Halvt Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2016
  • Opdateret: 5 jul. 2016
  • Status: Igang
Xynthia og Alexander er tvillinger, men de er også halvengle, og de eneste af slagsen. Det betyder at de kræfter, de hver især besidder, ikke er lige så store som normale engles. Som 16-årige tager de afsted til det skjulte land Illná, hvor de skal indkvarteres på kostskolen Ganea, som ikke bare er magisk, men også huser andre overnaturlige væsener. Mystiske ting sker på rejsen, og alt på kostskolen er heller ikke lige, hvad det ser ud til at være. Nogen eller noget er ude efter dem. Men hvem er det, og hvad vil de?

10Likes
56Kommentarer
2064Visninger
AA

6. Xynthia - Herlig velkomstleg

*****

Jeg sad som forstenet i vindueskarmen og så til, da eleverne stille og roligt samlede sig foran forstanderinden fra tidligere. Pis. Mit hjerte bankede højt og hurtigt. Jeg beroligede mig selv og mit bankende hjerte, det var jo ikke slemmere, end jeg kom lidt for sent, vel?

Jeg sad lidt længere. Var det mon bedst at løbe derned nu og så skjule sig i mængden, eller var det bedre, hvis jeg blev her og ventede? Så kunne det jo være, at jeg slet ikke blev opdaget. Men på den anden side var det jo slet ikke sikkert, at vi skulle mødes på værelserne bagefter.

Jeg hoppede mindre elegant ned fra vindueskarmen og ned på trægulvet. Jeg gik over til døren, åbnede den og gik ud på den stadig øde gang.

Jeg hadede at komme for sent, og det gav mig den samme irriterende følelse, som når man skal noget vigtigt og så sover over sig. Det irriterede mig grænseløst, at jeg havde ladet den der alf Krystal vise os vej, og så havde ladet hende og Alex efterlade mig helt alene bagefter.

Hun havde jo sagt, at hun også skulle være på femte sal ligesom mig. De var sikkert begge dernede nu og havde glemt alt om mig. Typisk, og hvorfor havde vi ikke fået af vide, at vi skulle mødes dernede?

Det var da også ham der den pisse-arrogante receptionist, der ikke havde fortalt os noget som helst! Jeg trampede ned af den brede stentrappe. Jeg havde da godt nok ikke tænkt mig at løbe, og hvis hende der den nedladende forstanderinde-dims så blev sur, så ville jeg da fortælle hende, at hun bare kunne udlevere noget mere information næste gang.

Da jeg var kommet en etage længere ned, drejede trappen lidt, og jeg kunne se ned til enden. Nu, til min store overraskelse, strømmede det op med larmende elever. Var jeg kommet meget for sent. Var de allerede færdige dernede?

Jeg klemte mig helt op ad væggen, mens de passerede, så jeg ikke blev mast i flokken.

”Der er vist en, der er kommet for sent, det gør de nye sgu altid,” sagde en ældre, bleg, sorthåret pige til hendes veninde, og jeg sendte hende et arrigt blik. Men veninden, til pigen der havde sagt det, stoppede overraskende nok op foran mig og sagde:

”Du må være ny, du er altså lidt sent på den.” Den åbenlyse konstatering fik min irritation til at vokse.

”Ja, det ved jeg godt,” svarede jeg tvært, og hun hævede sine lyse øjenbryn over mit tonefald.

Hun var slank, ikke særlig høj og i klædt en sort heksekjole. Hun havde desuden fine ansigtstræk og lyseblå øjne. Hun ville have virket en anelse kedelig og pæn i det, hvis det altså ikke var for hendes mørke, tunge øjenmakeup, næsepiercingen og de sorte, blå og røde striber i hendes ellers lyse glatte hår.

Hendes veninde, der først havde talt, var også stoppet op og stod med korslagte arme og ventede på, at den anden pige skulle blive færdig.

”De andre nye er stadig dernede, men du skal skynde dig, hvis du ikke vil blive opdaget. De går nok snart i gang med den overdådige traditionelle velkomstleg,” hun smilte til mig, og jeg smilede tøvende igen dog mest for at være høflig, da hun åbenbart troede, at hun havde hjulpet mig. Men hun havde ikke sagt noget, som jeg ikke allerede havde regnet ud.

