Observationerne (på pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2015
  • Opdateret: 16 mar. 2016
  • Status: Igang
//Observationerne og tankerne fra hverdagens travlhed❤ Der kan også komme nogle historier, der bare har brændt sig fast i min hjerne : ) Velkommen til min meget personlige dagbog.// Denne dagbog er sat på pause lige i øjeblikket.

14Likes
24Kommentarer
15517Visninger
AA

131. Skolestart

4

---------------------------------------

J a n u a r

 

Skolestart, jeg kan ikke sige andet end: "Fuck nej. Jeg gider ikke. Jeg vil ikke." Men selvfølgelig kommer jeg, jeg tør ikke at pjække.

Det gør dog ondt i mit hjerte allerede fra starten af dagen. I snakker uden at tænke på at involvere mig i jeres samtale. Jeg er igen den tomme luft. Vidste jeg det ikke nok? Jeg er et udskud! Mit hjerte bliver sprunget ligesom en skrøbelig ballon, som rammes af skarpe ord, eller rettere sagt skarpe knive. Alligevel klemmer jeg tårene tilbage og sætter mig i midten af jeres to-mands-formation i biologi, for endelig at kunne være med i samtalen. Det hjælper faktisk, og jeg kommer til at snakke mere livligt end før.

Så går det galt igen, for nu er der frikvarter. Det betyder IKKE faste pladser, og I sætter jer klods op og ned ad hinanden, så jeg ikke kan høre, hvad I snakker om. Hver gang jeg prøver at snakke, så bliver I stille som om jeg siger noget forfærdeligt forkert, og når jeg eksempelvis skal hen med noget i skraldespanden, så er det første, jeg kan høre, når jeg går, en stille summen fra jer. Det er nok fordi I ikke kan udholde mig, og først gider at snakke, når jeg er væk.

Du har forandret dig, du er ikke mere chokolade julemænd i netto, du er noget andet, noget fremmed. Jeg kan ikke lide det og håber inderligt, at det bliver anderledes, når ugen rinder ud, for du har aldrig vendt den kolde skulder til mig. Ikke før nu.

Og du, dig med cola-snørebåndene, har vendt den kolde skulder til mig i meget lang tid. Jeg prøver at være venlig overfor dig, prøver at blive gode venner med dig, men alligevel hver gang du får chancen, så forlader du mig. Du gør ikke andet end at såre mig, og jeg begriber ikke, at jeg stadigvæk holder fast i dig.

Når klokken den ringer ind til time, undrer jeg mig over, at det eneste vi alle tre har snakket om, er din kæreste. Jeg vil ikke høre så meget om ham, og hvordan han har det. Jeg vil mere høre om, hvordan du har det. Ja, hvordan har du det, ikke mere chokolade julemænd i netto? Eller hvordan har du det, cola-snørebånd? Jeg håber, I har det godt, I ved desværre ikke at det er jeres indflydelse, som bestemmer om jeg har det godt eller ej. Jeg troede, vi klingede sammen, nu er jeg i tvivl, og det er forsent at skifte skole eller klasse. Nu må jeg bare holde fast.

Jeg kan ikke klare at skifte pladser, og så skal vi selvfølgelig det i sidste time. Jeg kunne ellers godt lide min selvvalgte plads, for der sad jeg ved siden af dig, og der var du igen dig selv, undtagen det at du skriver for meget med kæresten. Jeg har sagt det til dig, men du glemmer fem sekunder efter, at jeg ikke kan lide at høre et hva' når jeg lige havde sagt noget meget vigtigt til dig, for du sidder konstant med næsen ned i skærmen opslugt af kærestens røde hjerter. Bare du ville kigge op på mig, når jeg snakker til dig, så kunne du måske se min krakelerede smilefacade.

Nu sidder jeg et meget dårligt sted, altså på de nye pladser, for drengene som sidder på hver side af mig kan ikke lade være at råbe til hinanden, og så sidder jeg der, og prøver enten at koncentrere mig eller at følge med i jeres råben til hinanden lige ind i mit hoved. Og ja, så er der selvfølgelig også det minus, at du er langt væk, og at cola-snørebånd ikke gad at sidde ved siden af mig. Hun sagde det ikke direkte, men jeg forstod det alligevel godt, og håber så inderligt, at jeg tager fejl.

Det eneste lyspunkt i min dag er da du og jeg skulle være sammen efter skole. Vi går ikke i samme klasse, hvilket vi begge er kede af. Men det gode ved det hele er, at du godt vil lytte til mig, endda interesserende hvilket ikke så tit sker for cola-snørebånd og ikke mere chokolade julemænd i netto. Selvom vi ikke ser hinanden så ofte, kan vi alligevel snakke om alt sammen. Du er den, som er der for mig lige nu og forhåbentligt altid. TAK! TUSIND TAK!

Hvis jeg ikke havde været sammen med dig i dag, så ville jeg have betegnet min dag som et helved, men jeg kan ikke sige, at den er dårlig, fordi jeg smiler, når du strøjer brødet ud på græsset i stedet for i fuglehuset, jeg smiler, når vi ser Friends og griner. Jeg kan ikke andet end at smile, når vi er sammen. Du var, er og bliver altid smilet i mig.

 

XOXO! - Superskriveren

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...