Hurtful secret - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2015
  • Opdateret: 8 nov. 2015
  • Status: Igang
Mød den tyve årige Daphne Evans som er noget helt for sig selv: Højt humør, humoristisk, omsorgsfuld og fjollet. Hun har en dejlig familie, nogle fantastiske veninder, igang med en uddannelse og har en skøn kæreste, som i øvrigt er den verdens berømte Louis Tomlinson
Hun har det alt i alt rigtig godt. Men det er kun lige indtil, at hun en dag opdager en stor ting, ved noget helt tilfældigt. Daphne får taget sine årlige blodprøver, da hun har noget med sin lever, og denne gang får hun dem at se. Og noget der undrer hende er, at hun har en fuldstændig anderledes blodtype end hendes forældre. Daphne finder ud af at hun er et adoptivsbarn, og det er kun starten på en lang rejse efter hendes rigtige forældre, med Louis ved hende side, fyldt med konflikter, sorg, gode stunder og kærlige øjeblikke.
Finder Daphne sine rigtige forældre? Hvad siger Louis til det? Hvad sker der på deres 'rejse'? Kommer der udfordringer? Sker der noget uventet? Og hvordan ender det hele?

44Likes
36Kommentarer
25673Visninger
AA

11. Chapter 10

Jeg vågnede ved, at en solstråle fandt sin vej mellem de to gardiner der hang foran vinduet.

Irriteret sukkede jeg og greb ud efter min mobil der lå på sengebordet.

Klokken viste 9:00 præcis, hvilket ville sige vi havde en halv time, før de stillede morgenmaden væk.

"Louis!" sagde jeg og vendte mig mod ham og ruskede blidt i ham, men uden svar.

"Louis?" prøvede jeg igen, og den her gang åbnede han langsomt sine øjne.

"Hvad?" spurgte han med en træt stemme. Jeg smilede for mig selv, - jeg elskede hans trætte stemme. Den var så sød.

"Vi har en halv time til at komme ned i resturanten og spise morgenmad," sagde jeg, og lidt efter sukkede Louis, før han skubbede dynen til side, og rejste sig op.

"Wauw, du plejer ikke at være så god til at stå op," mumlede jeg, hvorefter jeg gjorde det samme.

Louis plejede faktisk at være svær at få op af sengen. Ikke sådan helt vildt, men der skulle liiiidt ekstra til. Derfor kom det som en overraskelse for mig, at han bare stod op.

"Skynd dig, Daphne," stressede Louis, og var i fuld gang med at klæde om.

"Jajaja," sagde jeg og gabte. Jeg gik hen til min kuffert og rodede lidt i den. Idag skulle være en afslapnings dag, men jeg ville stadig gøre noget ud af mig selv. Det var sådan jeg havde det bedst, og sådan jeg bedst kunne lide at fremstå overfor andre.

"Hvad for en?" spurgte jeg og holdte en hvid t-shirt med V hals og blå striber oppe, og i den anden hånd holdte jeg en blomstret top.

"Striber," sagde han, før han selv begyndte at lede efter noget tøj i hans kuffert, ved siden af min.

Jeg lage den blomstret top tilbage i min kuffert, hvorefter jeg hev et par sorte, højtaljet shorts frem.

Jeg tog min Hello Kitty natkjole af (mega sexet, ahaha), hvorefter jeg tog mit outfit på, jeg lige havde beskrevet.

Jeg kiggede hen på Louis som også havde skiftet, og vi lignede faktisk lidt hinanden; han havde også en hvid, stribet t-shirt på, bare med røde knæ bukser, istedet for sorte shorts.

"Skal vi komme derned af?" spurgte jeg, og sprang håret og makeuppen over. Det måtte jeg gøre efter vi havde spist, - for ellers ville Louis stresse, og jeg kunne mærke på ham at han ikke var helt på toppen. Så jeg måtte gøre det bagefter, selvom jeg ikke var meget for at gå ud sådan her.

"Ready," sagde Louis, hvorefter vi gik ud af hotelværelset, og Louis låste efter os.

Louis virkede lidt ved siden af sig selv idag, - lidt ligesom jeg havde været de sidste par dage. Men jeg prøvede at sprede god stemning, så godt som jeg nu kunne. Ikke at stemningen var akavet eller noget, - det var den aldrig imellem Louis og jeg. Men jeg kunne mærke der var noget med ham, - og om der var noget der gik ham på eller om han bare var morgensur, det vidste jeg ikke.

For Louis kunne godt nogengange være morgensur. Og idag havde jeg jo vækket ham meget pludseligt.

