Blitz

Hvad gør man, når man kigger på gamle fotoalbums og finder ud af at fotografierne nu er forældede, for den verden der var illustreret på fotografierne eksisterer ikke længere. Mor og far er skilt, så hvordan kan man nu føle sig hjemme, når det man troede var et hjem, ikke længere er det.

2Likes
5Kommentarer
206Visninger

2. .

"Skat kan du huske sommeren nede ved bedstemors træhytte?" spørger mor og vifter febrilsk med fotografiet. Jeg er placeret forrest på fotografiet, og bagved står mor og far, de smiler for hele femogtyveøren. Det var før de blev skilt. Den gang føltes alting så rigtigt, nu er det som om, livet er kørt ud på et sidespor.

Jeg sætter mig ned i den turkisblå frynsesofa, lige ved siden af min mors spinkle krop. Forsigtigt kigger jeg ned på fotografierne i det tykke fotoalbum, og et hav af følelser vælder op i mig. 

 

 

Blitz

Blitzen har efterladt lyspletter i mine øjne, og jeg blinker flere gange for at få dem til at forsvinde. Det høje cheese runger i mine øre, og jeg kan stadig se bedstefar for mit indre blik, som fumler med kameraet, før han tager billedet.

Bagved mig knitrer bålet højlydt, og dets bløde varme smøger sig om mine arme. Far har alleredet taget skumfiduserne frem, og de mindste i familien springer grådigt til. Sikke en dejlig sommerdag tænker jeg og tømmer min cola helt. Hvorefter jeg kaster mig over skumfiduserne sammen med de andre.

 

Blitz

"Jeg tror billedet blev godt unger" smiler fodboldtræneren og peger på sit nikon kamera. Hele holdet smiler stadig bagefter, og der er tydelige svedspor under hver enkelt trøje, men det ser ikke ud til at genere nogen, for vi spillede jo som en drøm. Ved siden af mig står Simone hende med de skæve briller. I børnehaven var vi bedste veninder, nu er vi kun bekendte, der snakker om de normale ting såsom vejret og den andens tøj. 

 

Blitz

"Kom nu far du skal da selv med på billedet," råber jeg, da han har taget et billede af mor og jeg. Hurtigt tager jeg hans iPhone, og stiller mig lidt væk, for både at få mor og far med på billedet.

De ser forelsket på hinanden, og jeg bobler af lykke. Hvilken fantastisk familie jeg har. "1, 2, 3 appelsin!" siger jeg, og far kigger drenget ind i kameraet, mens mor fortsat kigger forelsket på ham.

De kolde bølger skvulper ind mod mors fødder og dækker hendes ankler. Hun sætter i et hvin, og far reagerer med at tage hende op i sine arme, hvorefter han med lethed svinger hende rundt. Jeg står og griner ved siden af scenariet, og til sidst har jeg så ondt i maven, at mit grin bliver forvandlet til et lykkeligt smil.

 

Blitz

Jeg husker, det der kommer, efter billedet er taget tydeligere end det virkelige fotografi. Skænderiet. En lille ubetydelig ting, kan gøres til et stort problem. Mor råbte kraftigt, og tonerne blev høje og skingre. Far blev vred, og gnistrene stod ud af hans øjne, og så kom slaget. Ikke et hårdt slag, men det havde alligevel en betydning. Det betød, at ordene kunne komme til handling. Derfor rejste mor.

 

Blitz

Det største smil nogensinde forsvinder fra mit ansigt da blitzen er forsvundet, og jeg opdager, at gavebånds rester hænger fast i mit uglede morgenhår. "Tillykke med fødselsdagen skat," kagler mor henrykt og slår mig begejstret på armen. Jeg smiler sukkersødt til hende, og en varm fornemmelse blomstrer op inden i mig. Men far mangler. Lige dér ved siden af mor er en tom plet. Kun et kært minde om hvordan det var engang.

 

Blitz

"Kom nu skat, du skal da med på billedet." siger far bedende, og holder kameraet op som tegn, mens han holder om en anden kvinde end mor. "Nej ellers tak. Du kan selv holde Mia, hun er jo dit barn." siger jeg spydigt, og smækker døren bag mig ind til mit deleværelse.

 

 

Tåre strømmer ned ad mine kinder, og jeg tørrer dem forbavset væk med mit trøjeærme. Billederne havde følt så virkelige, som om situationerne igen udspillede sig for mine øjne, og tankerne kastes nu rundt i mit hoved ligesom et ekko.

Fotografierne var taget for at gemme alle de gode familieminder, men nu er vi ikke mere en samlet familie, så billederne synes kunstige og urealistiske, som de ligger der i mine hænder. Kommer jeg nogensinde til at føle mig hjemme igen imellem roddet af flyttekasser og forældede minder. Hvor hører jeg endelig hjemme nu? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...