Mr. Heartbreaker | Harry Styles

Harry og hans venner er i den lokale bar, hvor Harry møder en pige. Men ikke hvilken som helst pige. Pigen som hedder Skylar Ross. Hurtigt laver Harry og hans ene ven en aftale om, at Harry kun har rundregnet 1 år til at score hende, kysse hende, gå i seng med hende og til sidst - knuse hendes hjerte. Skylar er ikke så let at score, så det bliver en udfordring for ham. Dog er der et spørgsmål. Kommer Harry til at klare opgaven eller taber han stort? Og hvad er straffen for at tabe?

161Likes
172Kommentarer
118877Visninger
AA

9. 8 | "Han stalker dig sikkert ikke, måske er det bare tilfældigheder?"


Efter det korte senarie med Harry, besluttede jeg mig for, at jeg måske burde tage hjem og få noget søvn. Jeg havde trods alt et arbejde at passe, og min chef ville nok ikke blive særlig glad, hvis jeg nu valgte at blive hjemme i stedet for at tjene kassen.

Men alligevel sad jeg sammen med Zayn og Perrie og snakkede løs om alt og intet. Jeg havde faktisk lagt en del mærke til Zayns blik, der hele tiden var rettet hen mod Harry og jeg. Han sendte os hele tiden et blik, der direkte viste, at han var skuffet. Var blikket mon hentydet til mig eller Harry – eller os begge?

Dog havde jeg også lagt mærke til, at Zayn havde opført sig ret mærkeligt siden han var ude og ryge sammen med Harry, også selvom Harry kun underholdte ham, mens Zayn røg sin smøger færdig, så lagde jeg mærke til et par forandringer.

”Guys, tusind tak for en fantastisk middag og en god film – og undskyld, at jeg skred før, det var ikke min mening at skabe drama eller opmærksomhed,” undskyldte jeg, idet jeg rejste mig op. Både Perrie og Zayn sendte mig et smil. Jeg følte mig velkommen i deres hjem – de tog imod mig med åbne arme.

”Det gør ikke noget, vi nød dit selskab – eller jg gjorde i hvert fald,” smilede hun stort, hvilket let smittede af på mig, da jeg stod henne ved hoveddøren og smilede som en idiot.

”Tak for invitationen,” takkede jeg, stadigvæk med et smil, der direkte var klistret på mine læber. Jeg havde hygget mig til middagen og ikke mindst filmen. De andre forstod mig godt, hvorfor jeg forlod lejligheden hurtigt. Kort sagt – jeg forklarede dem, at jeg ikke ville kysse Harry og havde heller ikke lyst til det. Jeg gad jo ikke at gøre noget under tvang.

”Det er os der takker, at du vil være her og være med i vores selskab,” svarede Zayn oprigtig. Mit hjerte blev helt varm over hans ord. Han gav mig et hurtigt kram, hvorefter Perrie gjorde det samme.

”Vi ses en anden gang,” sagde jeg og vinkede kort, hvorefter jeg så forlod lejligheden og var på vej hen mod min egen etage og dør.

Det var i hvert fald ikke sidste gang, at jeg ville spise middag med dem, desuden virkede Niall, Liam og Louis som nogle søde personer, og jeg havde sådan meget mere lyst til at lære dem alle sammen bedre at kende. Perrie og jeg klingede utrolig godt sammen. Der blev jeg ret meget positivt overrasket.

Lige nu kaldte sengen bare på mig og min trætte krop, og jeg trængte også til at sove. Klokken var desuden også ved at runde de tolv om natten, og jeg havde fået et par glas rødvin sammen med Perrie og resten af flokken.

Min egen hjerne kunne ikke arbejde mere, jeg trængte til søvn, endda en del søvn.

 

x x x

 

Min alarm begyndte at larme, hvilket fik mig til at udstøde et højt suk, idet jeg slukkede for alarmen. Det her betød kun én ting – arbejdet kaldte på mig, og pengene kunne jeg få ind på min konto.

Efter et par minutters tid, så hev jeg dynen af min krop og kunne straks mærke kulden komme hen mod mig. Hurtigt ramte mine fødder gulvet, hvilket gav mig kuldegysninger, der strømmede gennem min krop. Jeg bandede tit over, hvorfor jeg præcis havde valgt en lejlighed med trægulv og ikke gulvtæppe. Gulvtæppe gav så meget mere varme og mindre kulde.

