Halvt Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2016
  • Opdateret: 5 jul. 2016
  • Status: Igang
Xynthia og Alexander er tvillinger, men de er også halvengle, og de eneste af slagsen. Det betyder at de kræfter, de hver især besidder, ikke er lige så store som normale engles. Som 16-årige tager de afsted til det skjulte land Illná, hvor de skal indkvarteres på kostskolen Ganea, som ikke bare er magisk, men også huser andre overnaturlige væsener. Mystiske ting sker på rejsen, og alt på kostskolen er heller ikke lige, hvad det ser ud til at være. Nogen eller noget er ude efter dem. Men hvem er det, og hvad vil de?

11Likes
56Kommentarer
2164Visninger
AA

2. Xynthia - Når vand bliver lilla

*

”Nå, er I så ved at være spændte?” Min mors hvide, smukke vinger baskede lidt, da hun sagde det, nærmest i begejstring. Min bror Alexander smilede og svarede, ”ja, jeg glæder mig sådan.” Hvis han havde haft vinger, ville de nok også have basket af begejstring. 

Irriteret, over deres glade humør, kiggede jeg ned på min tallerken og stak lidt til maden. Jeg gad simpelthen ikke af sted. Jeg havde det helt fint med at gå i en almindelig folkeskole, og hvis det stod til mig, ville jeg dette år bare forsætte på et almindeligt menneskegymnasium, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre.

”Hvad med dig Xynthia? Er du da ikke spændt?” Min mor kiggede undersøgende på mig, og med hendes smukke perfekte ansigt og ægte bekymring var det svært at brokke sig. Så jeg kiggede op og plastrede et stort falsk smil på, ”jo, jeg kan næsten ikke vente.” Min mor smilede, men Alex, som han foretrak at blive kaldt, sendte mig et blik. Han havde tydeligvis hørt sarkasmen i min stemme.

Han var også irriterende smuk, lige så smuk som en rigtig engel, med hans mørke næsten sorte hår, dybe grønne øjne, perfekte hud og symmetriske ansigtstræk. Jeg havde også arvet det mørke hår, der kom fra vores far og de grønne øjne fra vores mor, mine var dog mere grå, vi var jo trods alt tvillinger. Men jeg var ikke smuk, jeg var bare almindelig.

Til gengæld havde jeg arvet vingerne, jeg kunne bare ikke flyve. Det irriterede mig grænseløst, at Alex skulle arve det smukke udseende, mens jeg bare fik et par ubrugelige hudlapper med fjer på. 

Hvad var meningen med det? Jeg kunne kun ét trick med vingerne, og det var at få dem til at forsvinde. Jeg gjorde dem ikke usynlige, de forsvandt bare, og det var jo ganske praktisk, når man som jeg altid var omkring uvidende mennesker.

Udover det havde vi også arvet et element hver. Alex havde arvet jordelementet fra vores mor, mens jeg havde arvet vindelementet fra vores far, der desuden var en arrogant nar. Eftersom mig og Alex kun var halvengle, havde vi ikke nær så store kræfter som rigtige engle. Alex kunne få planter til at gro hurtigere og bringe små visne planter til live, mens jeg kunne få lette genstande til at flyve.

Hvis vi havde være rigtige engle, helengle, ville jeg hurtigt kunne skabe en tornado, og Alex ville kunne kreere et voldsomt jordskælv, hvis blot han koncentrerede sig tilstrækkeligt. Begge dele var selvfølgelig strengt forbudt, men en gang i mellem var der nogen der brød loven alligevel.

Det var for det meste faldne engle, men også gode engle kunne finde på det, så blev de udvist fra himlen og måtte leve på Jorden, som faldne engle, med sorte vinger som tegn på deres forbrydelse. Faldne engle var onde, det var i hvert fald, hvad jeg havde fået fortalt, men jeg havde aldrig selv mødt en, faktisk havde jeg slet ikke mødt andre magiske væsener.

