Mr. Heartbreaker | Harry Styles

Harry og hans venner er i den lokale bar, hvor Harry møder en pige. Men ikke hvilken som helst pige. Pigen som hedder Skylar Ross. Hurtigt laver Harry og hans ene ven en aftale om, at Harry kun har rundregnet 1 år til at score hende, kysse hende, gå i seng med hende og til sidst - knuse hendes hjerte. Skylar er ikke så let at score, så det bliver en udfordring for ham. Dog er der et spørgsmål. Kommer Harry til at klare opgaven eller taber han stort? Og hvad er straffen for at tabe?

162Likes
172Kommentarer
122603Visninger
AA

26. 25 | "Øhm.. Harry.. Det er altså ikke så godt et tidspunkt lige nu."


Det sværeste ved at elske nogle er den dag, hvor man mister dem. Det var i hvert fald, hvad jeg havde erindret ved at miste Skylar. Savnet til hende kunne ikke blive større end, hvad det var. Følelsen af ensomhed var, hvad der de sidste dag havde bredt sig i min krop de sidste dage, også selvom jeg havde være omringet af venner. Louis havde i hvert fald gjort alt, hvad han kunne for at jeg ikke skulle føle mig alene, hvilket havde betydet at den havde stået på Fifa og pizza de sidste dage. Derfor var jeg gået ud for at trække noget luft. 

Jeg havde gået rundt i Manchester i en halv timer i mine egne tanker og var endt ved Skylars lejligheds kompleks. Kulden lå omkring min krop, og vinden susede forbi, så jeg svagt kunne høre den sivende lyd. 

Aldrig havde jeg rigtig troet på ægte kærlighed, før jeg mødte Skylar. Hun havde formået at fortrylle mig med hendes klare grønne øjne, hendes smil og hendes søde latter, og jeg havde været dum ikke at have opdaget det noget før. 

Jeg vidste at, hvis jeg havde opdaget mine følelser for Skylar noget, havde tingene nok set anderledes ud end, hvad de gjorde nu. Vi havde måske haft en chance. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere fortrød jeg, at jeg havde fortalt hende om væddemålet, selvom det havde været det rigtige at gøre. 

Efter at have gået rundt om Skylars blok mindst tusind gange, fandt mig selv stående foran Skylars dør helt uvidende om, hvad jeg lavede der eller, hvad min intention med dette var. Mit hjerte bankede over hundred slag i sekundet. Mine håndflader var svedige, og jeg måtte tage en dyb indånding, inden jeg knyttede min hånd og slog den mod døren.

Der var gået flere dage siden, jeg forlod Skylar på baren, hvor Marcus og hendes havde hygget sig i hinandens selskab. Jeg måtte indrømme, at det havde været svært at se Skylar glad i en andens mands selskab. Aldrig havde jeg været den jaloux type, hvad der angik piger, dog var det anderledes med Skylar. Hun var en ener, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var bange for at der skete andet mellem Marcus og Skylar den aften. 

Et kort øjeblik efter jeg havde slået på døren, tog jeg mig selv i at fortryde det. Jeg havde allerede vendt mig og var parat til at gå, da jeg svagt kunne høre døren åbne sig, og Skylars forvirrede stemme kunne høres i opgangen.  

”Harry?” lød hendes forvirrende stemme. Jeg vendte mig om, og mine øjne mødtes med hendes. Hendes øjne udstrålede af forvirring, hvilket jeg var sikker på mine også gjorde. Jeg stod som stivnet til jorden, mens jeg overvejede, om jeg skulle vende om.  

Helt uden at tænke over konsekvenserne trådte jeg nærmere på Skylar, og forvirringen i hendes øjne  blev tydeligere. Jeg kiggede hende dybt i øjnene, inden jeg tillod mig, at presse mine læber længselsfuldt mod hendes. Hendes krop stivnede, dog stoppede det hende ikke fra hurtigt at trække sig fra kysset. 

”Det går ikke Harry,” sagde hun kortfattet og kiggede ned i gulvet. Jeg kunne ikke forstå, hvad der gik af mig i dette øjeblik, det lignede ikke mig på nogle måder, at gøre dette.  

