Where's the good in goodbye?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2015
  • Opdateret: 15 maj 2017
  • Status: Igang

Jennifers liv tager en voldsom drejning, da hun en helt almindelig fridag samler 4 drenge op, på vej hjem fra en gåtur i skoven.
Det skal senere vise sig, at det ikke bare var 4 tilfældige drenge, men selveste Harry Styles, Niall Horan, Liam Payne og Louis Tomlinson.HUn tilbyder dem at flytte ind imidlertidigt, men det kommer til at volde problemer.
Bliver det let at bo sammen med det største boyband på jorden? Og hvordan skal det gå?

7Likes
12Kommentarer
905Visninger
AA

7. Acquaintances

JENNIFERS SYNSVINKEL

 

Kender I udtrykket med, at man kan tabe kæben? Det tror jeg, at jeg gjorde. Jeg sad i min bil, med min gøende hund bagi, jeg lignede en druknet – og nu også forskræmt – mus. Og jeg stirrede lige ind i øjnene på 3 medlemmer af boybandet One Direction.
 

Ja, det var super akavet. Helt vildt overdrevet meget akavet. Mine øjne flakkede mellem de tre på bagsædet, som om det ikke helt kunne finde noget at stirre på. De øjne, som jeg i øvrigt roste til skyerne tidligere, de endte med at forråde mig, ved at beslutte sig for at ende deres flakken direkte inde i mine sidemakkers grønne øjne. Flotte grønne øjne, vil jeg lige påpege. Vildt flotte øjne faktisk.

 

Jeg må have nået en grænse for akavethed, for på et tidspunkt fik jeg da så meget styr på mig selv, at jeg løsrev mig fra det opslugende blik og fokuserede på vejen udenfor. Altså, jeg kørte ikke endnu, bare rolig. Sådan en bisse er jeg ikke. Jeg er en anti-fartbølle. Jeg lukkede øjnene i mindre end et sekund og tog en dyb indånding. Dybere end jeg troede, mere højlydt end jeg troede. Hovsa.

Jeg kunne mærke 3 blikke i nakken. Eller siger man 6? Der var jo 6 øjne, men kun 3 par. Hmm, i hvert fald, så 3 menneskers blikke. Og så endnu et menneskes blik, men dette var fra siden.
Jeg prøvede at få mig selv til at tage mig sammen. Sidste jeg tænkte på One Direction var som 15-årig. Jeg var blevet 5 år ældre, det samme var de. Jeg måtte opføre mig som et anstændigt menneske. Og ja, det er faktisk muligt.

 

”Nå for søren, jamen hej drenge” sagde jeg og undrede mig over, hvor rolig og kontrolleret jeg lød. ”Så slipper jeg i det mindste for, at skal knokle med at kunne huske jeres navne”. Jeg kiggede over på min sidemakker, faktisk mest fordi det gav sygt hold i nakken at kigge om på bagsædet, i længere tid af gangen. ”Du kan godt tage hætten af som de andre Harry – nu er det for sent at gemme dig” sagde jeg friskt til ham og smilede, sådan som man ville gøre til en ven, for at få den til at føle sig tilrette.

 

Han og de andre så ud til at ånde lettet op, da de fandt ud af, at jeg ikke var en sindssyg stikker fan, som råbte og skreg og ringede til pressen. Harry gengældte mit smil og tog derefter også sin hætte af. OG gutter og gutinder, mit hjerte sprang et slag eller to over. Du ved; childhood crush + omkring 3-4 år = bae. Altså, han var ikke bare lækker længere. Han var jo decideret flot, pæn, fræk og alle de andre ord der beskriver en pæn mand.
Jeg bed mig selv i læben, da mit mod og min beslutsomhed vaklede en smule. Men tanken om, at jeg gerne skulle fremstå voksen og anstændig, fik mig hurtigt tilbage til virkeligheden. Om man så må sige.
Jeg satte bilen i gang igen og begyndte hjemturen. ”For resten, så hedder jeg Jennifer. Det kunne jo eventuelt være rart at vide, tænker jeg” sagde jeg mens jeg kørte, for lige at lette stemningen lidt.
Jeg overvejede, om jeg skulle fortælle dem om mig selv eller noget i den stil. Men omvendt, så ville de vel spørge ind til det, hvis de var interesserede i den slags.

