Hvorfor lige mig

Denne historie er inspireret af sangen, "Brought Up Yhat Way" af Taylor Swift, og fortæller historien om en ung pige, der har det hårdt i skolen-

Jeg skrev den her for længe siden og havde næsten glemt, at den eksisterede.

3Likes
2Kommentarer
354Visninger
AA

1. Hvorfor lige mig?

Hvorfor lige mig?

Jeg står med kniven i hånden. Skal. Skal ikke. Alt hvad de har sagt og gjort kører rundt i mit hoved. Hver dag må jeg gå i skole, og hver aften græder jeg mig selv i søvn. Jeg kan ikke mere.

 

Første dag i 7. klasse blev det for meget for mig:

Klokken var lidt i 8, så jeg var sent på den. Jeg småløb ind i lokalet, fandt en ledig plads, satte mig ned og satte tasken på gulvet ved siden af. Pyha jeg nåede det!

“Godmorgen alle sammen, har i haft en god sommerferie?” det var vores nye dansklærer, Anna.

Der lød et dovent ja fra klassen. De første 2 lektioner gik hurtigt. Først i frikvarteret gik det galt.

“Ej se alle sammen, Emily har stadig den samme skoletaske som sidste år!”

Hele klassen stirrede på mig, bare på grund af en sølle taske. Det var det første.

“Spadser, fede tønde,(Jeg aner ikke hvor “Fede tønde” kommer fra, for jeg er den tyndeste i klassen pga. min spiseforstyrrelse.) barnlige fjols, pattebarn, stræber, nørd, tudefjæs!” Det var kun lidt af det - resten ville tage for lang tid at skrive ned. Selvom jeg ikke viste dem det, ramte det mig hårdt.

 

Jeg kæmpede mig igennem resten af dagen. Da vi fik fri samlede jeg mine ting sammen og gik ud i det gamle, faldefærdige cykelskur, mod min cykel. Den var flad. Typisk dem, de havde allerede været der. De 3 værste drenge gik hen mod mig.

“Hva’ så Emily, er din cykel flad?” det var Mark der talte. Klart, de andre turde ikke.

De kom nærmere. Mit hjerte begyndte at slå hurtigt. Nærmere endnu. Mit hjerte hamrede med 180 km/t. Hvad gør jeg? Jeg bakkede et par skridt tilbage og ramte cykelskurets mur. Panikken ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Hvad var jeg i grunden bange for? Det var bare drengene fra min klasse! Mark kom tættere på. Jeg begyndte at trække vejret hurtigt. Han knyttede næven. Slog mig lige i ansigtet. Smerten var ubeskrivelig. De andre holdte mig. Han slog, sparkede og spyttede. Jeg kæmpede en kamp for at komme fri. Sparkede ud efter ham, uden at ramme.

“Hjælp!” skreg jeg, men der var ingen i nærheden.

“Du kan lige så godt være stille, der er ingen der vil hjælpe dig” hvæsede Mark.

Det var sandt, men det gjorde mig bare mere desperat. En af Marks håndlangere smed mig ned på jorden. En knogle knækkede inden i mig. Jeg skreg af smerte. Jorden føltes hård under min ømme ryg. Jeg blødte helt sikkert et eller andet sted, for lugten af blod fyldte mine næsebor. Hvorfor lige mig? Det var det eneste jeg kunne tænke, mens jeg lå der på jorden og fik tæsk. Hvad har jeg gjort, siden det er mig det går ud over?

“Nåh, lille Emily, har du fået nok?” Jeg kunne ikke svare, hele min krop var så øm. Det var som om... Som om min krop ikke virkede.

Jeg lå bare der og kiggede op på drengenes onde ansigter, hørte deres dumme grin. Alt hvad de sagde, var som en fjern summen for mine ører. Mark gik lidt tilbage, tog tilløb, sparkede en, to, tre gange - og gik. Endelig gik de,

 

Min krop rystede, jeg var ude af stand til at rejse mig. Tårerne pressede sig på. Jeg rullede mig sammen til en kugle og græd. Al den gråd jeg havde holdt tilbage hele dagen. Jeg kunne ikke tage det mere, alle dagens dårlige oplevelser slog mig ud. Jeg rullede rundt på jorden og ønskede jeg var død.

 

Hvem ville i grunden savne mig, hvis jeg var? Sikkert ingen. Hvem skulle det være? Jo, det skulle lige være min faster, hun har altid været sød ved mig. Vi har et særligt bånd, som ingen, nogensinde, vil kunne forstå. Tanken om hende hjalp mig op at stå, jeg efterlod min cykel og gik hjem.