”Tak, og du må undskylde, at jeg snerrede,” sagde jeg, i det mindste prøvede hun at hjælpe.

”Nå, det er da helt okay, og man bliver vel nød til at hjælpe en ny i ny og næ,” hun trak på skuldrene med et smil på læben, ”jeg er forresten Gracie.”

Jeg smilede oprigtigt nu, ”Xynthia. Tak for hjælpen Gracie.”

Hun smilte endnu engang, mens hendes veninde rullede med øjnene og hev irriteret i hende, i mens hun udstødte utålmodige lyde, hun havde tydeligvis ikke tid til at høre på en førsteårselev som mig. Gracie sagde farvel og fulgte med veninden op ad trappen.

I mens vi havde stået og snakket, var der tyndet ud i travle elever på vej op ad, og nu var der kun mig tilbage.

Jeg var kølet lidt ned igen, efter jeg havde mødt Gracie, som egentlig var venlig nok, og jeg fik pludselig dårlig samvittighed over, at jeg havde været så irriteret på Alex. Hvordan kunne jeg overhovedet vide, om ham og alfen var dernede? Det var jo ikke fordi, jeg havde set dem fra vinduet, så måske kendte de heller ikke til forsamlingen.

Jeg standsede op, stod lidt og overvejede hvorvidt jeg skulle vælge at være en god søster i dag. Så vendte jeg om, og i løb sprang jeg op ad trappen igen. Jeg stoppede på sjette sal og valgte gangen til venstre, der var nu nogle få elever her, resten var vel inde på deres værelser, men dem der var på gangen kiggede tilgengæld underligt på mig, jeg var jo trods alt en pige. Jeg rødmede og skyndte mig hen for at finde Alex's værelse.

Men hvilket nummer var det nu, det var? Jeg kunne ikke umiddelbart huske det. Panikken begyndte at hale ind på mig, jeg skulle til at komme af sted igen, hvis jeg ikke ville blive opdaget. Jeg begyndte at gå ned af gangen og stoppede for at kigge på dørskiltene. Den tredje dør, jeg passerede, var indgangen til værelse nr. 603, og jeg synes, at jeg kunne huske tallet fra før…

Jeg åbnede døren uden nærmere eftertanke og den gled stille op og afslørede et værelse helt magen til mit - også tomt. Men her… her var der bagage.

Jeg måbede, da jeg så det og skulle til at træde ind, da jeg mærkede en hånd på min skulder.

”Hvad har du gang i?” jeg vendte mig om med bankende hjerte, men til min overraskelse var det fyren fra venterummet, Liam hed han vist.

Jeg kiggede irriteret på ham, ”jeg leder efter min bror, Alex, du har vel ikke set ham?” Han hævede øjenbrynene.

”Han er vel nede på gårdspladsen sammen med alle de andre førsteårselever, burde du ikke også være det?” Pis, så var han sgu dernede.

”Jo… jo, jeg er på vej,” sagde jeg, maste mig forbi ham og begyndte at løbe ned ad trappen.

”Hey vent...” hørte jeg ham sige efter mig, men jeg havde travlt, så jeg fortsatte og drejede ned af trappen, da jeg nåede enden af gangen.

Jeg løb ned af trappen, så hurtigt jeg kunne uden at falde og sprang adskillige trin over. Engle har en naturlig god fysik og er både stærkere og hurtigere end mennesker. Jeg var også lidt hurtigere end normale mennesker, men jeg trænede ikke, så f.eks. Alex var både hurtigere og stærkere end mig.

Alligevel nåede jeg hurtigt til de sidste trin, men så gled jeg pludseligt og faldt det sidste stykke ned af den glatte trappe og landede hårdt på stengulvet den mundede ud i.

Mine hænder, som jeg havde brugt til at tage det værste af faldet med, sved, men de var kun blevet lidt røde.

Jeg kunne også mærke en skarp svien på mine knæ, og da jeg kiggede ned, kunne jeg til min ærgelse konstatere, at der var gået hul i stoffet omkring dem, og da jeg trak det sorte stof til side, kunne jeg se to store hudafskrabninger.

