Where's the good in goodbye?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2015
  • Opdateret: 15 maj 2017
  • Status: Igang

Jennifers liv tager en voldsom drejning, da hun en helt almindelig fridag samler 4 drenge op, på vej hjem fra en gåtur i skoven.
Det skal senere vise sig, at det ikke bare var 4 tilfældige drenge, men selveste Harry Styles, Niall Horan, Liam Payne og Louis Tomlinson.HUn tilbyder dem at flytte ind imidlertidigt, men det kommer til at volde problemer.
Bliver det let at bo sammen med det største boyband på jorden? Og hvordan skal det gå?

7Likes
12Kommentarer
933Visninger
AA

6. Arrival

HARRYS SYNSVINKEL

"Styles?" En iskold hånd ruskede let i min arm og selvom jeg langt fra var vågen, kunne jeg regne ud, at det var Liam. 1) han var den venligste af dem alle og den eneste, som ikke ville kaste en spand vand i hovedet af mig for at vække mig og 2) hans hænder var af en eller anden grund altid kolde.

 

"Of course" mumlede jeg, og rettede mig langsomt op. "Jeg kommer nu"

Selvom jeg var træt af at blive vækket, var det kun en kortvarig muggenhed, for det at jeg var blevet vækket kunne kun betyde at jeg var færdig med at flyve, hvilket hurtigt fik mit humør i top igen. Jeg strakte mig forsigtigt og forsøgte at lade være med at ramme folk omkring mig i det lille fly. Jeg kiggede rundt og opdagede at passagerene allerede var på vej af flyet, og undrede mig over hvordan jeg kunne have sovet da vi landede, men det havde jeg åbenbart – var det overhovedet lovligt? Altså sådan i offentligheden? Anyways, jeg spændte mit sikkerhedsbælte op og med en del besvær kom jeg op ad sædet og ud i midtergangen. Niall og Louis gik foran mig, og Liam gik bagved, som om han ikke var helt sikker på om hvorvidt jeg var vågen eller ej. Luften strømmede ind ad døren i flyet, men det var en varm og kvalmende luft, og den gjorde ikke det varme fly, med de varme mennesker og den varme kø mere rar at vente i, så da vi endelig nåede udgangen, var det en lettelse for mig. 

 

"Skal jeg ikke køre?" spurgte Niall, da vi nåede hen til vores rent-a-car-bil, men ærligt, så så han mere smadret ud en mig, så jeg rystede på hovedet og fortalte ham sandheden.

 

"Det er det typiske med dig Harry. Ved du hvad man siger?" han løftede spørgende et øjenbryn, men fortsatte så: "sandheden skal man høre fra børn og fulde folk OG Harry Styles"

Jeg sendte ham et smil og daskede ham på skulderen. "Vi skal jo nødigt køre galt, vel?"

 

Niall blinkede og satte sig ind på passagersædet, mens de to andre hoppede ind bagerst. Jeg startede bilen, skruede op for radioen, åbnede vinduet, selvom vejret udenfor indikerede at det snart ville begynde at tordne, og bakkede så ellers ud fra den overfyldte parkeringsplads.

Vi var allerede godt på vej, da Louis så klogt mindede mig om, at vi ikke havde sat GPS’en til, og at vi egentlig ikke havde den fjerneste idé om, hvor vi var på vej hen. Jeg holdte ind til siden så hurtigt jeg kunne, hvilket var ret hurtigt faktisk. Jeg hev vores flyer med hotellets info frem og Niall tastede alle oplysningerne ind på GPS’en. Snart var vi på farten igen, jeg skiftede radiokanal og lod så ellers bare radioen spille. Jeg kunne langsomt mærke roen sænke sig over bilen. Jeg kastede et kort blik over skulderen, og konstaterede, at Louis og Liam sov. Det havde alligevel været for tidligt for dem, tænkte jeg, men kom så tanke om, at de ikke nødvendigvis havde sovet på flyveren.
Jeg så over på Niall, som sad og så ud af vinduet, helt fordybet i sine egne tanker. Jeg besluttede mig for at nyde stilheden – i dette selskab kunne an aldrig vide hvor længe den holdt – og skruede af den grund også lidt ned for musikken.