”Undskyld Skylar, jeg ved virkelig ikke, hvad der går af mig,” undskyldte jeg, mens jeg kiggede sørgmodigt på hende. 

”Du burde gå,” konstaterede hun, og det var, hvad jeg gjorde. Jeg vendte mig om og forlod hende. 

 

x x x

 

Jeg havde gået rundt i Manchesters gader i, hvad der føltes som en evighed. Hvad der overfyldte mig tankerne omkring Skylar, og om hvorvidt jeg stadig kunne have været sammen med hende, hvis jeg ikke havde fortalt hende om væddemålet. Dog ville jeg nok ikke kunne gemme den løgn for hende nogensinde.  

Jeg kunne stadig svagt mærke hendes kys og berøringer, hvilket kun gjorde savnet til hende endnu større. Bare tanken om at jeg længere ville være den, som hun ville dele sin kærlighed med gjorde ondt, og at jeg ikke længere den, som hun ville betro sig med alle sine ar fra fortiden. Men det der gjorde mest ondt var, at den person som Skylar skulle dele alt dette med ville være Marcus. Dog måtte jeg komme videre, for Skylar fortjente at være lykkelig. At hun så ikke kunne blive lykkelig sammen med mig, var ingen andens skyld end min egen. 

Det var ikke kun jalousien der talte, når jeg sagde at Marcus ikke var en fyr for Skylar, det var noget jeg kunne mærke. Ikke blot satte han mig i dårligt lys overfor Skylar, men han løj også om, hvorvidt jeg havde tvunget Tiffany til at have sex med mig. Det var jo hende der næsten tryglede mig om mere.

Efter at have gået i flere timer uden konkret at vide, hvor jeg skulle hen, fandt jeg endnu en gang mig selv foran Skylars lejlighed. Denne gang var det ikke for at besøge Skylar, men Perrie derimod. Jeg behøvede en venindes råd. Et råd omkring, hvordan jeg kunne komme videre.  

Efter at have med sløve skridt trasket op af de mange trapper, stod jeg endelig foran Zayns og Perries lejlighed. Jeg trykke på ringeklokken og kunne derefter høre den ringe inde i lejligheden. Kort efter jeg havde ringet på blev der trukket ned i håndtaget, og Zayn viste sig i dør åbningen. 

”Hej Harry,” sagde han overrasket, og kløede sig nervøst i nakken. Hvad han var nervøs over var noget, som jeg ikke kunne tyde. 

”Jeg har virkelig brug for at tale med Perrie,” forklarede jeg. Jeg trippede med fødderne, mens jeg ventede på, at han ville lukke mig ind, med i stedet stedet for at lukke mig ind, så han ud til at blive mere og mere nervøs. 

”Øhm.. Harry.. Det er altså ikke så godt et tidspunkt lige nu,” fik han fremstammet.

”Please Zayn, jeg har virkelig brug for det,” tryglede jeg ham om og så på ham med et sørgmodigt blik. Jeg havde virkelig brug for nogle at tale med, men Zayn rystede blot på hovedet. 

”Beklager Harry,” sagde han, mens han så på mig med et undskyldende blik. Jeg vidste, hvor meget Zayn hadede at skuffe mig, selvom det var, hvad han gjorde lige nu. Grundet mit behov for at tale med Perrie, blev jeg stående i opgangen, hvilket så ud til at gøre Zayn forvirret. 

”Undskyld Zayn, men det her er vigtigt,” konstaterede jeg. Jeg trådte forbi Zayn, og gik med faste skridt direkte mod stuen, hvor jeg vidste Perrie ville befinde sig. 

”Harry!”  nåede jeg at høre Zayn råbe, inden jeg trådte ind i stuen. Min handling så ud til at overraske Zayn, hvilket jeg forstod, da det også overraskede mig en smule.

Først da jeg var kommet helt ind i stuen fortrød jeg min handling, for der i sofaen sad hun med tårerne rendende ned af kinderne. Skylar.  Hendes øjne var rødsprængte, og hendes mascara var løbet. En kniv ramte mig i hjertet, da jeg så hende sidde helt sønderknust, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig skyldig. Grundet min tilstedeværelse valgte Skylar hurtigt at rejse sig fra sofaen og storme ud af lejligheden. 

