Halvt Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2016
  • Opdateret: 5 jul. 2016
  • Status: Igang
Xynthia og Alexander er tvillinger, men de er også halvengle, og de eneste af slagsen. Det betyder at de kræfter, de hver især besidder, ikke er lige så store som normale engles. Som 16-årige tager de afsted til det skjulte land Illná, hvor de skal indkvarteres på kostskolen Ganea, som ikke bare er magisk, men også huser andre overnaturlige væsener. Mystiske ting sker på rejsen, og alt på kostskolen er heller ikke lige, hvad det ser ud til at være. Nogen eller noget er ude efter dem. Men hvem er det, og hvad vil de?

10Likes
56Kommentarer
2083Visninger
AA

5. Alexander - Smukke alfer og uventede forsamlinger

****

Da vi havde efterladt Xynthia på hendes sal, gik vi en etage længere op ad den bredde trappe og stoppede, da endnu en gang bredte sig på begge sider. Jeg betragtede de lange tomme gange, og det undrede mig, at der ikke var andre elever tilstede.

I enden af gangen til højre sad et bredt vindue fra gulv til loft, og jeg kunne svagt skimte skolens udendørsarealer og en foruroligende mørk himmel.

Jeg kunne godt lide skolen, eller slottet som jeg i alt hemmelighed havde kaldt den. Den var robust bygget, hvilket fik mig til at føle en hvis tryghed, men alligevel formåede den at fremtræde elegant og smuk.

Alfen Krystal, der stod ved siden af mig, var bestemt også smuk - dog ikke på samme måde som skolen. Hun havde fine træk, langt silkeblødt hår, der med sin turkise farve matchede hendes fortryllende øjne perfekt.

Hun var iklædt en typisk hvid, let og elegant alfekjole der smøg sig om kroppen på hende, og så ud som om den var lavet af skyerne selv. Hendes vinger var gennemsigtige med et imponerende mørkeblåt snørklet mønster, og de så helt skrøbelige ud sammenlignet med min mors og Xynthias.

Jeg havde aldrig mødt alfer før, kun hørt om dem, og det havde været som et chok, da jeg så de mange farvestrålende væsner ude på plænen, da vi ankom. Nu stod jeg her sammen med en for første gang i mit liv.

Den nævnte alf kiggede spørgende på mig, og jeg vågnede op fra min døs og smilte usikkert til hende. Hvad nu?

”Hvad er dit værelsesnummer?” spurgte hun så med hendes yndige stemme.

”Det var vist nr. 603,” hun nikkede, ”så skal vi til venstre.”

Jeg fulgte efter hende ned ad gangen, og vi stoppede ved den anden dør på højre hånd, det var her, i hvert fald hvis man skulle tro på messingskiltet, der hang på væggen ved siden af.

Jeg rakte hånden ud for at tage fat i håndtaget, men Krystal kom mig hurtigt i forkøbet og spærrede døren for mig med sin ene hånd på dørkarmen, i mens hun kiggede op gennem sine lange øjenvipper:

”Så er vi her, hvad vil du nu?” Hendes stemme havde en undertone af noget, jeg ikke helt kunne forstå, og jeg stod som hypnotiseret og kiggede betaget på hende.

Jeg sank en klump. Hun fjernede armen, gik tættere hen i mod mig og stoppede kun få centimeter fra mig, og jeg fik en ubeskrivelig trang til at røre hendes smukke ansigt.

Hendes øjne glimtede som diamanter, eller måske nærmere krystaller, da hun langsomt tog min hånd, løftede sig forsigtigt op på tæerne og nærmede mit ansigt med sit.

Jeg så ned på hendes smilende lyserøde læber, nu i højde med mine, og var som fortryllet. Jeg lukkede øjnene og ventede på kysset. Jeg kunne mærke hendes søde lette ånde kun få centimeter fra mig, da jeg pludselig fik en ubehagelig følelse af, at noget var galt.

”Hvor er alle andre egentlig henne?” sagde jeg højt og åbnede øjnene, samtidig med at jeg krummede tæer over mig selv. Det var det førstel som jeg kunne komme i tanke om.