Jeg bandede, rejste mig op og løb, dog en del langsommere nu, ud af døren og ud på den overskyede gårdsplads, i mens jeg forbandede polerede stentrapper langt væk.

Jeg kunne se en stor klump mennesker samlet foran forstanderinden, som jeg dog kun kunne se hovedet af.

Men det var også nok, da hendes blik mødte mit. Jeg var opdaget.

Flere af de omkringstående vendte sig om, så de kunne se hvad der foregik, og jeg kunne straks genkende Alex på hans mørke hår der ragede et godt stykke op pga. af hans højde. Jeg sank en klump og sænkede tempoet til skridt det sidste stykke derhen.

Jeg standsede foran flokken, og de spredte sig som det røde hav og lavede dermed en lille sti mod forstanderinden. Så meget for bare at forsvinde ind i mængden.

Det her var for åndssvagt. Jeg gik tættere på og standsede, da forstanderinden forskrækkede mig med sin buldrende stemme:

”Xynthia Halvengel, tak fordi du besluttede dig for at komme. Jeg vil bede dig om at tage kufferten derover og så komme op til mig.”

Hun pegede på en ensom grå kuffert der lå på en bar plet græs, og jeg gik hurtigt, dog en anelse forvirret, derhen med alles blik rettet mod mig. Det var bestemt ikke min kuffert, så hvad skulle jeg med den? Jeg skuttede mig under al opmærksomheden, og mine kinder blev varme.

Da jeg nåede hen til kufferten, tog jeg fat i den og hankede den op i håndtaget, hvorefter jeg slæbte den tunge kuffert over mod forstanderinden.

Hvis jeg ikke havde være omringet af folk, ville jeg måske, kunne få den til at svæve igen, ligesom før, det ville være dejligt. Men jeg havde ikke lyst til at skille mig ud, især ikke når der var så mange omkring mig.

Da jeg havde slæbt den igennem græsset og var kommet helt hen til forstanderinden, trådte hun lydløst ned af sin skammel og lavede en gestus der uden tvivl betød, at jeg selv skulle gå der op. Det her blev da bare bedre og bedre.

Jeg satte den ramponerede kuffert fra mig og trådte op på stolen. Hvor var der var mange mennesker foran mig nu. Varmen fra mine kinder bredte sig ud i hele kroppen, så jeg svedte som ind i helvede. Jeg kiggede spørgende ned på forstanderinden, som stod ved siden af skamlen, og da hun ikke sagde noget, spurgte jeg dæmpet, ”hvad skal jeg så nu?”

Men forstanderinden selv talte højt og tydeligt, da hun svarede mig.

”Fortæl lidt om dig selv. Hvilket du ville have vidst, hvis du havde mødt til tiden.”

Jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene, til hendes sidste kommentar, jeg havde jo ikke fået noget at vide om det!

Jeg stoppede dog hurtigt, da jeg kom i tanke om, at det ikke bare var forstanderindens blik, der hvilede på mig, men der i mod hele forsamlingens.

Jeg havde altid været genert og vildt sceneskræk, så det at skulle stå her og fortælle om mig selv foran en masse elever, jeg ikke engang kendte endnu, var for mig – forfærdeligt.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg med lettere rystende stemme begyndte at tale:

”Hej, jeg hedder Xynthia, jeg er en… en halvengel,” det sidste fik jeg sagt med en svag hvisken.

”Højere!” buldrede forstanderinden, og jeg spjættede forskrækket.

”Jeg er halvt engel, og jeg besidder evnen til at styre en lille del af mit element - nemlig luften.” Der udbrød en svag mumlen blandt folk, og jeg mødte Alex's øjne, han gav mig et opmuntrende nik.

”Jeg har også de her,” jeg tryllede mine hvide englevinger frem, og endnu engang kunne jeg se, folk hviske ophidset.

”Jeg kan dog ikke flyve. Jeg bor sammen med min mor og min tvillingebror, jeg er desuden 16 år gammel, men det er vi vel alle sammen,” det var nemlig når man var 16 at man startede her.

