Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25585Visninger
AA

12. Chapter 11

Jeg stiger langsomt ud af taxa'en, i dét at Louis siger noget på fransk til chaufføren, og giver ham nogle penge. Igen betalte Louis, og jeg havde så dårlig samvittighed over det.

Men jeg havde ikke pengene, og Louis insisterede på, at det her skulle gennemføres. Men så måtte jeg bare spare nogle penge sammen når vi kom tilbage til London, for jeg kunne simpelthen ikke lide at han brugte så mange penge på mig.

Louis steg også ud, og lidt efter kørte taxa'en, som var det eneste liv på den her gade.

Louis gik hen ved siden af mig, og tog blidt min hånd og kærtegnede den.

Vi stod ved indgangen af min mors adresse, og jeg var så anspændt og nervøs. Enten skulle jeg møde min egen mor efter tyve år, eller også gik jeg tomhændet herfra igen, - uden svar på alle mine spørgsmål.

"Kom skat," sagde Louis, som stod et skridt foran mig. Jeg stod bare og stirrede, og anede snart ikke hvad jeg skulle gøre.

Jeg sukkede dybt, før jeg begyndte at gå ind af garagen, indtil jeg nåede den velkendte dør, fra forleden.

Jeg trak vejret dybt, før jeg gav slip på Louis' hånd, og bankede på døren.

Jeg trådte et skridt væk fra døren, og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte hamrede derud af.

En gøen kunne høres, men intet andet.

Jeg turderede slet ikke at tænke på, hvor længe vi stod der. I hverfald i fem minutter, før jeg måtte indse at der ingen kom.

Jeg vendte mig om, og kunne mærke tårene presse sig på. Måske var det bare ikke meningen, at jeg skulle kende hende, eller finde hende? Hun ville garanteret heller ikke findes af mig. Desuden, hvis hun ville kende mig, havde hun da sikkert også prøvet at finde mig.

Sorgen blev erstattet af vrede. Vrede rettet mod mig selv. Jeg havde altid været pigen der havde selvtillid, så derfor var denne følelse meget ukendt. Ikke at jeg havde været sådan selvisk eller bare mega glad for mig selv, men jeg havde aldrig haft problemer med det. Men jeg måtte da indrømme, at jeg lige nu var ked af mig selv. Der måtte være noget galt med mig, siden de ikke ville have kontakt til deres datter, eller siden de gav mig væk. Også selvom jeg var helt spæd. De fleste forældre sagde altid, at de elskede deres børn fra første gang de så dem, - men sådan var det bare åbenbart ikke ved mig. Der måtte have været noget galt med mig, siden de bare ville af med mig.

Benene under mig faldt pludselig sammen, og i dét jeg faldt til jords, begyndte tårene og hulkene at komme. En efter en, - og der var mange. Jeg var ikke bare ked af det lige nu, - nej, jeg var ulykkelig.

"Jeg er lige her Daphne," sagde Louis som hurtigt havde sat sig på hug og trukket mig ind til sig. Men det var ligemeget. Alt var ligemeget lige nu. Jeg gad ikke mere. Jeg magtede ikke mere. Jeg kunne intet overskue, jeg havde bare lyst til at begrave mig i min seng og sove foraltid. Så smertefuldt var det.

Jeg ville bare gerne være ligesom alle andre. De fleste af mine veninder havde haft en god opvækst med forældre der elskede og holdede af dem. Hvorfor kunne jeg ikke også være en af dem? Hvorfor var det mig der skulle adopteres? Hvad havde jeg gjort der var så forfærdeligt, siden jeg skulle lide den her smerte så ufattelig meget? Jeg havde aldrig prøvet noget lignende, eller overhovedet i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle prøve det.

"Det er okay," sagde han, og vuggede mig frem og tilbage, som var jeg et lille barn der lige var faldet og havde slået sig. Men det havde jeg også, - bare psykisk. Jeg følte mig lille bitte, - følte mig skrøbelig og svag. Jeg havde brug for nogen til at passe på mig. Jeg havde Louis, men jeg havde brug for mine forældre. Ens forældre er ofte de mest værdifulde mennesker, og dem man lærer fra. Jeg havde Tai og Rachel, - og det havde været rart, men nu hvor jeg vidste de ikke var ægte, var det som om det ikke var nok. Eller jo, det var de nok, - men jeg havde bare brug for at kende til mine rigtige forældre også.