 

”Harry?” Nialls underende stemme brød stilheden.

 

”Jaah?” det kom bag på mig, hvor træt jeg egentlig lød. Jeg havde koncentreret mig så meget om vejen, at jeg slet ikke havde lagt mærke til den. Lyder det mærkeligt? Jeg svarer for dig: Ja, egentlig. Men jeg blev pludselig opmærksom på omgivelserne og vejret.

 

”Det er dårligt vejr, og vi er helt ude hvor der ikke engang bor flere landmænd. Er det meningen?” spurgte han og havde åbenbart tænkt det samme som jeg lige havde opdaget.

 

”Det er ikke bare dårligt Niall. Det pisser stort set ned” grinte jeg, lykkelig over at jeg sad i en varm bil, men lykken var kortvarig, for jeg kom lige i tanke om Niall sidste sætning, med hensyn til vores location og så vidt jeg huskede, skulle vores hotel gerne ligge inde i byen. Ikke fordi jeg havde noget imod marker, men jo. Lidt.

 

”Altså, jeg tænker at vi lige holder ind til siden? Eller hvad har du af smarte idéer?” påpegede han og pillede GPS’en ned fra vinduet og fandt hotelinformationen frem.
Jeg tog min mobil fra lommen, for at ringe til hotellet, men der var of course ingen dækning. Det kunne jeg have sagt mig selv.

”Ork, lortet virker ikke” brokkede Niall sig kort efter han havde haft en lille fight med vores kære, (u)loyale, (u)troværdige GPS.

 

”Vi har heller ingen dækning” påpegede jeg og hældte tilsyneladende salt i såret på en hidsig Niall. Hans tålmodighed har aldrig været god lige så snart det har med elektronik at gøre. Og at dømme ud fra drengens ansigtsudtryk, tænkte jeg, at det muligvis var bedst at holde mund, starte bilen og køre indtil vi så nogen som helst der mindede om en by. Jeg drejede nøglen – bilen hostede, men det var også det. Stemningen lige nu, var ikke til, at vi, mest jeg, skulle ud og bryde med den bil her, så jeg sagde en lille prayer, drejede nøglen igen, og bilen lød faktisk til at starte. Meeen nej.. For bilen hostede et par gange, så en gang mere, brummede også lidt og gik så død igen. Gentagne gange, plus 10 ekstra gange, hvor der oven i puljen begyndte at komme røg op af den. Pis, lort, og alle andre ord i verden altså. Niall og jeg sendte hinanden et blik, noget ala et; det-er-sker-seriøst-ikke-når-vi-er-her-ude-og-det-står-ned-i-lårfede-stråler-blik. Jeg kiggede på bagsædet og de to andre sov overraskende stadig, så vi lavede en arbejdsfordeling: Niall vækkede dem, mens jeg bar kufferterne ud af bilen, jeg kunne ikke lide, at der var begyndt at komme røg op fra den. Vi måtte lade bilen stå, og tage resten af vejen til fods. Resten af vejen, kunne være alt mellem himmel og jord.

 

Vi påbegyndte vores vandretur, men ingen af os sagde så meget som et kvæk. Vi gik, gik, gik, gik og så gik vi lige lidt længere. Efter godt, hvad der føltes som et års vandring, så det ud il at klare lidt op over os. Ikke at det stoppede med at regne, for dét gjorde det bestemt ikke. Men himlen blev bare mindre mørk og larmende. Vi havde ikke mødt en eneste bil, cyklist, gående eller noget der mindede om nogen form for liv – og der var ingen by at spotte i horisonten. Jeg var for real begyndt at overveje om vi skulle sove i rabatten om aftenen, og fik dårlig samvittighed overfor de andre drenge. Jeg gik forrest og vendt mig om, for ligesom at tale med dem og lave en slagplan for resten af dagen. Jeg indledte min sætning med et ”Undskyld, …”, men kom ikke videre, da der i samme øjeblik kom en stor hvid Audi susende forbi os. Vi blev alle så overraskede over synet af en bil, at vi stod helt fastfrosset og kiggede i bilen retning. Vi vinkede hverken efter hjælp eller noget som helst, der kunne redde os fra at sove på vejen i nat.
Bedst som bilen, var suset forbi os, kom den nu bakkende hen imod os. Jeg fik vækket mine frosne lemmer til live igen og gik hen mod bilens vindue, som var blevet åbnet. Føreren af bilen var en pige på min alder, måske 1 års tid yngre. Hun havde langt brunt hår - tror jeg.

