Halvt Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2016
  • Opdateret: 5 jul. 2016
  • Status: Igang
Xynthia og Alexander er tvillinger, men de er også halvengle, og de eneste af slagsen. Det betyder at de kræfter, de hver især besidder, ikke er lige så store som normale engles. Som 16-årige tager de afsted til det skjulte land Illná, hvor de skal indkvarteres på kostskolen Ganea, som ikke bare er magisk, men også huser andre overnaturlige væsener. Mystiske ting sker på rejsen, og alt på kostskolen er heller ikke lige, hvad det ser ud til at være. Nogen eller noget er ude efter dem. Men hvem er det, og hvad vil de?

11Likes
56Kommentarer
2134Visninger
AA

4. Xynthia - Ganeas tomme gange

          ***

Han forsvandt, Alex forsvandt lige så snart, han havde lagt hånden på egen. Tilbage stod jeg bare - helt paf og ærlig talt en smule forvirret. Hvad fanden skete der lige? Jeg lod tøvende bagagen falde ned på jorden igen, med tankens kraft, og sukkede lettet da den hovedpine, koncentrationen havde fremkaldt, forsvandt som dug for solen.

Jeg betragtede træet med rynkede bryn og nød den lette brise, der var skyld i mit nu tørre hår og tøj.

Skulle jeg lægge hånden på stammen? Chancen, for at jeg kom til skolen, virkede ret så stor, men jeg måtte indrømme, at jeg også var lidt nervøs. Efter det der skete på søen, var jeg bare en anelse mistænkelig over for fremmed magi.

Jeg tog en dyb indånding og lagde noget tøvende hånden på den ru stamme. Det gav et overraskende sug i maven, men mere skete der ikke. Jeg vendte mig væk fra stammen i forvirring, og så – til min store overraskelse – noget der lignede et lille slot tårne sig frem for mig.

Bygningen var høj, grå, massiv og elegant. Alligevel var den ikke så overdådig, som jeg først havde antaget, kunne jeg konstatere, da jeg kiggede nærmere på den. Den så faktisk en anelse slidt ud, og jo mere jeg kiggede, jo mindre lignede det et slot. Det måtte være skolen.

Foran bygningen, på en kæmpe gårdsplads beklædt med kortklippet græs og stier af grus, vrimlede det med mennesker, eller skulle jeg sige væsner, i alle skikkelser og størrelser.

Jeg overvejede, om jeg skulle få mine vinger frem for at blende ind i mængden, eller om de blot ville få mig til at skille mere ud, men til min overraskelse var de der allerede. Det var underligt, de havde bestemt ikke været der før.

Jeg kom i tanke om bagagen, som jeg selvfølgelig havde glemt på den anden side af træet. Pis. Jeg vendte mig om og lagde endnu engang hånden mod egens bark. Intet skete. Jeg prøvede igen, denne gang med begge hænder, men igen skete der intet.

Jeg slap egen, med et irriteret fnys, og modstod fristelsen til at sparke til det gamle træ. Jeg vendte mig ud mod pladsen igen og håbede, at der ikke var nogen, der havde set mine fejlslagne forsøg. Jeg måtte vist hellere finde Alex.

Jeg kiggede mig omkring efter min kære tvilling og undrede mig over, at han umiddelbart ikke havde ventet på mig ved egen. En gruppe tydeligvis ældre elever gik pludrende forbi og blokerede kort mit udsyn. Jeg følte mig nærmest forladt, ved synet af de brede gensynssmil de sendte hinanden, når jeg selv stod her helt forvirret, ny og alene. Men da de havde passeret, og jeg igen fik frit udsyn til pladsen, fik jeg øje på ham og følelsen forsvandt.

Alex stod et stykke væk og snakkede med en høj, slank middelaldrende kvinde i en lang mørklilla kjole med lange løse ærmer. Hun havde snoet sit ildrøde hår op i en stram knold, der passede udmærket til hendes skarpe ansigtstræk. Jeg luntede nervøst hen til dem, de opdagede mig ikke, før jeg var helt tæt på og var tilsyneladende travlt optaget af noget der lignede en alvorlig samtale - mystisk.

