Mr. Heartbreaker | Harry Styles

Harry og hans venner er i den lokale bar, hvor Harry møder en pige. Men ikke hvilken som helst pige. Pigen som hedder Skylar Ross. Hurtigt laver Harry og hans ene ven en aftale om, at Harry kun har rundregnet 1 år til at score hende, kysse hende, gå i seng med hende og til sidst - knuse hendes hjerte. Skylar er ikke så let at score, så det bliver en udfordring for ham. Dog er der et spørgsmål. Kommer Harry til at klare opgaven eller taber han stort? Og hvad er straffen for at tabe?

161Likes
179Kommentarer
117148Visninger
AA

31. 30 | "Jeg håber, at du kan acceptere min beslutning."


Skylar Ross, vil du være min og kun min?”

Jeg stod forstenet bagved hans dør, hvor Harry bare stirrede ind i mine øjne. Jeg hapsede næsten efter vejret, og følte, at jeg var væk. Jeg var ikke mig selv.

Tænkende så jeg bare på ham og burde slet ikke tænke over hans spørgsmål. Jeg burde give ham et konkret svar – her og nu. Men jo mere jeg tænkte over hans spørgsmål, jo mere snørede min hals sig sammen. Jeg kunne ikke få et ord indført. Jeg kunne ikke svare ham. Jeg var mundlam, overrasket, men jeg elskede ham.

Og han elskede mig.

Atter sank jeg en klump ned og fugtede let mine halvtørre læber. Jeg så forsat på ham, inden jeg begyndte at ae ham lidt på kinden.

Jeg kunne se, at Harry så piv nervøs ud, over om jeg sagde ja eller nej til ham. Jeg kunne egentlig ikke tillade mig at lade ham vente i flere minutter, men alligevel gjorde jeg det. Burde jeg skamme mig over det?

”Please.. Skylar, sig noget,” bad han mig om. Jeg kunne mærke at mine hænder blev svedige, og mit hjerte begyndte at hamre mod mit bryst. Hvad foregik der lige?

”Jeg..” midt i min sætning gik jeg i stå, og Harry så endnu mere bange og nervøs ud end før. Jeg rynkede trist på panden og vendte blikket ned mod jorden, inden jeg så op på ham igen.

”Jeg må tænke over det, Harry. Jeg kontakter dig snart, lyder det okay?” da de ord forlod min mund, så blev hans ansigt meget trist. Jeg fik helt dårlig samvittighed over, at jeg ikke svarede ham konkret.

”Vi ses senere,” mumlede jeg lavt, inden jeg gav ham et kort kys på kinden. Hurtigt smuttede jeg ud af hans lejlighed og en større samvittighed svømmede rundt i min krop og kvalmen blev større end før.

Nu havde jeg såret Harry, nu gad han mig ikke mere. Jeg havde ødelagt alt, og jeg fortrød det så meget. Men kunne jeg ændre det? Nej.

Jeg slog mine arme om min spinkle krop, mens jeg gik med hastige skridt. Hvis jeg ikke gik hurtigere, så løb jeg tilbage til ham og gav ham mit endelige og ventede svar.

På en måde så havde jeg lyst til at være hans, men der var en lille djævel ved min side, som fortalte mig, at jeg ikke skulle, da Harry kunne finde på at lyve. Men hvem ville lyve om sine følelser? Harry brugte mig engang – og alligevel faldt jeg for ham, og det gjorde han også, hvilket var uventet fra hans side.

Jeg vidste bare, at jeg skulle hjem og tænke over, hvad jeg havde lyst til – at være single eller være opdaget af Mr. Styles.

Spørgsmålet var bare: hvad havde jeg overhovedet lyst til?

 

x x x

 

”Oh sødeste, Skylar. Du ligner ikke en som er okay,” konstaterede Perrie, som sad ved min side inde i stuen. Jeg bed mig kort i underlæben og rystede svagt på hovedet. Jeg havde kludret i hele forholdet til Harry.

”Jeg har bare været en stor idiot,” fortalte jeg hende med en trist rynke i panden. Perries øjne blev endnu mere bekymrede og hun så forsigtigt på mig, inden hun rykkede sig tættere hen mod mig.

