Skyggens sidste Lærling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2015
  • Opdateret: 20 jan. 2016
  • Status: Igang
Leonie er 15 år og bor i Redmontborgens myndlinge hus sammen med tre andre. Det er vælgerdag og Leonie ved ikke, hvad hun skal gøre, da hun ikke mener at hun har færdighederne til nogle af de ting man kan vælge, men det har hun faktisk...
Hej :-) det her er en efterfølger af serien "Skyggens Lærling" historien udspiller sig cirka 7 år efter at Will er blevet færdiguddannet ranger hos Halt. Håber i kan lide den ;-)

3Likes
5Kommentarer
353Visninger
AA

2. Kapitel 2

”Det skal nok gå, ” hviskede Jon til mig en sidste gang, inden han vendte sig om for at træde ind i salen, hvor baronen og læremestrene stod. 
 

Jeg var nervøs og meget træt. Jeg havde næsten ikke fået noget søvn i nat på grund af nervøsitet. Lige om lidt skulle jeg stå ved baronen og fortælle ham, på den pæneste måde jeg kunne, at jeg ikke var interesseret i at blive lærling, her i Araluen. Egentligt ville jeg rigtigt gerne blive her, men jeg ville ikke forklare, at jeg intet duede til. Drengene anede ikke, hvad jeg havde i sinde, at gøre. Hvilket kun var godt, for de skulle fokusere på, at besvare mester Rodneys spørgsmål, og ikke tænke på mig. Men jeg håbede at jeg kunne nå at sige farvel til dem inden jeg tog afsted. Jeg havde ikke tænkt mig at blive på Redmont efter jeg havde sagt nej tak, til en læreplads. 

 

Jeg fulgte ikke så meget med i ceremonien, da jeg stod i mine egne tanker. Hvor skulle jeg tage hen? Hvordan skulle jeg få mad og penge? Ville jeg nogensinde se drengene igen? Det håbede jeg, men man kunne jo aldrig vide. 
 

Hansi var den første, som skulle op til baronen. Riddermesteren sagde hurtigt ja, hvilket der ikke var noget mærkeligt i. Hansi var høj, mange muskler, kunne ride, vidste lidt om svær og hans far var en gammel krigsføre som mester Rodney kendte godt. Hansi så lettet og lykkelig ud. Han nikkede kort til Rodney og Baronen og gik hen for at stille sig ved siden af mig. Han gav mig et kæmpe lettet smil. Jeg smilede kort igen, men det var lille og trist. Jeg havde ikke godt med at forlade dem, men jeg blev nød til det, jeg ville ikke ligne en idiot uden nogle særlige egenskaber foran alle mestrene. Så hellere bare sige at man ikke havde lyst i stedet for at sige at man ikke kan. 
 

Den næste var Gary. Sir Rodney stillede ham lidt flere spørgsmål end Hansi, men igen var der ingen tvivl da han godtog ham. Gary nikkede kort og mumlede et tak og gik så hen Til mig og Hansi. Han smilede ikke. Han holdt sin kolde maske helt perfekt, selvom jeg sagtens kunne se igennem det. Han var glad, det stod klart skrevet i hans øjne. 

Så var et Jons tur. Sir Rodney tøvede lidt eftersom Jon ikke var lige så høj som Hansi og Gary. Til gengæld var han den med flest muskler. Til sidst sagde master Rodney ja, og et lettet suk undslap Jons læber. Han skyndte sig over ved siden af Gary, som hurtigt gav ham et klap på skulderen. Så var det min tur.

 

”Leonie Trikvallin, ” kaldte baronens sekretær, Martin. 
 

Jeg tog en dyb indånding og trådte så frem til baron Arald. Han smilede til mig, men jeg holdt min kolde facade oppe. Det var en ting jeg var god til, at lade som om jeg er ligeglad og fuldstændig kold, i situationer som den her. Baronen løftede kort øjenbrynene, men sagde ikke noget til min facade. Han kendte min far, det vidste jeg. Jeg vidste også, hvordan min far havde været, hvilket ikke rigtigt passede til min facade lige nu. Han rystede kort på hovedet og begyndte så at smile stort igen. 
 

”Nå Leonie, hvad kunne du så tænke dig? ” spurgte han i et opmuntrende tonefald. 
 

Jeg tog nogle dybe indåndinger og kiggede ud på alle mestrene, som kiggede afventende på mig. Lige da jeg kiggede mod Lady Pauline så jeg en skygge bag hendes skulder. Jeg fokuserede på punktet og til sidst så jeg skikkelsen, som var gået i et med skyggerne. Det var rangeren. Den samme ranger jeg havde set i går. Vores len havde 2 rangere, Will og Halt. Men jeg var ikke sikker på, hvem af dem det var, da jeg aldrig havde set nogen af dem før. Jeg kiggede undrende på ham og jeg fik igen øjenkontakt med ham. Men denne gang holdt jeg hans blik. Hans øjne var hårde og kolde. De viste ingen tegn på følelser. Baronen rømmede sig for at få min opmærksomhed. Jeg kiggede op på ham og så hurtigt tilbage til, hvor rangeren stod. Men han var væk. Jeg kiggede op på baronen og tog en sidste indånding, inden jeg begyndte at tale.
 

”Med al respekt my lord så vil jeg helst ikk… ” mere nåede jeg ikke at sige før jeg blev afbrudt af rangeren. 
 

”My lord, ” sagde han med en kold stemme.
 

Med et blev jeg nervøs.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...