Halvt Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2016
  • Opdateret: 5 jul. 2016
  • Status: Igang
Xynthia og Alexander er tvillinger, men de er også halvengle, og de eneste af slagsen. Det betyder at de kræfter, de hver især besidder, ikke er lige så store som normale engles. Som 16-årige tager de afsted til det skjulte land Illná, hvor de skal indkvarteres på kostskolen Ganea, som ikke bare er magisk, men også huser andre overnaturlige væsener. Mystiske ting sker på rejsen, og alt på kostskolen er heller ikke lige, hvad det ser ud til at være. Nogen eller noget er ude efter dem. Men hvem er det, og hvad vil de?

10Likes
56Kommentarer
2067Visninger
AA

7. Xynthia - Middag i salen og rødt saft

******

Da klokken var lidt i syv, slukkede vi lyset på værelset og gik ud på den travle gang. Jeg havde fået pakket lidt ud, og jeg havde også valgt en seng, Reyna havde snuppet den ved siden af.

Værelset havde virket lidt mere hjemmeligt, da vi hver især havde stillet vores ting frem, og Reyna havde endda fået hængt et par billeder op af hendes familie over hendes seng. Mens Lucy havde stillet nogle slidte udseende bøger op på hendes del af hylden.

Jeg havde med glæde kunne konstatere at mit tøj i kufferten, samt min dyne og hovedpude ikke var blevet gennemblødte efter turen i søen, det havde jeg ellers regnet med. Jeg havde også været lettet over, at der ikke havde været en akavet stilhed på værelset.

Reyna havde nemlig snakket som et vandfald, og selvom jeg kun lige havde mødt hende, følte jeg nu, at jeg kendte hende ganske godt. Lucy derimod var mere stilfærdig og snakkede mest kun, når hun blev spurgt om noget. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var fordi, at hun var genert, vi havde trods alt kun lige mødt hinanden, eller om hun bare var reserveret af natur.

Vi havde ikke fået snakket mere om, hvorvidt der havde været engle i Illná, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på det. Det virkede mystisk, at ingen af os havde hørt om det før.

Vi gik ned af trappen, der endnu engang myldrede med travle elever. Vi fulgte strømmen hele vejen ned og for enden af trappen, drejede vi ned af gangen til venstre.

Denne gang mundede ud i en enorm spisesal med gyldne lysekroner i loftet og vægge fyldt med store malerier med nøje udskårne rammer. Der var placeret lange lige rækker af egetræsborde på langs, og oppe i enden af salen kunne jeg skimte et langt bord, der var sat på tværs, det måtte være der lærerstablen sad.

Til hver side ude ved væggene stod der imponerende buffet-borde fyldt med alverdens lækre sager. Min mund løb lidt i vand.

”Wauw,” udbrød Reyna, i mens hun tog det hele til sig. Jeg kunne ikke andet end at give hende ret, salen i sig selv var imponerende.

Rummet var allerede fyldt med elever og flere strømmede til. Reyna gik forrest, så Lucy og jeg fulgte efter hende. Hun styrede os hen mod et nogenlunde tomt bord, og jeg satte mig overfor hende, mens Lucy satte sig ved siden af hende.

Jeg spejdede rundt i det store rum for at se, om jeg kunne spotte Alex. Men det så ikke ud til, at han var kommet endnu. Larmen var øredøvende, men der måtte også være næsten 250 elever her. Der var ikke nogle vinduer, og hvis der ikke havde været højt til loftet, ville der nok være klaustrofobisk herinde på trods af salens størrelse.

Et stort ur, der hang over døren vi var kommet ind ad, afslørede, at klokken var syv om kun få minutter. Reyna sad og prøvede at få en samtale op at køre med Lucy, der kun kom med korte svar på hendes spørgsmål.

Det var sjovt, hun havde ikke sagt en sætning længere en ti ord, siden hun fortalte os om, hvordan Illná fungerede.

