Mr. Heartbreaker | Harry Styles

Harry og hans venner er i den lokale bar, hvor Harry møder en pige. Men ikke hvilken som helst pige. Pigen som hedder Skylar Ross. Hurtigt laver Harry og hans ene ven en aftale om, at Harry kun har rundregnet 1 år til at score hende, kysse hende, gå i seng med hende og til sidst - knuse hendes hjerte. Skylar er ikke så let at score, så det bliver en udfordring for ham. Dog er der et spørgsmål. Kommer Harry til at klare opgaven eller taber han stort? Og hvad er straffen for at tabe?

161Likes
179Kommentarer
117145Visninger
AA

10. 9 | "Alt er smukkere i mørke."


Det var ikke længe siden, jeg forlod Skylar på hendes arbejdsplads, efter at vi havde aftalt at mødes, da hun senere på dagen ville få fri. Det overraskede mig, at hun havde sagt ja til at mødes med mig, da det ikke indtil videre havde virket til, at hun var interesseret i at lære mig bedre at kende.

Jeg gik ned gennem gågaden, der endnu ikke var blevet fyldt op til randen med stressede mennesker, der alle kun tænkte på at komme hjem til familien. Kun få pensionister var at spotte, da jeg drejede ned gennem den smalle sidegade, der førte ned til det lejlighedskompleks Zayn og Skylar boede. Jeg overvejede, om jeg skulle banke på Zayns dør, for at se om han var hjemme. Jeg ville gerne tale med ham omkring episoden dagen før, da han endnu ikke havde besvaret mine opringninger eller beskeder. Efter et sekunds overvejelse, valgte jeg at begive mig op af de mange trapper, indtil jeg nåede 5. sal, hvor Zayn boede – og Skylar selvfølgelig.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg slog mine knoer mod døren. Der gik ikke mange sekunder før der blev trukket ned i håndtaget, og Zayn kom frem i døren.

”Oh hej Harry,” mumlede han og kløede sig lidt akavet i nakken. Han gjorde det ikke svært at tyde, at han stadig var en smule skuffet over mig.

”Kan vi tale?” spurgte jeg. Zayn sukkede kort, men gjorde tegn til, at jeg skulle træde ind i lejligheden, hvilket jeg gjorde.

Vi satte os i stuen i vær vores sofaen. Stilheden var allerede lagt over os, og jeg vidste, at det ville være mig der skulle bryde den. Zayn kiggede ned på sine hænder, der lå foldet i hans skød. Selv var mit blik på det store fladskærms tv, dog var det slukket. Jeg rømmede mig kort og tog en dyb indånding, inden jeg valgte at bryde laget af akavet stilhed.

”Jeg ved du er skuffet over mig,” det kom ud på en forkert, hvilket gjorde, at det til at lyde om en anklage. Zayn rettede sit blik mod mig og vores øjne mødtes, mens han kort rystede på hovedet.

”Jeg er ikke skuffet over dig, men jeg er bare skuffet over dit valg,” indrømmede han.

”Det behøver du ikke at være, jeg ved at min beslutning forkert,” svarede jeg sukkende.

”Hvorfor gør du det så, hvad får du ud af det?” han havde spurgt om selv samme spørgsmål aftnen forinden, og spørgsmålet havde været som limet fast til mit nethinde. Jeg havde stillet mig det spørgsmål til mig selv mindst ti gange i timen, mens jeg havde tænkt på, hvordan jeg ville score Skylar.

”For mig handler det ikke om at vinde væddemålet eller få en status der siger, at jeg har scoret Skylar Ross, det handler for mig om at lære den rigtige Skylar at kende, da hun stiller en facade op for mig,” jeg smed en halv løgn og en halv sandhed direkte i hovedet på ham, da det delvist også handlede om at vinde væddemålet samtidig med, at jeg ville lære hende rigtigt at kende.

”Hvorfor har du så sagt ja til væddemåle, hvis det ikke handler om at vinde det?” Zayn kiggede uforstående på hmig, mens han løftede hans ene øjenbryn.

”Jeg ved, jeg ikke kan skyde skylden på alkoholen, men jeg var påvirket i en stor mængde, da jeg sagde ja til væddemålet,” jeg kørte frustreret en hånd gennem mine krøller, men jeg afventende kiggede på Zayn som skulle svare. Jeg vidste ikke om det holdte, at jeg skyldte skylden på alkohol, men jeg kunne ikke komme andre ting, der skulle have påvirket mig til at sige ja til dette vædde mål.

”Jeg forstår dig stadig ikke Harry, bare jeg ikke bliver indblandet så er jeg glad,” svarede han ligegyldigt og trak på skuldrene.

