.

"Daphne stop-" "Nej jeg gider ej!" råbte jeg og satte mig op i sengen, og med det samme fortsatte: "Jeg bliver aldrig elsket eller ønsket af nogen! Jeg er blevet valgt fra, af dem jeg skulle elske mest, og det samme gør du. Forhelvede, måske ville det hele bare være bedre hvis jeg ikke var her!" råbte jeg og nærmest skreg nogle af ordene. Jeg kunne se på Louis at det kom bag på ham, og jeg følte pludselig en trang til at græde. Han modsagde mig ikke engang. Og det kunne jeg ikke holde ud. Måske virkede det hele som nogle småting, men for mig var de store, og ramte mig dybt.

Jeg rejste mig hurtigt op fra sengen, tog mine sko på, og før jeg vidste af det satte jeg i løb ud fra værelset. Jeg kunne høre Louis kalde på mig, men jeg stoppede ikke. Jeg skulle bare væk. 

Jeg tog ikke engang elevatoren, jeg løb bare direkte hen til trapperne, og sprang nærmest hvert andet over.

Jeg nåede forhallen, men der gik blot to sekunder, før jeg var ude af den også. En varme gik mig i møde, og omfavnede min kolde krop. Der havde været aircondition indenfor, så meget at det faktisk var lykkedes mig at fryse, selvom vi var i Frankrig.

Selvom jeg nærmest hev efter vejret, stoppede jeg ikke. Jeg blev bare ved med at løbe og løbe, lige indtil jeg nåede en park, og nærmest var ved at falde om, af smerte. Jeg kravlede hen til den nærmeste bænk, der kun var cirka tre meter fra mig, og satte mig på den.

Jeg hyperventilerede, og prøvede ihærdigt at få pusten igen; men jeg følte, det nærmest var en umulig opgave.

Tårerene begyndte pludselig at falde, - men imod min vilje. Det var bare som om at følelserne i min krop, var alt for store, og jeg kunne slet ikke håndtere dem.

Det føltes som om hele min verden ramlede sammen, og jeg begyndte ligeså stille at tænke på alt det der var sket det sidste stykke tid. Eller, det var jo sket for lang tid siden, men det var jo nyt for mig, da Tai og Rachel havde holdt det skjult igennem hele mit liv.

Jeg havde fundet ud af, at dem der havde opdraget mig og bildt mig ind var mine forældre, i virkeligheden ikke var det. Igennem de tyve år, jeg havde levet, havde jeg levet i en løgn. Jeg havde levet med troen om, at jeg havde et par fantastiske forældre, som jeg hele tiden havde troet var mine biologiske. Men i virkeligheden havde de løjet for mig. De havde løjet om hvem de var, hvad de var og havde ikke fortalt mig noget som helst om sandheden. Og det mente jeg, jeg havde haft ret til at vide. Jeg var sikker på, at hvis jeg havde fået det fortalt i en tidligere alder, så ville jeg have taget det bedre. Jeg kunne selvfølgelig ikke være helt sikker, - men næsten.

Jeg løftede mine ben op fra jorden, og satte dem foran min krop, der sad på bænken. Mørket var lige så stille begyndt at falde på, og jeg sad bare og vuggede mig selv frem og tilbage, - uden nogen som helst idé om, hvor jeg var, eller hvad jeg lavede. 

Mine tanker lå også på Louis. Hvor mon han var? Lavede? Tænkte? Min første tanke var, at han sikker var ligeglad. For hvorfor skulle han ikke også være ligeglad, når mine biologiske forældre sikker også var? Hvem kunne elske mig, når mine forældre ikke kunne?

En tårer gled ned af min kind igen, og jeg tørrede den hurtigt væk. Den var ikke velkommen her. Jeg var stærkere, end at sidde og tude i en park midt i Paris hvor millionvis af mennesker gik om dagen.