Jeg kiggede ned på forstanderinden, som for at sige 'hvad nu?'.

”Du skal nu læse navnet op der står på kufferten, og så skal du bytte plads med den person.” Jeg gik ned fra skamlen og bøjede mig ned over kufferten med svedige hænder for at finde et navneskilt.

”David Dalca,” læste jeg højt og ventede, i mens en høj ranglet fyr kom over i mod mig med en meget pink sportstaske over skulderen.

Jeg gav ham et lille smil, da han om muligt så mere nervøs ud end mig, og forsvandt så noget lettet ind i mængden, og hen mod Alex.

”Hey, pas lige på!” var der en der udbrød, og det gik op for mig, at jeg havde ramt hende med mine vinger, jeg fjernede dem hurtigt, med stadig brændende kinder, og stoppede op da jeg nåede min bror.

”Det gik da meget godt,” hviskede Alex og smilte til mig. Jeg gloede olmt på ham, jeg havde ikke tilgivet ham for at efterlade mig.

”Hvor er Krystal henne?” spurgte jeg. Alex blev rød om ørerne, men i stedet for at svare rettede han opmærksomheden, mod den nervøse fyr der nu stod på skamlen, jeg gjorde det samme - dog ikke uden at komme med et fnys først.

Fyren havde sort pjusket hår, der røg ned panden når han kiggede ned, var meget bleg, og stod i en mørkerød hættetrøje.

”Hej, det er mig der er David. Jeg er vampyr. Jeg bor sammen med mine forældre og min lillesøster på 10...” Han kiggede ned på jorden i mens han talte, og trak hele tiden ned i hans ærmer, opmærksomheden, han fik på skamlen, var vist også lidt for meget for ham.

Han trådte ned af den og råbte det næste navn op. Man kunne ligefrem føle hans lettelse, da han, ligesom mig, forsvandt ind i mængden igen med den grå slidte kuffert efter ham.

Pigen, der var ejeren af den lyserøde sportstaske, var en varulv, med lysebrunt hår, blå øjne som ejede navnet Summer og stod i en solgul top.

Hun var noget mere entusiastisk end ham fra før og nåede at fnise mere end et par gange, før det var dens næste tur.

Elever i alle skikkelser, størrelser og arter kom op en efter en, og nogle nød opmærksomheden mærkbart mere end andre.

En af dem var en høj alf der hed Mark, han havde lyst, ja nærmest gyldent hår. Han forsøgte ivrigt at underholde forsamlingen med middelmådige jokes, som kun de mest desperate piger grinte af, selv kunne jeg ikke lade være med at rulle øjnene op til flere gange under præsentationen.

Krystal var også deroppe og baskede lige så meget med øjenvipperne som før. Jeg sukkede tungt og kiggede på Alex, der havde alt hans opmærksomhed vendt op i mod hende, sørme om hun ikke også kom med et lille blink til ham.

En lyshåret vampyr, der stod ved siden af mig, stammede sig igennem hele hendes præsentation, og jeg kunne ikke andet end at føle med hende.

Før alle var kommet igennem, blev mit navn råbt højt igen, og jeg vandrede endnu engang hen til skamlen, denne gang, heldigvis, kun for at hente min egen bagage.

Da jeg havde fået den, råbte forstanderinden Alex's navn højt, da jeg jo var kommet af med den grå kuffert, som var vampyren Davids bagage.

Jeg skyndte mig ned og gav endda Alex et lille smil, da han passerede mig på vejen, selvom jeg stadig var sur på ham.

”Hej, jeg hedder som sagt Alexander,” startede han ud med og gav tandpastasmilet hele armen. ”Jeg er ligesom min søster, der var her før, halvt engel. Eller en halvengel, om I vil,” forsatte han og holdte en kunstpause.

Af en eller anden grund udbrød der skingre tøsefnis rundt omkring i mængden. Jeg sukkede endnu engang, han var da også for irriterende.

”Jeg besidder desuden jordelementet, og så glæder jeg mig da til at lære jer alle at kende,” sluttede han af med uden at have vist et eneste tegn på nervøsitet. Jeg forbandede min egen præsentationsangst langt væk.