”Du bliver ikke indblandet,” lovede jeg.

 

x x x

 

Hej Harry, jeg har fri om fem minutter. – Skylar x

Det overraskede mig positivt, at Skylar havde valgt at takke ja til min invitation om at mødes med mig, da sms'en tiggede ind på min mobil, for hun ikke just havde virket begejstret, da jeg inviterede hende tidligere på dagen. Dog var jeg glad for at hun havde sagt ja.

Super, jeg møder dig på caféen om lidt :) – Harry x

Jeg svarede hende hurtigt og lagde min mobil ned i min bukselomme igen.

Situationen mellem Zayn og jeg var der ikke længere, og vi var venner igen som før. Det var også en af grundende til at jeg stadig sad i en af Zayn og Perries lædersofaer med en kop kaffe i hånden.

”Jeg bliver nød til at gå,” sagde jeg til Zayn. Jeg drak resten af den lune kaffe – som Zayn havde lavet – færdig, inden jeg stillede den tomme kop på sofabordet foran mig.

”Skal du mødes med Skylar?” spurgte han efter at have taget en tår af hans kaffe. Jeg vidste han stadig var en smule skuffet over mit valg, selvom han klart havde givet udtryk for, at han ikke var, men han havde ikke virket oprigtig nok i hans udtale, da han havde sagt det.

”Ja,” nikkede jeg som svar. Zayn sukkede, men efter sendte han mig et smil, som jeg kunne se, han ihærdigt prøvede at holde overbevisende, hvilket mislykkede.

”Undskyld,” sukkede jeg.

”Du behøver ikke at undskylde,” jeg gik videre ud mod entréen, mens Zayn blev siddende i sofaen. Jeg tog mine brune støvler på og min sorte jakke.

”Vi ses!” råbte jeg på vej ud af døren og hørte den smække efter mig, hvilket gav et højt brag der gav genlyd i opgangen.

 

x x x

 

Duften af ny brygget kaffe fyldte mine næsebor, og gæsternes samtale gav en rar atmosfære i den lille indbydende café. Pigen der tidligere havde ekspederet sammen med Skylar stod stadig bag den lille disk. Jeg spejde rundt på caféen, dog var Skylar ikke til få øje på. Skylars kollega vinkede mig hen til hende, da hun ikke flere kunder havde at ekspedere.

”Du må være Harry, jeg er Rosie,” præsenterede hun og stak hendes hånd frem mod mig. Jeg tog i mod hendes hånd og ruskede blidt i den, mens jeg sendte hende et smil, som hun gengældte.

”Hej Rosie,” svarede jeg hende med et smil på læben. Jeg spejdede endnu engang rundt på caféen men dog uden held, jeg kunne stadig ikke få et eneste øje på Skylar.

”Skylar er ude bagved i pauserummet, du kan bare gå ud til hende,” grinede hun, da hun uden tvivl vidste, at det var hende jeg ledte efter. Jeg nikkede taknemmeligt og gik ind af den dør der førte til ud pauserummet.

Skylar sad i en orange sækkestol og talte med en anden mørkhåret pige der sad i nøjagtigt samme sækkestol bare i blå, da jeg kom ud i pauserummet. Et smil dukkede frem på Skylars læber, da hendes blik mødte mit, hvilket forvirrede mig meget, da hun aldrig havde virket mere glad for at se mig.

”Hej Harry,” hun rejste sig fra sækkestolen og gik mig i møde. Hændelsen der efter skete gjorde mig endnu mere overrasket og forvirret, end jeg endnu var, da hun lagde sne arme om mig og omfavnede mig i et kram, hvilket også fik mig til at lukke mine arme omkring hende, for ikke at virke afvisende. Duften af hendes parfume udfyldte mine næsebor, den duftede af blomster.

”Der er vist nogle, der har valgt at være søde i dag,” drillede jeg hende flabet og prikkede hende i hoften med min pegefinger. Hun rullede med øjnene, inden hun vendte sig om.

Skylar fandt sin taske og sagde farvel til den mørkhåret pige ved at give hende et kram. Vi gik ud gennem caféen for at komme ud, hvilket endu en gang fik Skylar til at stoppe op for denne gang at sige farvel farvel til Rosie, hvilket jeg også gjorde.

”Så du kender Rosie?” spurgte Skylar, da vi kom ud far caféen og begyndte at gå ned gennem gågaden.

”Nej ikke rigtigt vi mødtes, da jeg skulle hente dig,” forklarede jeg, og Skylar nikkede forstående.