 

”Tusinde tak Jennifer – for hjælpen altså. Vi havde sovet i grøften i nat, hvis ikke du havde kommet forbi” sagde mr. Styles. Bare måde han sagde det på, ville gøre enhver svigermor blød i knæene. Han lød så oprigtigt taknemlig og det kom så naturligt fra ham, at kindness måtte være noget han havde fået ind med modermælken. ”Og nu er det ikke for at være uhøflig, men bor du herude? Altså, er der huse herude eller noget i den stil?” fortsatte han, som om han var en anelse bange for, at de skulle opholde sig på en bondegård.

 

”Det er ingen årsag, selvfølgelig vil jeg hjælpe. I siger bare til” sagde jeg, kastede et blik ud af øjenkrogen og fortsatte så, ”og for at svare dig på, hvor jeg bor, så er svaret at nej, jeg bor ikke herude på landet. Jeg bor i udkanten af Calabasas. Hvor vi i øvrigt først er om cirka 20 minutter, så i skal ikke holde jer tilbage med at tage en lur”. Den sidste del var henvendt til Niall, Liam og Louis som sad på bagsædet og lignede nogen, der ikke havde fået den nattesøvn de havde brug for. Lige da jeg havde tænkt tanken til ende, benyttede de sig vist af tilbuddet. De satte sig hver i sær godt til rette og mumlede noget i retning af, ”skønt, tusinde tak”.

Jeg smilede ved mig selv og kastede et blik i bakspejlet for at konstatere at de nærmest var faldet i søvn med det samme. Derefter kiggede jeg spørgende over på Harry, som hurtigt sagde, at han ikke var træt. Jeg lovede, at jeg nok skulle lade være med at bortføre dem eller noget, så hun kunne trygt lægge sig til at sove. Men han grinede, men stod ved at han ikke var træt.

 

”Hvordan kan det være, at I er endt her? Altså jeg ved, at i fór vild, men I har jo intet at lave herude. Det er kun mig der kommer forbi fra tid til anden” spurgte jeg undrende. Altså, de burde jo kunne være fløjet direkte ind på deres hotelværelse næsten. Tror jeg da. Jeg var træt okay. Min hjerne, skærer helt ind til benet og vil kun have rent fakta. Harry rømmede sig og fortalte om deres tur hertil. Alle mine hv-ordsspørgsmål blev besvaret, så det hele gav lidt mere mening. Efter at have snakket med Harry om løst og fast, havde jeg det allerede som om vi havde været venner i 100 år, i stedet for lille mig og verdensstjernen Harry Styles som det jo nu engang var.
 

”Jeg vil ikke snage, men jeg vil bare være sikker på, at vi ikke trænger os på. Jeg ved jo ikke, hvordan og hvorledes. Hvis du og din kæreste ikke vil hænge på os i dag, så er alt hvad jeg skal bruge, bare nok dækning på mobilen til at lave en opringning”, Harry brød den korte tavshed, da han stillede mig sit meget lange spørgsmål. Og egentlig var jeg lidt flov over hans spørgsmål, fordi mit svar dertil ville blive pinligt og bevise hvor lonely og kedelig jeg er. Han havde gået ud fra, at jeg havde en kæreste som jeg boede med. Sødt. Jeg overvejede kort, om jeg skulle lyve, men det ville blive mere pinligt for mig, hvis han opdagede at jeg løj. Så jeg nøjedes med at fortælle ham sandheden. Det eneste rigtige. Klart.

 

”Hvor er jeg smigret, men du kan være ganske rolig. De eneste, som du skal være bange for med hensyn til ugæstfrihed, det er Lux deromme”, jeg nikkede bagud mod Lux i bagagerummet.  I mine egne ører, kunne det ikke lyde mere kedeligt, men Harry smilede bare – noget som jeg godt tør kalde mit yndlingssmil.