Jeg smuttede hurtigt hen mod køkkenet og begyndte at lave noget frisk brygget kaffe, noget som jeg elskede at få hver morgen.

I mellem tiden sørgede jeg for at få noget arbejdstøj på og få håret sat op i en hestehale, hvorefter jeg fik ordnet det sidste – at få makeup på. Det var noget af det vigtigste for en pige, i hvert fald det vigtigeste for mig. Jeg måtte gerne ligne noget der var løgn, men jeg skulle altid have makeup på.

Uden det ville jeg føle mig ret meget blottet.

Lyden af kaffe, der blev brygget bragte et smil på mine læber. Jeg elskede tit at lytte til kaffemaskinen, der klarede hele arbejdet, mens jeg kunne stirre på hvert evig eneste dråbe, der faldt ned i kanden. Jeg gjorde det kun, når jeg var alene og havde masser af tid tilbage – som nu. Jeg havde masser af tid.

Da kaffen blev færdig, hældte jeg kaffen op i en papkrus. Jeg måtte drikke kaffen på vej hen mod arbejdet, mens jeg guffede i et lækkert stykke æble. Dejligt grønt og lidt syrligt.

Hurtigt var jeg ude af døren med et papkrus og et æble. Alting var under kontrol. Jeg havde alt under kontrol – og det føltes skønt!

 

x x x

 

Jeg var ankommet til caféen lige i rette sekund. Min chef havde måske mistanke om, at jeg blev hjemme, men der måtte jeg skuffe ham. Jeg ville skam ikke blive hjemme, så ville jeg hellere arbejde, end at dovne den af derhjemme.

”Godmorgen Skylar,” hilste min arbejdskollega, Rosie. Hun stod morgenfrisk bagved ved disken, hvor hun sikkert var i gang med at lave noget frisk brygget kaffe, noget hun altid gjorde, hver gang hun kom. Hun var desuden også den første person, der altid dukkede så tidligt herhen.

”Godmorgen Rosie, altid så morgenfrisk,” grinede jeg med et svagt smil, der spillede på mine læber. Som et svar nikkede hun over mine ord.

Rosie og jeg havde et unikt bånd. Vi havde altid været ret gode venner, og det havde vi været siden jeg begyndte at arbejde i Regency Café – caféen var ret simpel, bygningen var sort udenfor, hvor den havde nogle pæne hvide gardiner, de forblev altid hvide, uanset om solen bagte på gardinerne eller ej. Caféen havde stil.

”Godmorgen, De damer,” sagde min chef med et tilfreds smil på læberne. Han var måske bare tilfreds med, at vi gad at dukke op i hans café.

”Godmorgen, Javior,” hilste vi i kor, hvilket fik os begge to til at grine en smule over det. Det skete ikke særlig tit, at vi sagde ting på samme tid – så sikke et sammentræf.

Javior var en fin mand, der sørgede for at caféen ikke manglede noget, desuden havde han også stilen, så måske var det derfor at caféen selv havde stil? Han forstod da at tiltrække utallige mange kunder til dagligt.

”Vi får muligvis ret mange kunder, da vi får en speciel gæst i dag,” startede han ud med. vi forblev stille og lyttede bare til ham.

”En kendt person kommer og bedømmer caféen, så gør jeres bedste for at få denne her café til at få en perfekt anmeldelse,” afsluttede han. Kort tid efter forsvandt han og kunderne dukkede langsomt op. En efter en.

Der ville komme en kendt person op, men hvem var den kendte person?

”Rosie, vil du ikke betjene de kunder der, så betjener jeg de andre?” spurgte jeg. Uden at hun sagde noget, nikkede hun kort og gik hen mod kunderne, som hun langsomt begyndte at betjene.

Kort tid efter lavede jeg den samme rutine om og om igen op til flere gange, og vi fik altid glade kunder her i caféen. Hvilket gjorde os glad, da det ville gøre Javior glad – kun på grund af pengene han ville modtage fra hans kunder.

 

x x x

 

Jeg havde snart været på arbejde i fire timer, og jeg kunne stadgigvæk ikke få øje på en kendt person, men her strømmede rundt med mange kunder. Måske var det bare en falsk alarm? Måske sagde han det kun for at tiltrække kunder? Jeg så udmærket godt at han havde delt ud på internettet, at denne her café ville modtage en kendt person, men jeg kunne ærlig talt ikke få øje på en kendt person.