"Det her," sagde han, da jeg var igang med at gå længere hen af gangen, istedet for at stoppe ved elevatoren.

Jeg gik tilbage, og gik ind i elevatoren efterfulgt af Louis.

"Er du okay?" spurgte jeg og kiggede omsorgsfuldt på Louis, som gned sig i øjnene.

"Ja, havde bare et mareridt," sagde han, og det kom egentlig lidt bag på mig. Det var sjælendt Louis havde mareridt, og endnu mere sjælendt at det påvirkede hans humør.

"Hvad drømte du?" spurgte jeg og tog fat i hans hånd, i det vi steg ud af elevatoren og var på vej hen til buffeten.

Jeg kiggede på ham, i det han mumlede lidt, men mere kom der ikke ud af hans mund. Havde det virkelig været så slemt?

"Loui-" "Jeg drømte at du var mig utro," sagde han, og jeg kiggede overraskende på ham.

"Det føltes så virkeligt. Jeg ved du ikke er mig utro nu, men jeg var så bange da jeg vågnede i morges, fordi det hele havde føltes så virkeligt," sagde han igen, og jeg kunne se han kæmpede med, ikke at lade tårene falde, hvilket virkelig kom bag på mig. Louis var følsom, ja, - men det var godt nok sjælendt jeg havde set ham græde.

"Louis.." sagde jeg og stoppede op, hvorefter jeg kiggede ham ind i øjnene.

"Det var bare et mareridt. Det kunne jeg aldrig finde på," sagde jeg, og sendte ham et smil, som han gengældte. Jeg lænede mig hen mod ham, lage mine arme bag hans nakke, og pressede mine læber mod hans.

"Jeg elsker dig," hviskede jeg imellem kyssene, og jeg kunne mærke han kyssede med som svar.

"Kom," sagde jeg og bevarede mit greb om hans hånd, da jeg trækkede mig væk fra ham.

"Nu skal vi have noget at spise, og så skal vi bare have en hyggelig dag," sagde jeg, og Louis nikkede.

Vi gik ind i resturanten, og der var overraskende mange frie borde. Måske fordi vi var kommet så sent.

"Lad os sidde her," sagde jeg og satte mig ned ved det første bord, der var.

"Du går bare op først," sagde jeg, og Louis gjorde som jeg sagde.

Jeg blev helt i tvivl; troede han for alvor, at det var noget jeg gjorde? Eller skulle han bare lige kommer sig over sit mareridt? Jeg håbede da på det sidste. Jeg kunne aldrig i min vildelse fantasi, finde på at gøre Louis ondt. Louis havde været den mest trofaste person jeg nogensinde havde haft; han havde altid været der, og har været den eneste der har kunne tale mig til fornuft.

Og det skal lige siges at mit temperament er stort. Men Louis havde formået op til flere gange, at tale mig til ro.

Jeg blev revet ud af mine tanker, i dét Louis stillede en tallerken foran hans plads.

Han satte sig ned uden et ord, og derfor rejste jeg mig bare op, og gik op til buffeten. Jeg måtte snakke med ham, jeg ville ikke have han gik rundt og troede på det mareridt han havde haft.

Jeg tog en glasskål, og gik hen til bordene med yoghurt. Det var mango, vanilje og jordbær at vælge imellem. I det jeg havde valgt jordbær igår, valgte jeg mango idag. Mango var helt klart min yndlings frugt, og det var bare som om, jeg ikke kunne få nok af det. Kendte i ikke det?

Derefter hældte jeg et par mango stykker ned i, og til sidst noget mysli. 

Jeg tog min skål, og rakkede ud efter en ske, hvorefter jeg satte mig ned til Louis igen, som bare sad og stirrede ud i luften.

"Louis?" sagde jeg i det jeg satte mig ned, og han kiggede spørgende på mig.

"Hvad sker der? Du ved da forhåbentlig godt at mareridtet bare var et mareridt, ikke? Jeg kunne aldrig finde på at være dig utro, aldrig," sagde jeg ærligt, og jeg kunne se Louis' ansigts udtryk ændre sig, og han rejste sig hurtigt op og var henne ved mig. Nok fordi jeg fik et par tårer i øjnene. Jeg var så bange for at han troede det, og det ville jeg bare ikke have han skulle tro. Men når man først havde mistanken så var den svær at slippe af med. Det kan jeg i hvertfald huske fra min eks kæreste, Christopher. Jeg havde mistanken længe, fordi han havde sugemærker og sådan, men han blev bare ved med at finde på undskyldninger. Men en dag kom en af de piger han havde været sammen med, hen og bankede på min dør og fortalte det til mig. Og selvom Christopher inden var blevet ved med at sige han ikke var utro, kunne jeg bare ikke slippe mistanken.

