Halvt Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2016
  • Opdateret: 5 jul. 2016
  • Status: Igang
Xynthia og Alexander er tvillinger, men de er også halvengle, og de eneste af slagsen. Det betyder at de kræfter, de hver især besidder, ikke er lige så store som normale engles. Som 16-årige tager de afsted til det skjulte land Illná, hvor de skal indkvarteres på kostskolen Ganea, som ikke bare er magisk, men også huser andre overnaturlige væsener. Mystiske ting sker på rejsen, og alt på kostskolen er heller ikke lige, hvad det ser ud til at være. Nogen eller noget er ude efter dem. Men hvem er det, og hvad vil de?

10Likes
56Kommentarer
2088Visninger
AA

9. Alexander - Tre varulve, en pose frø

********

Det havde kun været en smule akavet, da jeg havde mødt mine nye bofæller efter forsamlingen. Alfen Mark, havde jeg genkendt fra velkomstlegen, han var måske en smule i overkanten, men han var vel bare typen man skulle vænne sig til. Han havde i det mindste lidt humor, og selvom den ikke var den bedste i verden, var det mere, end hvad man kunne sige om min anden bofælle.

Marco, hed den blonde, lettere arrogante vampyr, som jeg også delte værelse med. Da han havde hilst på os og pakket sine ting ud, forlod han værelset i en hast, og vi så ham først igen efter aftensmaden.

I morges var han så stået op samtidig med os, da klokken ringede, og var efterfølgende forsvundet ned for at spise morgenmad uden at vente på os andre, eller i det mindste sige at han gik derned.

Ved aftensmaden havde jeg siddet sammen med Mark og nogle af hans alfevenner, som også havde haft deres bofæller med. Det havde vist sig, at næsten alle alferne kendte hinanden. Xynthia kunne jeg ikke få øje på. Krystal havde også siddet ved bordet, og jeg fandt ud af, at hende og Mark kendte hinanden i forvejen, de var endda groet op sammen i Illná.

Jeg nævnte ikke noget om episoden fra tidligere, og det gjorde Krystal heller ikke, men det forhindrede hende ikke i at sende mig små skjulte smil under middagen. Ikke at jeg havde noget at klage over.

Solen skinnede i dag, men vinden var kølig. Alligevel frøs jeg ikke under min T-shirts tynde stof men nød i stedet solens blide morgenstråler, der varmede mit ansigt.

Ved min side gik den snakkende varulv Reyna, med hendes mørke hår glimtende i solen. Vi var på vej om bag skolen, hvor drivhuset, ifølge kortet bag på vores skemaer, lå.

Gruset knasede under vores fødder, mens vi fulgte en lille sti, og jeg betragtede det frodige græs, som var overaskende velholdt i forhold til, at så mange elever måtte gå her hver eneste dag. Men på den anden side var skoleåret først lige startet. På selve gårdspladsen langs grusstierne var der opstillet små bænke i flot udskåret træ siden i går, og de så så indbydende ud, at jeg fik lyst til at sætte mig på en og nyde den solrige morgen.

Det vrimlede med elever på stierne, men størstedelen befandt sig alligevel indenfor. Der herskede en munter stemning, og stemmer af ivrige elever strømmede ud over udendørsarealerne.

Da vi nåede om på den anden side af skolen, stoppede jeg op et øjeblik for at få hele synet med, og Reyna stoppede straks sin talestrøm.

Det første jeg fik øje på var de mange bord- og bænkesæt der var placeret rundt omkring på den nyklippede plæne, og de store træer med lysegrønne blade, der kastede deres kølige skygge ned over dem.

Længere væk kunne jeg se, det der måtte være drivhuset, som var stor og rektanglet bestående af farvet glas fra gulv til loft, med et fladt tag og et dæmpet grønt skær. Overfor drivhuset lå fire lange striber af jord, indhegnet med et lavt træhegn med tilhørende låge, det måtte være urtehaven.

Et godt stykke bag ved drivhuset og urtehaven, lå to store bygninger, tilsyneladende af farvet træ, med vinduer så store som døre og halmtag. Jeg kiggede ned på mit kort – det var staldene. 

Bagved staldene var det eneste, der kunne ses en mørkegrøn skov, der bredte sig ud til siderne og strakte sig så langt øjet rakte.

Når man tog alle indtrykkene til sig og tilføjede den strålende sol, der badede synet i klart lys, den utrolige blå himmel, samt den lette brise, der medbragte den svage duft af græs, krydderier og noget jeg ville gætte på var hest, så så her ærlig talt fantastisk ud.