"Kom skat," sagde han og trak sig lidt fra mig, tog min hånd og i samarbejde kom jeg op og stå. Også selvom jeg mest af alt bare havde lyst til at blive liggende. Jeg var så ødelagt lige nu, for at sige det mildt.

Et hulk blev erstattet af endnu et, og sådan blev det ved i lidt tid. Louis prøvede at trøste mig det bedste han kunne, men lige nu var jeg bare så ked af det, at det nærmest var en umulig opgave.

"Det er okay," sagde Louis og lage hans arme om mig, og holdte sig tæt ind til mig.

"Nej Louis det er ikke okay. Mine forældre gav mig væk, og jeg kommer aldrig til at finde ud af hvorfor. Finde ud af om det var mod deres egen vilje, eller om de selv bestemte det. Jeg finder aldrig ud af hvem jeg er," hulkede jeg og trådte et par skridt bag ud. Jeg afviste Louis lige nu, - det vidste jeg godt. Og det var selvfølgelig heller ikke min mening, smerten var bare så stor indeni, og den voksede for hvert sekund der gik. Hvis jeg selv kunne bestemme, ville jeg bare gerne forsvinde til ingenting lige nu.

"Og hvad nu hvis vi bare er uheldige? Hvad nu hvis hun er på arbejde, sammen med sine veninder, på ferie eller et eller andet?" sagde Louis, og jeg vidste han havde ret hvilket irriterede mig. Jeg følte ikke han forstod mig. Pointen var ikke at hun sikkert lavede noget, men at jeg aldrig ville finde hende.

"Det er ikke pointen Louis. Pointen er, at jeg aldrig finder dem der satte mig til verden," vrissede jeg, og det kom helt bag på mig, hvor kølig min stemme lød. Jeg kunne et øjeblik slet ikke kende mig selv. Og det hele gik udover Louis, hvilket slet ikke var fair efter alt han havde gjort for mig.

"Daphne.." sagde Louis efter lidt stilhed. Jeg lyttede, men jeg kiggede ikke på ham. Det kunne jeg ikke lige nu. Jeg var så bange for at skælde ham ud, og at han ville droppe mig. Jeg kunne slet ikke kende mig selv.

"Vi skal nok finde ud af det," sagde han og lage en hånd på min skulder, og jeg kunne mærke tårerene presse sig på. De faldt én efter en, og Louis observerede det hurtigt. Han stillede sig foran mig, og fangede min øjenkontakt.

"Vi finder ud af det," sagde han igen, og jeg nikkede svagt.

"Undskyld Louis," mumlede jeg, og han nikkede. "Det er okay," sagde han, og et lille smil kom frem på mine læber.

"Nu tager vi tilbage og finder på noget hyggeligt, okay?" sagde han og aede blidt min kind. Jeg nikkede igen, og han tog fat i min hånd. Sådan gik vi ned af nogle forskellige gader i yderkanten af Paris. Ingen af os anede hvor vi gik, og vi bekymrede os egentlig heller ikke om det. Vi gik bare hånd i hånd, i fuldstændig stilhed. Ikke en akavet stilhed, - tværtimod. Den var meget behagelig, faktisk.

Tænk at Louis stadig var her for mig, selvom jeg havde været en dårlig kæreste de sidste par dage.

Vi nåede en skov, og uden at kommunikere, var vi begge enige om at gå derind.

Der var ufattelig store træer, men også rigtig smukke.

"Hold da op," sagde jeg stille, og det var nok de første ord indenfor de sidste ti-tyve minutter.

"Ja, her er smukt," sagde Louis, og vi fulgte den markerede sti inde i skoven. Ved siden af stien var der en masse planter, og på den måde var stien markerede; der var blot jord.

Vi satte os på en bænk, og foran os var der en masse forskellige blomster, i forskellige farver; de var rigtig smukke.

Louis gav slip på min hånd, og lage hans arm rundt om mig, og trak mig hen til ham, så jeg lænede mig op af ham.

