Forbidden Love

Jeg sad på den bageste bænk i kirken til Aksels begravelse. Han havde ikke fortalt nogen om mig, derfor ville jeg ikke vække opmærksomhed. Det var Aksels dag. Vi skulle sig farvel for en sidste gang. Men jeg kunne ikke koncentrere mig. Min opmærksomhed var på kvinden, som sad foran mig. Hun var nemlig ikke en hvem som helst. Det var Aksels store kærlighed. Hans forbudte kærlighed. Han havde kun fortalt om hende til mig. Jeg var den eneste som vidste, hvem hun var. Men hvad lavede hun her?

1Likes
0Kommentarer
235Visninger

1. Skuffet

Jeg var ude med aviser, og jeg var lige ved at være færdig. Den sidste på min rute var Aksel.

 

Aksel var ikke bare en almindelig kunde, han var som den bedstefar, jeg aldrig fik. Aksel betød alt for mig, han havde været den eneste person, som kunne forstå mig. Jeg kunne spejle mig selv i ham. Han forstod mig. Han forstod, hvad det ville sige at være anderledes, for han var selv alt andet end normal. Aksel lignede ellers en almindelig ældre dansk mand. Han havde gråt hår, var forsynet med en vom og krummede i sin ryg når han stod op. Men Aksel manglede noget. Aksel havde ikke en næse, for der hvor den skulle sidde, var der blot et stort sår. Hvad der var sket, kan jeg ikke fortælle dig, for jeg ved det ikke. Men han var ikke flov over sin manglende næse, for som han selv sagde, var hans manglende næse en særhed ved ham, som gjorde ham, til den han var.  

 

Jeg stillede min cykel op ad hækken. Jeg åbnede lågen og gik ned ad den lange sti til hoveddøren. Jeg bankede på døren. Der gik et par sekunder, så kom den dybe stemme.

Er det dig Lærke? Hvis det er, så kan du altså bare komme ind! Hvornår lærer du det min ven?

 

Aksel fik altid mit smil frem. Jeg åbnede døren og trådte ind. Aksels hus var som en anden dimension. Det var så gammeldags, det var som en tidsmaskine tilbage til 1940’erne. Men sådan var Aksel. Gammeldags. Han levede i fortiden. Han kunne ikke komme ud ad fortiden. Han sad fast. Hun holdt ham fast. Aksel var bange for fremtiden, han var bange for forandringer. Aksel oplevede engang noget magisk. Han gav aldrig slip på det magiske, derfor gik han aldrig fremtiden i møde.  

 

Aksel sad inden i stuen i sin store sofa, han var som altid omringet af bøger. Da jeg trådte ind i rummet, kiggede han op på mig med sine lysende blå øjne.  

Du er virkelig velopdragen Lærke. Du er kommet her i tre år, du behøves altså ikke at banke på længere!

 

Jeg smilede forlegent og kiggede ned.

Jeg har din avis med.

 

Han nikkede og pegede over på bordet, hvilket betød, at jeg skulle ligge den der, for nu havde han en historie, som han gerne ville fortælle mig. Jeg nød Aksels historier. De var tryllebindene. Aksel nød, at jeg hørte på ham, for der var aldrig nogen andre, som hørte på ham. Han blev aldrig anderkendt, selvom han fortjente det mere end nogen anden. Jeg lagde avisen over på bordet og satte mig ved siden af ham i sofaen.

Hvad laver du Aksel?

 

Der bredte sig et smil på hans ansigt.

Hvad dag er det i dag Lærke?

 

Jeg tog min telefon og tjekkede.

Det er den 6. juni, men hvorfor spørger du?

 

Aksel kiggede på mig med våde øjne, og så viste han mig et billede af en ung sømand foran et skib. Skibets navn var ’’Maja’’, og den flotte unge sømand var Aksel.

Da Danmark blev besat Lærke, så blev de danske sømænd stillet over for et alvorligt ultimatum. Da jeg fik af vide, at vi var blevet besat, befandt jeg mig ude på Atlanterhavet med en gruppe kammerater. Vi var på arbejde, men vi fik stillet et ultimatum, som lød på, at vi enten skulle sejle hjem til Danmark eller sejle til nærmeste havn, der enten var neutral eller under de allieredes kontrol. Vi valgte, at melde os på engelske skibe for at hjælpe de allierede. Vores civile arbejde forsatte, men det var anderledes på grund af krigen. Mit job var at komme med materiel og flere soldater, der skulle nedkæmpe tyskerne i det besatte franske område.

 

Mit job var en ære. Jeg fik en masse venner, men mange af dem faldt under D-dagen for præcis 70 år siden i dag. Det var hårdt at se sine venner dø lige foran en, det kunne ligeså godt have været mig. Men jeg var heldig, der var nemlig kun en ting, som jeg skulle give afkald på for at beholde mit liv. 

 

Aksel tog min hånd og så mig direkte ind i øjnene.