”Hej,” afbrød jeg og stoppede foran dem, det gav et gib i dem begge.

”Xynthia, du kom igennem!” udbrød Alex begejstret. Jeg nikkede og rækte akavet hånden frem, til kvinden i den lilla kjole, i tvivl om hvad jeg ellers skulle gøre.

Hun kiggede skrapt på mig og viste ingen tegn på, at hun ville tage den. Jeg lod den stille sænke ned langs siden igen, mine kinder brændte.

”De må være Xynthia Halvengel,” sagde hun med sådan en højtidelig stemme, at det ikke kunne falde mig ind at protestere, Halvengel lød ellers åndssvagt.

”Du er rejst her til sammen med forvalteren og din broder Alexander Halvengel. Er det korrekt?”

”Øh, øh ja,” stammede jeg nikkende, hun skræmte mig lidt.

”Jeg er Caetia Drenca Dachell Ganea, forstanderen på Ganea – kostskolen for overnaturlige væsener.”

”Rart at møde dig, Caetia?” sagde jeg i et spørgende tonefald, og Alex trådte med vilje på min fod.

”Aaaa…” Jeg stoppede mig selv, da jeg så forstanderindens dømmende blik.

”For dig er jeg Forstanderinde, vi er ikke dus,” sagde hun, og jeg rødmede endnu dybere ved ordene.

”Alexander Halvengel fortæller mig, at I har mistet forvalteren på rejsen?” Forvalteren, hvem var nu det?

”Manden med jollen,” hviskede Alex til mig, da han så mit forvirrede blik.

”Øh… ja… Han forsvandt sammen med jollen?” svarede jeg, havde det da ikke været meningen?

Hun hævede spørgende øjenbrynene som tegn på, at jeg skulle fortsætte, og så fortalte jeg om hele vores besynderlige tur og huskede også at nævne bagagen, som vi jo havde glemt. Da jeg var færdig med beretningen, havde forstanderinden fået en bekymret rynke mellem øjenbrynene.

”Yderst mærkværdigt… Yderst mærkværdigt….” mumlede hun og kiggede fjernt ud i luften.

”Hvad er, forstanderinde?” spurgte Alex høfligt.

”Intet,” sagde hun blot, og så så det ud som om, at hun kom i tanke om, at vi stadig var her.

”Jeg ville sætte pris på, hvis I ville gå ind og melde jeres ankomst på kontoret." Hun pegede hen i mod bygningen.

”Vent, hvad så med vores bagage?” spurgte jeg, men hun var allerede forsvundet. Sikke en hjælp. Alex trak på skulderne og sagde:”Vi må nok hellere bare gøre, som hun siger”.

Så vi bevægede os hen til den elegante bygning for at finde det nævnte kontor.

Her vrimlede det med overnaturlige teenagere, og jeg måtte indrømme, at det var svært at lade være med at stirre, da de smukke let genkendelige alfer kom spankulerende forbi med deres multifarvede hår og næsten gennemsigtige, men mønstrede, vinger. De var så flotte!

Det var noget sværere at gennemskue, hvad resten af eleverne var, da både vampyrer, varulve og hekse lignede ganske almindelige mennesker, ligesom som mig - hvis man altså så bort fra vingerne.

Dog havde flere af pigerne lange elegante kjoler på, med vide ærmer, som forstanderindens. Det tydede på, at de var hekse.

En kø samlede sig hen foran en af bygningens enorme døre, og vi fulgte mængden, der langsomt slap ind i gennem, da vi gik ud fra, at det var der kontoret var.

Vi fik også sendt en del blikke. Mig på grund af vingerne – der jo på mystisk vis var dukket op, da jeg rejste gennem træet – og Alex - ja, på grund af hans åbenlyse skønhed. Typisk. Flere af pigerne sendte beundrende blikke mod ham, i mens de baskede løs med øjenvipperne og kastede med håret. Det var til at brække sig over.

