Observationerne (på pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2015
  • Opdateret: 16 mar. 2016
  • Status: Igang
//Observationerne og tankerne fra hverdagens travlhed❤ Der kan også komme nogle historier, der bare har brændt sig fast i min hjerne : ) Velkommen til min meget personlige dagbog.// Denne dagbog er sat på pause lige i øjeblikket.

14Likes
24Kommentarer
15494Visninger
AA

6. Mirabella

 5

---------------------------------------

S e p t e m b e r

 

En historie der satte sig fast i min hjerne:

Hun bed sig i læben, og trak en rødlig lok om bag øret. Qi med Phildel røg ud af hendes hvide apple hovedtelefoner, imens hun cyklede ned ad bakken på sin rustne damecykel.

 

I dag havde han kigget på hende, og ikke med det usynlige luft blik. Nej, han havde bevidst kigget på hende, mens hun sad og drak sin chai latte inde på Starbucks. Hendes slanke fingerer havde knuget hårdere om kruset i de få sekunder, deres blikke havde mødt. Det var som om, han havde set ind i hendes sjæl, og stjålet noget der tilhørte hende, hun vidste bare ikke hvad. Chai latten smagte bedre lige på det tidspunkt, og hendes kinder havde blusset varmt. Så havde han kigget væk, og alt var tilbage til det normale. Eller var det? Noget manglede...

Hver gang hun så ham fik hun åndenød. Han påvirkede hende så meget, som et jordskælv målt på Richterskalaen til 9,2, ville påvirke millioner af mennesker. Han var en smagløs dreng, som altid gik i hullede bukser og løs T-shirt. Men det var alligevel det, hun kunne lide ved ham. Det var dog ikke det bedste ved ham. Det bedste var hans sommerlige smil. Det nåede bare aldrig ud til hende, der var altid en anden modtager. Ofte blondinen med det dyre modetøj og hendes knaldrøde MAC læbestift. Han kunne sno hende om sin lillefinger ved blot at blinke smørret.

 

Den rustne damecykel drejede hun skramlende ind ad sin indkørsel. Nøglen drejede om, og døren gik knirkende op. Det havde regnet og hendes mascara løb, da hun kiggede på sig selv i spejlet. Hun smed sig veltilpas på sin seng, og mærkede sin mobil vibrere i lommen. Fumlende trak hun den op, og så på displayet, det var Sam.

"Hvad er der Sammi?" sagde hun, og var lige ved at boble over af lykke. "Hey! Mirabella, kan jeg sove ved dig, min mor har fået sit sædvanlige flip? Hvad er der lige sket for dig, siden du kalder mig Sammi?" Sam lød nysgerrig fra den anden side af røret, og hun kunne se hans ansigt for sig. Den buede mund, den fregnede næse, og de mosgrønne øjne fulde af tillid.

De havde kendt hinanden siden børnehaven. Han havde forsvaret hende overfor de voksnes skæld ud, og taget skylden for hendes narrestreger. Fra den dag af havde de været uadskillelige. Undtagen når de skulle på toilet, tænkte hun smilende.

"Sommer så på mig!" Der lød et suk fra den anden side, "Hvornår kommer du over ham?" ALDRIG! Havde hun lyst til at råbe ind i røret, men beherskede sig, for det var for barnligt. Ace og hende havde også kun udvekslet et enkelt hej, hvorefter blondinen forsvarsberedt var kommet, og havde kysset ham lidenskabeligt. Sam havde en pointe, Mirabella sank en klump, hun måtte glemme Ace.

"Du har ret, jeg skal nok prøve at glemme ham. Selvfølgelig, du må gerne komme, der er altid plads til dig. Er det et alvorligt flip din mor har fået?" Der lød et tak for den anden ende, men Sam svarede ikke på det sidste spørgsmål. Hans mor var psykisk syg, men han sagde det ikke til nogen. han var bange for at blive placeret i en pleje familie, og moren på sindssygeanstalten. Det kunne hans mor ikke klare.

***

I Fransktimen sad Mirabella og blundede, mens hun rev i en tråd i sine bukser. Urets viser gik dobbelt så langsomt end normalt, og timerne sneglede sig afsted. Vejret udenfor var vådt, og gjorde det ikke bedre på hendes humør.

Derhjemme var hun fraværende, og hun kunne ikke svare sin mor hvorfor. Dagene gik, og hun prøvede ihærdigt ikke at bekymre sig om Ace, men det var svært. Hver gang den ækle blondine kom, havde Mirabella lyst til at kaste op, over hendes nye designer sko. Mirabella besluttede sig derfor at gå hen og købe en dagbog med hjertelås på, og der skrev hun sine tanker ned for at få lettet presset.

Mandag: Sam er begyndt at lægge mærke til min fraværende attitude. Jeg prøver at undgå Ace, men det er svært.

Tirsdag: Sam har spurgt mig om det, men jeg afslog det henkastet. Blondinen klistrer sig hele tiden til Ace, og af en eller anden grund gør det mig vred. Er jeg jaloux?

Onsdag: Jeg fakede at jeg var syg overfor min mor. Jeg brugte lampetricket, og det virkede faktisk. Nu er jeg hjemme, men jeg er stadig trist. Hvorfor, ved jeg ikke.