Da alle havde været igennem, gav forstanderinden besked om, at vi skulle mødes i spisesalen kl.19.

Alex forsvandt i mængden, og jeg traskede efter de andre med min sorte kuffert. Først da jeg var kommet ind i bygningen, begyndte en kraftig regn at piske ned fra de mørke tunge skyer, præcist som jeg havde forudset, men det var da heldigt, at det først var nu. Jeg var en af de bagerste, og da jeg endelig kom op på min etage var der fyldt med højrøstede piger på gangene. Jeg gik direkte hen til mit værelse.

Døren stod på klem og inde bag ved, kunne jeg høre to stemmer der snakkede sammen. Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren helt, mens jeg trådte ind.

”Hej,” sagde jeg lavmælt, og de to piger stoppede deres samtale for at se på mig. Så kom den ene pludselige hurtigt mod mig, og før jeg kunne nå at gøre noget, blev jeg slynget ind i et overraskende knus, jeg var dybt forvirret, da hun trak sig væk igen, og entusiastisk sagde:

”Hej, hvor er det fedt at møde dig! Jeg hedder Reyna, men du kan bare kalde mig Rey,” hun smilte stort, og jeg genkendte den mørkøjet pige med det viltre brune hår, fra velkomstlegen. Så vidt jeg huskede, var hun en varulv.

”Jeg er Xynthia,” sagde jeg og gengældte lidt akavet hendes smil. Jeg lod mit blik vandre til den anden pige, der stod længere inde i rummet. Hun havde langt glat lyst hår, yndige fine træk, store blå øjne og en sort heksekjole på. Hende kunne jeg også svagt huske, men jeg synes alligevel, at hun mindede om en anden, jeg havde set før.

Hun havde virket nervøs men havde alligevel været ret cool. Hun sendte mig et genert smil, da mine øjne mødte hendes.

”Hej, jeg er Lucy,” sagde den spinkle heks og holdte sin hånd op som hilsen.

”Kender I hinanden?” spurgte jeg ængsteligt. Jeg havde været frygteligt nervøs for, at jeg ville komme til at bo på værelse med nogle der allerede var gode venner. At være det tredje hjul - det havde jeg prøvet op til flere gange, og jeg ville for alt i verden undgå at blive det igen.

”Nej, vi har lige mødt hinanden,” svarede heksen der hed Lucy, hun så selv lidt overvældet ud over den andens pige entusiasme, og jeg følte en hvis lettelse.

Varulven, Reyna, gik længere ind i rummet i mens hun bredte armene ud til siderne, ”vi kommer til at få sådan et fedt år sammen!” sagde hun og smed sig dramatisk på den nærmeste seng. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt, det hele virkede så surrealistisk.

”Er du virkelig halvt engel?” Spurgte Lucy nysgerrigt efter en kort stilhed, spørgsmålet var tydeligvis rettet mod mig. Jeg havde ellers håbet på, at folk ikke ville kunne huske mig fra velkomstlegen, men hvem narrede jeg. Jeg mener, hvor tit så man lige en halvengel? Jeg skulle nok ikke have lavet sådan et stort spektakel ud af det oppe på scenen. Jeg rødmede lidt men nikkede.

”Ja, det er jeg.”

Reyna kiggede på mig, henne fra sengen af, ”hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Jeg mener det er da super sejt og alt det, men burde det ikke være umuligt?”

”Jo det burde det. Men det er altså ikke speciel fedt,” svarede jeg undvigende. Jeg gad ikke rigtig at snakke om det, så jeg skyndte mig at tale videre, før den nysgerrige varulv nåede at spørge om mere.

”Hvad med jer, hvor er I egentlig fra? Bor I i Illna?”

Reyna tog som forventet straks ordet, ”Næ, det er første gang, at jeg er her, det er virkelig smukt her! Jeg er fra Spanien, og jeg har aldrig været andre steder, Hvor er du fra?”

”Jeg er fra Danmark,” svarede jeg, som om det var det kedeligste land i verden. Efter min mor forlod himlen, slog hun sig ned i det land med aller færrest overnaturlige, det havde jeg aldrig kunne forstå.