”Skylar vent!” råbte jeg og løb efter hende. Vi nåede helt hen til hendes lejlighed, før jeg fik fat om hendes håndled og vendt hende om. 

”Harry slip mig,” klukkede hun, og holdte sig ikke fra at slå mig flere gang i brystkassen. Jeg ømmede mig hver gang endnu et slag ramte mig, dog vidste jeg at jeg havde fortjent dem. Hun mistede kontrollen, og tårerne væltede ned af hendes kinder, mens hendes slag kun blev hårdere. 

Min hånd holdte stadig blidt omkring Skylars håndled, hvilket kun gjorde det nemmere for mig, at få hende trukket ind til mig så hun ingen chance havde for at slå mig. 

”Shh rolig,” hviskede jeg i hende øre, hvilket fik hende til at blive mere rolig, dog hulkede hun stadig.

”Undskyld, jeg er sådan en idiot,” hulkede hun ind i mod min brystkasse. Hendes krop rystede mod min, mens hun kæmpede for at hendes vejrtrækninger skulle falde ned. 

”Nej, du er ej,” forsikrede jeg hende, mens jeg aede hende i håret. Jeg kunne svagt dufte hendes shampoo, som duftede af blomster, som den havde gjort lig fra, da jeg mødte hende. 

 

x x x

 

Skylars reaktion tidligere havde overrasket mig, men ikke mindst gjort mig bekymret for hende, derfor havde hun mod sin vilje ladet mig mig passe på hende den aften, hvilket også var grunden til at jeg lige nu stod i hendes køkken og varmede os en kop kaffe hver, mens Skylar så videre på den film som vi havde sat på. Det skar i mig at vide, hvor knust Skylar var på grund af, hvad jeg havde budt hende, hvilket var forståeligt. 

”Værsgo,” sagde jeg,  da jeg kom ind i stuen med de to kopper kaffe. Jeg rakte hende den ene kop. Hun tog i mod koppen og smilede taknemmeligt til mig, inden jeg satte mig ned i den ene ende af sofaen. Skylar sad i den anden ende sofaen med et tæppe omkring hendes spinkle krop.  

Stemningen mellem os var virkelig akavet. Vi sad begge i hver vores ende af sofaen og nippede til vores varme kaffe uden at skænke hinanden så meget som et hurtigt blik. Måske havde det været en bedre idé, hvis jeg ikke havde tilbudt at blive, for hun ville jo ikke en gang have mig her. 

”Endnu engang undskyld..” Skylars undskyldning fik mig til at rette blik hen mod hende. 

”Det er mig der undskylder,” sagde jeg, hvilket fik hende til at kigge undrende på mig. ”For alt,” fortsatte jeg. 

”Gid jeg kunne sige, at det er okay,” svarede hun og nippede til sin kaffe. 

”Skylar, jeg skal nok stoppe med at kæmpe for dig, for det har jeg fundet ud af nu, at jeg ikke får noget ud af. Jeg vil have, at du skal være lykkelig, og det ved jeg, at du ikke bliver med mig, så hvis Marcus er den der gør dig lykkelig, så vil jeg ikke stå i vejen.. Dette betyder ikke, at jeg ikke er forelsket i dig, for det er jeg virkelig meget endda, så meget at det gør ondt at sige det her, men jeg må finde en måde at komme videre på.”

Det føltes som, at jeg blev en del letter, da jeg kom ud med dette, da det havde været noget  jeg havde tænkt meget over de seneste dage.

Dog var Skylars reaktion til dette var ikke, hvad jeg havde forventet, da hun rykkede tættere på mig og lod hendes læber ramme mine. Vores læber bevægede sig i takt til hinandens, og selvom det var forkert, så var der intet andet på det tidspunkt der føltes mere rigtig.

Undskyld, undskyld, undskyld at der intet kapitel kom i går, men der kom noget i vejen, så jeg ikke kunne nå at færdiggøre mit kapitel. 

Hvad synes I om dagens kapitel? Hvad tror I der kommer til at ske mellem Skylar og Harry? Tror I at tingene kommer til at løse sig?

Lad os endelig vide, hvad I tænker.

Karoline A.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...