”Hej. Kan jeg hjælpe jer med noget?” spurgte hun med en stemme, som næsten druknede i lyden at motorens tomgang.

 

”Kan du fortælle os, hvor vi skal hen, for at finde den nærmeste mekaniker?” Liams stemme overraskede mig, da han kom mig i forkøbet og gav den stakkels pige et svar på hendes spørgsmål. Jeg blev, underligt nok, helt pinligt berørt og rystede ganske let på hovedet over mig selv.

 

Hun gav os alle at blik hver især, som om hun lige vurderede, hvad vi var for nogle mennesker, men uden særlig megen overvejelse sagde hun, til sin egen store overraskelse: ”Hop ind i bilen” – kort pause – ”I kan bare smide jeres kufferter ind bag i”

 

Helt monotont gik vi alle fire hen til bagagerummet af hendes bil, åbnede bagsmækken og lagde vores kufferter ved siden af det meget luksuriøst hundebur, hvor havde sin hund – på størrelse med en kat – inde i. Uden yderligere snak, gik vi hen til hver vores dør og satte os ind i bilen. Og den var VARM. Som i super super varm. Efter så lang tid ude i kulden, var det faktisk næsten ubehageligt, så varm bilen var. Ligesom hvis man vasker hænder i varmt vand, efter man har haft dem ude i sneen. Ja, netop sådan føltes det.

 

Jeg var lykkelig over redningen, og uden at tænker over det, så jeg direkte ind i hendes ansigt og sagde: ”Du er simpelthen fantas-”, mere nåede jeg ikke, før hun udbrød: ”undskyld, det er ikke for at afbryde, men har jeg ikke mødt dig før?” Hun nærstuderede nærmest mit ansigt, for at finde det mindste, der kunne minde hende om, hvor hun havde set mig før. Men at dømme ud fra hendes ansigtsudtryk, lykkedes det hende ikke. Jeg tænkte på, om jeg skulle præsentere mig, men blev så pludselig bange for, at lyde selvfed. Hvad nu hvis hun ikke anede hvem vi var, men måske syntes at jeg lignede hende fætter – could be. ”Ehm, nej. Tror ikke vi har mødt hinanden før, desværre” endte jeg med at sige, hvorefter jeg sendte hende et skævt smil.

 

Hun vendte sig forlegent væk fra mig, for at stille drengene et spørgsmål. ”Nååå, men hvor vil I gerne hen?” rømmede hun sig og lød som en der vidste præcis hvor vi var. I modsætning til hvad vi selv gjorde.

 

”For at være ærlig, så ved vi det ikke helt. Vi skulle gerne bo på et hotel her i nærheden, men GPS’en ledte os i en helt gal retning,” svarede Niall denne gang. Og sendte mig et blik der sagde: ”lad-os-give-gps’en-skylden-harry-den-virker-hver-gang”

 

Pigen, som i forvejen pirrede min nysgerrighed, gjorde den helt ukontrollerbar, da hun henkastet sagde: ”Jeg bor i nærheden, vi kan tage hjem til mig først. Så kan i skifte tøj, og så kan vi ringe til jeres hotel”

 

Det var som om, at stemningen blev et par tons lettere inde i bilen og drengene fejrede det tilsyneladende, ved at tage deres hætter af på en og samme tid.
Jeg holdt intenst øje med ansigtsudtrykket hos vores redningskvinde. Som i øvrigt spærrede øjnene op i både forundring, nysgerrighed og måske bare ganske almindelig chok, da hun stirrede på Niall, Louis, Liam, Louis, Niall, Louis, Liam, Louis, Niall for så at ende ved mig. Hun stirrede kilometer langt ind i mit ansigt, som stadig var indrammet af hætten på mig jakke og mit våde hår.
Hun kiggede forlegent væk, da det langsomt gik op for hende, at hun rent faktisk genkendte os.

Og hvor ville jeg ønske, at jeg vidste hvilken grad af kendskab hun havde til os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...