Hun talte næsten alle sprog, så det at hun slog sig ned i Danmark havde altid virket mærkværdigt for mig. Der måtte da være en grund, ellers kunne hun have slået sig ned i f.eks. Grækenland. Min mor havde nemlig altid været hel vild med græskkultur og mytologi, og hun underviste jo i sproget på den lokale aftenskole.

Det havde nok også været lidt af et spring, da hun gik fra at være skytsengel til at være sproglærer. Men hun talte aldrig om det liv, hun levede før hun fik os og slog sig ned blandt menneskene. Det var heller ikke ligefrem noget som mig og Alex spurgte ind til, det havde altid været en slags uskreven regel.

Reyna og jeg kiggede begge hen på Lucy, da det ligesom var hendes tur, og jeg fik på fornemmelsen, at hun var en af dem, som man skulle hive svar ud af.

”Jeg er heller ikke herfra, jeg bor i England. Men jeg har familie her i Illna, så jeg har været her nogle gange,” svarede hun endelig, da hentydningen gik op for hende.

”Er her så skønt i hele Illná?” spurgte Reyna.

”Altså, jeg har kun været inde i byerne, men de er tilgengæld også flotte.”

Vi snakkede lidt om, hvordan vi hver især var kommet hertil, og både Reyna og Lucy synes at min tur herhen lød underlig.

De kendte hver især allerede til skolen, og Lucy havde også en storesøster der gik her, så hun havde fulgtes med hende, mens Reyna bare havde modtaget et brev om, hvordan hun skulle komme hertil, hvilket også involverede et magisk træ, men det havde hun kunne finde i den spanske skov, som hendes familie holdte til i.

Lucy sagde også, at de normalt kom til Illna igennem en magisk lygtepæl der var placeret i London, men da hun skulle hen til skolen, skulle hun igennem et træ i Hyde Park i stedet for. Det virkede lidt underligt, at vi først skulle igennem et træ, da vi var kommet til Illna og ikke direkte fra vores hjemland ligesom de andre, og det var da også bare en anelse creepy med den der sø og ham 'forvalteren'.

Jeg fortalte dem også om mine og Alex' kræfter, som havde været stærkere ude på engen, da vi var ankommet til Illná, selvom de stadig langt fra var lige så stærke som rigtige engles.

”Illná er et magisk land, der er bygget på magi alene. Det betyder at græsset, luften og alt andet for den sags skyld er opbygget af magi, derfor må I også have større kontrol over jeres elementer, fordi de i forvejen er fulde af magisk kraft, og derfor skal I nok ikke bruge nær så meget meget af jeres evner til at kontrollere det i forhold til, hvis nu var helt almindeligt jord og græs,” foreslog Lucy, og da jeg tænkte over det, gav det egentlig god mening.

”Vil det så sige at rigtige engle – no offence – får super duper kræfter her?” spurgte Reyna og lignede et stort spørgsmålstegn.

”Det ved jeg ikke,” svarede Lucy, og fortsatte så, ”men så vidt jeg ved, har der aldrig været engle i Illna?” hun kiggede spørgende på mig, som om jeg havde svaret, hvilket jeg vel egentlig også burde. Men da jeg tænkte over det, havde min mor egentlig aldrig nævnt noget om det.

”Det ved jeg ikke…” jeg trak på skuldrende, ”men det virker da lidt mystisk, når nu man tænker over det.” Lucy så eftertænksom ud.

”Gad vide om de overhovedet kan komme hertil? Eller om de i så fald har tilladelse til det.” Der blev stille, i mens vi hver især tænkte over udsagnet.

Jeg vidste faktisk ikke så meget om Illná, andet end at det lå i en anden dimension end menneskenes verden, og at det var et slags fristed for overnaturlige væsner, hvor vi kunne være os selv, uden at skulle skjule vores sande natur for de almindelige mennesker. Men om engle havde været her, det vidste jeg bestemt ikke.

Reyna satte sig op på sengen og afbrød den eftertænksomme stilhed der havde sænket sig:

”Nå, har I så set nogle lækre skår?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...