”Fortæl mig endelig om det, søde,” sagde Perrie lavt med sin blide stemme.

Mit blik fandt vejen til hendes. Jeg kiggede kort ned på mine smalle fingre, hvor jeg pillede lidt ved mine rynke af nervøsitet. Hvorfor var jeg overhovedet nervøs, for at fortælle Perrie om alt det her?

Tøvende begyndte jeg at fortælle hende alt. Fra punkt til prikke. At Harry og jeg vi elskede hinanden, og vi elskede en del sammen – når muligheden var der. At han indrømmede sine følelser overfor mig, og at han spurgte om jeg havde lyst til at være hans kæreste, og det eneste jeg gjorde var, at stikke halen mellem benene og stikke fra noget, som kunne havde været mit livs kærlighed.

Mine øjne blev langsomt blanke, da jeg kom atter i tanke om Harry og hans triste, grønne øjne, som stirrede ind i mine. Han var knust, trist, og ikke mindst skuffet over mit valg. Jeg var en idiot.

”Åh, sødeste Skylar.. Du må ikke græde,” sagde hun lavmælt, inden hun rykkede sig hen til mig og slog sine arme om mig. Jeg begyndte at hulke en smule mod hendes skulder. Jeg følte mig alene.

Og planen var endda kun, at jeg skulle tænke over mit valg, ikke tude over min savn til ham.

”Bliv siddende der, så sørger jeg for en god kop kaffe til os,” kvikkede Perrie med et svagt smil på læben. Hun prøvede at lette stemningen. Jeg slap hende stille og nikkede lidt, idet jeg prøvede at fjerne mine vanddråber, som gjorde mine kinder fugtige.

”Tak Perrie,” takkede jeg, med min ret så hæse stemme. Måske var den ved at komme i overgang over alt det her? Det var trods alt ikke specielt godt for stemmen at stønne utrolig højt, når man elskede med Harry.

Lad lige som om, at jeg ikke lige beskrev det.. Akavet moment lige nu.

Ventetiden var virkelig kort, inden hun kom gående med to kopper kaffe med et smil på læben. Hun rakte mig den ene kop, inden hun satte sig ned. Jeg fik mumlet et tak, og tog en lille tår af kaffen.

”Du burde snakke med ham senere, det er du godt klar over, ikke? Harry er sikkert hamrende nervøs over, at han muligvis har sagt noget forkert til dig,” fortalte hun mig. Jeg nikkede en smule og stirrede ned i den dampende, kop kaffe. Et suk forlod mine læber, da Perrie havde ret, det hun sagde og fortalte mig lige nu.

”Du har ret.. Jeg snakker med ham senere,” mumlede jeg, inden jeg rettede blikket op på hende igen. Perries sendte mig et svagt smil, som jeg gengældte.

Perries læber var lilla. Sådan en smuk farve. Jeg var faktisk lidt misundelig på, at hun kunne bære næsten alt slags farver – dog ikke en baby lyserød farve. Men ellers alle de mørke og intense farver. Og så hendes dramatiske øjenskygger passede utrolig godt til hende og fik hendes øjne til at være større, oveni købet hendes falske øjenvipper gjorde hendes ansigtsmakeup perfekt.

”Måske skal du snakke med ham efter denne her kop kaffe,” sagde hun sådan lidt beslutsom. Jeg løftede svagt brynet og bed mig kort i underlæben. At besøge Harry på under 2 timer gjorde mig lidt nervøs.

”Jeg ved nu snart ikke..” mumlede jeg tvivlsomt. Jeg lagde koppen på sofabordet og sukkede lavt. Hele mit liv lige nu var et stort kaos.

”Skylar, jeg kan se, at I elsker hinanden, så hvorfor tvivle så meget på det?” lød det smilende fra Perrie.

”Så jeg synes, at du skal lette din fine bagdel, og gå hjem til ham, for at fortælle om dine følelser til ham – og om du overhovedet gider at være hans kæreste,” mente hun. Jeg stirrede lidt på hende og var på en måde lidt mundlam over hendes ord. Havde hun næsten øvet sig i, at sige de ord?

”Skal jeg tage af sted nu?” spurgte jeg hende og skød mit ene bryn op i vejret.

