Halvt Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 apr. 2016
  • Opdateret: 5 jul. 2016
  • Status: Igang
Xynthia og Alexander er tvillinger, men de er også halvengle, og de eneste af slagsen. Det betyder at de kræfter, de hver især besidder, ikke er lige så store som normale engles. Som 16-årige tager de afsted til det skjulte land Illná, hvor de skal indkvarteres på kostskolen Ganea, som ikke bare er magisk, men også huser andre overnaturlige væsener. Mystiske ting sker på rejsen, og alt på kostskolen er heller ikke lige, hvad det ser ud til at være. Nogen eller noget er ude efter dem. Men hvem er det, og hvad vil de?

10Likes
56Kommentarer
2086Visninger
AA

3. Alexander - Evige enge og et mystisk træ

**

Jeg lå på noget blødt og dejligt, der kildede i nakken og en behagelig duft af nyslået græs nåede min næse, jeg snusede kraftigt ind og nøs efterfølgende.

Jeg kunne mærke, at jeg var drivvåd, men jeg frøs ikke, temperaturen var lige tilpas. Jeg følte mig lige tilpas.

”Alex? Alex!” nærmest råbte nogen i mit øre, og jeg slog forskrækket øjnene op. Foran mig sad Xynthia, på knæ, med en hånd parat, som om hun skulle til at give mig en lussing. Jeg satte mig hurtigt op og gned øjnene i forvirring. Hvor var jeg?

Omkring mig strakte der sig grønne enge så langt øjet rækte, med blomster i alle regnbuens farver, blomster som jeg aldrig havde set før. I det fjerne kunne jeg svagt skimte noget der lignede bjerge, og nogle få fugle kunne ses foroven, ellers var der umiddelbart ingen dyr.

Himlen var blå, meget blå og var kun dækket af en række tynde lammeskyer. Var det her himlen?

Xynthia hævede undrende øjenbrynene, og som hun stod der med sit pjuskede skulderlange våde hår og helt gennemblødte tøj, kunne jeg ikke lade være med at komme med en kort latter. Hun lignede en druknet mus.

Hun gloede irriteret på mig, men rakte mig alligevel hånden og hjalp mig op.

Nu opdagede jeg den gennemblødte bagage, der lå omkring os, og så huskede jeg det hele: Turen ned mod søen, den gamle hvidskæggede mand og jollen som var kæntret i det pludselige uvejr, som han desuden havde fremkaldt. Men burde jeg ikke være død? Var det her himlen?

”Hvor er vi?” spurgte jeg forsigtigt rædselsslagen ved tanken om, at Xynthia ville bekræfte min mistanke.

”Jeg ved det ikke, jeg er også først lige vågnet,” svarede hun med eftertænksomhed i stemmen. ”Men jeg tror måske, at vi er ankommet til Illná.”

Illná var primært verden for de overnaturlige væsner, der ikke brød sig om at leve blandt menneskerne. Denne verden var ikke placeret blandt menneskenes verden, men lå der i mod i en slags anden dimension, lidt lige som himlen. Man kunne derfor kun komme dertil – eller hertil – gennem forskellige portaler, der skulle åbnes med magi.

Hvis man kom fra Danmark, var den bundløse sø åbenbart portalen. Det hele gav straks mening, og det ærgrede mig, at jeg havde været bange ude på søen. Vores mor havde jo allerede fortalt os, at manden skulle føre os igennem portalen, kostskolen lå jo her, men hun kunne godt lige have sagt hvordan.

”Hvor lang tid tror du, at der er gået, siden vi kom?” spurgte jeg - stadig en anelse forvirret. Min tidsfornemmelse var helt smadret.

”Jeg aner det ikke,” svarede Xynthia træt og sukkede. Det havde hun det med at gøre. ”Men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilken vej der fører til skolen...” Hun havde knap færdiggjort sætningen, før et lyst træskilt dukkede op med teksten: 4 km til Ganea.

Jeg så overrasket på skiltet, men Illná var jo selvfølgelig en magisk verden, så hvorfor skulle der ikke dukke skilte op ud af det blå?

Skiltet pegede mod nord, stik modsat af den retning bjergene lå i, som var det eneste jeg kunne få øje på, udover end de tilsyneladende evige enge. Ganea var kostskolens navn, den var opkaldt efter dens stifter, men burde man ikke kunne se den herfra, hvis den kun var fire kilometer væk? 

”Sikke en service,” sagde Xynthia og kiggede, bare en anelse mistroisk, på skiltet, hvorefter hun spejdede i den retning, det pegede. Jeg var sikker på, at skolen ville dukke op på et tidspunkt, hvis bare vi gik længe nok. Måske var den sløret med et trylleslør eller noget i den stil.

