Child of the Moon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 dec. 2015
  • Opdateret: 30 aug. 2015
  • Status: Igang
...//Undskyld for at der er to slags skrifter i teksten//

3Likes
2Kommentarer
187Visninger

1. Prolog

 

Prolog


Månen skinnede let igennem det midnatsblå mørke, hvor alt var forandret for en dag. Dens svage lys skinnede ned på den grusbelagte sti, hvor folk stod og talte hviskende med hinanden.

     Elise stod på en balkon og så op den måne der udsendte sine blege hvide stråler. Hun blev fyldt med en fred, som kun kom når månen var fuld. Hun kendte ikke grunden til denne fred eller hvorfor den kun kom en gang om måneden, men hun nød den til fulde.

     Hun lagde sine spinkle arme om sig selv og vuggede let i takt til instrumenternes spil. Inde døre var par gået igang med at danse, men Elise holdte sig for sig selv. Folk ville ikke undre sig over at hun var forsvundet i myldret af menneske, men visse andre ville give hende en skideballe. Og med visse andre mente hun sin far og mor. De brød sig ikke synderligt meget om at hun forsvandt til tider. De ville heller holde hende overvåget alle døgnet timer, selvom Elise havde fortalt sin mening omkring det.

     Hun var så fordybet i sine tanker at hun ikke lagde mærke til ilden, før røgen nåede hendes næsebor. Hun vendte sig med et sæt om og så flammerne slikke sig op af væggene gennem dørene. Ilden havde fået fat i de rubinrøde  gardiner og havde nu et godt tag i alt der var brændbart. Skrig kunne høres og mændenes  råb om at få kvinder og børn ud. Kun de kujonagtige mænd løb så hurtigt benene kunne bære dem.

    Elise gik hen mod dørene og lagde sin hånd på mesinge håndtaget, men hun trak den hurtigt til sig. Håndtaget var blevet varmet op af ilden. Hun kiggede ned på sin hånd og så den blive til en let rød farve. Hun var fanget, indså hun. Hun kunne enten spring ned fra balkon, men det ville hun ikke slippe godt fra, eller hun kunne prøve at kommer ind i ildspetaklet, hvor folk løb skrigende rundt i panik.

     Hun gik langsomt hen til balkonens gelænder og så ned. Der måtte mindst være 10 meter ned og det ville hun aldrig overleve. Men ville hun overleve flammerne, når de havde fået fat i hende? Det ville hun højst sandsynligt ikke. Hun ville ikke kunne løbe fra flammerne, når de først havde hende i deres greb.

     Hurtigt satte hun sig op på gelænderet og svingede benene ud over kanten. Hun så frygtsomt ned i mørket og indså at hun ville komme til at dø. Men havde hun noget valg? Måske havde månen reddet hende, på grund af hendes absurde trang til at se den. Måske var det mening at hun skulle være ude på balkonen og møde sin død på jorden.

     Elise så for sidste gang op på månen og sende en bøn op til den, inden hun sprang. Hun faldt ned gennem mørket og hende skørter fløj op omkring hende, hendes hår blev blæst ud af dens knold og hendes hud blev så stram, at det føltes som om hun ikke kunne være i den. Hun landede på jorden med et højt brag og alt gik i sort.

     Døden var kommet efter hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...