Where's the good in goodbye?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2015
  • Opdateret: 15 maj 2017
  • Status: Igang

Jennifers liv tager en voldsom drejning, da hun en helt almindelig fridag samler 4 drenge op, på vej hjem fra en gåtur i skoven.
Det skal senere vise sig, at det ikke bare var 4 tilfældige drenge, men selveste Harry Styles, Niall Horan, Liam Payne og Louis Tomlinson.HUn tilbyder dem at flytte ind imidlertidigt, men det kommer til at volde problemer.
Bliver det let at bo sammen med det største boyband på jorden? Og hvordan skal det gå?

7Likes
12Kommentarer
941Visninger
AA

3. Unexcepted

JENNIFERS SYNSVINKEL

 

Vinduesviskerne kørte så hurtigt frem og tilbage, at jeg nærmest fik et mindre stressanfald, bare ved at kigge på dem.
Men, det skulle jeg jo egentlig heller ikke. Mit klogeste træk ville nok være at kigge på vejen under mig – som egentlig var vold glat.

Jeg havde fri fra arbejde i dag og havde derfor valgt, at tage på en lille køretur. Hele min sidste uge havde simpelthen været så stressende, at jeg, på denne sjældne fridag, havde brug for at lufte mine tanker. Og med lufte mine tanker, mener jeg at tage min vuf og mig selv på en køretur, for dernæst at gå en tur i den første og bedste skov vi så.

Det var, som håbet på, egentlig meget hyggeligt. Indtil det begyndte at regne.
Nej, regne var ikke udtrykket. Det pissede stort set ned.
Så Lux – min lille promerianer – og jeg spurtede nærmest tilbage til bilen. Hun spurtede, jeg kunne ikke følge med. Til mit forsvar, løb hun også ret stærkt.

Hvad snakker jeg om? Ikke engang Usain Bolt kunne hamle op med hende, så selvfølgelig kunne jeg ikke være med.

Selvom bilen ikke engang var tæt på varm, da jeg satte mig ind, var det alligevel rart, at komme i tørvejr. OG, trøstede jeg mig selv med, jeg havde jo sædevarme.

Vinduesviskerne kørte stadig på fuldtryk, og jeg blev med et hevet tilbage til nutiden, da himlen knagede.
Altså, himlen knagede jo ikke. Det tordnede. Ret voldsomt.

Jeg bevarede roen, for er jeg calm as fuck, og så mindes jeg, at jeg engang havde lært, at gummi holder lynene væk og dette transportmiddel kørte ligesom på gummi.

Jeg kørte forbi et byskilt, som ville blive det sidste jeg så i et godt stykke tid nu. Nu var jeg for alvor ude hvor kragerne bor, eller vender de? Ligemeget. Det korte af det lange var, at jeg nu var ekstra fucked, hvis et lyn besluttede at dræbe mig. Der var jo ikke en sjæl herude til at hjælpe. Jeg ville 100% sikkert dø.
Nervøst trykkede jeg lidt mere på speederen, ikke fordi det gjorde den store forskel.

Jeg susede forbi den grønne mur af træer og buske, der indrammede vejen og fik det til at føltes en smule tryggere.

Den lange tunnel varede en evighed, og jeg var så opsat på at komme hurtigt hjem, at jeg ikke engang opdagede at det var klaret op over mig. Det var stadig pisse koldt udenfor, men det tordnede i det mindste ikke længere og det smådryppede også kun.

Endelig kunne jeg sætte farten ned på vinduesviskerne, hvilket underligt nok, gav mig en form for ro indeni.

Jeg lettede også foden fra speederen, og så til min skræk, at jeg var nået de 100km/t i min flugt fra regn og knagen., jeg kunne have påkørt et stakkels dyr med den rådne kørsel, den dårlige samvittighed kom snigende. Jeg tændte radioen, den var underligt nok slukket, hvilket var et særsyn i min bil. Jeg hørte altid musik i bilen. ALTID. Så jeg kunne komme i bedre humør.

Jeg er en ret stor dyreven, så bare tanken om, at jeg nemt kunne have dræbt et, gjorde mig selvfølgelig trist.

Jeg holdt nu ekstra godt øje med vejen, – som jeg sagde; dyreven – og ville ikke påkøre noget som helst. Ikke engang en lille mini skovsnegl, den havde jo heller ikke fortjent det.

Vent.

Selvfølgelig havde den det. De bæster æder alle mine planter i haven, salater, jordbær… Jeg kunne blive ved.

Nu da jeg egentlig var mere opmærksom på vejen, fik jeg øje på noget, noget så langt ude i horisonten, at jeg kun kunne se det, fordi mine øjne var SÅ gode – ja, jeg havde for nyligt været ved øjenlægen og hun roste altså mit syn.

Når jeg tænker nærmere over det, var det måske ikke mere end 50 meter væk, men det var der.

En lille sort klat. Der var noget helt ude på landet. Hvor gjorde det mig bare glad, ih altså (!!).

Jeg sænkede farten, og så til min overraskelse en bil. Jeg kørte forbi i sneglefart, og så sikkert rimelig creepy ud, men whatever.
Jeg overbegloede bilen, men fandt dog ud af, at den var tom.

Æv.

Triste mig.

Jeg ved ikke hvorfor jeg blev så trist i det hele taget. Jeg havde jo ikke ligefrem planer om at chit-chatte med føreren af bilen. Men tanken om ikke at være alene behagede mig måske? I don’t know.
Jeg kørte videre igen, og var alligevel en smule glad for, at ingen havde overværet min lille episode. Hvad ville de ikke have tænkt om mig? En helt masse sikkert. Men måske ikke alligevel?

Så er det nu jeg byder jeg velkommen til hverdagen i min hjerne. Den diskuterer med sig selv, ja. Jeg ved hvad du tænker, men jeg er ikke indblandet i dens skænderier.

