Oculos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2015
  • Opdateret: 2 sep. 2015
  • Status: Færdig
”Jeg kan bare ikke klare tanken om, hvad der sker, hvis de en dag ser dig.” Han så ned, og gav langsomt slip. ”Så vil det hele være min skyld.”
Ella lagde en hånd om hans hage, og tvang ham til at løfte blikket og se på hende. ”Jeg bliver ikke fanget, okay? Og intet af det her er din skyld. Jeg lover dig, at jeg kommer tilbage så hurtigt jeg kan.”
Han nikkede, og trak hende ind til sig i et kys, der var så intenst, at det var som om de begge vidste, at det ville blive det sidste.
(Bidrag til Maze Runner konkurrencen - valgmulighed 2. Længde; 4992 tegn.)

1Likes
2Kommentarer
236Visninger

1. Oculos

”Nej, Ella! Du må ikke gøre det!” Kilian tog fat i kraven på den pige, han elskede højere end noget andet, og holdt fast selv om hun arrigt forsøgte at rive sig fri.

”Du skal have den medicin for at overleve, og jeg skal nok få fat i den. Du kommer ikke til at kunne stoppe mig.” Hun sendte ham et stædigt blik, og han vidste at kampen var tabt på forhånd. De havde haft den her diskussion alt for mange gange, og han vandt aldrig.

”Jeg kan bare ikke klare tanken om, hvad der sker, hvis de en dag ser dig.” Han så ned, og gav langsomt slip. ”Så vil det hele være min skyld.”

Ella lagde en hånd om hans hage, og tvang ham til at løfte blikket og se på hende. ”Jeg bliver ikke fanget, okay? Og intet af det her er din skyld. Jeg lover dig, at jeg kommer tilbage så hurtigt jeg kan.”

Han nikkede, og trak hende ind til sig i et kys, der var så intenst, at det var som om de begge vidste, at det ville blive det sidste.

 

*

 

”Men vi ved jo ikke om vi nogensinde kan få dem hjem igen. Herregud, de er jo kun børn!” En ældre mørk mand sank opgivende ned i en stol. Rundt om ham sad fem andre voksne, den ene mere fjern i blikket end den anden, bortset fra én. Den eneste kvinde i rummet, sendte ham et isnende blik. Det var hende, der først svarede;

”De er dybt kriminelle og myndige, Willy. De var uden tvivl klar over, at deres handlinger kunne få alvorlige konsekvenser. De kunne lige så godt have været henrettede nu. Med den her løsning får de i det mindste chance, og vi finder ud af, hvad det er, der gemmer sig derude. Det må være et kompromis vi alle kan leve med.”

”Vi finder ikke ud af noget, for de bliver dræbt, inden de når at forsvare sig.”

”Det ved vi intet om. Og du ved udemærket, at hvis det var det, jeg forventede, så var det her forslag aldrig blevet aktuelt.” Endelig var der en smule menneskelighed at spore i kvindens iskolde stemme.

”Det er naivt at tro, de vil overleve. Jeg ved godt, at jeg aldrig får nogen af jer til at gå med til det, men jeg er villig til selv at sætte mig ind i den raket, og tage afsted, hvis i skåner de tre unge mennesker.”

Han så håbefuldt rundt i lokalet, men ingen mødte hans blik.

 

*

 

Ella kunne ikke huske, at hun nogensinde i sit liv havde været så bange, som hun var i det øjeblik den store raket lettede. Febrilsk forsøgte hun at lukke øjnene i, og tænke på noget andet end det der var ved at ske – noget rart. Men det var umuligt. Panikken var ved at indhente hende.

”Jeg elsker dig,” hviskede Kilian ved siden af hende. ”Og lige meget, hvad der sker, så fortryder jeg ikke, at jeg fulgte efter dig.”

”Du er en idiot,” svarede Ella, men hun rakte alligevel ud efter hans hånd, og klemte den en del hårdere end nødvendigt. ”Jeg ville virkelig ønske at en af os i det mindste havde fået en chance.”

”Vi har da begge to fået en chance. Vi skal nok klare..”

Hans stemme blev afbrudt af et kæmpemæssigt brag, og det gav et stort ryk i den enorne raket. Bevægelsen fik Ellas hoved til at flyve bagover i høj fart, og da hendes baghoved ramte væggen bag hende, med alt for høj hastighed, blev alt sort.

 

*

 

Ella vidste ikke om hun burde frygte manden, der kom imod hende. Han lignede et menneske, og så alligevel ikke. Ganske vidst havde han en helt menneskelignende krop, men hans øjne var så langt fra menneskelige som de overhovedet kunne være. De var unaturligt turkisblå, og da hun så ind i dem følte hun det som om nogen havde slået hende omkuld en gang til. Uvilkårligt trådte hun bagud for at slippe for smerten, men det hjalp ikke. Hans blik blev ved med at bore sig ind i hendes sind, og smerten var ubeskrivelig. Det var som om han fik alle hendes dårlige minder op til overfladen på én gang.

Han slap hendes øjne efter noget, der føltes som meget længere end de par sekunder, det egentlig var, og pegede spørgende på hende. Derefter pegede han på raketten bag hende, og stak derefter en pegefinger i vejret. Ella brugte et øjeblik på at finde sig selv igen, og regnede så ud, at han sandsynligvis forsøgte, at spørge hende om hun var alene.

Hun pegede også på raketten, og viste ham så to fingre. Så rystede hun på hovedet, og kørte de to fingre henover sin egen hals. Hun lod sit hoved falde bagover et øjeblik, imens hun lukkede øjnene.

Han tvang hende til at se på ham igen. Hun kunne ikke forklare hvorfor, men hans blik dragede hende, på trods af smerten det fremkaldte. Denne gang fremkaldte blikket mere end minder. Nu fremkom der et tydeligt billede for hendes nethinde, og de gispede begge to ved synet af Ellas to omkomne venner.

Hun var ikke i tvivl om, at han også havde set det, selvom han ikke havde været i nærheden af raketten endnu.

”Det kan ikke passe,” mumlede manden på flydende latin, og Ella blev så overrasket over hans sprog, at hun straks rev sig fri af hans blik igen. ”Hvordan kan i mennesker finde på at gøre sådan noget imod hinanden?”

Med de ord hastede han forbi hende, og slog døren til raketten op. Hans øjne blev øjeblikkeligt fyldt med en kæmpe sorg. En sorg Ella aldrig nogensinde havde set i almindelige menneskeøjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...