Brændte minder


0Likes
0Kommentarer
118Visninger
AA

1. Brændte minder

Jeg sad på mit værelse med knæene trukket godt op under mig. Jeg havde låst mig selv inde. Jeg kiggede rundt på værelset, jeg havde så mange billeder og minder, men nu var det som om de vente sig imod mig, alle de glade ansigter stirede stift på mig med et sigende udtryk. Jeg låste mig selv inde alt for tit. Måske var det min måde at være mig selv? Jeg rejste mig for sengen og træk en forseglet kasse frem, jeg tog nøglen og låste den op. Indeni lå to billeder og et halssmykke. Billederne var af min far og jeg, jeg vente billedet om og kiggede på datoen. 14 år siden. Jeg har aldrig mødt min far og det ville jeg heller aldrig. Han forsvandt 5 dage efter jeg blev født, og eftersom han aldrig kom tilbage blev mine forældre automatisk skilt. Jeg knugede billederne mod brystet, det var de eneste billeder jeg havde af ham, min mor havde brændt resten. Min mor fortalte mig at han havde været hende utro og at han stak af for at være sammen med en anden. Min mor har været knust siden også selvom hun ikke indrømmer det, har jeg hørt hende græde om aften. Det tydeligt at hun hader ham for det han har gjort, jeg hader ham også. Godt nok kendte jeg ham ikke og det havde jeg heller ikke lyst til, selvom jeg savnede at have en far. Alle de ting hun fortalte om ham var så forfærdelige. Mon han var sådan i virkeligheden? Det vidste jeg ikke. Jeg hadet ham bare, det var som en naturlig del af min opvækst, jeg har lært at hade ham fordi min mor gjorde, jeg vidste ikke bedre.

Og uden jeg vidste det blev jeg revet ud af mine tanker. Jeg græd. Jeg følte mig så skyldte fordi jeg hadet ham, selvom han fortjente det. Jeg blev hurtigt sentimental. Hvorfor kan alle ikke bare være glade? En kold og ensom stemning bredte sig i rummet. Jeg lagde billederne tilbage i æsken og smækkede låget i. Jeg lagde æsken tilbage og tørrede tårerne bort. Jeg prøvede at smile, men det falmede hurtigt. Men jeg blev nød til at komme videre. Jeg åbnede mit vindue og lod frisk luft komme indenfor. Derefter satte jeg nået musik på og begyndte at danse. Måske havde jeg undgået situationen og måske havde jeg end til videre narret mig selv til at tænke på nået andet. Men lige nu var mit smil ægte, det handlede nemlig ikke om at vente på solskin, det handler om at kunne smile sig gennem regnen. Det lærte jeg nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...