Min mobil overraskede mig, ved at ringe helt vildt højt. Jeg havde sådan et smart system i bilen, at lyden gik direkte over på højtaler, og kom ud igennem bilens højtalere.

Du ved hvad jeg mener.

Jeg tog den, og i den anden ende lød min mors stemme. Jeg vil spare dig for detaljerne, men det omhandlede en indkøbstur hun havde haft, hvor hun vist nok havde mødt en kendt. En af de helt store tilbage i hendes tid, så hun var ret eget oppe at køre over det. Ja hun er ret ungdommelig. Efter 1000 elektroniske farvel kys, lagde hun endelig på. Nu ikke misforstå mig, jeg elsker min mor, men sommetider kunne hun gå mig på. Og dagen i dag var en af de dage.

Jeg fortsatte min kørsel, da der stadig var lang vej hjem. Generelt bare ind til den nærmeste by. Til det nærmeste hus. Jeg sad der i mine regnvejrstriste tanker, da jeg kom til at farer forbi 4 skikkelser. Eller, bare mennesker. Skikkelser lyder så dramatisk. Jeg pressede bremsen i bund og dækkene hvinede, sjovt nok. Ha. Ha ha. Ha.. Nej.

Jeg bakkede hurtigt tilbage i bakgear, heh. Heldigvis var mine bremser ret effektive, så jeg var ikke kommet så langt.

Jeg kom tættere på menneskerne, mens jeg overvejede hvad fanden de lavede herude, og så med deres kufferter rullende efter sig.
Indtil det gik op for Kloge Ågen her, at det sikkert var dem fra bilen fra før og at den har måtte været gået i stykker.

Uden at overveje, at de kunne være øksemordere, nåede jeg dem og rullede vinduet ned.

Der stod 4 drenge, drivvåd og sikkert iskolde. Det regnede åbenbart mere udenfor end jeg kunne se, hvilket jeg straks gav øjenlægen skylden for.

”Hej. Kan jeg hjælpe jer med noget?” sagde jeg, dum som jeg var. Selvfølgelig ville de da have hjælp. Daaa?

”Kan du fortælle os, hvor vi skal hen, for at finde den nærmeste mekaniker?” spurgte den ene af drengene. Han havde en hat på. Altså sådan en der sidder bag på en jakke, så det var ret svært at beskrive ham. Jeg kiggede rundt på resten, som også havde hætter på, og kunne heller ikke beskrive dem. Alligevel havde jeg det lidt som om jeg havde hørt ham den førstes stemme før.

"Hop ind i bilen,” hvorfor sagde jeg overhovedet det? De kunne også være voldtægtsmænd. ”I kan bare smide jeres kufferter ind bag i.” Jeg fortsatte simpelthen. Men som sagt, der var noget bekendt ved ham der havde snakket til mig, så jeg måtte have dem til at tage deres hætter af.

Og, så havde jeg selvfølgelig også ondt af dem. Jeg er ikke hjerteløs.

Lux gøede sin lille skingre gøen, da de åbnede bagsmækken, men det tog de nu ikke særlig meget højde for. Endnu en påmindelse til mig om, at mit et og alt ikke fungerende som vagthund.
 

Overraskelsen over, at de turde sætte sig ind, forsvandt da de netop kom ind. Bare en af dem kunne tæve mig sønder og sammen. Høje fyre, wow.

 

Jeg skruede varmen helt op, selvom jeg allerede syntes der var ret varmt på daværende tidspunkt.

 

Ham der sad ved siden af mig, startede med at snakke, ”Du er simpelthen fantas-” ”undskyld, det er ikke for at afbryde, men har jeg ikke mødt dig før?” Røg det ud af mig.
Flot, super flot. Han synes 100% sikkert der er noget galt nu, at jeg er en særling.

”Ehm, nej. Tror ikke vi har mødt hinanden før, desværre” svarede han tøvende tilbage, og smilede genert.

Guuud, hvor var han flot. Selvom regnen dryppede fra hans ansigt, og hans hætte klæbede sig fast til ham, så var han stadig vildt sexet. Jeg kunne ikke lade være med, at spekulere på hvor jeg genkendte ham fra.

Jeg vendte mig halvvejs om, og kiggede på de andre. ”Nååå, men hvor vil I gerne hen?” Jeg blev bare ved med at stille fuldstændige åndsvage spørgsmål, det måtte være drengens skyld. Han havde en ret kraftig virkning på mig. Da jeg ubemærket kastede et blik ug igennem øjenkrogen, sad han og så intenst på mig. Jeg rettede hurtigt blikket tilbage til de andre.

”For at være ærlig, så ved vi det ikke helt. Vi skulle gerne bo på et hotel her i nærheden, men GPS’en ledte os i en helt gal retning.” sagde endnu en stemme jeg genkendte. Det var ved at blive uhyggeligt det her!

”Jeg bor i nærheden, vi kan tage hjem til mig først. Så kan i skifte tøj, og så kan vi ringe til jeres hotel.” foreslog jeg. Ja, i tænker nok, at jeg var sindssyg, men hvis de havde villet dræbe mig, så var jeg nok død allerede.

Alle tre drenge smilede lettet, og tog alle deres hætter af i en synkron bevægelse…

_________________________________________________________________________________________________________

Så.. Det var det første kapitel.
Jeg må indrømme, at det var ret svært det her; 1) jeg er ikke så godt til tanker og direkte tale. 2) jeg har ikke nogle ideer til starten, men en masse til selve handlingen.

Kan afsløre, at i kommer tættere på Harry i næste kapitel :)))

Undskylder meget, at den er startet så dårligt ud. Jeg er langt fra tilfreds!

- Line

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...