”Wauw, her fedt!” udbrød Reyna, da hun var kommet sig over synet, og jeg sendte et smil i hendes retning.

”Jeg er helt enig.”

Vi begyndte atter at gå ned mod det store drivhus, hvor en halv snes elever allerede ventede. Jeg var ved at vænne mig til synet af de farverige alfer efter at have tilbragt næsten et døgn i deres selskab, men de var nu alligevel et utroligt syn. Jeg nikkede venligt til en rød og gul alf, som jeg havde mødt under aftensmaden, men egentlig ikke snakket med.

Reyna så ikke ud som, at hun kunne genkende nogen. Jeg sluttede mig til de få elever, der sad i det morgenvåde græs, lænet op af drivhusets væg, og Reyna dumpede ned ved siden af mig, dog efter at hun havde slynget sin jakke af og brugt den som hynde.

Jeg lod legende mine fingre glide gennem det fugtige græs, imens vi ventede, og jeg smilede, da jeg mærkede den overvældende livskraft det indeholdte. Jeg kiggede rundt, og da jeg konstaterede, at ingen holdte øje med mig, tog jeg godt fat om græsset, og lod dets energi flyde ind i mig, til det føltes som en del af mig. Jeg gik forsigtigt frem, da jeg ønskede, at det voksede, jeg skulle jo helst ikke ende i samme situation som på engene, da vi først ankom. Da jeg åbnede øjnene, var den tot græs jeg holdt fast i vokset et par centimeter, og jeg smilte tilfreds ved synet.

”Nej, hvor syret!” lød et udbrød, og jeg spjættede forskrækket, da Reyna kiggede med store øjne på den nu længere tot græs. Jeg følte mig lidt forlegen, det var ikke meningen at nogen skulle se det, men samtidig lidt stolt. Det var mit element.

”Tja, det her er skam ikke det store,” svarede jeg og fjernede hånden, samtidig med at jeg børstede græsset ned mod jorden, så man ikke lagde mærke til det.

”Det er da ret så vildt,” sagde hun. ”Det eneste specielle jeg kan er at forvandle mig til en ulv, og det er vist ikke engang tilladt i skoletiden.”

Jeg kiggede nysgerrigt på hende, jeg vidste ikke særlig meget om de forskellige arter, og da jeg aldrig havde mødt en varulv før, var det lidt sjovt, at høre hende fortælle om det.

”Hvordan sker det egentlig, altså når du forvandler dig? Gør det ondt? Og bestemmer du selv hvornår det er?” spurgte jeg og betragtede hende, da hun satte sig bedre til rette op af drivhusets væg.

”Altså jeg kan forvandle mig, når jeg har lyst til det. Jeg går ind i en slags trancetilstand, og når jeg vågner igen, er min krop skabt som en ulvs, jeg mærker intet til det, det er nærmest lige som meditation.” Hun smilede.

”Jeg har hørt, at det ser ret voldsomt ud, når vi forvandler os,” lød en fremmed stemme, og en skikkelse stod et kort øjeblik foran os og skyggede for solen, før vedkommende selv dumpede ned i græsset.

Pigen, der havde udtalt sig, havde skulderlangt, honningbrunt hår, en lille opstopper næse oversået med fregner, lyserøde buttede kinder og et glimt i sine klare blå øjne. Reyna så ikke ud som om, at hun kendte hende, så jeg rakte hilsende hånden frem.

”Hej, jeg er Alex,” sagde jeg og smilede, imens hun tog i mod min hånd og rystede den hjerteligt.

”Jeg hedder Summer,” svarede hun, ”jeg er forresten også varulv.” Hun kiggede på Reyna, imens hun sagde det. Reyna nikkede til hende og nikkede så derefter mod noget bag hende. Summer drejede hovedet, og selv fik jeg øje på en voksen alf, som garanteret var vores lærer.

Alfen så elegant ud, som hun kom gående i hendes hvide flagrende kjole, med hendes lange lilla hår der bevægede sig let i den svage brise. Hun smilte til os, da hun så os, men det var alligevel med en alvorlig mine i hendes violette øjne. Hun stoppede op, og os der sad ned rejste os straks op.

”Hej med jer mine nye elever og velkommen til botanik!” sagde hun og bredte armene ud som for at hilse på os.

”Jeg hedder Viola, og jeg skal være jeres lærer det kommende skoleår i botanik. Drivhuset her bliver vores klasselokale, men også i urtehaven og i skoven vil vi få vores timer til at gå. Først vil jeg dog give jer en lille rundvisning.”