”Rosie, jeg kan ikke få øje på en eneste kendt person – jeg tvivler lidt på om denne her kendte person er en fiktiv person,” hviskede jeg lavt til hende, hvorefter hun kiggede på mig med et overrasket blik.

”Jeg har ellers betjent hende,” svarede hun stolt, mens min mund langsomt formede sig til et O. Havde Rosie seriøst betjent en kunde, som faktisk var kendt?

”Hvem er denne kendte person så?” spurgte jeg nysgerrigt, imens jeg stirrede spændt på hende. Jeg var spændt på at vide, hvem denne kendte person var.

”Hun er inde i det private rum, men det er Lily Collins,” hvinede hun helt, men lavt. Endnu en gang åbnede jeg munden. Jeg havde altid beundret Lily Collins, specielt hendes specielle øjenbryn. De var så fantastiske på så mange måder. Kort sagt – jeg havde altid drømt om at møde hende.

”Er hun blevet til en journalist?” spurgte jeg lidt dumt af. Rosie rystede på hovedet og sendte mig et undskyldende blik. Jeg måtte tage sagen i min egen hånd, derfor valgte jeg at smutte hen mod det private rum og hilse på Lily Collins.

Hellere nu end aldrig – og jeg havde endda chancen for at møde hende.

Forsigtigt bankede jeg på døren, hvorefter jeg åbnede den. Det private rum havde man en del privatliv, et rum for sig selv – for at skære det ud i pap. Jeg brugte straks mit venlige og imødekommende smil.

”Hej, Lily, mangler du noget?” spurgte jeg, mens mit indre jeg var ved at gå fuldkommen amok over, at jeg stod her og snakkede med selveste Lily Collins fra filmen Love, Rosie – alting var så surrealistisk.

”Hej, øhm.. Noget mere kaffe kunne være meget rart,” meddelte hun, og jeg var hurtigt ude igen efter hun manglede kaffe, og det ville jeg sørge for at hun ville få.

”Rosie, er der ikke mere kaffe?” spurgte jeg hende panisk om. Jeg kunne slet ikke få øje på mere kaffe. De sidste kaffedråber var væk. Jeg bandede en del over, at jeg måtte skuffe Lily med forsinket kaffe.

”Hun forlanger mere kaffe,” uddybede jeg, da hun stod og så fuldkommen forvirret ud over min opførsel. Hurtigt spærrede hun sine øjne op, så hendes grønne øjne blev mere dramatiske at se på.

”Oh fuck!” hviskede hun hårdt for sig selv. Vi begge gik straks i gang med at lave nogle nye kander med ny brygget kaffe – direkte fra kaffemaskinen.

En klokke lød og en velbekendt person dukkede op. Harry. Forvirret stirrede jeg lidt på ham. Efter vores lille samtale over vores beskeder havde ingen af os turde at skrive igen. Jeg sank kort en klump ned og tvang et venligt smil frem på mine læber.

”Halløj Harry,” hilste jeg med et venligt smil, mens jeg prøvede at virke så imødekommende jeg kunne. Her skulle jeg have en venlig facade fremme.

”Hey Skylar, jeg vidste ikke at du arbejdede her,” samtykkede han med et skævt smil, der dukkede frem på hans perfekte læber. Jeg kunne tit bruge utallige mange minutter på at beundre hans læber – meget diskret.

”Der er meget du ikke ved så, kære Harry,” min flabede kommentar fik ham til at grine en smule hæst, hvilket gav mine arme de sygeste kuldegysninger.

”Ja så, jamen.. Så fortæl mere om dig selv, Skylar,” kommenterede han hurtigt med et smil. Et suk forlod mine læber, ikke fordi jeg ikke gad at snakke med Harry, men jeg havde kunder og jeg havde desuden heller ikke tid til at fortælle om min livshistorie til ham.

”Der må jeg skuffe dig, jeg har ikke tid til at snakke om mit liv, når jeg er på arbejde,” pointerede jeg med et lille smil. Langsomt nikkede han, så hans hår bevægede sig en smule, også selvom han havde en sort beanie på. Han så ret stilfuld ud.

”Måske en anden dag, Skylar?” spurgte han. Man kunne se at han havde nogle forhåbninger til svaret. Jeg trak kort på mine skuldre, hvorefter jeg gik forbi ham og smuttede tilbage ind til Lily.