Bordet vi sad ved var så småt ved at blive fyldt, og af hvad jeg kunne se, var dem omkring os alle ligesindede - nervøse førsteårselever.

Reyna underholdte de omkringsiddende med en joke om fuldmåner, jeg fik ikke lige fat i pointen men grinede også med, da latteren udbrød omkring bordet, dog mere på grund af Reynas mimik end noget andet, selv Lucy fnes lidt.

Jeg kunne se et par nysgerrige blikke rettet mod mig i ny og næ og lidt hvisken rundt omkring, men jeg ignorerede det, og der var ingen der direkte spurgte mig om noget, der var relateret til det faktum at jeg var halv engel. Heldigvis.

Præcis da minutviseren på det store ur rundede tolv, og klokken blev syv, kom der en forbavsende høj rungede lyd fra det, og elevernes snakken døde hurtigt hen. Forstanderinden, der nu sad i midten ved det lange bord i enden af salen omringet af lærer, rejste sig nu op og bredte hænderne ud, herfra så hendes smil overraskende hjerteligt ud.

”Værsgo' tag endelig for jer af maden, der skulle gerne være noget for en hver smag!” Hun satte sig ned igen, og hundredvis af stole skrabede mod gulvet, da en stor del af eleverne rejste sig.

Reyna var allerede på vej mod en af buffet-bordene, men jeg fik øjenkontakt med Lucy, og sammen blev vi siddende, der var jo ingen grund til at rejse sig allerede, når man alligevel skulle stå i kø.

Maden var fantastisk. Det kunne jeg i hvert fald konstatere, da jeg en lille time senere sad propmæt og kiggede ned på min tallerken, som omhyggeligt var skrabet for chokoladeis. Der havde været noget for en hver smag, og især desserten havde været fantastisk.

Vampyren David, som havde været ejeren til den kuffert jeg havde fået fat i til velkomstlegen, sad også ved vores bord, dog et par stole væk fra mig. Jeg havde lagt mærke til, at nogle få af de omkringsiddende havde drukket en rød væske fra deres glas, som havde været lidt for tykt til at være saft, men jeg havde ikke tænkt nærmere over det.

Det var først da jeg så David, som jeg jo vidste var vampyr, drikke det samme stads, at det gik op for mig, at det selvfølgelig var blod. Jeg var lige pludselig glad for, at jeg havde spist. Gad vide om de andre ved bordet også havde lagt mærke til det? Men de var måske vant til det.

Forstanderinden rejste sig nu igen og fortalte om spisetider og skemaer. Der var morgenmad fra klokken halv syv til kvart i otte, og i weekenden blev det serveret fra otte til ti, mens frokosten var fra halv tolv til kvart i et. Aftensmaden lå fast klokken syv. Lidt for tidligt efter min smag.

Vi ville først få udleveret vores skemaer til morgenmaden, og på dem ville vi også finde ud af, hvor de forskellige klasselokaler lå, og der skulle også gerne være et kort over skolen.

Forstanderinden sagde tak for i aften og undskyldte os fra bordet. Lyden af hundredvis af skrabende stoleben lød sekunder efter, at hun havde sagt det, og jeg fulgte efter flokken ud af spisesalen. På vej ud fik jeg et kort glimt af Alex, men han så mig vist ikke.

Da vi kom op på værelset, lagde jeg mig på min nu redte seng og gabte højlydt. Jeg var træt efter en lang dag med mange oplevelser og et godt måltid mad. Det virkede utroligt at jeg selv samme morgen var vågnet hjemme i min egen seng uvidende om, hvad dagen ville bringe. Der var sket så meget, og jeg havde fået så mange nye indtryk, så det føltes som mindst en uge siden vi sagde farvel til vores mor ved søen.

Jeg børstede tænder og hoppede i nattøjet efter et dejligt dampende bad. Det var skønt at få vasket resterne af søvandet væk, og jeg følte mig dejlig ren igen. Desværre var der ikke noget at gøre ved hullerne i bukserne, de havde udvidet sig meget, og det endte med at jeg smed dem ud. Det var ærgerligt, de havde ellers været et godt par.