Endnu en tårer gled ned, hvilket fik mig til at bryde sammen. Eller måske ikke? Måske var jeg ikke så stærk, som jeg gik rundt og bildede mig selv ind, jeg var.

"Daphne?" Jeg løftede kort mit hoved, som var helt vådt af tårer. Jeg kiggede ind i et par blå øjne, det lyste op af bekymrelse. Jeg tørrede mine øjne, og da jeg så det var Louis, anede jeg ikke hvordan jeg skulle reagere. Skulle jeg grine eller græde? Hvordan skulle mit ansigtsudtryk være? Hvad tænkte han?

Jeg plejede aldrig at tænke sådan, når det var Louis; jeg plejede bare at være hundrede procent mig selv. Men lige nu var jeg i tvivl om, hvad jeg skulle gøre.

Han trak mig ind til sig, og holdte mig tæt. Jeg gjorde ikke modstand, men jeg krammede heller ikke med. Jeg turede ikke. Jeg var alt for bange for, at han heller ikke ville have mig. Jeg var bange for han slog op.

"Daphne hvad sker der?" sagde han da han trak sig ud, og holdte sin ene arm omkring mig.

Der var stilhed i lidt tid, - jeg ville intet sige. Jeg ville ikke være sammen med ham lige nu, hvis han alligevel bare slog op.

"Daphne sig no-" "Nej! Louis, det gider jeg fandme ikke. Hvorfor gør du det ikke bare direkte, istedet for? Jeg har fattet, at du ikke gider mig mere," råbte jeg, og jeg kunne se på ham, at det kom bag på ham. Tårene begyndte at trille, og jeg vendte mig om, og skulle til at gå væk. Dog blev jeg stoppet af Louis' arm, det holdte på min skulder. Han vendte mig om, og prøvede at fange min øjenkontakt, men jeg gjorde alt for at se væk. Var det nu han ville gøre det?

"Daphne, hør.." sagde han, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at holde tårene inde.

"Jeg kunne aldrig finde på at slå op med dig," sagde han, og det lettede virkelig alt indeni mig. Jeg trak vejret dybt, og fik modet til at se ham i øjnene, igen.

"Mener du det?" fik jeg fremstammet, da jeg stadig var rigtig ked af det.

"Selvfølgelig Daphne, hvorfor skulle jeg dog gøre det?" spurgte han, og jeg trak bare på skuldrene. "Måske fordi jeg ikke er som jeg plejer? Hvem vil have en, der er så ulykkelig og muggen konstant?" sagde jeg stille, og Louis tog fat i min hånd.

"Daphne. Jeg er her for dig i medgang og modgang. Kan du ikke huske, vi gav hinanden det løfte da vi blev bedste venner? Og da vi blev kærester? Vi har aldrig brudt det," sagde han og aede min hånd blidt, hvilket fik mig til at få normale vejrtrækninger igen. Pludselig blev jeg en smule mere rolig, end jeg havde været før.

"Tak Louis. Men hvorfor snakkede du så køligt til mig?" spurgte jeg, men uden at se ham i øjnene. Det var bare for svært.

"Undskyld. Jeg anede bare ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Det gjorde så ondt at se dig have det så skidt, og jeg følte mig så magtesløs. Jeg lover, at det ikke sker igen," sagde han, og hans øjne beviste virkelig, at han mente det. De lyste op af kærlighed, omsorg og bekymrelse. 

Han lænede sig stille hen imod mig, og kyssede mig på munden.

Men hvad havde jeg også regnet med? Selvfølgelig ville Louis ikke slå op. Vi havde været så tætte, så længe. Jeg følte mig pludselig en smule stærkere.  Jeg var stadig utrolig ulykkelig over, at jeg var adoptivsbarn, og ikke kendte mine biologiske forældre. Men det måtte jeg jo bare accepterede, at jeg aldrig kom til. Og jeg måtte også bare accepterede, at de måske ikke ville have mig til at finde dem. Lige meget hvor hårdt det var, kunne jeg ikke gøre andet end at acceptere det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...