Da vi kom ind af døren, fulgte vi mængden ned ad en gang, til vi kom ind i et stort lokale med hvidmalede vægge, store potteplanter og en mørkebrun lakeret kontor skrank, med tilhørende receptionist, i enden af rummet. Her var der proppet med elever vist både nye og gamle.

Køen mod skranken var lang og bevægede sig langsomt, jeg sukkede højlydt ved tanken om, hvor lang tid det her ville tage.

”Bare rolig, det tager ikke så lang tid, som det ser ud til,” sagde en behagelig men ukendt stemme bag mig, og jeg drejede hurtigt rundt på hælen og kiggede lige ind i et par mørkebrune næsten sorte øjne, som var placeret i et aldeles nydeligt og smask lækkert ansigt.

Da jeg kiggede nærmere, kunne jeg se, at ansigtet ikke var helt symmetrisk og perfekt, som en engels, men han var da mere end okay alligevel, kunne jeg konstatere, især da jeg lod blikket glide længere ned over hans velformet krop.

Han rømmede sig og hævede let sine mørke markerede øjenbryn, højst sandsynligt på grund af min lidt for intense stirren. Jeg rødmede og lod hurtigt mit blik søge op til hans øjne igen.

Alex, der udmiddelbart havde været i sine egne tanker, fik også øje på den mørkhåret fyr og rakte muntert hånden frem.

”Alex,” sagde han med et smil på læben,”rart at møde dig.” Fyren tog i mod hånden og rystede den kammeratligt men med et overrasket udtryk i øjnene.

”Liam.” Han slap Alex's hånd igen, og lod endnu engang hans blik glide over mig - denne gang spørgende.

”Xynthia,” sagde jeg, før han kunne nå at spørge.

”Engle?” spurgte han og så forvirret ud, det kunne jeg nu godt forstå.

”Halvengle,” svarede jeg og ventede spændt på hans reaktion, vi var jo det eneste eksemplar. Men han nikkede blot.

”Det giver vel mening, eller noget.”

”Jep, vi er tvillinger, Xynthia arvede vingerne, mens jeg… øh… jeg arvede...” Alex ledte tydeligvis efter en ordentlig måde at sige det på uden at virke nedladende, så jeg hjalp ham lidt på vej:

”Det guddommelige udseende.”

Fyren, som hed Liam, opfattede tydeligvis irritationen i min stemme, og det samme gjorde Alex vist, hans ører antog i hvert fald en lettere rødlig farve, mens Liam lignede en der skjulte en latter.

”Det forklarer så din T-shirt,” sagde han med en flig af morskab i stemmen. Jeg kiggede ned på min sorte yndlings T-shirt med de hvide ord: ”I'm not an angel” efterfulgt af en hvid djævlesmiley.

Han grinede og blinkede til mig, jeg rødmede lidt men satte pris på, at der var nogen, der kunne se morskaben i den, jeg var selv lidt for stolt af den.

”Nå, men vi ses vel nok senere!” og med den bemærkning hastede han over til en gruppe overnaturlige, der stod grinende sammen. De kunne ikke være førsteårselever, de kendte tydeligvis allerede hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, hvordan jeg selv skulle få mig nogle venner.

Alex gav mig et blik, jeg ikke forstod, og da jeg spurgte: ”Hvad er der?” rystede han blot på hovedet med et smil på læben.

Da vi havde stået inde i det proppede lokale i noget der føltes som en evighed, men nok nærmere var tyve minutter, havde køen rykket sig et godt stykke, og det var endelig blevet vores tur. Alex fik et høfligt smil på, der i hvert fald ikke havde været der for to minutter siden, da han brokkede sig over, hvor lang tid det tog.

”Hej, jeg er Alexan...” Men den trætte middelaldrende alf, der sad bag disken, afværgede ham med en håndbevægelse og gav os i stedet elevatorblikket.