Hun gjorde tegn og gik ind i det kæmpe drivhus med os andre i hælene. Da jeg trådte ind af døren, var det første der ramte mig den høje luftfugtighed, varmen og en vidunderlig duft af både kendte og ukendte planter. Vi stimlede sammen i et hjørne, da vi kom ind ad døren, så der blev plads til flere.

Gulvet var belagt med små flade sten og var flere stedet stænket til med mørk jord. I loftet hang der lange hylder med planter i mærkværdige størrelser, farver og former, jeg kunne ikke genkende en eneste af dem, på trods af min store forkærlighed for alt tilknyttet mit element.

I enden af drivhuset var der på gulvet placeret to lange træborde, der nærmere lignede hylder med lodrette brædder under, med et par meters afstand i mellem, stole kunne jeg ikke se. Udover nogle små plantefrie stier, der førte rundt i det store drivhus, var gulvet dækket af kasser med flere planter, der så lige så underlige ud som dem, der stod på hylderne.

Jeg åndede den tunge luft ind og følte et overraskende slag af energi, der susede gennem min krop for til sidst at løbe ud igen i takt med min vejrtrækning. Jeg følte mig frisk og genkendte den behagelige følelse som planternes livsenergi. Der måtte være så koncentreret herinde med magiske planter, at deres energi påvirkede mig mere end sædvanligt. Jeg kiggede rundt, men det så ikke ud som, at andre havde haft samme oplevelse. Det var helt klart på grund af mit element.

Vores lærer, alfen Viola, gik længere ind i drivhuset og vendte sig, så hun stod ansigt til ansigt med os.

”Det her er, som I nok allerede havde regnet ud, skolens drivhus.” Hun bredte endnu engang armene ud og pegede derefter på de to borde, der var opstillet.

”Drivhuset er som sagt vores primære klasselokale, og bordene her er til jer, når jeg underviser jer ren teoretisk. Vi har både helt almindelige magiske planter her, men også meget sjældne, værdifulde og skrøbelige planter. Jeg vil derfor bede jer om at passe godt på dem.”

Hun kiggede strengt ud på os, men lyste så endnu engang op i et smil, da de fleste af os nikkede.

”Hvis faget interesserer jer, og I gør jer umage i timerne, afleverer jeres lektier til tiden samt hvis I består eksamen i slutningen af skoleåret, vil I have muligheden for at forsætte i botanik til næste år på niveau to.”

Jeg udvekslede et blik med Reyna, det lød allerede som, at det ville blive et hårdt skoleår.

”Nu, vil jeg vise jer urtehaven!” Hun gik tilbage til udgangen og udenfor, med hendes løse kjole og ankellange lilla hår flagrende efter hende. Vi andre fulgte efter.

Jeg trak vejret dybt ind og nød følelsen af den friske luft, da vi kom udenfor. Men selvom luften var frisk her, føles den kedelig sammenlignet med den energiladede luft, der havde hersket inde i drivhuset.

Hun førte os hen til urtehaven, og da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at hegnet, der omringede den, var omhyggeligt skåret i et evigt ændrende mønster. Hvad var der med den her skole og udskåret pyntetræ?

Hun åbnede den brede matchende låge, og den gled op med en knirkende lyd. Vi fulgte efter hende ind i urtehaven, og jeg sørgede for ikke at stille mig i en af striberne af jord, men derimod på græsset omkring. Så vidt jeg kunne se, var der ikke plantet noget her endnu, og jeg havde en mistanke om, at det nok blev vores job.

”Det her er så urtehaven,” sagde hun og slog ud med armene.

”I er fire klasser på jeres årgang, I vil hver få en stribe jord, som skal plantes og såes, og inden året er omme, skulle I gerne have bragt nye planter til live. Det er primært her, at vi vil komme til at bruge vores tid det første år, og urtehaven er forbeholdt jer førsteårselever, da sjældne og mere vanskelige planter kræver særlige forhold. Så I kan betragte det her som en begynderopgave.”

Efter at have fortalt os lidt mere om de planter vi ville komme til at så og passe, viste hun os vores stribe jord, der var markeret med et skilt med navnet: Klasse 1.

Efter det forlod vi atter urtehaven, og i stedet bevægede vi os længere væk fra skolen og forbi staldene, som jeg nu kunne se var tilknyttet en stor indhegnet mark, og hen til udkanten af den mørke skov.