Jeg kiggede på bjerget af drivvåd bagage og begyndte ivrigt at tage min kæmpe rygsæk på ryggen og posen med min dyne i hånden samt kufferten, jeg havde tænkt mig at... rulle på græsset? Jeg sukkede og satte kufferten fra mig igen. Det her ville blive en lang tur.

Xynthia kiggede tænksomt ud i luften, som om hun stadig prøvede at få øje på skolen, og det irriterede mig lidt, at hun ikke også begyndte at finde sin bagage frem. Men i stedet stod hun bare stille på stedet. Hun lukkede øjnene og knyttede hænderne. En svag vind begyndte at røre på sig, og jeg gloede overrasket, da min kuffert pludseligt bevægede sig op i luften, indtil den standsede en meter over jorden. Flere af taskerne fulgte nu efter, og snart var det kun min rygsæk og dynepose, der ikke var i luften.

Jeg stirrede stadig. Normalt kunne Xynthia kun få små lette ting til at svæve med vinden. Hun åbnede øjnene og smilede stort, da hun så den svævende bagage.

”Hvordan fanden… Hvordan gjorde du det?” måbede jeg, i mens hun sendte mig et strålende smil.

”Det er som om, at min magi er stærkere her… Det er helt sikkert Illná der her!” sagde hun, som om hun havde været i tvivl før.

Hun sendte en opmuntrende gestus ud mod engen, og jeg var ikke i tvivl om, hvad hun ville have mig til, men det var alligevel noget tøvende, at jeg lukkede øjnene og knyttede hænderne, som hun havde gjort for et øjeblik siden. Hvad nu hvis jeg ikke havde den samme succes?

Jeg satte mig ned på hug i græsset, stadig med lukkede øjne, lagde hænderne på det bløde græs og koncentrerede mig om livskraften i det, til jeg kunne mærke det som en del af mig. Det føltes stærkere end sædvanligt.

Jeg forestillede mig, at livet i græsset og blomsterne voksede, og at græsset blev højere og frodigere, samt stilkende på blomsterne længere.

Da jeg var færdig, åbnede jeg langsomt øjnene og gispede, da jeg så, at ikke bare det lille stykke jeg havde siddet ved, men et godt stykke af engen nu var beklædt med meter højt græs og blomster. Xynthia kiggede en anelse chokeret på mig, og jeg gengældte måbende hendes blik. Det her var aldrig sket før, jeg havde aldrig kunne gøre så meget med mit element.

 

Tre kvarter senere var noget af overraskelsen gået af mig, men tankerne snurrede stadig i hovedet, samtidig med at jeg havde den vildeste trang til at føle på græsset igen og mærke dets liv. Men jeg lod være, jeg orkede ærlig talt ikke Xynthias utålmodighed.

Så i stedet gik jeg og nød udsigten, og de grønne enge oversået med farvestrålende blomster, der stadig bredte sig omkring os.

Det så ud til at forsætte i en evighed, som først antaget, det eneste der forstyrrede billedet var en gammel eg længere fremme, der så yderst malplaceret ud. Det måtte være den, vi skulle hen til.

”Tror du, at den vil føre os til skolen?” spurgte jeg og pegede på egen, da vi kun var få meter fra den. Xynthia, der havde set lettere fraværende ud, spjættede ved lyden af min stemme, og bagagen sank et par centimeter i luften, men svævede så på plads igen.

Hun havde ikke sagt et ord, siden vi begyndte at gå, og jeg havde på fornemmelsen, at hun måtte bruge alt sin koncentration på at holde den stadig svævende bagage i luften.

”Det er det sikkert,” svarede hun, og stoppede foran den kæmpe eg. Der var ikke nogen instrukser eller noget skilt på, men det måtte da være her, ikke sandt? Hvordan skulle vi ellers komme derhen?

”Vis os vejen til Ganea?” sagde hun i et spørgende tonefald, men intet skete.

”Er det ikke meningen, at der skal ske noget nu?” spurgte jeg. Hun svarede ikke, så jeg gik i stedet helt hen til træet, det måtte være her, jeg var sikker på det. Jeg skulle til at lægge hånden på barken, for at føle om det overhovedet var et rigtigt træ, da Xynthia afbrød mig.

”Nej lad være, hvordan kan vi vide, at det ikke er farligt, ligesom det ude på søen?”

”Skal du altid være så mistroisk? Det der skete ude på søen var meningen, ellers kunne vi ligesom ikke komme hertil, vel?” Jeg lagde beslutsomt hånden på den gamle eg og mærkede et behageligt sug i maven.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...