"Daphne," sagde han, og tog fat i mine hænder, og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg kunne tydeligt se sorgen i dem.

"Selvfølgelig tror jeg ikke det. Jeg skal bare lige komme mig over mareridtet, fordi det var så virkeligt. Og det er min aller største frygt," sagde han, og jeg nikkede. 

"Jeg ved godt du ikke er mig utro, det kunne du ikke finde på," sagde han igen, og kiggede kort væk fra mig, hvorefter han rettede sit blik mod mig igen.

"Jeg er okay. Jeg skal bare lige have lov at vågne lidt," sagde han, og igen nikkede jeg. Det kendte jeg jo godt.

Han satte sig hen på sin plads igen, og i stilhed spiste vi vores mad.

Jeg kunne godt mærke at jeg var træt i hele kroppen, og egentlig ikke kunne overskue dagen. Men det var det mindste jeg kunne gøre for Louis. Han havde jo trods alt betalt langt det meste af rejsen.

***

"Vi skal derind!" udbrød jeg og pegede hen på butikken Forever 21. Det var klart min yndlings butik.

"Daphneee, dame tøjs butikker er så kedelige," sagde Louis, som heldigvis havde fået hans gode humør tilbage. Og det varmede, og smittede af på mig.

"Louis pleeeease," sagde jeg og smilede til ham imens jeg krydsede mine fingre over mit hoved.

"Fint," sagde han og sukkede for sjov, hvorefter vi gik ind i butikken. Vi gik hånd i hånd, og det var en rar følelse.

Vi var ude og kigge i Paris' butikker. Der var god stemning her, og det smittede bestemt af på Louis og jeg. Jeg var kommet en smule ovenpå igen, og det samme var Louis. Så nu gik vi bare og hyggede os.

Jeg slap Louis' hånd, i det jeg fik øje på en svag lyserød farvet kjole, med blonde ærmer.

"Omg, Louis se lige den her!" udbrød jeg, og Louis grinte kort før han gik hen til mig.

"Ja, den er vel flot," sagde han, hvilket fik mig til at sende ham en grimasse. 

"Den er vel flot?" efterabede jeg, hvilket fik ham til at grine igen.

"Den er sååå smuk," sagde jeg og trådte to skridt til venstre, så jeg nu stod foran et spejl.

Jeg holdte kjolen hen over mig, og et smil gled hen over mine læber. Den var uimodståelig.

Jeg tog fat i prisskiltet der sad i nakken af kjolen, og jeg fnøs da jeg så prisen. 95 euro. 

"Hvad?" spurgte Louis og kiggede også på prisskiltet.

"Det er ikke fair at sælge sådan nogle så flotte ting til så syre priser," sagde jeg og sukkede, før jeg stillede den tilbage.

"Jeg vil gerne betale den skat," sagde Louis og lage hans hænder om mit liv, og sit ansigt på min højre skulder.

"Nej Louis! Du har betalt nok for mig, glem det," sagde jeg, og vendte mig om og pressede mine læber mod hans.

"Hold nu op, Daphne. Jeg vil jo gerne," hviskede han imens vores pander lå mod hinanden.

Mere nåede vi ikke at snakke, før et par piger kom hen og prikkede til os.

"Oh my god, du er Louis Tomlinson," sagde hende den ene og det så ud som om, at hun ikke anede hvad hun skulle gøre af sig selv.

"Og Daphne Evans!" sagde pigen ved siden af, og jeg smilede til dem, og vi vendte os mod dem.

"Må vi få et billede med jer?" spurgte hende, som først havde snakket; jeg anede ikke hvad hun hed, men hun var ret køn. Hun havde blond hår, blå øjne og var forholdsvis høj.

Hende den anden tværtimod, hun havde en mørkebrun hårfarve, grønne øjne, og var forholdsvis lav.

"Selvfølgelig," sagde Louis, og jeg nikkede konstaterende.

Pigen med det lyse hår stillede sig hen imellem Louis og jeg, imens hende med det brune hår tog billedet. Og ligeledes overtog de hinandens pladser, så der var et billede med dem begge og os.

"Tusind tak," sagde pigen med det lyse hår, som så ud til at være mere afslappet nu.

"Selv tak," sagde Louis, og derefter kiggede vi videre.

 

---------------------------------------------

Jeg ville blive sååå glad for feedback, eller bare andre kommentarer! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...