På vejen fortalte hun os lidt om de planter, vi kom til at beskæftige os med, og jeg sugede alt den nye viden til mig. Jeg legede lidt med tanken om, hvorvidt jeg måtte bruge mit element i timerne. Det blev i hvert faldt svært at lade være, hvis det var forbudt, energien fra de magiske planter var meget stærkere, end jeg var vant til, og det ville være svært ikke at påvirke dem, hvis jeg rørte dem. Efter en kort stund med stilhed, hvor hun havde sikret sig at alle var med, forsatte alfen Viola sin talestrøm.

”Skoven her huser alverdens planter, og mange af dem trives kun i naturen, vi kan derfor ikke skabe deres eksistens i hverken drivhuset eller i urtehaven. I det her skoleår vil vi dog slet ikke bruge skoven, med mindre vi mangler vandplanter, da jeres viden ligger langt under det niveau, I får brug for her i skoven.”

Af en eller anden grund havde hendes tonefald fået en advarende tone og træerne, der kastede sin skygge over hendes blide ansigt, fik hende til at se en anelse uhyggelig ud. Hendes ord i sig selv havde kun været oplysende, men alligevel fik jeg fornemmelsen af, at hun advarede os i mod at gå herind.

”Hvis I vælger at forsætte til næste år, vil I også have fornøjelsen af at lære skoven at kende, desuden ligger skolens sø herinde, så I skal alligevel herind, når I skal til svømning.” Hendes tonefald var nu varmt igen, og der var ikke det mindste tegn på advarslen fra før, måske var det bare noget, jeg havde forestillet mig.

”Det lyder godt nok koldt,” hviskede jeg til Reyna, der stod ved siden af mig. Jeg havde set, at der stod svømning på skemaet, men jeg havde ikke regnet med, at det skulle være i en sø. Hun trak på skuldrene, og jeg kom til at tænke på, at det vist var noget med, at varulve aldrig rigtig frøs.

Vi vandrede tilbage til urtehaven, og jeg spekulerede over hvor meget af timen der mon var gået til rundvisningen nu. Der kunne ikke være mere end trekvarter tilbage.

Da vi igen stod bag indhegningen inde i urtehaven, delte Viola os tilfældigt op i grupper af to, og det var tydeligt, at hun prøvede at sætte os sammen med en, som vi ikke umiddelbart kendte i forvejen.

Reyna blev parret op med Summer og at dømme efter hendes ansigtsudtryk, var hun alt andet end tilfreds, hvilket egentlig virkede lidt underligt, når man tænkte over det. Reyna virkede nemlig som typen, der kunne med de fleste, og siden de to varulve kun lige havde mødt, kunne jeg umuligt se, hvad hun skulle have i mod Summer. Men det var måske bare pigefnidder.

Selv blev jeg sat sammen med en smuk høj pige, der stod i stramme bukser, sneakers og en mørkeblå løs top, der var klippet op i siderne, så man kunne skimte hendes bh indenunder. Jeg præsenterede mig selv og rakte hånden frem for at hilse på hende.

”Hej Alex,” svarede hun med et smil, da hun tog min hånd, ”jeg hedder Leila.” Jeg betragtede hendes hjerteformet kønne ansigt, der bestod af en lige næse, en lidt bred mund, brune markerede øjenbryn med tilhørende mørke øjne, som var omkranset af lange fyldige vipper.

Hun slap min hånd igen med et smil på læben og kastede hendes taljelange hår over skulderen. Håret var ildrødt, men endte ud i et par kulsorte spidser. Farverne var alt for intense til at være ægte, og jeg spekulerede over hvilken farve, hendes hår mon oprindeligt var.

”Dem I står sammen med nu, vil være jeres partnere resten af året,” sagde Viola, da alle havde præsenteret sig for hinanden og der var faldet lidt ro over flokken. Jeg skævede til den smukke pige, der hed Leila, hun havde selv sin opmærksomhed rettet mod den lilla alf. Et år var lang tid.

”Jeres første opgave er at finde sammen i grupper af fire, og derefter vil I i hver gruppe få udleveret en pakke frø som skal plantes, der er fem pakker i alt. Hver pakke er forskellig og igennem skoleåret, skal I på skift lære de forskellige planter at kende,” forsatte alfen og gav tegn til, at vi godt kunne finde sammen.

”Kender du nogle, som du gerne vil være sammen med?” spurgte jeg Leila, da jeg kunne se, at Reyna prøvede at fange min opmærksomhed. Hun rystede på hovedet.

”Næh, jeg kender overhovedet ingen her, så hvis du har et forslag?” Hun løftede øjenbrynene, og jeg nikkede mod Reyna og Summer, der allerede var ved at bane deres vej herhen. Jeg skyndte mig at præsentere dem for hinanden:

”Leila, det her er Reyna og Summer. Det her er Leila.”