”Ja, smut hen og tag en snak med Harry, det fortjener han,” svarede hun, og derfra afsluttede vores lille samtale om mit forhold til ham.

 

x x x

 

Jeg kunne ikke fatte, at jeg allerede stod foran hans dør, og var lidt i tvivl om, at jeg skulle banke på hans trædør eller ej. Nervøsiteten svømmede rundt i min krop. Jeg lukkede kort mine øjne i, inden jeg valgte at banke forsigtigt på hans dør.

Min krop frøs atter til is, og jeg havde mest lyst til at stikke halen mellem benene og løbe skrigende bort. Men gjorde jeg det? Nej. Jeg blev stående og ventede på, at Harry ville åbne den forbandede dør.

”Skylar...” Harrys stemme vækkede mig, og jeg stirrede blot på ham. Jeg sank kort en klump ned, og nikkede lidt. Bare at se på ham, fik savnet til at vokse sig større.

”Harry...” hviskede jeg lavt, mens mit blik hvilede på ham.

”Hvad laver du her?” lød hans spørgsmål på. Hans spørgsmål gjorde mig ikke rigtig ked af det eller noget lignende. Han undrede sig sikkert sig over, hvad i alverden, jeg lavede her, når jeg smuttede fra ham for snart fem timer siden.

”Kan jeg komme indenfor, og snakke med dig? Det er bedst at vi får snakket ud,” sagde jeg nikkende. Jeg lagde hovedet lidt på skrå og bed mig kort i underlæben. Gad han overhovedet have, at jeg befandt mig i hans hjem?

”Omkring det, der skete tidligere i dag,” fortalte jeg ham. Han nikkede kort og flyttede sig lidt, så jeg kunne smutte indenfor.

”Vil du have noget kaffe eller te at drikke?” mumlende han spørgende, idet han lukkede døren i. Jeg rystede kort på hovedet, inden jeg fik mine sko af.

”Nej tak, Harry.”

I stilhed traskede vi hen mod stuen. Jeg havde aldrig oplevet sådan en akavet stemning i hans selskab, så det her var noget nyt for mig. Jeg bed mig i underlæben og sank endnu en klump ned, inden jeg satte mig ned i sofaen.

Flere minutter gik, og det eneste vi gjorde var, at vi blot stirrede ind i hinandens øjne uden at smile eller vise nogen form for glæde. Jeg sukkede lavt og tog mig kort til hovedet, inden jeg begyndte at snakke til ham.

”Altså…. Æhm… Jeg aner ikke, hvordan jeg skal starte. Men da du spurgte mig frøs alt til is. Jeg anede ikke, hvad der gik galt, siden jeg smuttede… Måske var jeg bare nervøs og overrasket over dine ord?” startede jeg ud med. Harry sad ved min side og forholdte sig tavs.

”Måske var jeg bare bange, da vi to har været igennem en del – både igennem sandheder og løgne,” tilføjede jeg og nikkede en smule.

”Jeg er bange, Harry..” hviskede jeg lavt. Jeg lukkede kort mine øjne i, og mærkede hvordan mine øjne blev lidt blanke igen. Jeg følte mig så svag, hver gang, jeg græd.

Sådan en svag lille tøs, jeg var. Og burde jeg skamme mig over det? Følelserne tog over min spinkle krop – min ensomme sjæl.

”Du behøver ikke at være bange… Du ved, at jeg elsker dig, så det sårer mig dybt, at du bare sådan stikker af, fordi du er bange. Bange for at blive elsket fast af en person,” sukkede Harry lavt. Hans ord fik mig til at rynke på panden. Jeg var skam ikke bange for at blive elsket fast af ham. Jeg elskede det faktisk.

”Jeg er ikke bange for, at blive elsket af dig, Harry. Jeg elsker det faktisk, det er bare det faktum, at du engang har udnyttet mig, så det er det, som bekymrer mig,” forklarede jeg ham. Hans ansigtsudtryk så ikke mere glad af den grund.

”Hvad med dit svar til mit spørgsmål tidligere?” lød hans spørgsmål på.

”Jeg elsker dig, og jeg vil være din kæreste, Skylar, men jeg aner ikke om du har lyst til at være min,” mumlede han, inden han kørte hånden gennem håret.