Jeg var imponeret over det lille - men lyse badeværelse med sorte gulvfliser, mønstrede blå vægge og en bruser med et dejligt tryk på. Det var rart lige at have nogle minutter alene, hvor jeg bare kunne være mig selv.

Jeg lå på min seng oven på dynen og lyttede til den svage rislen af vand, der kom fra den lukkede badeværelsesdør. Reyna var i bad, og Lucy lå på sin egen seng og læste i en mølædt tyk bog, der så oldgammel ud og bestemt ikke lignede let skønlitteratur.

”Hey Lucy?” sagde jeg forsigtigt og kiggede på hende. Hun lod modstræbende sit blik slippe fra de gulnede sider og kiggede så op fra bogen og hen på mig med en spørgende mine.

”Jeg tænkte… Hvor meget ved du egentlig om vampyrer?” fortsatte jeg og ventede nysgerrigt på et svar.

”En del. Hvad vil du da gerne vide?” sagde hun og så pludselig lidt interesseret ud, hendes slanke lyse øjenbryn hævede sig ganske let.

Min mor havde lært mig, og Alex for den sags skyld, en del om den magiske del af verden og de væsner der tilhørte den. Men efter vi var ankommet her, var det gået op for mig, hvor lidt jeg egentlig vidste, og jeg kunne ikke lade være med at fundere over, hvorfor hun ikke havde fortalt os mere.

Stort set det eneste jeg vidste om vampyrer var, at de blev født som en slags vampyrer men 'døde' så, når de var fuldt udvokset og blev derefter til 'rigtige vampyrer', men længere rakte min viden ikke. Det var jeg i den grad blevet mindet om under middagen.

”Altså vampyrer drikker jo blod, ikke?” startede jeg ud med, og Lucy nikkede bekræftende. Jeg skuttede mig lidt ved tanken om den røde væske, jeg havde set i krusene.

”Men altså, det blod de drikker… Du ved, det der blev serveret ved middagen, er det egentlig menneske eller dyreblod?” spurgte jeg så endelig, imens jeg holdte vejret og håbede på at spørgsmålet, der havde naget mig, ikke var alt for dumt.

Lucy kiggede lidt underligt på mig, før hun svarede, og jeg kunne høre bruseren blive slukket ude fra badeværelset af.

”Det er da menneskeblod eller hekseblod, vampyrer kan ikke drikke dyreblod, det er derfor, at der ikke er særlig mange af dem, som har bosat sig i Illná, vidste du ikke det?” Jeg rystede på hovedet, rødmede over min uvidenhed og besluttede mig for at lade være med at spørge om mit andet spørgsmål, jeg ville helst undgå at lyde alt for dum.

Lucy var vendt tilbage til sin bog, og hun var tydeligvis helt opslugt af den, mens jeg var i mine egne tanker, da døren ud til badeværelset pludselig gik op, og Reyna stod i en mintgrøn silkepyjamas, med et hvidt håndklæde snoet om hendes viltre hår, farven stod i skarp kontrast til hendes mørklødet hud.

Hun gabte højlydt og strakte sig, før hun med et bump smed sig på sin seng. Jeg kravlede under dynen, da jeg regnede med, at vi nok skulle lægge os til at sove nu. Lucy klappede sin enorme bog sammen og lagde den fra sig. Reyna så ud som om, at hun ville sige noget, da Lucy rejste sig op, og med et godnat slukkede loftlyset.

”Godnat,” sagde Reyna og jeg i kor, og alt der kunne høres efter det var stilhed.

Jeg var helt smadret. Det havde været en udmattende dag på grund af de mange oplevelser og tanken om alt det, der var sket virkede helt absurd. Jeg trak dynen tættere omkring mig, vendte mig om på siden og lukkede øjnene. Nu måtte jeg se hvad morgenen måtte bringe.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...