”Undskyld ventetiden, men her er din nybrygget kaffe,” smilede jeg, mens jeg hældte mere kaffe i hendes kop. Hun takkede, og jeg smuttede ud igen. Det var utrolig, at jeg allerede betragtede Lily som en ganske normal person, efter et par minutter.

”Hey, Skylar.. Jeg henter dig efter arbejdet, skriv, når du får fri,” smilede han, så hans smilehuller dukkede frem på hans kinder. Forvirret stoppede jeg op og kiggede lidt uforstående på ham.

Jeg nåede ikke at svare, før han havde forladt mig inde i caféen med sin papkrus med frisk brygget kaffe. Hvad gik det her lige ud på?

”Skylar, hvad sker der lige mellem dig og Harry?” spurgte Rosie mig om. Jeg rystede kort på hovedet, mens jeg trak kort på mine skuldre.

”Jeg aner det ikke, Rosie. Det gør jeg ærlig talt ikke,” svarede jeg lidt forvirret.

”Det ene tidspunkt kan jeg slet ikke fordrage ham og det andet tidspunkt er vi flabede overfor hinanden – den fyr er slet ikke noget man kan finde ud af,” tilføjede jeg hurtigt med en peget finger.

Rosie lavede ikke andet end at grine lidt over min tilføjelse, mens hun nikkede en anelse.

”Javel javel, du vil gerne grave dybere ind til ham?” spurgte hun, idet hun kiggede lidt på mig. Hurtigt rystede jeg på hovedet, og det fortalte næsten alt, hvad jeg følte.

”Nej! Jeg vil ikke have et venskab med ham, men jeg har ikke rigtig et valg, når han hele tiden opsøger mig.. Jeg tvivler næsten på, om han er en normal person, men er en stalker, der ikke laver andet end at stalke mig,” grinede jeg, hvilket let smittede af på hende.

”Oh Skylar, han stalker dig sikkert ikke, måske er det bare tilfældigheder?” sagde hun ud i et spørgsmål. Jeg løftede svagt mit ene bryn, mens jeg stirrede lidt underligt på Rosie. Hun stod bare foran mig med et smil klistret på hendes fyldige læber, der klædede hende utrolig godt. Rosie havde et pænt ansigtsform, samt nogle pæne former – hun så fuldkommen perfekt ud. Hun var en perfektion.

”Tilfældigheder? Jeg tror ikke på skæbnen, og slet ikke på tilfældigheder,” sagde jeg bestemt med en lidt for hård tone. Hun kiggede lidt overrasket på mig over min toneleje, hvilket fik mig til at kigge lidt undskyldende på hende over min opførsel lige før.

”Undskyld, men jeg tror ikke på sådan noget. Jeg er ikke en overtroisk person,” forklarede jeg hende yderligere. Forstående valgte hun at nikke over mine ord.

”Tro mig, jeg er heller ikke en person, der tror på ting og sager,” smilede hun svagt, hvorefter hun tog fat i kaffekanden.

Kort tid efter forlod hun mig, da hun skulle give kunderne noget nyt kaffe.

Jeg begyndte at tygge på hendes ord. Tilfældigheder. Jeg troede ikke på sådan noget, men alligevel var der noget som stak indeni mig, som direkte skreg at det her var tilfældigheder og ikke ren og skær stalking.

Måske havde Rosie ret, måske var det her virkelig tilfædigheder. Også selvom jeg ikke var så meget til at indrømme det, så troede jeg på en måde, at det her var ren og skær tilfældighed. Intet var jo planlagt alle gangenen – med mindre Harry havde valgt at spore mig og stalke mig i sidste ende. Kun Harry kendte svaret.

Hvorfor skal Skylar og Harry være så pokkers perfekte sammen? Er jeg den eneste, som føler det?

Kan I lide deres ironiske "venskab"?

Mener I at Harry stalker hende, eller er det her bare tilfældigheder på lidt kærlighed? 

Smid en kommentar med jeres svar, og hvis I har lyst, så smid da lige et like!

PS: en lille reklamation dukker op her, jeg har udgivet en ny historie, som I gerne må tjekke ud, den hedder 50 Streets og kan findes på min profil. 

Hav en fantastisk lørdag, guys!

Hilsen Louise

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...