Min far kunne lige så godt havde været en falden engel, i hvert fald ifølge mig. Det var ikke fordi, at han nogensinde havde overtrådt loven eller sådan noget, men han var simpelthen så arrogant, at jeg ikke kunne holde ham ud. 

Men sådan var det jo med engle. Man kunne stort set dele dem op i to grupper: De arrogante og de blide. Selvfølgelig havde alle engle, ligesom alle andre væsner, forskellige personligheder, men det var alligevel klart at se, hvem der var hvad.

For eksempel var min mor en blid engel, og før hun fik os, arbejdede hun som skytsengel, der var et typisk job for en blid engel. Nu arbejdede hun som almindelig aftenskole lærer, hvor hun underviste i græsk, sproget havde altid fascineret hende. 

Min far derimod var en arrogant engel, og det afspejlede ham godt i hans position som krigsengel. Derfor irriterede det mig også lidt, at jeg havde arvet hans element, da jeg til tider var bange for, at jeg også havde nogle hans karaktertræk.

Desuden så vi ham kun en gang om året nemlig til vores fødselsdag, hvor vores mor tvang ham til at komme på besøg, så på mange måder var det den værste dag på året. Han hadede os, han synes at vi var en skændsel for verden, eller i hvert fald for himlen, fordi vi kun var halvengle og ikke 'rigtige' engle. 

Den eneste grund til at han kom, var fordi han stadig elskede vores mor højt, og han var ulykkelig over, at hun havde forladt ham for at leve et menneskeliv på jorden med os. Det var i hvert fald det han havde sagt til hende på vores tiårs fødselsdag, da han troede, at Alex og jeg var gået i seng.

Engle havde svært ved at få børn og kunne kun få ét igennem deres liv, det var fordi de levede for evigt, og naturen havde fundet løsningen på at undgå en overbefolkning af engle, eller noget i den stil. Så da min mor blev gravid, var de begge overlykkelige, og da hun så fødte tvillinger, blev deres glæde bare større. Min mor blev glad, fordi hun nu havde to børn, hun havde altid været så omsorgsfuld, men det var ikke vores fars grund. 

Det var aldrig sket før at en engel havde fået tvillinger, så derfor var vores far overbevist om, at vi ville få enorme kræfter. Det viste sig desværre, for ham, at være lige omvendt.

Jeg ville selvfølgelig ikke have noget i mod at få superkræfter i stedet for de par småtricks, jeg var i stand til at udføre, men tanken om at det irriterede min far grænseløst, det at vi kun var blevet halvengle, gav mig en vis tilfredsstillelse. 

Jeg sad og smilede lidt ved tanken, da jeg opdagede, at både Alex og min mor sad og kiggede på mig og de begge viste tegn på morskab. 

”Hvad?” spurgte jeg halvirriteret og pegede på dem med gaflen.

”Ikke noget,” smilede min mor sødt og rystede let på hovedet. 

”Du skærer grimasser hele tiden,” sagde Alex med et smørret grin.

Jeg blev lidt hed om kinderne, imens jeg udtænkte et klogt svar. Men jeg kunne ikke komme i tanke om noget. Typisk. Alex grinede fjoget, sagde tak for mad og gik ud med sin tallerken. Det var en vane jeg havde, altså det med at skære ansigter når jeg tænkte, det var faktisk ret så irriterende.

Min mor kiggede endnu engang bekymret på mig og sænkede stemmen, da hun spurgte: ”Er du sikker på, at du er okay? Vi kan måske udskyde det et år hvis du vil?” 

Jeg kunne ikke lade være med at overveje tilbuddet, et til år hvor jeg bare var mig selv og ikke skulle møde nye personer eller tage stilling til andre overnaturlige væsner end min mor og min bror, og de gjaldt jo ikke. Men jeg vidste jo godt, at det ikke kunne lade sig gøre.