Jeg rødmede, da han stirrede mistænksomt på mine vinger. Men så var det som om, at et lys gik op for ham. Han kiggede først på Alexander og sagde så med en tydeligvis øvet myndighed i stemmen:

”Alexander Halvengel, du kan finde dit værelse på sjette sal, nummer 603 A.” Så vendte han atter blikket mod mig, ”og du, Xynthia Halvengel, kan finde dit værelse på femte sal, nummer 513 C.

Alex så ud som om, at han ville sige noget, men Alfen viftede ham væk og kom med et højlydt: ”Næste!”

Alex trak på skuldrene, og sammen gik vi ud fra kontoret og ud på plænen igen, der stadig vrimlede med folk, som prøvede at komme ind på det fyldte kontor. Jeg fjernede mine vinger, da ingen kiggede, så jeg ikke skilte mig så meget ud.

”Hvad skal vi så nu?” spurgte jeg lettere irriteret over den manglende information. Alex svarede ikke men kiggede sig i stedet omkring, da en smuk alfepige kom gående forbi, i mens hun kastede med sit lange lyseblå hår og sendte et sødt smil til Alex. Han smilte forundret igen og blinkede. Jeg sukkede tungt.

Så var det som om, at han vågnede op:

”Hey, vent!” Alfepigen stoppede op, vendte sig og gik vuggende hen i mod os, i mens hun spidsede læberne lidt. Jeg rullede med øjnene, men heldigvis havde hun kun øje for Alex.

”Undskyld, men kunne du måske vise os hvor femte og sjette sal er?” spurgte Alex og gav - garanteret uvidende - scoresmilet hele armen.

”Ja, selvfølgelig! Jeg skal selv bo på femte,” sagde hun sprudlende, i mens hun baskede løs med sine lange øjenvipper, der chokerende nok ikke var blå som resten af hende.

 

Jeg gik et stykke bag ved Alex og alfepigen - hvis navn forresten var Krystal, alfer og deres underlige navne – da vi krydsede plænen og gik ind ad endnu en kæmpe dør. Krystal var åbenbart også førsteårselev som os, men hendes fem ældre søstre havde alle gået her, så hun vidste hvor alting var.

Lige indenfor døren var der en kæmpe velplejet stentrappe, som Krystal førte os op ad. Da vi nåede til første sal, stoppede trappen kortvarigt, og en lang gang, tilsyneladende uden ende, kom til syne på begge sider, her var der klasselokaler, forklarede hun.

Vi fortsatte længere op ad trappen, på anden sal var der også klasselokaler, på tredje sal lå biblioteket, på fjerde sal var der pigeværelser og det var der også på femte sal. Her stoppede vi, og jeg spejdede ned af gangene til begge sider, der var ikke en sjæl. Det var underligt.

Jeg sagde farvel til Alex og tog nervøst et dybt åndedrag, om lidt skulle jeg møde mine bofæller. Jeg kiggede afventende på Krystal, men alfepigen havde stadig kun øje for Alex, og sørme om hun ikke tilbød at: ”Følge ham hele vejen.” Var det kun mig der kunne høre noget helt andet i den sætning?

”Er det i orden med dig?” spurgte Alex lettere åndsfraværende.

”Det er vel fint,” svarede jeg ikke særlig overbevisende. Men Alex var helt opslugt af at være genstand for den smukke alfs opmærksomhed, så han smilede bare, sagde farvel og fulgte så efter den fnisende pige.

Jeg stod lidt i stilhed og betragtede de lange gange, og trappen der var øde, bortset fra en mørkhåret pige der hastede forbi mig og ned af. Gad vide hvor alle andre var henne?

Jeg trak mentalt på skuldrene og kiggede på skiltet, der hang på væggen på gangen til venstre. 'Værelse 1 til 10' stod der indhugget i det lyse messing.

Jeg fulgte gangen, indtil jeg nåede til mit tildelte værelsesnummer – 513 efterfulgt af bogstaverne A, B, og C.

Jeg kiggede på den hvidmalede dør og overvejede, om jeg skulle banke på, men bestemte mig for at lade være. Det var jo også mit værelse, så jeg kunne vel bare gå ind.

