Zombierne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2016
  • Status: Igang
Kommer.....

0Likes
0Kommentarer
202Visninger
AA

2. Som de andre

Jeg gik rundt. Mine fødder slentrede efter mig. Jeg løftede dem knap nok. De hang bare fast, bar mig videre til næste mål.

Øjnene fokuserede på dét som jeg havde i min hånd. Hjernen lod kun fokus være på dette, dette som gjorde livet så meget bedre. Dette som gjorde at jeg kunne være et bedre menneske. Dette gjorde, at jeg kunne være som alle andre, gøre som alle andre og blive klogere. Dette gjorde, at jeg kunne udvikle mig, blive populær - meget bedre. Bedre end nu, bedre end før. Bedre til alt - perfektion. Det lyste ud af øjnene på mig. 

Mens jeg gik dér inde i byen, var der noget der faldt mig i øjnene. Hvordan folk langsomt indtog samme skikkelse, samme kropsholdning. Med slentrende fødder, hovedet kiggende ned på deres hænder. Nogle gik ind i hinanden, meget få - men det skete. Ofte var det de nyeste zombier der gjorde dette. De havde endnu ikke lært hvor de andres personlige rum var. Men faktisk skete dette også for de ældste og de mest erfarne. På et tidspunkt, når man dertil, er man kommet så langt, at alt andet er ligemeget. Fokus fra alt andet forsvinder, for der er kun én rigtig ting tilbage. Som at blive hjernevasket. Verdenen omkring dig forsvinder og du er for alvor forvandlet. En vaskeægte zombie.

Jeg undrer mig sommetider. Jeg er stadig ikke helt forvandlet, men jeg er godt på vej, hvis jeg ikke passer på. Men jeg er også nød til at være på vagt. Falde ind i mængden. Jeg må ikke være for anerledes, for zombierne fortærer det. De kaster sig over dét der er anerledes, bider det med deres forrådnede tænder, og forvandler det til det samme som dem. En sjælløs menneskeskikkelse med ét eneste formål - følelsen af at leve.

Jeg fortsatte mod mit eget hjem. Flere mennesker gik forbi. Alle i samme kropsholdning - ikke én skilte sig ud. Jeg undrede mig. Det var mystisk og interessant på samme tid. Jeg kiggede igen ned, fokuserede på dét der lå i min hånd. Dét som skulle virke til at være så vanedannende, så smukt... Så virkeligt, så rigtigt. Jeg lod mig inspirerer. Lod tankerne flyve rundt inden de forlod mit hoved. Langsomt, blev jeg mere og mere fortryllet af denne nye genstand. Dette nye som jeg havde fået foræret, som jeg syntes var så skræmmende, men samtidig så forunderligt.

Jeg kunne se hvad der var så smukt ved denne ting. Jeg kunne selv fornemme hvordan det trak i mig, og bad mig overgive mig 100%. Følelsen af at leve, den var rigtig rar. Jeg lever nu. Men jeg vil leve mere, mærke mere - jeg vil have alt det de andre har! Mine øjne lyste et kort øjeblik, da objektet vibrerede i min hånd og gav mig en følelse af at være til stede. Af at leve. Være noget. Denne ting... Det var som narko.. Som en sjæl - min helt egen sjæl. Hvilken forunderlig ting, at kunne proppe sin sjæl i en helt anden beholder. Beskytte mig selv mod alt hvad jeg var bange for og frygtede, men stadig leve. Et andet sted, men det er næsten det samme, og det er godt nok. Mit liv kan forbedres her, det er en anden virkelighed end den jeg går i nu - for jeg kan selv skabe mit helt eget univers.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...