Torsdag: Jeg siger stadig, jeg er syg. Sam ringede, men jeg tog den ikke. Jeg sidder under dynen, og ser Netflix med varm kamillete, men jeg føler mig stadig ikke hel, der mangler noget. Fra mit værelsesvindue kan jeg se skolen. Jeg så Ace og blondinen gå sammen på udendørsarealet. Jeg burde være ligeglad, men det er jeg ikke:(

 

Fredag kom Mirabella i skole for at glæde sin bekymret mor. Sam var glad, og spurgte ikke ind til sygeepisoden. Solen bagte den dag, og varmede klasseværelset godt op. Det hjalp heller ikke at lokalet var på første sal, man siger jo at varmen stiger op af. Vinduerne blev åbnet, og i det øjeblik have Mirabella lyst til at kaste sig ud af det. Lade vinden rive i sit hår på vej ned mod den visse død. Hun gjorde det ikke. For i det sammen så Ace advarende på hende, som om han havde læst hendes tanker.

Fru Wine, deres fransklære sagde pludselig skrapt: "Nå ja, på mandag er der ingen fransk, desværre. I skal til prom søndag, så ledelsen siger at I får fri mandag, hvilket jeg er meget imod! Så nyd det. For det er sidste gang i får fri for mine timer."

Prom! Mirabella havde ikke en ledsager, og havde ikke engang fundet en kjole. Hun havde glemt alt om det. Dæmpet sagde hun, "jeg tager ikke med." For at overbevise sig selv om, at det var bedst.

***

Prom, hvorfor havde Mirabella overhovedet fået sig overtalt af Sam. Sam skulle ikke engang med, han passede sin mor derhjemme. Nu sad hun som bænkevarmer, og så på alle de andre som lystigt dansede til musikken. Deres kroppe bevægede sig dunkende og hoppende i takt med beatet. Sveden glinsede på deres pander, og rummet blev varmet godt op af deres kroppe.

Alle pigerne havde smukke glitrende kjoler på. Mirabella havde selv valgt at iføre sig en stram havblå kjole, som gik helt ned til hendes lidt for små ballerinasko. Hendes hår var krøllet, så det lignede giftige røde slanger, de hoppede op og ned, hver gang hun bevægede sig. Udseendet betød ikke så meget for hende, som det gjorde for andre piger på hendes alder, men hun var alligevel godt tilfreds med hendes look i dag.

Hurtigt rejste hun sig for at få noget frisk luft. Udenfor var nogle dansepar lidt for tætslyngede, så hun undgik dem diskret. Hun satte sig ned på en bænk, og indåndede nattens kølige luft helt ned i sine lunger. "Blev varmen også for meget for dig?" lød en stemme til højre for hende.

Hun kom med et forskrækket udbrud, og drejede langsomt hovedet. Ace sad henslængt i et fint jakkesæt, noget hun aldrig havde set ham i før. Hun nikkede som svar. "Hvor er Hannah henne?" sagde hun. For blondinen var ikke i sigte, hvilket var usædvanligt. "Hun morer sig gevaldigt med Josh," sagde Ace i et neutralt tonefald. "Det er jeg ked af," lød det stille fra hende. Ace trak på skulderen, og så hen på hende.

"Hvorfor var du der ikke onsdag og torsdag?" Havde Ace virkelig lagt mærke til at hun ikke var der onsdag og torsdag? hende hjerte sprang et slag over, mens hun rettede sit blik op mod de funklende stjerner. "Det var ikke noget." sagde hun henkastet. Ace havde rykket sig tættere på hende, eller var det bare noget hun forestillede sig?

"Sandheden er at jeg prøvede at gøre dig jaloux, ved at være sammen med Hannah. Men jeg kan se, det ikke hjælper, du er stadig sammen med Sam." Mirabella brast i en høj latter, og Aces ene øjenbryn fløj op. "Sam og jeg, er kun venner, det har vi været siden børnehaven. "Din 'mission' lykkedes, du gjorde mig så jaloux, at jeg havde lyst til at brække mig udover Hannahs designer sko." Røg det ud af hende, som om hun havde fået et sandhedsserum.

Ace brød ud i en hjertevarmende latter, "jeg har altid hadet hendes sko." Sammen grinte de, og smilte til hinanden, en varm følelse blomstrede op i Mirabella og hun nød virkelig at sidde ved siden af Ace, og det at høre hans regelmæssige vejrtrækning var beroligende.

"Må jeg byde dig på en dans?" spurgte han hende spontant, og rejste sig behændigt op, med en fremstrakt hånd fremme. Hun tog genert hans hånd, og kom kluntet op at stå. Han lagde sine arme på hendes talje, og det sendte små stod op igennem hele hendes krop. Musikken kunne høres i normal lydstyrke udefra, så de stod og dansede tæt udenfor med stjernerne ovenover dem. Hun mærkede ikke engang at hun fik gåsehud på hendes ben. Kulden føltes ikke gennemtrængende, når hun var sammen med Ace.

Det var rart tænkte Mirabella, og for første gang siden Starbucks følte hun sig hel. Det der var blevet stjålet var nu leveret tilbage. Hendes hjerte. Han var nøglen til hendes hjerte. Tænkte hun til sidst lykkeligt.

 

XOXO! - Superskriveren

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...