"Jeg elsker dig Daphne," sagde Louis, hvilket fik mig til at smile. "Jeg elsker også dig," svarede jeg, og nød egentlig bare øjeblikket så godt jeg nu kunne. Jeg kunne stadig ikke slippe tanken om at jeg ikke kunne finde min mor eller far. Men det var vel også forståeligt nok?

Jeg kunne virkelig mærke, at Louis prøvede at hjælpe mig. Så det ville være forkert af mig at virke sur, i hverfald i mit hoved. Eller, det var nu ikke fordi jeg var sur, mere ked af det, men jeg plejede at udstå sur, når jeg var ked af det. Og det kunne godt nok være en ulempe. Jeg havde svært ved at vise jeg var ked af det, faktisk syntes jeg det var enormt flovt. Det er måske derfor, det kommer ud via vrede i stedet for? Jeg ville hellere vise mig vred, end ked af det. Jeg ville gerne vise mig som en der var meget stærk, selvom jeg ikke har levet op til det, de sidste par dage. Og det tror jeg også var kommet bag på Louis, - det var så sjælendt at han så mig græde. Men hvad måtte han ikke tænke om mig? 

"Louis?" spurgte jeg, og afbrød stilheden.

"Ja?" sagde Louis og kiggede hen på mig og lage hans hånd på mit lår, hvilket gav mig kuldegysninger.

"Hvad.." begyndte jeg, men stoppede hurtigt igen. Det var bare som om ordene blev svære at få ud. Som om de ikke ville ud. 

"Daphne?" sagde Louis og aede mig blidt på kinden, fordi et par tårer faldt igen. 

Flot Daphne. Det var præcist det, du var bekymret for, hvad Louis tænkte om. 

"Skat," sagde Louis og trak mig ind til sig, og lidt efter slap et hulk op af min hals, og ud igennem min mund. 

For pokker Daphne, stop.

Han strøg mig op og ned af ryggen, og hviskede beroligende ting i mit øre, hvilket gjorde mig mere rolig.

Han trak sig lidt fra mig, men holdte stadig sin arm om mig.

"Hvad ville du sige?" sagde han igen, og nussede mig med hans tommelfinger omme på ryggen.

"Hvad tænker du om mig, når jeg hele tiden tuder og er så pokkers svag?" ordene blev sagt hurtigt, da jeg var bange for jeg ville gå i stå, hvis jeg sagde dem langsomt. Louis kiggede overraskende på mig, og i det øjeblik havde jeg bare lyst til at transformere mig til en lille myre. En myre der bare kunne være fri, og sikkert ikke tænkte over så meget. Den gik bare rundt på jorden sammen med andre små myrer, som garanteret ikke havde fordomme eller blev svigtet.

"Daphne, hør.." sagde Louis og kiggede kort væk, hvilket gjorde mig endnu mere urolig. Hvad ville han gøre nu? Skælde mig ud? Fortælle han var skuffet? At jeg var svag? At han ikke gad mig mere? 

Min puls steg, og mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst. Jeg elskede virkelig Louis, han måtte ikke forlade mig nu.

"Du er ikke svag. Du er stærk, og har det rigtig skidt over det Tai og Rachel fortalte dig. Og det er forståeligt. Jeg beundrer dig faktisk, for at være så stærk, efter det du er gået igennem det sidste stykke tid," sagde Louis, og lige i det jeg havde været sikker på han ville droppe mig,gik det egentlig op for mig, hvad han lige havde sagt.

"Mener du det?" spurgte jeg, og Louis nikkede. 

"Og jeg vil altid være her for dig," sagde han og sendte mig et smil, hvilket jeg gengældte.

"Jeg tror ikke du er klar over, hvor meget jeg elsker dig," sagde Louis, og jeg blev helt rørt. I det øjeblik, stolede jeg virkelig på hvert enkelt ord. 

Han lænede sig frem imod mig, og vores læber mødtes.

 

----------------------------------------------------------------------------

Undskyld at jeg ikke lige har opdateret så meget de seneste dage. Vil prøve at opdatere mere, og hurtigere! Det ville forresten gøre mig utrolig glad, hvis i gad at læse et af mine one shots i min nye movella 'One shots'. De tager højest 3-5 minutter at læse. Tusind tusind tak på forhånd. Og hvis i kommentere, skal jeg nok tjekke jeres med glæde, også! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...