For det første nægtede jeg at gå en klasse under min bror, og for det andet gav det ikke nogen mening at tage et år på et almindeligt gymnasium og så tage af sted til kostskolen. Jeg havde heller aldrig passet ind.

Min mor var overbevist om, at det bare var fordi, at jeg ikke var som andre mennesker, og at når jeg først kom af sted til kostskolen for overnaturlige væsner, vil jeg hurtigt få nye venner. Jeg tvivlede dog.

”Nej, det er okay. Det bliver sikkert meget sjovt,” svarede jeg, og denne gang tilføjede jeg lidt mere entusiasme til min stemme. Min mor smilede, hun virkede dog ikke helt overbevist, men hun rejste sig alligevel fra bordet og gik ud i køkkenet. Jeg sukkede tungt, spiste den sidste frikadelle på tallerken, og fulgte så trop.

 

Næste morgen vågnede jeg brat ved lyden af mit vækkeurs hylende lyd. Jeg stønnede træt og trykkede på snooze, så vendte jeg mig ellers om på siden igen for at sove videre. Et par minutter senere blev jeg brutalt rusket i skulderen af en al for ivrig og morgenfrisk Alex.

Jeg satte mig op i sengen, og strakte mig søvnigt, overbevist om at Alex ikke ville stoppe, før jeg havde demonstreret, at jeg var vågen nok til ikke at falde i søvn igen. Gud hvor var han dog irriterende!

En time senere sad vi tæt pakket i den gamle blå toyota mellem tasker og kufferter. Jeg sad på bagsædet, da Alex havde kaldt shotgun, og læste en bog jeg lige var gået i gang med. Min mor plaprede løs om, hvor meget hun ville savne os, mens Alex overbeviste hende om, at det ikke ville være så slemt.

Jeg sagde ikke noget. Jeg savnede allerede vores lille hus og de skønne grønne marker der omringede det. Jeg havde 'fjernet' mine vinger, da de var i vejen når man sad på et bilsæde. Desuden kunne almindelige mennesker se mig igennem den lettere snavsede bilrude, og mindst én ville nok få et slagtilfælde, hvis de fik øje på et par hvide englevinger.

Vi drejede til højre ned ad en lille snoet sti, hvor flere skilte med blandt andet ordene: ”Blind vej”, ”Privat grund” og ”FARE”, stod klumpet sammen i siden af vejen. Min mor havde ikke forklaret os, hvordan vi kom til kostskolen, der lå i den skjulte land Illná, hun sagde, at vi ville finde ud af det hen af vejen.

Skolen var europæisk, og alle slags overnaturlige kunne blive meldt ind. Der fandtes kun en skole for hvert kontinent gemt i Illná, hvor alle arterne var blandet sammen. Resten gik på specielle privatskoler, der kun var tilpasset de enkle arter.

F.eks blev engle kun undervist i himlen, men eftersom vi kun var halvengle og de eneste af slagsen, havde vi kun mulighed for at gå på en blandet skole. 

Vampyrer, alfer, hekse og varulve havde også mulighed for at gå på en skole kun for deres egen art, det var dyrt, men til gengæld var der mere prestige i det.

Stien endte ude ved en lille sø, og min mor parkerede elegant ved søbredden. En gammel mand med langt hvidt skæg og en mørk kappe stod ved bredden af søen ved siden af en lille jolle, vi uden tvivl skulle om bord i. Jeg sukkede tungt.

Min mor trådte graciøst ud af bilen og smækkede døren bag sig. Alex og jeg fulgte efter, jeg var dog lidt langsommere, da jeg først skulle presse mig forbi alt bagagen.

Min mor stod og snakkede med manden, imens mig og Alex tømte bilen. De snakkede Illnáisk, som var det traditionelle sprog blandt overnaturlige, både Alex og jeg kunne det flydende, og det var også det sprog, der blev anvendt på skolen.