Jeg trak ned i dørhåndtaget, og døren gled lydløst op. Jeg havde nærmest regnet med, at den havde været låst.

Jeg skubbede døren helt op og kiggede ind i det lyse værelse, med nøgne hvide vægge og lysebrunt slidt trægulv. Overfor mig prydede et kæmpe vindue med dyb vindueskarm væggen og ved siden af det, stod et stort mørkebrunt klædeskab. Ved væggen til venstre for mig, stod en ensom enmandsseng med tilhørende trænatbord, og ved siden af den var endnu en hvidmalet dør, som sikkert førte ind til badeværelset.

På min anden side – til højre – stod to enmandsenge mere langs væggen også med hver deres natbord. Da jeg gik længere ind i rummet, kunne jeg se, at der ved siden af døren,som jeg var kommet ind ad, hang et par hylder - denne gang i lyst træ.

Udover de spartanske møbler var rummet tomt, og det var svært at forstille sig, at det skulle være mit hjem i de næste tre år. Det undrede mig, at der ikke var tegn på, at andre havde været her: Ingen bagage, ingen jakker, ikke noget som helst. Det var også mærkeligt, at vi kun havde mødt så få personer på vej herhen.

Jeg travede hen mod det store vindue og betragtede udsigten over den næsten tomme gårdsplads, i mens jeg følte på den glatte karm. Jeg satte hænderne på hver side af karmen og brugte armene til at løfte min krop op, hvorefter jeg med knæene først kravlede op. Jeg satte mig godt til rette op ad karmens ene side – nej, hvor man sad godt her!

Jeg kunne vel ligeså godt sidde her, indtil mine værelseskammerater kom. Jeg fik sommerfugle i maven ved tanken om, hvem det mund kunne være. Jeg håbede, jeg håbede så inderligt, at det var nogle, jeg kunne blive venner med.

Det kunne være fedt, hvis jeg for en gangs skyld kunne passe ind, og ikke være hende den mærkelige med det underlige navn, som ikke rigtig havde nogle venner.

Alex skulle nok klare sig, det var jeg helt sikker på, han havde altid haft det let ved at være sammen med andre. Men jeg var nervøs, en ting var, at jeg ikke følte, at jeg passede ind hos de almindelige mennesker, men hvad nu hvis jeg heller ikke passede ind hos de overnaturlige – min egen slags. Hvad skulle jeg så gøre?

Sommerfuglene blev til en ubehagelig knude, og jeg trak mine ben tæt ind til mig, i mens jeg lod mine tanker flyve yderligere. Ud af vinduet kunne jeg se, at himlen, der på engen kun havde haft lammeskyer, nu var dækket af store tunge skyer, der alle havde en grå foruroligende farve.

Super, der var da ikke noget bedre end, når vejret var pisse dårligt. Men i det mindste kunne jeg trøste mig med, at jeg nok ikke skulle mere ud i dag.

Jeg kiggede rundt i det næsten tomme rum og spekulerede over, hvornår jeg mon ville få min bagage, og skulle vi ikke have noget mere information eller sådan noget?

Netop da tanken var tænkt, fangede noget i vinduet min opmærksomhed: Forstanderinden, vi havde mødt tidligere, kom gående i hendes lange elegante lilla kjole med ryggen rettet og med blikket på et bestemt usynligt mål på den ellers tomme gårdsplads.

Hun stoppede pludseligt og trådte op på noget, der lignede en stor skammel, som i hvert fald ikke havde stået der lige før.

Hvad endnu mærkeligere var, at bag hende begyndte elever at strømme efter hende, utroligt mange elever. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere.

Det var der, at det gik op for mig, at det var alle eleverne. Det var derfor, at der nærmest havde været mennesketomt på gangene, og at værelset var urørt, det forklarede også den manglende bagage og information.

Vi skulle ikke finde vores værelser med det samme, vi skulle åbenbart mødes ude på gårdspladsen. Men det var der jo ingen, som havde fortalt mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...