Krystals ansigt var lige ud for mit, da hun rynkede brynene, vippede ned på hælene og slap min lettere svedige hånd. Hun bakkede lidt tilbage igen, og det var som om at glimtet i hendes øjne forsvandt.

Jeg havde lyst til at slå mig selv, da jeg lod hånden falde ned langs siden og belejligt tørrede den af i buksebenet, men i stedet kunne jeg mærke, at mine ører blev varme. Hvorfor afbrød jeg det? Sikke en idiot jeg var.

”Jeg mener, burde der ikke være nogle flere her?” fortsatte jeg forlegent og kiggede ned på det, pludselig meget interessante, stengulv. Da jeg kiggede op igen, stirrede hun vantro på mig, som om at min smalltalk var helt malplaceret – hvilket den vel også var - og irritation prægede hendes stemme, da hun svarede mig:

”Vi skal mødes nede på gårdspladsen om lidt, vi skulle først finde vores værelser bagefter. Vidste du ikke det?” Jeg rystede på hovedet.

”Nej, det har jeg ikke fået fortalt. Men vent, hvorfor sagde du så ja til at vise os vores værelser?” Jeg kiggede undrende på hende, og hun trak let på skuldrene:

”Jeg tænkte, at I nok bare ville tjekke dem ud, før vi skulle mødes, det er der altid nogen der gør.” Jeg skulle lige til at spørge om, hvor hun vidste det fra, men så kom jeg i tanke om alle hendes ældre søstre. Men hvorfor havde vi ikke fået noget at vide? Før jeg kunne nå at spørge om mere, afbrød hun min tankegang:

”Nå, vi skal måske også smutte ned igen, der er ti minutter til vi skal være dernede. Det var da ellers... hyggeligt.” Hun smilte anstrengt.

På trods af ordenes betydning, kunne ikke undgå at høre spydigheden i hendes sidste bemærkning, og jeg krympede mig lidt af flovhed. Hun vendte sig om og begyndte at gå ned ad gangen igen.

Jeg kiggede på døren ind til mit værelse, nu havde jeg jo ikke fået det set. Men jeg besluttede mig for, at det måtte vente til senere, og så småløb jeg ned ad gangen for at indhente den smukke alf.

 

Vi gik i tavshed, i mens jeg desperat afsøgte min hjerne for relevante ting, som jeg kunne afbryde den ubehagelige stilhed med. Vores trin gav et svagt ekko på den bredde stentrappe, og lyden fik stilheden til at lyde om muligt mere stille.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor dumt det havde været at afbryde hende, og det værste var, at der ikke var noget, jeg kunne gøre ved det nu. Jeg hadede følelsen af, at folk ikke kunne lide mig, og jeg prøvede for alt i verden at undgå den.

Da vi nåede ned på anden sal, begyndte jeg at kunne høre den svage larm fra stemmer, og jeg gik ivrigt raskere til, så jeg kunne komme fri fra den akavede stilhed, der hang som et tungt slør over os.

Krystal satte også tempoet op. Jeg betragtede i smug hendes slanke skikkelse og det glansfulde hår, der bølgede lystigt når hun gik, endnu engang blev mine ører varme. Det her var en dårlig start, jeg blev nød til at gøre et eller andet, før vi nåede ned til de andre elever, og hun gik sin vej. Da vi nåede helt ned til foden af trappen, vrimlede det med elever, og jeg stoppede op.

Da Krystal opdagede det, vendte hun sig om, med hænderne solidt placeret i siden, og stirrede udfordrende på mig. Åh nej, hun var sur.

”Øh, du ved. Du ved, det der skete før?” Hun hævede øjenbrynene som tegn på, at jeg skulle fortsætte.

”Det må du undskylde, jeg tror måske bare, at… at jeg blev lidt overvældet,” fortsatte jeg oprigtigt, og prøvede at skyde mindet om den ubehagelige følelse, der pludselig fra kommet, fra mig. Men Krystal var ikke tilfreds.

”Overvældet af hvad, hvis jeg må spørge?” lød det lettere hånende fra hende. Jeg sank igen en klump.

”Jeg blev vist bare lidt overvældet af… Ja, af dig, og du ved al din skønhed,” jeg sukkede tungt ved lyden af mine ord, nu havde jeg da i hvert fald kludret i det.