Lærke, du er sådan en velopdragen pige, men jeg ved godt, at der er en ting, som du har undret dig over ved mig. Jeg mangler min næse. Min næse blev skudt af for 70 år siden under D-dagen, det var det, som jeg måtte give afkald på. Jeg var heldig Lærke, og jeg beundre dig for, at du turde lære mig af kende, trods min lille særhed. Men ikke nok med det. I år er det nemlig også 70 år siden, at jeg mødte min drømmekvinde. Jeg sejlede nemlig til Afrika efter D-dagen. Jeg var ung. Jeg ville opleve verden. Jeg har aldrig kunnet få hende ud af hovedet. Kvinden som jeg altid har elsket fra første øjekast, hun hedder Marie. Mit hjerte banker kun for Marie.

 

Jeg slap Aksels hånd, og så på ham med store øjne, min mund stod på vid gab.

Ja Aksel, jeg har altid undret mig over det med din næse, men jeg har ikke turdet spørge, for det ligger bare ikke til mig at gøre sådan noget. Nu er jeg kommet her i tre år, så det undrer mig altså, at du ikke har fortalt mig det lidt før. Men jeg ved godt, at du har svært ved at stole på folk, det har jeg også selv. Men du er den eneste, som jeg stoler på. Det er derfor en ære for mig, at du åbner dig overfor mig, at du fortæller mig ting og betror dig til mig. Tænk at jeg kender en, som var sømand på et krigsskib på D-dagen. Det er jo stort Aksel! Wow! Men…

 

Jeg har svært ved at forstå, det sidste du fortalte mig… Jeg forstår det sgu’ ærligt talt ikke!? Din kones navn er Astrid, ikke Marie! Har du aldrig været forelsket i Astrid? Har du altid elsket denne ’’Marie’’? Jeg er forvirret Aksel! Har du fået børn med en kvinde, som du aldrig har været forelsket i? I har jo guldbryllup i år! Hvem er denne ’’Marie’’, Aksel? Hvem er hun?!

 

Aksel tog min hånd, han prøvede at berolige mig, for disse vilde ’’nyheder’’ han var kommet med, var kommet meget bag på mig, derfor reagerede jeg kraftigt. Jeg brød mig ikke om overraskelser. Jeg holdt meget af Astrid, og det troede jeg også, at Aksel gjorde. Men der er en stor forskel på at holde af en og at elske en. Det forstod jeg nu.

Lærke. Hør her, min søde lille Lærke. Jeg har altid kun været forelsket i en kvinde, og denne kvinde har altid været Marie. Men da jeg blev forelsket i hende for mange år tilbage, måtte sorte og hvide ikke være sammen. Dengang var der noget, som hed apartheid. Men jeg kæmpede for at få Marie, tro mig, jeg kæmpede ihærdigt for hende. Men jeg var nødt til at glemme hende. Hendes far truede mig. Hvis jeg ikke ville holde mig væk fra Marie, så ville han gøre hende ondt. Jeg kunne ikke sætte hendes liv på spil, jeg var sikker på, at jeg nok skulle glemme hende. Jeg prøvede at glemme hende, derfor giftede jeg med Astrid. Der var bare ét problem. Jeg glemte aldrig Marie.

 

Aksels bekendelse ramte mig hårdt. Jeg vidste, at Astrid altid havde elsket Aksel. Han var hendes livs kærlighed. Hvordan ville hun ikke reagere, hvis hun vidste dette? Men Astrid var alvorligt syg for tiden. Lægerne regnede ikke med, at hun ville overleve det denne gang. Men hun kæmpede. Hvis hun overlevede, så ville jeg fortælle Astrid det. Men hvis hun ikke kunne klare kampen, så skulle hun vel have lov til stadig at elske Aksel. Hvis hun skulle dø, så skulle hun have lov til at dø lykkelig. 

Jamen Aksel! Hvad så med Astrid? Vil du fortælle hende det?

Aksel kiggede ned. Han knugede sine hænder og bed sig i læben. Han tøvede. Han vidste ikke, hvordan han skulle forklare mig det.

Lærke… Astid har fået det værre. Hun ligger døende. Lægerne ringede i dag. De fortalte mig, at hun nok sover ind i dag. Vil du ikke tage med mig derover og støtte mig?

 

Astrid var døende. Aksel elskede ikke Astrid, han holdt kun af hende. Han kunne ikke være det bekendt. Han skulle have fortalt hende det. Det var det mindste, som han kunne have gjort. Astrid fortjente bedre.

Der må jeg skuffe dig Aksel. Jeg kan ikke deltage i denne seance af løgn, som du har haft kørende over for Astrid i al den tid. Hun har fortjent bedre end dine løgne. Jeg er skuffet over dig Aksel, der er jeg virkelig!

 

Jeg løb ud af døren. Jeg var vred. Jeg var ked af det, men mest af alt var jeg skuffet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...