Pain

Lydia er indlagt på Psykiatrisk afdeling, efter at en handling, fra en sindsyg mand ændrede hendes liv. Hun mistede alle hun holdte af, og med dem forsvandt evnen til at føle andet end smerte og tomhed. Men hvad sker der når, hun finder ud at hun stadig har familie medlem. det viser sig at hun er Louis Tomlinsoms lillesøster. Han adoptere hende i håb om at kunne hjælpe hende. Men kan han det, eller er hun helt tabt.

8Likes
3Kommentarer
1070Visninger
AA

4. Undskyld

Lydia's synsvinkel

"Undskyld" hviskede jeg. Det kunne ikke være rigtigt, at man ikke kunne sige lillesøster uden, at jeg gik i chok. Han kiggede overrasket på mig "Der ikke noget at undskylde for" Sagde han og aede min kind. Jeg satte mig op og kiggede rundt på de 5 drenge. "Undskyld" sagde jeg og kiggede ned "Mit navn er Lydia". Mit blik var stadig tomt, min stemme var tom, alt inde i mig var tomt. Men jeg sagde det alligevel, jeg lød sikkert som en robot. Jeg kiggede rundt på drengene, og ventede på at de skulle præsentere sig. "Harry" det var drengen med krøller. "Zayn" Hans hår var sort. "Niall" han havde lyst hår. "Liam" kom det fra den sidste, han havde brunt hår. Jeg begyndte at føle mere og mere smerte, inden i mig. Jeg ville bare være selv. "Louis jeg er træt" sagde jeg. "selvfølgelig, vi har lavet et værelse til. Kom" Jeg rejste mig og fulgte efter ham. Vi gik gennem mange, mange gange. Her vil jeg aldrig lære at finde rundt. Han åbnede en dør, inde bag ved var der et drømme værelse, hvis det betød noget for en. Jeg gik hen til sengen og lagde mig ned. "Jeg kalder når der er mad" sagde Louis. Jeg nikkede, Jeg viste allerede, at her vil jeg komme til at bruge meget tid. Jeg vil bare ligge og kigge ud af vinduet. Sengen stod nemlig helt henne ved et vindue, jeg have udsigt ud over en kæmpe have, hvor der var en stor sø. Jeg lå kiggede og glemte tiden, eller ignorerede tiden. Der blev banket på døren, Louis stak hovedet ind "Der er mad" sagde han. Jeg kiggede på ham og rejste mig. Vi gik gennem gangene igen, og ind i et køkken. Der var kun en plads fri, det var mellem Harry og Liam. Jeg satte mig ned, Louis sag overfor mig. Jeg kiggede og prikkede til maden på min tallerken. Jeg var ikke sulten, jeg var aldrig sulten, "Lydia, skal du ikke have noget" spurgte Louis. "Jeg er ikke sulten" sagde jeg, og fik 5 blikke på mig. "Prøv nu bare at spise lidt, bare lidt af det" prøvede Louis. Jeg satte gaflen i maden, og spiste lidt. Det var fint nok at spise, jeg kunne ikke rigtig smage noget. Da jeg blev færdig med at spise, sad jeg og kiggede lidt ud af vinduet. "Lydia, jeg har nogle piller du skal have" sagde Louis. Jeg kiggede hurtig på ham. Jeg skulle væk nu. "øhm okay, jeg skal bare lige på wc først" sagde jeg. Jeg rejste mig og kom lidt væk "Lydia, kom nu og få det overstået" sagde han. Jeg vendte mig om og løb, jeg skulle ikke have piller. Jeg nåede ikke langt, før nogle havde fat i mig. Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne for at komme fri, men lige lidt nyttede det. Personen som viste sig at være Harry, var meget stærkere en mig. Han trak mig hen til Louis. "Kom nu Lydia" sagde Louis bedene. Jeg rystede bare på hovedet. Nej ingen piller til mig. De erstattede smerten med tomhed, jeg vil helst have smerte. For så ved jeg at jeg kan føle noget. "Hvis du ikke selv tager dem, tvinger vi dig" han truede mig. Jeg lukkede munden til en smal streg. "Fint du valgte selv" Han kiggede over på Harry, der strammede grebet om mig. Så tog han et fast greb om mine kinder, og fik min mund åben. Han puttede pillerne ind i min mund. Jeg kunne ikke spytte dem ud, og de smagte grimt, så jeg fik dem ned. "God pige" Lød det fra Harry. Jeg kiggede bare på ham, lavede et ryk med min krop for at komme fri. Han forstod det og slap mig. Jeg gik ned mod mit værelse, eller det prøvede jeg på. Efter at have gået rundt i evigheder, fandt jeg mit værelse. Jeg lagde mig i sengen, og kiggede ud af vinduet. indtil at jeg faldt i søvn.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...