Men som ved et mirakel mildnede hendes ansigtsudtryk sig til et smil, og jeg så forbavset til med let åben mund, da hun kom hen i mod mig og endnu engang tog min hånd, der nu var blevet kold. Jeg kiggede overrasket på hende, betød det at hun havde tilgivet mig?

Hun sagde ikke noget, men klemte hånden, blinkede til mig og før jeg vidste af det, havde hun plantet et blødt kys på mine læber.

Hvis mine ører ikke havde været røde før, var de i hvert fald blevet det nu. Jeg skulle lige til at åbne munden, men hun tyssede på mig med sin finger og gav mig et fantastisk sødt smil, der strakte sig hele vejen op til hendes øjne, som nu glimtede på ny på en svag hypnotiserende måde.

Da jeg så ind i dem, var jeg helt solgt. Nogle af de omkringstående kiggede nysgerrigt på os, og jeg kunne ikke lade være med at føre min ene hånd op til mine læber.

”Vi ses senere,” hviskede hun i mit ene øre, så slap hun min hånd igen og forsvandt ind i mængden, samtidig med at hun efterlod mig ved foden af trappen.

Jeg stod bare målløs og stirrede dumt derhen, hvor hun var forsvundet. Da jeg var kommet lidt til mig selv, kiggede jeg mig omkring og kunne konstatere, at de andre elever der var her var begyndt at søge ud på gårdspladsen.

Jeg fulgte efter dem. Det nok var smartest, men jeg kunne ikke se, hvor de var på vej hen på trods af min højde. Da jeg kom tættere på, kunne jeg dog skimte forstanderinden, som vi havde mødt tidligere, stå majestætisk på noget der lignede en høj skammel. Hun stod i tavshed, og jeg gættede på, at hun ventede til at alle var kommet til. Jeg fik ret.

Først da alle var fremmødt, og stilheden havde bredt sig, sandsynligvis på grund af synet af den skrækindjagende forstanderinde, begyndte hun at tale:

”Velkommen, til Ganea, Illnás skole for overnaturlige væsner! Jeg er glad for at se alle de kendte ansigter - og til jer velkommen tilbage! Til de nye i blandt jer, vil jeg ønske jer held og lykke med jeres næste tre år her. Jeg håber, at I vil bestræbe jer på, at tilegne jer så meget viden som muligt, og til gengæld vil jeg give jer muligheden for det.”

Hun holdte en kunstpause, i mens hendes falkeblik kørte hen over de flere hundrede elever der stod samlet. Et par piger, et stykke fra mig, stod og hviskede sammen, men stoppede straks da forstanderindens strenge blik nåede dem. De rødmede begge kraftigt som på kommando.

Hun fortsatte:

”Vi har regler her på skolen, og de regler skal overholdes.” Hun kiggede igen strengt på pigerne fra før, der nu rødmede om muligt dybere.

”Hvis disse regler bliver overtrådt, vil straffen i værste tilfælde være bortvisning. Her på skolen tolerer vi ingen vold, mobning eller upassende brug af magi. Vi har bestemte spise- og mødetider, men det vil I høre mere om over middagen. I skal udvise respekt for underviserne, og det er deres ord der gælder, ikke jeres. Ingen larm på biblioteket, på gangene efter kl. 21 eller på værelserne efter kl.22. Det er heller ikke tilladt at besøge andre værelser efter kl.21. Motion/kamp er et obligatorisk fag, og ingen kan fritages. Det er forbudt at forlade skolens grund uden tilladelse. Besøg af familie eller pårørende må kun finde sted hver ottende uge på vores besøgsdag. Det er desuden ikke tilladt at ryge, drikke eller indtage berusende midler – hverken magiske eller menneskeskabte. Hvis I har yderligere spørgsmål om reglerne, kan I adressere dem til den nuværende receptionist.” Hun holdte en lille pause og fortsatte så:

”Nu til informationen: I er hver især tildelt et værelse, som I skal dele med to andre elever af anden art, da vi bestræber os på at give en forståelse for hinandens natur og forskelligheder. Anden- og tredjeårselever vil have de samme værelser som sidst og har nu tilladelse til at finde dem. Aftensmaden vil blive serveret kl.19, som altid, og I har fri indtil da.”