 

x x x

 

Vi satte os ind på en restaurant der lå på gågaden, hvor vi bestilte noget aftens mad, da klokken var blevet omkring seks. Skylar bestilte en pastasalat, mens jeg bestilte en pizza.

”Her er jeres mad,” sagde tjenerinden, da hun kom gående med tallerkener hvorpå hvorpå mad lå. Vi takkede hende for maden, og tjeneren forlod vores bor, så det nu kun var Skylar og jeg.

”Så fortæl om dit liv, det var trods alt derfor jeg inviteret dig ud,” jeg kiggede interesseret på hende og afventede, at hun skulle begynde at tale om sit liv, men i stedet blev hendes øjne store. Det lignedde, at hun havde set et spørgelse.

”Er det her en date?” spurgte hun chokeret og kiggede overrasket på.

”Hvis du vil have det til at være en,” svarede jeg kækt og blikkede med øjet. Hvis jeg skulle nå at score Skylar i år, måtte jeg hellere begynde, for jeg var sikker på at det ville tage tid, før jeg havde scoret hende.

”Så hvor kender du Taylor fra? Jeg mener, du var jo til hans fødselsdag,” spurgte jeg, selvom jeg ikke vidste hvorfor, men et eller andet skulle vi jo snakke om.

”Han er en af mine venner, hvor kender du ham fra?” spurgte hun og tog en pasta ind i munden. Jeg fortalte Skylar, at jeg og Taylor var barndomsvenner, og at vi kendt hinanden siden vi gik med ble.

 

x x x

 

Middagen var gået strålende, og vores snak havde kørt uafbrudt, mens vi spiste. Jeg følte virkelig, at jeg var kommet en smule tættere på Skylar, dog var jeg ikke så langt ind på hende at hun havde fortalt mig noget virkeligt personligt. Vi spiste vores mad færdig, og jeg betalte tjenerinden, der tidligere havde serveret maden for os. Det var jo trods alt mig, der havde inviteret Skylar ud.

Skylar og jeg gik ned gennemgåden, indtil vi kom til parken, hvor der lå en sø. På den ene side af søen stod en træ bænk, som vi valgte at sætte os. Vi kiggede begge ud mod søen, mens ingen af os sagde noget, dog var stilheden ikke akavet, den var rar. Månes skær lyste vandet en smule op, hvilket fik det til at ligene, at der var små krystaller på overfalden af vandet.

”Hvor er det smukt,” sagde Skylar pludseligt, mens hun kiggede ud over søen. Jeg nikkede mig hurtigt enig, selvom jeg vidste hun ikke så det, da hendes blik var rettet mod søen. ”Alt er smukkere i mørke,” fortsatte hun.

Jeg kiggede undrende på hende. ”Hvad mener du?” spurgte jeg.

”Når lyset kommer igen, vil vandet ikke længere var funklende, det vil være grimt begrund af algerne der ligger i vand kanten, dem kan vi bare ikke se i mørket,” hun tog en dyb indånding, inden hun fortsatte.

”Det er ligesom en by set ovenfra, i mørket er det så smuk på grund af alle lysene, men når lyset kommer igen vil vi kunne se alle byens fejl, som det falmende maling på gågadens butikker, og vi vil ikke længere synes det er smukt.” – ”Sådan er det også med mennesker, i mørket kan vi ikke selv alle deres fejl, hvilket gør dem smukkere end de ville være i lyset, hvor vi ville synes de var grimme, fordi de har så mange fejl.”

Jeg var overrasket over, hvad der forlod Skylars mund, da jeg aldrig havde troet, at hun ville tænke sådan. Men hun have ret, alt var smukkere i mørket.

”Ikke dig, du er smuk uanset hvad,” komplimenterede jeg hende. Jeg kunne ane et svagt smil danne sig på hendes perfektformede læber, da hun blev lyst en smule op af månens skær.

Jeg vidste stadig ikke, hvordan jeg ville score Skylar, men jeg vidste nu, at jeg ikke gjorde det, fordi jeg havde sagt ja til væddemålet, men fordi at jeg ville lære Skylar bedre at kende. Men alligevel handlede det hele i sidste ende selvfølgelig om, at jeg ikke ville tabe væddemålet.

Nurh, er jeg den eneste der elsker Skylar og Harrys forhold?

Hvad synes I om den måde Skylar og Harry pludselig var venligere overfor hinanden? Tror I at det vare ved?

Btw, undskyld det sene kapitel, men jeg har været på shopping med min familie, så jeg håber at kapitlet har været ventetiden vær.

God weekend

Karoline A.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...