Imens vi ventede, på at de andre grupper fandt sammen, stod vi og småsnakkede. Jeg forklarede, at Reyna var min søsters bofælle, og at vi også først lige havde mødt Summer. Det viste sig, at Leila også var varulv, og jeg vidste ikke helt hvordan, jeg havde det med at være i gruppe med tre varulvepiger.

Da alle fem grupper var blevet dannet, kom Viola ned til hver gruppe og gav os en pose med frø og derefter en kort forklaring.

”Det her er en hikkeblomst,” sagde hun, da hun rakte Summer posen, ”som navnet antyder kan dens blomster kurere hikke, når de er sprunget ud. Det bliver jeres opgave at så den i dag, og I har desuden ansvaret for den de næste to uger.”

Summer lod posen gå rundt i gruppen, og jeg studerede den brune lærredspose bundet sammen med snor foroven og rørte ved den snørklede skrift med ordene hikkeblomst. Jeg vejede den med hånden, den kunne lige så godt have været tom. Gad vide hvordan selve planten kom til at se ud.

”Frøene skal lægges to centimeter under jorden og tildækkes igen, der skal være mindst fem centimeters afstand mellem hvert frø og husk at vand dem, når de er plantet ” sagde Viola og var allerede gået videre til næste gruppe, før vi kunne nå at spørge om mere.

Efter lidt diskussion blev vi enige om at dele posens andel op i fire dele, så vi alle kunne så på en gang. Jordstykket, der nu tilhørte vores klasse, var omkring tyve meter langt, og Viola havde markeret det i fem lige store dele. Ved vores gruppes stykke var der allerede nedsat et skilt i den bløde jord, der bekendtgjorde at det var hikkeblomster, der snart ville være sået der.

Jeg satte mig på hug i den ene ende af vores stykke og åbnede min knyttede hånd for at kigge på de små frø, der mest af alt lignede sygeligt gule smarties. Jeg kunne kun mærke en meget svag energi pulsere i dem, da jeg koncentrerede mig, men det var ingenting sammenlignet med de fuldvoksne planter, der havde været i drivhuset.

Reyna og Summer var i fuld gang med at så i den anden ende - Reyna med et sammenbidt udtryk og Summer, der talte til hende i et irriteret tonefald med rynket næse, gad vide hvad det handlede om.

Leila slog sig nærmest lydløst ned ved siden af mig og satte sig på hug, jeg gav hende et venligt smil, før jeg begyndte at grave et lille hul i den fugtige jord med min frie hånd, Leila gjorde det samme.

”Var det ikke dig, der var en halvengel?” spurgte Leila, efter at vi havde sået de gule frø i et par minutters tavshed, det tog længere tid end man skulle tro.

”Jo, mig og så min tvilling Xynthia,” svarede jeg, som for at det fik det til at lyde mindre specielt, imens jeg omhyggeligt lagde et frø ned i et nygravet hul.

”Arh, hende kan jeg godt huske, hun har vinger ikke?” Jeg nikkede og dækkede frøet til med jord.

”Jeg har også en bror, du ved.” sagde hun så. Jeg børstede mine hænder fri fra jord og kiggede så op, hendes yndige læber var vendt op ad i et genert smil.

”Går han også her på skolen?”

”Ja, han går her på andet år, Liam hedder han.” Jeg lukkede øjnene et øjeblik, Liam, navnet ringede en klokke.

”Liam? Ham tror jeg måske, at jeg har mødt… Høj? Mørkt hår?” spurgte jeg, og da jeg betragtede hendes kønne ansigt, synes jeg faktisk, at det havde visse ligheder med fyren, vi havde mødt i køen i går, men så alligevel ikke. Jeg kunne sagtens tage fejl.

”Det er det sikkert,” hun trak på skuldrene, ”det kunne i hvert fald godt lyde som ham, men jeg ved ikke lige, hvor mange Liam'er der går på skolen.”

”Næh, det ved jeg heller ikke, men der kan umuligt være særlig mange Leila'er." Jeg sendte hende et muntert smil, før jeg lagde endnu et frø i den bløde jord. Xynthia'er vrimlede det nok heller ikke med.

Jorden faldt hen i skygge, og jeg kiggede op på himlen for at se, at en sky netop passerede solen, jeg gøs. Leila rejste sig op og børstede sine knæ, på trods af at hun havde siddet på hug, vane måske.

”Det er der nok ikke.” Hun smilede ned til mig og skuttede sig så. ”Puha, det blev lidt koldt nu, jeg henter noget vand.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...