Jorden var mudret, og med irritation kunne jeg konstatere, at mine nye sorte sneakers var blevet beskidte. Øv altså. Vi begyndte at slæbe bagagen over mod jollen, og uden et ord pegede den hvidskæggede mand ned i den. Vi fyldte den hurtigt op, og jeg var overbevist om, at den ville kæntre, så snart den kom i vandet.

Men manden nikkede blot til min mor, da vi var færdige, og som på kommando gav min mor os begge et kram, i mens hun sagde farvel.

Da sceneriet var overstået, kravlede vi begge op i jollen sammen med manden, og uden et ord begyndte han at ro os ud på søen. Vi vinkede farvel til vores mor der stod i vejkanten med tårer i øjnene, og jeg kunne ikke lade være med at få en klump i halsen. Vi kom først hjem igen til jul.

Det var en smuk og vindstille dag, og da den hvidskæggede mand i tavshed havde roet i en lille times tid, var vi nået ud til midten af søen. Jollen stoppede pludseligt op, som om et usynligt anker trak i den, og jollen gyngede let ved det bratte stop.

Den hvidskæggede mand begyndte at vifte hænderne frem og tilbage, i mens han mumlende fremsagde en lang række ord på et uforståeligt sprog, der hverken var dansk eller Illnáisk. Jeg sendte Alex et undrende blik, men han trak blot på skulderne. Manden gestikulerede voldsommere, og han råbte nu de uden tvivl magiske ord.

Det begyndte at blæse kraftigt omkring os, og blæsten fik jollen til at vippe voldsomt. Jeg gøs, hvad fanden havde han gang i? For første gang i mit liv var jeg bange for vinden, mit element.

Vandet blev mørkere og mørkere, til det havde fået en dyb foruroligende lilla farve. Vinden blev voldsommere, og fik vandet til at piske rundt i store bølger. Et lille skrig undslap mig, da en kæmpe bølge ramte jollen, men på magisk vis kæntrede den ikke.

Jeg så målløs til, da alt vandet bevægede sig ud midt på søen, hvor et kæmpe altopslugende hul nu var opstået. Var det nu, at jeg skulle dø på denne tilsyneladende bundløse sø?

Manden stod ret op nu, men hans ellers rolige blik havde ændret sig til frygt. Jeg klamrede mig skrækslagen til jollen, og jeg kunne se, at Alex gjorde det samme. Jollen blev trukket hen i mod hullet af strømmen, som var så stærk at intet kunne bremse den.

Mit hjerte hamrede panikslagent i mit bryst, i mens jeg overvejede mine muligheder. Hvis jeg hoppede i vandet, kunne jeg så svømme væk, eller ville strømmen være for stærk? Det måtte være sikrest at blive i jollen, måske ville den hvidskæggede mand få det hele under kontrol igen? 

Mere nåede jeg ikke at tænke, før et kraftigt vindstød fik den lille jolle til at kæntre. Jeg skreg, da jeg ramte det iskolde vand men fortrød straks, da jeg fik vand ned i lungerne.

Jeg søgte op til overfladen og gispede efter vejret, da jeg kom op i den kolde luft igen. Jeg kæmpede for at holde hovedet overvande samtidigt med, at jeg spejdede efter Alex. Men han, den hvidskæggede mand og jollen var forsvundet. Tårer blandet med lilla søvand piskede ned af mine kinder. Jeg følte mig fortabt.

Jeg fik øje på det opslugende hul, og jeg kæmpede en desperat kamp for at svømme den anden vej. Men strømmen rev og sled utålmodigt i mig, og til sidst var alle mine kræfter brugt op. Jeg gav op. Jeg kunne ikke kæmpe mere. Strømmen flåede i mig, og jeg lod mig bare flyde med.

Det sidste jeg så var noget sort i mellem alt det lilla vand. Så blev der helt sort, og jeg faldt ned i det uendelige dyb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...