 

Vejen var lang og ensom. Jeg haltede, mit ben var helt sikkert forstuvet. Da jeg gik ind ad indkørslen, gav mine ben efter. Jeg faldt sammen og blev liggende. Jeg kravlede hen til døren og fik låst den op. Kravlede ind ad døren og lukkede den efter mig. Tasken smed jeg på gulvet, skoene kylede jeg ind i væggen af raseri. Hvorfor altid mig? Jeg havde troet, at de efter 7 år, ville være færdige med mig. Hvordan skal jeg klare resten af livet? Jeg gider ikke mere! Kan ikke mere! Hvad lever jeg for? Det kan jeg faktisk ikke svare på. Jeg kravlede hen ad gangen og ud i køkkenet, mit ben var imod mig. Alt var imod mig. Knivskuffen var lige foran mig, jeg tog den skarpeste.

 

 

Jeg står med kniven i hånden. Skal. Skal ikke. Alt hvad de har sagt og gjort kører rundt i mit hoved. Hver dag må jeg gå i skole, og hver aften græder jeg mig selv i søvn. Jeg kan ikke mere! Mit liv er noget lort! Vi har prøvet alt, for at få dem at stoppe, min far har snakket med mine lærere, inspektøren, ja selv drengene. Det hjalp selvfølgelig ikke. Tværtimod, det blev værre. Jeg borer kniven ind i mit håndled. Det gør forbandet ondt. Blodet løber ned ad min hånd. Jeg skærer igen og igen. På en syg måde føles det godt. Smerten får tårerne til at trille, jeg tørre dem væk med ærmet. Jeg beslutter mig for, at mit liv er slut nu. Kniven førere jeg op til mit bryst. Stikker hul. Av for den da! Stikker længere ind og...

 

Emily blev fundet samme eftermiddag, da faderen kom hjem. Han fandt dette brev:

 

Kære far

Du skal vide, at jeg elsker dig, og at det på ingen måde er din skyld. Jeg kunne bare ikke klare mere og jeg forventer ikke, at du forstår det, men det er det bedste for mig. Hils familien og sig, at de ikke skal bebrejde dem selv noget. Jeg elsker jer alle sammen.

Taylor Swift har skrevet en sang som hedder “Brought up that way” hvis du lytter til den vil du måske forstå hvordan jeg har det. Jeg elsker dig far. Emily.

ps. Giv den næste side til faster.

 

Tårerne trillede ned ad faderens kinder da han havde læst brevet. Emily var det eneste han havde tilbage efter hans kone og Emilys mor døde af kræft 2 år tideligere.

Han satte sig ned ved siden af liget og tog hendes hånd.

“Emily, lille skat vågn op. Vil du ikke nok, du er det eneste jeg har tilbage i denne verden! Jeg elsker dig så højt, kom tilbage til mig! Jeg kan ikke leve uden dig” Han græd og ruskede i hende, men Emily rørte sig ikke. Hun var død.

Emilys far ringede til fasteren og bad hende om at komme. Hun kom 10 minutter efter.

“Hejsa, hvad er det galt?” spurgte hun og gav faderen et kram.

“Emily er død” svarede han “Hun efterlod det her brev til dig”

Fasteren tog brevet og læste det, mens tårerne trillede ned ad kinderne.

 

Kære faster

Tusind tak for alle de gode timer vi har haft sammen. Det er det der har holdt mig i gang indtil nu, men jeg kunne bare ikke mere. Jeg er ked af, at det kommer til at gå ud over dig og resten af familien. Vi ses på den anden side. Emily

ps. Sørg for at far får det godt igen.

 

Faderen viste fasteren Emily. De satte sig på køkkengulvet på hver deres side af hende.

“Stakkels pige, hun har lidt en smertefuld død” hulkede fasteren.

“Ja, gad vide hvorfor hun gjorde det mod sig selv” mumlede faderen, mens han rørte ved sårene på Emilys håndled. Hun var blevet iskold og ligbleg, De sad længe og betragtede den livløse pige. Ingen af dem ville indse, at hun var død. De havde begge et skjult håb om, at hun bare var bevidstløs. Det var fasteren der tog initiativ og rejste sig. Hun gik ind i stuen, hentede et tæppe og lagde det over Emily. Faderen sad stadig på gulvet, lammet af sorg, ude af stand til at rejse sig. Det hele var så uvirkeligt for ham, for dem begge to.

“Måske skulle vi ringe til ambulancen?” foreslog fasteren.

“Ja, det skulle vi måske” sukkede faderen, gik hen til telefonen og ringede efter ambulancen.

”De kommer om lidt” sagde faderen stille.

Det bankede på døren og kort efter havde Falck-mændene løftet Emily op på en båre og kørt hende væk. Emilys far satte sig ned, han kunne ikke forstå, at han havde set sin datter i live for sidste gang.

 

Skrevet af Ida Simoni Nielsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...