”Harry...” hviskede jeg og rynkede småtrist på panden. Hvad sagde min mavefornemmelse?

”Jeg trænger til, at få et svar fra dig, Skylar!” lød det frustrerende fra Harry, der kort fægtede med sine arme.

”Jeg kan ikke sidde her og tro, at alt er okay, når jeg mangler et svar fra dig. Det her virker så nyttesløs, når du ikke kommer med et svar,” tilføjede han bittert, uden at smile til mig. At han direkte var kold overfor mig, gjorde mig en smule trist indeni. Jeg savnede den Harry, som var glad og spredte en del kærlighed til mig. Jeg var i hans fokus – og nu var han frustreret og irriteret på mig – kun fordi jeg ikke svarede på hans spørgsmål.

”Undskyld..” hviskede jeg, hvorefter jeg fældede en tåre. Jeg var trist og jeg var ikke okay.

”Vil du ikke være min?” spurgte Harry og rynkede trist på panden. Min hals føles tør og atter rynkede jeg trist på panden.

Hans spørgsmål lød så meget fristende – at være hans kæreste. Hans pige.

Jeg lukkede kort mine øjne i og kiggede derefter på ham, inden jeg åbnede munden, for at besvare på hans spørgsmål. Han fortjente et rent svar.

”Harry… Jeg elsker dig. Virkelig meget. Og jeg kan ikke undvære dig, du har sådan en stor betydning i mit liv. Selvom du har lavet det dumme væddemål, dengang med din ven, så ændrer det ikke på min store kærlighed til dig.. Jeg har brugt hele min dag på at tænke over dit spørgsmål,” fortalte jeg ham og nikkede en smule over mine egne ord.

”Forsæt endelig,” bad Harry mig om.

”I flere timer har jeg tænkt på dine ord, og jeg har endelig fundet ud af, hvad jeg overhovedet vil med det her – om jeg vil være sammen med dig eller om jeg ikke vil være sammen med dig. Jeg håber, at du kan acceptere min beslutning,” mumlede jeg lavt og sank kort en klump ned.

Da de ord forlod min mund, så blev Harrys ansigt endnu mere trist, og det lignede endda næsten også, at han var ved at græde overfor mig. Græde over, at jeg muligvis ville sige, at jeg ikke gad at være hans kæreste. De ord var han bange for, at ville forlade min mund.

Jeg måtte skuffe ham.

”Men Harry… Jeg vil gerne være din kæreste, det er en meget stor ære,” endte jeg så med at svare efter et par minutter. Hurtigt så Harry op på mig med et stort smil, inden han tog fat i mig, og hev mig ind til ham. Et fnis forlod mine læber, inden jeg klamrede mig ind til ham.

Harry var den person, som jeg ville tilbringe min liv med – og jeg kunne endelig kalde ham for min egen kæreste.

”Jeg elsker dig,” hviskede han, inden han pressede sine læber hårdt mod mine. Jeg kyssede ivrigt med og kørte mine hænder op til hans nakke, inden jeg straks begyndte at nusse hans bløde lokker.

”Jeg elsker også dig,” hviskede jeg mod hans læber med et smil på læben. Efter lidt tid fik jeg mine læber trukket fra hans.

Tænk, at blot et væddemål skulle føre os sammen. Alt det vi havde været igennem. Jeg var faktisk meget glad og taknemmelig for, at han lavede det væddemål.

”Et væddemål, som førte os to sammen. Den bedste beslutning nogensinde, Skylar.”

Slutningen er ved at nå sin ende, og det er vældig meget trist, øv øv.

Men når det er sagt, hvad syntes I så om ugens kapitel? Om Harry og Skylars afslutning på hele historien?

Allerede nu kan jeg afsløre, at dette er det sidste og store kapitel, vi hører fra dem. Nyt citat/kapitel kommer i næste uge.

Hvilke af Skylar og Harrys øjeblikke var jeres yndlings? Begrund gerne jeres svar.

Håber at I nyder jeres weekend, som jeg selv gør.

Forresten tjek endelig min første digtsamling ud! Den hedder Kærlighed Uden Ord.

Plus jeg har udgivet min egen bog, som nu kan købes inde på Saxo.com - bogen hedder Danielle Adams.

Hilsen Louise B

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...