 

”Så du bor altså alene?” spurgte han nu, ikke for at få et svar, men som en konstantering. Han drejede hovedet så han så direkte på mig. ”Tror du jeg er velkommen for Lux?” spurgte han så. Og ærligt, han var ubevidst flirtende og selvsikker. That’s a fact. Til min egen overraskelse svarede jeg tilbage i samme selvsikre toneleje, ”Lux har god smag”. Harry grinte og bed sig i læben, ”det håber jeg” mumlede han og kørte en hånd gennem sit hår.

 

Anede den mand, hvilken effekt han havde på piger omkring sig? Eller i hvert fald mig. Det ene øjeblik sidder jeg og taler med mig selv i bilen på vej hvem fra en gåtur, det næste sidder jeg og har en samtale med Harry Styles om hvorvidt min hund kan lide ham eller ej. Skørt.

 

”Har du andre dyr?” Harry brød igen stilheden med sit spørgsmål. Han virkede dog interesseret, så jeg gav ham flere detaljer.
 

(ps. Undskyld alle, som ikke kan lide heste eller noget i den stil. I kan indsætte whatever I selv interesserer jer for. Jeg ved bare ikke noget om andre ting. Forfatter over and out)

 

”Ja, 3 heste plus et føl” begyndte jeg, og fortsatte lige efter, ”men de står hjemme hos mine forældre, så bare rolig. Vi skal ikke på bondegårdsbesøg”, skyndte jeg mig at tilføje, ”jeg rider kun en sjælden gang i mellem, men jeg underviser et par piger og min søster nogle gange om ugen”

 

Harry kiggede på mig, som om han lige tyggede på mit svar. Bedst som jeg troede, at spørgerunden var slut, kiggede han igen nysgerrigt på mig. ”Du ved hvem jeg er”, sagde han og holdte en kort pause, ”er du skuffet?”.

 

Jeg glibbede med øjnene, da jeg ikke forstod hans spørgsmål. ”Skuffet?” gentog jeg undrende. Hvad skulle jeg være skuffet over?

 

”Ja altså. Er jeg sådan som du forestillede dig, at jeg var? Du ved, jeg møder ikke så mange på den her måde. Hvor dem jeg møder er helt nede på jorden” uddybede han sit spørgsmål. Og så ventede han ellers bare på, at jeg kom med et svar.

 

”Jeg tror det er svært at sige. For det første, er I og jeg blevet ældre. Mine forventninger og tilgang til verden, var nok lidt mere abstrakte dengang. Man kan heller ikke bedømme en person ud fra hvordan han femstilles i offentligheden. Så jeg tror aldrig jeg har haft en forventning, måske nærmere en formodning eller forestilling. Men nej. Jeg er ikke skuffet.” jeg kiggede ud ad ruden imens jeg talte. Og også efter jeg var færdig med at tale. Jeg forventede ikke et svar, jeg forestillede mig ikke at han ville svare.

 

Trods det, mumlede han alligevel et ”tak”. Jeg smilede, stadigt med blikket fæstnet på vejen. ”Det bliver ret hurtigt mørkt og ret sent inden i får tørt tøj på og får noget at spise. Og jeg har altså plads til, at I kan overnatte. Hvis i vil?” sagde jeg, stadigt med blikket på vejen udenfor, ”og jeg er ikke skør eller ude på noget” tilføjede jeg hurtigt.

 

”Nu skal du ikke love for meget Jennifer. Du ved jo ikke hvad Lux synes om os endnu” svarede han lynhurtigt og grinede.

 

Jeg himlede med øjnene, ”okay, den bad jeg selv om den der, ikke?” spurgte jeg og smilede af at han tilsyneladende hyggede sig gevaldigt over det.

 

Umiddelbart efter Harry var stoppet med at grine, vågnede resten af drengene lige i tiden til, at jeg drejede ind ad indkørslen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...