Cirka to tredje dele af alle elverne forsvandt nu fra gårdspladsen og ind i bygningen, og jeg trådte lidt til siden for at give dem plads. Da det kun var os førsteårselever tilbage, rykkede jeg tættere på, og jeg kunne nu skimte Krystal lidt længere væk, hun blinkede og sendte mig et smil. Mine ører blev atter varme.

”Jeg forventer, at I alle lever efter skolens regler og til hver en tid formår at opretholde dem.” Fortsatte hun da stilheden atter havde sænket sig over forsamlingen.

”I undrer jer måske over, hvor jeres bagage er, samtidig med at I spændt venter på at møde jeres nye klassekammerater og bofæller. Nu vil I have muligheden for at få jeres bagage, samt at hilse nærmere på hinanden.”

Der udbrød en spredt hvisken, og jeg vendte mig om for at spørge Xynthia, hvad hun troede, at det gik ud på. Så gik det op for mig, at hun jo slet ikke havde fulgtes med os, og jeg spejdede rundt i mængden efter hende – dog uden held. Hun var her ikke.

Det var jo klart, Krystal og jeg havde jo efterladt hende på femte sal og var så efterfølgende gået ned sammen uden at skænke Xynthia en tanke. Hvordan skulle hun vide, at vi skulle mødes her. Jeg havde været så optaget og fascineret af Krystal, at jeg simpelthen havde glemt alt om Xynthia. Hold da op en god bror jeg var...

”Må jeg så bede om ro!” rungede det ud over gårdspladsen, jeg spættede overasket, og jeg var vist ikke den eneste, som blev forskrækket, da den lavmælte snak der havde været straks forstummede.

Forstanderinden svingede med hånden, og straks dukkede et bjerg af kufferter samt store tasker frem - tilsyneladende ud af det blå.

Jeg måbede, og jeg var mere end en anelse imponeret, hun måtte være en heks. Men hekse kunne da kun lave magi ved hjælp af trylledrikke og sådan noget. Det gav absolut ingen mening. Jeg kiggede rundt, og jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste der var overrasket.

”Her i denne bunke ligger et stykke af jeres bagage, resten er netop blevet placeret på jeres værelser. I skal nu, når jeg siger til, gå hen og finde et stykke bagage hver, der ikke tilhører jer og bringe det herhen igen. Når alle har gjort det, vil jeg så råbe et tilfældigt navn op, og vedkommende skal så stille sig her på skamlen, fortælle kort om sig selv og derefter råbe det navn op, der står på det stykke bagage de har taget med sig. Så kommer denne person op til sin bagage, fortæller kort om sig selv og råber så navnet højt, på den bagage vedkommende har taget, og sådan fortsætter vi. Er det forstået?” Der lød en mumlen af henholdsvis ja'er, okay'er og jep'er, men forstanderinden gad tydeligvis ikke at lade sig genere af det.

”Værsgo!” Folk hastede nu over til bunken med bagage og greb, nogen mere tilfældigt end andre, et stykke. Da jeg selv nåede derover, snuppede jeg en sort sportstaske med hvide striber og slæbte den så tilbage igen.

Xynthia var stadigvæk ikke kommet. Jeg overvejede, om jeg skulle sige noget til forstanderinden, men lod være. Hun opdagede det nok alligevel, når hun så at der var et stykke bagage tilbage, og så måtte jeg jo dække over Xynthia.

Alle havde fundet tilbage igen, og der var nu kommet ro over flokken.

”Jeg kan se at der mangler et stykke bagage,” sagde forstanderinden med hendes skarpe stemme og pegede på den ensomme grå kuffert der lå tilbage.

”Enten er der en, der ikke har taget en, eller også mangler vi en elev.” Hun kiggede strengt ud på os, og nu overvejede jeg kraftigt, om jeg skulle sige noget. Men hendes strenge blik ændrede sig til undren, da det rettede sig til noget bag os:

”Nu har jeg aldrig...” flere vendte sig nysgerrigt om og kiggede i den samme retning som forstanderinden, da jeg selv vendte mig, så jeg ingen anden, end Xynthia komme småløbende mod os med røde kinder og pjusket hår. Det var da på tide. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...